Klage over Ankestyrelsen til Folketingets Ombudsmand

Den 01/09/18 indsender jeg en formalitetsklage til Ankestyrrelsen vedrørende det arbejde de har udført i forbindelse med den afgørelse de har truffet af 5. juli 2018 vedrørelse fortsat anbringelse af min datter. Jeg kalder den en formalitetsklage fordi det er vigtigt for mig at sætte forkus på kvaliteten af det arbejde Ankestyrrelsen har udført frem for på den resulterende afgørelse. Du kan læse denne formalitetsklage til Ankestyrrelsen her.

Formalitetsklage over Ankestyrelsens sagsbehandling

Den 11/09/18 fik jeg så svar tilbage fra Ankestyrrelsen og det svar kan du se her:

Ankestyrelsen | J.nr. 00-00000 | Cpr.nr. 0000000000 | Tel +45 3341 1200 | ast@ast.dk | EAN-nr: 57 98 000 35 48 21

11. september 2018

Mikkel A Meinike Nielsen
Anonnymiseret 000
3520 Farum

Vedr.: Ankestyrelsens afgørelse af 5. juli 2018 om fortsat anbringelse af Xx1, født den 00. måned 0000.

Vi har fået en henvendelse fra dig den 1. september 2018, hvor du klager
over de omstændigheder under hvilke denne afgørelse er blevet truffet.

Vi genoptager ikke sagen.

Det betyder, at vores afgørelse af 5. juli 2018 stadig gælder.

Du oplyser, at du ikke mener der er foretaget en egentlig revurdering af
sagen på baggrund af de oplysninger, som fremkom på mødet i
Ankestyrelsen den 4. juli 2018.

Du henviser i din skrivelse af 1. september 2018 blandt andet til, at
Ankestyrelsens behandling af sagen op til og under mødet den 4. juli 2018
er behæftet med flere forskellige fejl og mangler, herunder er du ikke enig
i citeringen og tonen i det fremmødereferat, der fremgår af selve
afgørelsen.

Vi vurderer på det foreliggende, at der ikke er kommet nye oplysninger
frem, som ændrer ved vores tidligere vurdering af sagen. Vi henviser i
øvrigt til begrundelsen i afgørelsen.

Vi vurderer også, at der ikke er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl eller
ændring af de retlige forhold ud fra det oplyste.

Vi gør derfor ikke mere i anledning af din henvendelse.

Venlig hilsen
Anonnymiseret

Det var sådan cirka det svar jeg forventede at få fra Ankestyrelsen. Jeg mener det var svært at forestille sig at Ankestyrelsen vil begynde at komme med indrømmelser så de siger bare her det man kunne forvente og det som de rutinemæssigt vil sige, men det er passer helt fint til det jeg vil for jeg vil nemlig indklage dette Ankestyrelsen for Folketingets ombudsmand og her er min klage til Ombudsmanden.

Klage over Ankestyrelsen til Folketingets Ombudsmand

Ankestyrelsen har svaret på min Formalitetsklage at de ikke vil lade sagen gå om, at de ikke finder at der er forgået alvorlige fejl i sagen, at de ikke mener at der er væsentligt nyt i sagen og at de derfor ikke vil foretage sig yderligere.

Mit ærende med klagen var dog i hovedsagen ikke at få Ankestyrelsen til at lade sagen gå om. Mit ærende med klagen var af mere principiel karakter. Jeg mener simpelthen ikke Ankestyrelsen har udført det arbejde som det er hensigten at de skal udføre. Jeg mener at det gælder for min sag, men jeg mener også at det gælder for andre sager Ankestyrelsen behandlet. Jeg mener at Ankestyrelsen alt for ofte udføre en art ukritisk blåstempling af myndigheders arbejde og dermed svigter den det kritiske eftersyn som det er meningen den skal udføre. Ankestyrelsen er en kvalitetsikrende instans. Borgeren har en mulighed for at indklage en afgørelse for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen skal gennemgå grundlaget for den afgørelse der er truffet af den forrige instans for at se om der er lavet fejl eller om der er overset noget. Denne type af fejlsikrende procedure har vi i indbygget i vores systemer mange steder, hvor komplekse processer skal overskues. Det kunne være en kompleks beregning for eksempel. Hvis man har en kompleks beregning, som er vigtig, lader man gerne nogle andre kontrollere de beregninger, som den første grupper har lavet. Hvis nu den gruppe man har sat til at foretage de kontrollerende beregninger bare læner sig tilbage og siger. "Ja, men vi vil slet ikke regne på det. Vi har tillid til det de andre har lavet. Vi kigger lige på det allermest oplagte for eksempel om datoer og frister er blevet overholdt, men selve beregningerne går vi slet ikke ind i" så må man vel sige at de har svigtet deres opgaver. Deres opgave var at gå beregningerne igennem og sikre sig at det hele var gjort rigtigt. Det er på den måde at jeg mener at Ankestyrelsen her svigter sin opgave i forhold til min sag. Ankestyrelsen forklarer at de ikke mener at der er kommet noget nyt af betydning i sagen. I mit tilfælde giver dette udsagn ingen mening. Der er nemlig ikke rigtigt noget formelt "nyt" som kunne komme og ændre billedet. Der mangler ikke en lejlighed, en indtægt, en undersøgelse, en accept, eller andet som kunne ændre situationen. Hele afgørelsen bygger på en vurdering af min datters konstitution og mine forældrekompetencer. Det eneste "nye" der kan komme til er en ny indsigt i disse forhold. På mødet i Ankestyrelsen den 04/07/18 kom der mange oplysninger frem som kunne biddrage til en ny forståelse af min datters konstitution og behov og mine evner. Det kom sig af at min på daværende tidspunkt nye advokat Gry Rambush var så dygtig til at få bragt nogle andre sider frem end dem som man kunne læse ud af sagsagterne. Disse nye sider og nye vinkler skulle Ankestyrelsen have forholdt sig til. Hvis jeg må blive lidt ved "beregnings-metaforen" så kan man sige at Ankestyrelsen skulle have regnet regnestykket igennem en gang til og denne gang med inddragelse af de nye vinkler og forståelser som var kommet frem på mødet. Dette arbejde mener jeg ikke Ankestyrelsen har gjort og dermed svigter den sit formål. Den tilføjer samtidig yderligere skade til klienten på et urimeligt grundlag. Den yderligere skade opstår ud af den manglende omhu i begrundelsen for afgørelsen som jeg beskriver i klagen og den manglende omhu i referatet som jeg også beskriver i klagen. Det er ikke rimeligt at klienten skal lide den skade på grund af Ankestyrelsens mangel på omhu. Ankestyrelsen bør ikke nøjes med at forholde sig til om der er sket fejl i forhold til praktiske procedure. De bør gå ind i en vurdering af om der er sket fejl i forhold til de langt mere betydningsfulde observationer, ræsonomenter og fremstillinger som ligger til grund for afgørelserne. Til styrkelse for min påstand om at der er noget galt i Ankestyrelsens og andre instansers håndtering af disse sager vil jeg godt henlede opmærksomheden på at der i Norge i øjeblikket versere en debat omkring netop kvaliteten af sagsbehandlingen sager om Børn og Unge. En debat som har fået verdensomspændende bevågenhed blandt andet på grund af BBC dokumentaren Norway’s Silent Scandal fra august 2018. I en lang og grundig artikel fra BBC som akkompagnere dokumentaren (Norway’s hidden scandal) kan man læse at 140 professionelle (efterfølgende bakket op af yderligere 120) inden for børneområdet i 2015 rettede en bekymret henvendelse til regeringen, hvor de fremførte at en lang liste af børn - det faktiske nummer er ikke kendt af nogen - udsættes for alvorlige manglende forståelse og krænkelser af deres rettigheder i myndighedernes behandling af deres sager. Jeg tænker at hvis noget sådant finder sted i det Norske samfund som minder så meget om vores så kan det også finde sted her og jeg synes at dette må være en forstærkende grund til at tage min klage alvorligt og bruge den som afset til en undersøgelse af forholdene.

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

To uger efter bliver jeg ringet op af en medarbejder fra ombudsmandsinstitutionen. Det er en meget venlig mand som giver sig tid til at forklare mig hvorfor de ikke kan behandle sagen. Han forklare at formålet med ombudsmandsinstitutionen ganske rigtigt er at sikre at omhu og kvalitetskrav overholdes i forhold til forskellige offentlige instanser, men at ombudsmandsinstitutionen ikke har denne funktion i forhold til Ankestyrelsen. Det skyldes at man fra lovgiverenes side har valgt at lægge opsynet med kvaliteten af sagsbehandlingen ud til domstolene. Man giver borgeren mulighed for at tage sagen for domstolen og dermed muligheden for at kvaliteten af den vej bliver sikret. Han sagde at han godt forstod at det jeg havde lavet var en klage over sagsbehandlingen og ikke afgørelse. Han mente dog at disse to i dette tilfælde var stort set uadskillelige. Det gav jeg ham ret i. På den baggrund mente han at det ville give rigtig god mening at jeg fremføre min klage over manglende omhu i sagsbehandlingen for byretten.

Jeg var glad for denne samtale. Nogen havde fortalt mig at jeg ikke kunne lave en formalitetsklage over sagsbehandlingen hos Ankestyrelsen. Jeg valgte så at forsøge dette alligevel og jeg fik et ordentligt og forståeligt svar. Der var en ordentlighed i den måde sagen blev håndteret på i ombudsmandsinstitutionen som jeg savner i socialforvaltningens behandling af min anbringelsessag.

Sagsbehandlingen i Sager om Børn og Unge | Torsdagsbrev 27/09/18

Torsdagsbrev 27/09/18
- Indblik i sager om børn og unge -

Tredje episode af: Torsdagsbrevet tegner og fortæller, med fokus på sagsbehandlingen i sager om børn og unge.

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil I også kunne læse om tanken bag "torsdagsbrevet". Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber I vil læse det. Jeg håber at I vil overveje dets indhold. Jeg håber at I på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som I måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at I går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den.

- Tredje episode -
Okay her har vi bunken af sagsagter igen.

Sagsagterne skrives af myndighederne, af sagsbehandlere, psykologer, familievejledere, familieterapeuter, udvalg og styrelser som igennem forløbet har kontakt med familien.

Når der skal træffes afgørelse i sagen så kigger man på sagsagterne i langt højere grad end man kigger på / lytter til de faktiske personer som sagen handler om.

Det kan der være god mening i, fordi sagsagterne indeholder grundige undersøgelser og beskrivelser af forhold som dem som skal træffe afgørelsen ikke kan komme frem til i den korte tid de rent faktisk ser klienterne. Problemet er bare at sagsagterne ikke tegner et realistisk billede af klienterne. De tegner et mere dystert og problematiserende billede af klienterne end der egentlig er belæg for.

Man kunne med rimelighed spørger "Hvorfor skulle de dog gøre det? .. Er de da ikke skrevet af kompetente og dygtige personer som kun er interesseret i at løse problemer og skabe de bedst mulige forhold for børnene? De personer som skriver sagsagterne har da ikke noget incitament for at skulle stille klienterne i et dårligt lys." Hmm.. Lad mig sige det sådan: Hvis man ser på det i et overordnet perspektiv, så har sagsbehandlerne ikke noget incitament for at fremstille klienterne i et dårligt lys. Dykker vi derimod ned i sagsbehandlerens hverdag så finder vi pludseligt mange dynamikker og automatikker som befordre, at sagsbehandlerne lige fra første øjeblik de møder klienten/klienterne har øje for det som kan bruges til at bevise klientens uegnethed frem for det som kan bruges til at vise klientens egnethed.

Nogle af disse dynamikker vil jeg gerne se nærmere på i næste uges udgave af "Torsdagsbrev tegner og fortæller". Tak for denne gang.

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

Torsdagsbrev 20/09/18: Sagsbehandling i børnesager

Torsdagsbrev 20/09/18
- Indblik i sagsbehandling i børnesager -

Anden episode af: Torsdagsbrevet tegner og fortæller

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil I også kunne læse om tanken bag "torsdagsbrevet". Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber I vil læse det. Jeg håber at I vil overveje dets indhold. Jeg håber at I på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som I måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at I går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den.

- Anden episode -
Godt! Lad os starte cirka hvor vi sluttede sidst.

Her har vi en far.

Han er springfyld med forældrekompetencer og gode ressourcer. Han har både job og bolig med plads til børn. Han har lyst og vilje til at påtage sig forældreopgaven. Han har indsigt og forståelse for sin datters personlighed og behov. Stort set alle forudsætninger man kunne ønske sig for en vellykket hjemgivelse.

Og her har vi så hans datter. Hun bor hos en plejefamilie. Der har hun det godt... eller i hvertilfælde har hun det nogenlunde og hun klager ikke. Hun længes dog efter at have et normalt liv. Et liv som hendes kammerater, som bor hos deres egne forældre. Et liv hvor hun ikke skal behandles som et barn med "særlige behov". Et liv hvor hun ikke skal holdes hjemme fra skole mindst en gang om måneden fordi hun skal mødes med en eller flere voksne som skal evaluere eller undersøge hende. Eller voksne som skal spørger hende om et eller andet. Hun har alle mulige gode forudsætninger for at kunne håndtere en normalisering. Selvfølgelig har hun fået nogle slag og stød på sjælen ved det liv hun har været igennem, men reelt er der stor sandsynlighed for at en normalisering vil gavne en sund udvikling hos hende i langt højere grad end de tvungne specialforanstaltninger som hun fastholdes i i den nuværende situation.

Det er en situation hvor hjemgivelse vil være det oplagte valg. Alligevel er det ikke det forvaltningen vælger. Ikke nok med at de ikke vælger det. De går faktisk langt for at forsvare det modsatte valg - den fortsatte anbringelse. De gør det med redelige midler, men de gør det også med uredelige midler. De er virkelig indstillet på at det barn ikke skal hjemgives.

Men hvorfor?

Som jeg startede med at sige sidste torsdag så er det ikke rigtigt noget som vores samfund har gavn af at et barn er tvangsanbragt uden at der er egentligt behov for det, så hvorfor gør vi det alligevel? Det vil jeg prøve at grave mig lidt dybere ned i næste torsdagsbrev. Tak for nu.

Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen

Torsdagsbrev 13/09/2018

Torsdagsbrev 13/09/18
- Torsdagsbrevet tegner og fortæller -

Første episode

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil I også kunne læse om tanken bag "torsdagsbrevet". Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber I vil læse det. Jeg håber at I vil overveje dets indhold. Jeg håber at I på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som I måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at I går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den.

- Første episode -

"Kommunen anbringer da ikke børn uden der er en rimelig grund til det!" "Hvorfor skulle de gøre det?" "Det har de da ingen interesse i?" "Det er dyrt, besværligt og det pynter ikke på statistikerne." "Kommune er da kun interesseret i at hjemgive et barn, hvis det overhovedet på nogen måde kan lade sig gøre". Sådan er der mange som har sagt til mig. Der er nok endnu flere som har tænkt det uden at sige det. Vi kan ikke rigtig forestille os at autoriteter på den måde kan være galt på den. "Der er nok noget om snakken ..." tænker vi. Sådan tænkte jeg egentligt også selv da hele denne sag begyndte. Der er så mange instanser som sikre at anbringelsen af børn kun sker hvis det er absolut nødvendigt og sikre at der altid sker en fair og grundig sagsbehandling.

.. Well, have I got news for you!

De systemer som ser vældigt betryggende og demokratiske ud i et teoretisk perspektiv fungerer slet ikke sådan i praksis. Hvorfor ikke? Det spørger jeg også mig selv om og jeg har spurgt mig selv om det lige siden jeg for mere end syv år siden kom i kontakt med systemet. Jeg har haft en interessant mulighed for at betragte forholdet imellem borger og system fra flere vinkler. Jeg var klient i systemet og samtidig blev jeg selv ansat i Kommunen inden for nogle andre, men beslægtede områder og fik ansvar for borgerkontakt fra den anden side af skranken. Der er mange grunde til at der opstår en uhensigtsmæssig skævvridning i forholdet mellem forældre, børn og myndighedder i en anbringelsessag og jeg vil ikke påstå at jeg er kommet frem til den endegyldige forklaring, men jeg har fået øje på nogle dynamikker som kommer i spil i disse forhold og som jeg tror kan forklare en del af det som i første omgang kan være svært at gennemskue. Da jeg er en kreativ sjæl som kan lide at "tegne og fortælle" har jeg haft lyst til at prøve at iscenesætte nogle af disse dynamikker som små illustrerede fortællinger og det vil jeg gerne bruge de næste to - tre torsdagsbreve på. Da denne introduktion til temaet allerede er blevet ret lang har jeg kun lige plads til at introducere tre vigtige elementer som vi vil indgå i den næste lille illustrerede fortælling:

En far En datter En bunke af sagsakter

Med Venlig Hilsen
Mikkel Meinike Nielsen

Torsdagsbrev 06/09/18

Torsdagsbrev
- Om landet uden bivirkninger

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil I også kunne læse om tanken bag "torsdagsbrevet". Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber I vil læse det. Jeg håber at I vil overveje dets indholdet. Jeg håber at I på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som I måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at I går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den.

- Landet uden bivirkninger -

Alle steder hvor man "gør noget" er der nogle bivirkninger. En militær intervention for eksempel har altid nogle uskyldig ofre. Det anses som værende en "fortielse", hvis en militærmagt kun fortæller om sine sejre og undlader at fortælle om de civile tab ved en intervention. Indenfor medicin gælder det samme. Medicin har bivirkninger! Nogle gange overstiger de negative bivirkninger af et præpareret de positive virkninger. I disse tilfælde er det naturligvis ikke tilrådeligt at benytte præparatet. Det er et krav at medicinfirmaer oplyser om kendte bivirkninger ved deres produkter. Lovforslag, politiinterventioner, markedsføring, alle steder hvor der er nogen som gennemføre, promoveres eller ligefrem gennemtvinges spørges der som en selvfølgelig del af rationalet til de "utilsigtede bivirkninger".

Alle steder undtagen i sager som omhandler tvungen anbringelser af børn.

I den kæmpe bunke af sagsakter som udgør mine børns, min ekskones og mit samlede sagsarkiv har jeg ikke en eneste gang set "negative sideeffekter" eller "utilsigtede bivirkninger" ved anbringelsen inddraget. Anbringelsen fremstilles altid som neutral. Som et univers hvor hensynet til barnet tarv per definition er det eneste gældende princip. Det er som om der er et underliggende kriterie som lyder: "Skadevirkninger af "hjemmesituationen" inddrages. Skadevirkninger af anbringelsen inddrages ikke". De er ellers veldokumenterede disse skadevirkninger. Tvungen anbringelse af børn må siges at være "en medicin med kendte bivirkninger". Disse kendte bivirkninger bør indgå i overvejelserne om rimeligheden og hensigtsmæssigheden af anbringelsen.

Landet uden bivirkninger findes ikke i virkeligheden.

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

Formalitetsklage over Ankestyrelsens sagsbehandling

Formalitetsklage over Ankestyrelsens sagsbehandling

Jeg klager her ikke over afgørelsen som blev truffet (det gør jeg til gængæld i Byretten). Jeg klager over de omstændigheder under hvilke denne afgørelse er blevet truffet. Jeg klager over kvaliteten af det arbejde Ankestyrelsen har udført i forbindelse med behandlingen af min sag af dato: 04/07/2018. Mit overordnede klagepunkt hedder:

Manglende omhu i sagsbehandlingen

Jeg mener ikke at der er foretaget en egentlig revurdering af sagen på baggrund af de oplysninger som fremkom på mødet i Ankestyrelsen den 4. juli 2018.

På grund af min nye advokats engagerede og insisterende tilgang fremkom der ved mødet mange interessante synspunkter og vinkler på sagen som ikke har været ordentligt belyst før. Ingen af disse synspunkter og vinkler indgår i afgørelsens begrundelse. Afgørelsens begrundelse tager alene udgangspunkt i de tilsendte sagsakter. Den kunne meget vel være skrevet inden mødet i forbindelse med Ankestyrelsens forberedelse til mødet. Det forekommer mig sandsynligt at det er sådan det er foregået primært på grund af det korte tidsinterval imellem mødet og afsendelsen af den færdige skriftlige afgørelse. Jeg modtager afgørelsen fra Ankestyrelsen allerede dagen efter vi har været til mødet. Jeg modtager den ved 14 tiden og inden da har den været en tur omkring min tidligere advokat fordi den blev sendt forkert. Den er nok blevet sendt af sted om formiddagen den 5 juli. Dette giver i realiteten kun nogle få timers sagsbehandlingstid. Nok til at referenten lige kan tilføje et referat af mødet, men ikke nok til en egentlig sagsbehandling hvor de ting som er fremkommet ved mødet indgår i en genovervejelse af afgørelsen.

Belægene for afgørelsen er valgt lemfældigt. Flere af dem har slet ikke baggrund i sagens materiale, andre af dem giver ikke logisk mening.

Eksempler på dette: Lad os gå til den overordnede begrundelse som gives under overskriften "Begrundelse for afgørelsen om anbringelse", "Sådan vurderer Ankestyrelsen sagen".
Her hedder det:
"... at han (Mikkel) ikke kan give Xx1 tilstrækkelig omsorg og pleje i dagligdagen blandt andet på grund af sin umodenhed ..."
Det er her ordet "umodenhed" jeg studser over. Mine forældrekompetencer har været undersøgt grundigt af to omgange og i ingen af disse undersøgelser er "umodenhed" et tema. "Umodenhed" er grebet ud af den blå luft i denne sammenhæng og alligevel optræder det i den overordnede argumentation for en fortsat anbringelse. Lidt længere nede i underafsnittet "Hvad er afgørende for resultatet" henvises der til "begrænset udviklingspotentiale" og "nedsat mentaliseringsevne i bestemte situationer" begge disse begrundelser har i følge min vurdering integritetsproblemer. Jeg vil dog ikke i denne formalitetsklage gå dybere ind i disse problemer da dette vil række lidt ud over det fokus jeg har valgt her. Jeg regner med at tage disse med i Byretten i stedet. Den næste ting jeg vil se på er lige nedenfor det just nævnte i afgørelsen. Det er en ting som jeg mener ligger indenfor denne klages fokusområde som indbefattet manglende omhu, mangel på logisk konsekvens i argumentationen og manglende integritet. Det drejer sig om hvad jeg mener er en logisk inkonsekvens.
Sætningen hedder:
"... at Mikkel Nielsen, i forhold til Xx1, ikke tager tydeligt lederskab, hvilket bevirker, at der derved sker en rolleombytning i deres indbyrdes forhold så deres samvær tager udgangspunkt i Mikkels behov frem for i Xx1s."
Dette er ikke logisk sammenhængende. Logisk set må mindre lederskab føre til mindre dominans og dermed mindre indflydelse over samværet.

Referatet af mødet mangler integritet. Der fejlciteres og fejlrefereres og der udvises manglende betænksomhed i forhold til konsekvenserne af stereotype og forsimplede gengivelser af de impliceredes udsagn.

Mødereferatet starter på afgørelsens side 5 under overskriften "Mødet i Ankestyrelsen". Det er vigtigt at påtænke at referatet indgår i det videre sagsforløb uanset hvad den øjeblikkelige afgørelse er. Denne typer af sager afgøres ikke på baggrund af kriterier eller beviser. De afgøres på baggrund af "skøn" og "fornemmelse". "Tone" og "karaktertegningen" er derfor af stor betydning i disse sager og jeg mener ikke referenten har udvist tilstrækkelig omhu i forhold til dette i sit referat. Jeg vil pege på tre steder i referatet hvor dette skinner tydeligt igennem. Det første sted er på side 6 i afgørelsen under overskriften "Mødet i Ankestyrelsen". (Af hensyn til min datter har jeg i det nedenstående taget nogle få ord ud og erstattet med "xxx".)
"Med hensyn til bekymringerne om Xx1s xxxxxx adfærd har han kun et ord at sige: "Bullshit." Xx1 kan godt lide at xxxx xxxx xxxx, men hendes adfærd er inden for normalområdet. Det kan give problemer, hvis der er for meget fokus på hendes adfærd. Plejeforældrene siger det bare, fordi de gerne vil beholde hende som plejebarn".
Dette afsnit er meget langt fra det jeg rent faktisk sagde. Ordene er taget ud af kontekst. Der tegner sig et billede af en lidt brovtende, unuanceret person som svarer "Bullshit" når han præsenteres for en væsentlig bekymring i sagen og som så på barnelig vis siger "Det er bare noget de siger for at beholde min datter". Det er meget langt fra de nuancerede betragtninger jeg fremførte på mødet. Jeg husker godt at jeg brugte ordet "Bullshit", men formuleringen var noget i den her retning:
"... Det er noget jeg har tænkt over. I starten gik jeg delvist ind på præmissen om at min datter havde en xxxx xxxxx adfærd, men jeg er blevet mere og mere klar over, at det har hun ikke.. Det er.. hvad skal jeg sige?.. Det er Bullshit ..."
Der er en helt anden intention i mit oprindelige udsagn end i det som gengives i referatet. Den brovtende, negligerende tone som kommer frem i referatet kan være meget skadelig for mig og min datter fordi det matcher nogle arketypiske træk som man i hele systemet og i samfundet generelt er meget bange for og som slet ikke passer på virkeligheden. Jeg tror ikke referenten gør dette bevidst, men jeg synes det er ubetænksomt i en grad som bør påtales. Desuden lykkes det ikke referenten at indfange pointen i det jeg egentligt sagde. Det andet sted jeg gerne vil fremhæve er et stykke længere nede i teksten stadig på side 6:
"Xx1 har brug for at få skuldrene ned og få tryghed. For Xx1 er det vigtigste måske at få samværet med sin mor til at fungere. Mikkel A. Meinike Nielsen henviser til sagens akter og finder det ikke dokumenteret, at der er et anbringelsesgrundlag. Hvis der havde været tale om at fjerne en fod (ikke et barn), ville lægen have fået fingrene i klemme."
Dette uddrag er jo faktisk morsomt. Den kunne være med i en af de her citatsamlinger bestående af fortalelser og sproglige misforståelse, som danske skolebørn har lavet (Du er også min søn Brutus). Blandingen af skuldre, fødder, fingre, børn og en læge som får fingrene i klemme er morsom. Det triste er så bare at pointen i det jeg siger går fuldstændig tabt, det fremstår som det rene vrøvl og det fremstår som om det er mig som er afsender af dette vrøvl. Det er unfair. Referenten gjorde på mødet meget ud af at få vores navne så de kunne fremgå korrekt i referatet. Jeg vil mene at den samme omhu bør udvises i forhold til indholdet. Hvis der er noget man ikke forstår så må man lige spørge igen i stedet for at bare skriver sine misforståelser ind i referatet særlig når det drejer sig om ting som har så stor betydning for menneskers liv. Det tredje sted er i referatet af min kærestes udtalelser under mødet som blot er to linjer nederst på side 7.
Her hedder det:
"(Navn) bemærker, at hun er meget imponeret over Mikkel A. Meinike Nielsen engagement og store indsats for Xx1".
Igen fremmales et stereotypt billede hvor det forhold at min kæreste er "imponeret" over mig får særlig vægt. Det var ikke sådan jeg hørte min kærestes udtalelse ved mødet. Her handlede det om at hun fuldt ud bakkede op om det jeg ønskede og desuden at hun og min datter havde et rigtigt godt forhold. Når vægten på den måde lægges på at hun er "imponeret" får vi igen det her arketypiske billede af en dominerende mand som har en partner som er "imponeret" over ham. Et billede som jeg mener er meget langt fra virkeligheden og et billede som kan være meget skadeligt for mig og mit ønske i det videre forløb. Hele referatet har en form for naiv tone som og flere steder hvor meningen i de sætninger som refereres går tabt. Det trækker ofte i smilebåndet når jeg læser det og det kan jo være fint nok hvis ikke det var fordi det har så alvorlig konsekvenser for min datters og mit liv det som bliver behandlet på det møde. Når man læser kommunens klagevejledning opfordres man til at specificere hvad man gerne vil opnå med sin klage. Det vil jeg prøve at gøre her til slut. For mig at se er der kun et rigtigt svar på denne klage og det er at man giver mig og mødets øvrige deltager en stor undskyldning og invitere til et nyt møde hvor man behandler sagen igen denne gang med den fornødne omhu og hensyntagen. Jeg er dog klar over at dette næppe vil ske. Min klage skal derfor snarere ses som et forsøg på at medvirke til et opgør med en helt urimelig sagsbehandlingspraksis som synes at have udviklet sig indenfor dette område. Det er som om Ankestyrelsen har en position hvor de kan tillade sig hvad som helst og hvor der ikke er nogen konsekvenser ved sjusk eller manglende omhu. Jeg synes disse ting bør påtales og derfor har jeg skrevet denne formalitetsklage.

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

To uger efter bliver jeg ringet op af en medarbejder fra ombudsmandsinstitutionen. Det er en meget venlig mand som giver sig tid til at forklare mig hvorfor de ikke kan behandle sagen. Han forklare samtidig at det giver rigtig god mening at bringe de klage punker jeg har i klagen frem i byretten fordi kvalitetskontrollen i forhold til Ankestyrelsen netop er retssalene.