Gaslighting
-Et åbent brev til Borgercenter Børn og Unge Amager
Dette er ikke en klage. Det er en opfordring til dialog omkring et påtrængende problem vedrørende den tvungne anbringelse af min datter. Jeg har lavet dette som et åben brev som jeg har sendt til Borgercenter Børn og Unge Amager men jeg sender samtidig til samtlige socialudvalgsmedlemmer i Københavns borgerrepræsentation og til udvalgte medieplatforme. Jeg gør dette for at prøve at fremtvinge en dialog. En dialog som jeg oplever er næsten umulig at opnå via de normale veje indenfor systemet, fordi systemet i sin nuværende form ikke er indstillet på ligværdig dialog. Det er i stedet indstillet på at kunne "lukke besværlige forældre ned" og på at kunne fremstille sagen på en måde hvor det fremstår som om magtanvendelse er det eneste rigtige for at varetage barnets tarv.
Fordrejning af virkeligheden
Det anbringelsesgrundlag som retfærdiggøre en tvungen anbringelse af min datter bygger på en fordrejning af virkeligheden. En fordrejning af virkeligheden som et helt system med mange aktører samlet er med til at etablerer og vedligeholde. Man kunne spørger sig selv hvorfor systemet skulle have lyst til - eller behov for at iscenesætte en fordrejning af virkeligheden? Hvorfor det ikke bare skulle holde sig til virkeligheden og hjemgive et barn hvis der ikke længere er behov for en anbringelse. Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv mange gange. Jeg er kommet frem til at der er flere grunde til dette. En af grundende er inerti. Da barnet i sin tid blev anbragt blev der etableret et anbringelsesgrundlag som kunne retfærdiggøre interventionen. Det billede som den gang blev etableret hænger ved og systemet har ikke let ved at skifte kurs fra hvad det en gang har besluttet. En anden og nok vigtigere grund er ængstelighed. Man er er bange for de uhyggelige sager der har været hvor børn og blevet svigtet og misbrugt og man vil ikke risikere at være den som siger "ja" til en hjemgivelse som så ender helt galt. Så er det sikrere at beholde barnet i anbringelsen hvor man har bedre kontrol over hvad der sker. Den sidste grund jeg er kommet på er travlhed. Systemet omkring anbringelse af børn er under voldsomt pres. Sagsbehandlerne har ikke den tid de egentligt har brug for at kunne udfører et godt stykke arbejde. Ansvaret overlades derfor i høj grad til den plejefamilie eller den institution som er valgt til at varetage opgaven. Disse plejefamilier/institutioner har dog ofte interesser i at anbringelsen fortsætter. Barnet er jo et indkomstgrundlag og samtidig opstår der bånd imellem barnet og institutionens ansatte/plejefamilien som gør at disse vil være tilbøjelige til at se -og tale for at barnet har brug for fortsat at være hos dem.
Gaslighting
Efter denne introduktion er jeg kommet frem til det problem jeg egentligt gerne vi adressere -det sted hvor skoen virkeligt trykker for mig i øjeblikket, fordi jeg ser min datter være udsat for et psykisk og socialt omsorgssvigt på grund af den fordrejning af virkeligheden som systemet etablere for at kunne retfærdiggøre den fortsatte anbringelse af hende. Plejemoren i den plejefamilie hvor min datter er anbragt er ekstremt god til at spille på denne fordrejning af virkeligheden på en subtil måde hvor hun kommer til at fremstår som den stabile og kærlige beskytter af min datter imens hun får forældrene til at fremstå som trusler imod barnets basale tryghed og trivsel. Dette er selvfølgelig frygteligt provokerende for mig at være vidne til, men det er ikke det værste. Det værste er at det undegraver min datters psykiske stabilitet, hendes virkelighedsopfattelse og troen på hendes egen dømmekræft.
"Gasligting" er en populærpsykologisk betegnelse for et forhold hvor den ene part systematisk undergraver den anden parts psykiske integritet og tillid til egen virkelighedsopfattelse. Betegnelsen stammer fra en gyserfilm fra 1944 (oprindeligt et teaterstykke) med Ingrid Bergman i hovedrollen. Filmen hedder "Gaslight". Det var min kæreste som gjorde mig opmærksom på betegnelsen da jeg forsøgte at forklare hende hvad det var der var så forkert ved denne anbringelse og hvordan selve anbringelsen undergravede min datters mentale sundhed. I filmen er det en mand som udsætter sin kone for en sådan systematisk manipulation af hendes virkelighedsopfattelse og psykiske stabilitet. I forhold til anbringelsen af min datter er det ikke bare en enkelt mand som genneføre denne undergravende manipulation. Det er et helt system med plejeforældre, familieterapeuter og sagsbehandlere som udsætter min datter for en virkelighedsfremstilling som ikke stemmer overens med det hun selv resonere, oplever og fornemmer. I plejemors/forvaltningens fremstilling er hendes mor et stort stressmoment for hende. Et stressmoment som hun har brug for skærmning imod. I plejemors/forvaltningens fremstilling er hendes far ikke i stand til at tage ordentligt vare på hende og møde hendes behov. I plejemor/forvaltningens fremstilling har hun et ekstraordinært stort behov for ro og skærmning og det er kun plejefamilien som kan opfylde dette behov. Min datter er meget tilpasningsorienteret og hun prøver at tilpasse sig de rammer hun er i, men for mig som kender hende er det tydeligt at hun gør vold på sig selv ved denne tilpasning. Min datter har reelt ikke brug for skærmning imod sin mor hun har brug kontakt med hende. Jeg er i stand til at tage vare på hende og møde hendes behov, min datter her ikke et ekstraordinert stort behov for skærmning og plejefamilien er ikke de eneste som kan sørge ordentlig for hende. Plejemor ved at forestillingerne om at; mor er "farlig", far er inkompetent og barnet her et ekstraordinært skærmingsbehov udgør anbringelsesgrundlaget. Hun er hele tiden bevidst om at vedligeholde disse forestilinger i alt hvad hun siger og gør i forhold til forvaltningen og i forhold til min datter. Hun arbejder systematisk på at nedbryde tilknytningen imellem min datter og mig og min datter og hendes mor for at kunne styrke sit eget stilling som hendes primære tilknytningsperson og for at kunne lukke af for den kritik som begge forældre på hver deres måde manifestere. Hun har ikke blik for hvor skadeligt dette er for min datters integritet og tro på egen virkelighedsopfattelse. Jeg har kunne følge effekten af denne strategi fra plejemors side på min datter igennem de to år hun har været hos plejefamilien. Kan se den usikkerhed, tvivl og stress som er opstået hos min datter og som ikke var der før. Det piner mig at se og jeg er oprigtigt bekymret for min datters psykiske udvikling under disse forhold. I en af de definitioner jeg har læst på internettet af begrebet "Gaslighting" hedder det oversat fra engelsk:
"at fortælle en løgn (bevidst eller ubevidst) uden at tage hensyn til om du undergraver en anden persons mentale sundhed og forståelse af virkeligheden"
Det er lige præcist det som sker her og det er skadeligt og psykisk nedbrydende.
Det er det problem jeg gerne vil have en dialog om både fordi det lige nu er et påtrængende problem for mig (og min datter), men også fordi jeg mener det er symptomatisk for et "anbringelsessystem" som ikke fungere efter hensigten. Som ikke får fat i de børn som virkelig har brug for anbringelse og som til gengæld holder krampagtigt fast p børn hvor behovet for anbringelse er yderst tvivlsomt. Lad os få en konstruktiv dialog på ligeværdige præmisser om dette. Jeg har sendt dette til Borgercenter Børn og Unge Amager, fordi det er dem som står med det overordnede ansvar for min datters anbringelsen, men har samtidig sendt det som et åbent brev som jeg også deler med politikere og udvalgt medieplatforme.
Jeg håber Borgercenter Børn og Unge Amager kan se problemet her og har lyst til at gå ind i en ligeværdig dialog om det og jeg håber at nogle medier eller politikere kan se vigtighedden i denne sag og vil være med til at få den ud af socialforvaltningens lukkede rammer og ud i en åben dialog.
Mikkel Meinike Nielsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar