Klage over misbrug af magtbeføjelser

Formalitetsklage

Klage over misbrug af magtbeføjelser

Jeg klager over hvad jeg mener er et tydeligt misbrug af forvaltningens magtbeføjelser i forbindelse med den tvungne anbringelse af min datter Xx1

Afklarende i forhold til forvaltnings magtbeføjelser

I sager om anbringelser af børn har myndighederne nogle ganske særlige magtbeføjelser. Beføjelser som er meget vidtgående i forhold til det man kan kalde den almindelige beskyttelse af borgeres retssikkerhed.

Disse beføjelser har man givet myndighederne, fordi man ønsker at de skal kunne yde tilstrækkelig beskyttelse, hvis det vurderes, at et barn er i en real og nærliggende risiko for at lide overlast ved samvær med sine forældre.

Andre steder i vores samfund hvor myndighedder for særlige beføjelser til at gøre indgreb i en borgeres personlige frihed sker dette under stor bevågenhed. Det kan man for eksempel se i forhold til politiets arbejde eller i forhold til anvendelse af magt indenfor det psykiatriske område. Her er en høj grad af fokus på om kriterierne for anvendelsen af magt er opfyldt.

Når det kommer til sager om anbringelser af børn virker det som om der ikke er denne bevågenhed. Det er mit indtryk at magtbeføjelser som myndighederne har fået tildelt til brug i ganske særligt vanskelige situationer tages i brug som magtmiddel i situationer hvor de ellers ikke er berettiget. Det er den type af misbrug af magtbeføjelser jeg mener at jeg har været udsat for ved møde på BUU-Amager 16/11/18.

Klage

På mødet fortalte man mig at man ville indstille til overvåget samvær imellem min datter og mig. At man ville gøre dette i forbindelse med indstilling til B&U-Udvalgsmøde 17. Januar 2018. Man fortalte mig at man ville gøre dette for at beskytte min datter imod at jeg deler mit syn på anbringelsen med hende.

Jeg ved godt at der er tale om en indstilling og at det er B&U-Udvalget som træffer den endelige afgørelse. Jeg mener dog at der allerede ved indstillingen er tale om et misbrug af magtbeføjelser. Indstillingen er så kræfttig et signal at sende både overfor B&U-Udvalget og overfor de impliceret personer at den må anses at være et magtmiddel og at den derfor må anvendes unders skærpet ansvar.

Jeg mener at forvaltningen har svigtet dette skærpede ansvar ved at indstiller til overvåget samvær uden at der er den fornødne indikation.

Forvaltningens beføjelser til at indstille til overvåget samvær er beregnet på at kunne yde beskyttelse i forhold til et barn i forbindelse med real og nærliggende risiko. Her benyttes disse magtbeføjelser i stedet til at mindske en forældres indflydelse på sit barns holdningsdannelse og til at få denne forældre til at "rette ind". Dette er misbrug af magtbeføjelser.

Jeg vil tilføje at jeg ser den samme tendens til at sanktionere i forvaltningens varsling af en forlængelse af genbehandlingsfristen fra to til tre år.

Ved mødet blev jeg fortalt at forvaltningen ved kommende B&U-Udvalgsmøde ville indstille til en forlængelse af anringelsesperioden fra to år til tre år. Man forklarede dette med en vurdere af, at min anmodning om hjemgivelse virker forstyrrende på min datters anbringelse. Det vil altså sige, at fordi min datter er blevet forstyrret i sin anbringelse så har hun brug for at være i anbringelsen et år længere. Jeg har svært ved at se at der skulle være en valid kausalitet i denne forklaring. Der er derimod en tæmmelig i øjnefaldende kausalitet i det forhold at forvaltningen bliver irriteret på mig over at jeg foretager anmodning om hjemgivelse kun et halvt år efter at sagen sidst har været oppe i B&U-Udvalget. At man derfor vil demonstrer at der er en konsekvens ved at gøre den slags.

Jeg forstår at forvaltningen kan være fristet til at forlænge anbringelsessperioden for at vise at der er konsekvenser ved at anmode om hjemgivelse midt i en anbringelsesperiode. Jeg er dog nød til at påpeje, at hvis forvaltningen laver en indstillingen til B&U-Udvalget som er båret af et ønske om at at udsætte en borger for "koncekvenser" så er det et brud på formålet med forvaltningens arbejdet og det er et misbrug af magtbeføjelser.

Når man har mulighed for at gribe ind med magt i andre menneskers liv i en grad som ligger ud over det sædvanlige vil det altid være en fristelse til at misbruge den magt. I socalforvaltningen, på B&U-området er der opstået en kultur hvor det er helt almindeligt at misbruge magtbeføjelser og hvor det ingen koncekvenser har.

Jeg håber at man ved behandling af denne klage har mod på at gøre op med denne kultur.

Med venlig Hilsen

Mikkel Meinike Nielsen