Dette torsdagsbrev er egentligt en video (whiteboard animation). Du finder videoen nederst på denne side.
Her gennemgår jeg lige videoens indhold i korte sætninger.
Så sker der ofte det at forvaltningen et par måneder senere igen indstiller til overvåget samvær, nu med en forklaring om at man har forsøgt med andre tiltag, men uden held og at der stadig er et problem.
Socialforvaltningen har det formelle og reelle ansvar for anbringelsen.
Men for at sikre kvaliteten i de beslutninger Socialforvaltningen træffer har man lavet en instans som heder B&U-Udvalget.
Det er et udvalg som består af:
- 2 medlemmer valgt af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer
- 1 dommer
- 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige.
Det interessante ved B&U-Udvalget i denne sammenhæng hvordan de forvalter denne kvalitetssikrende rolle. B&U-Udvalget går ikke ind i sagens egentlige substans.
Sagens egentlige substans er langt væk fra udvalget. De ser ikke barnet og de har ikke mulighed for at opleve de konkrete forhold. Så de kikker efter noget andet når de skal afgøre en sag.
De erstatter substansen med en form for "signalaflæsning".
Hvad er det for nogle "signaler" som sagen sender og hvordan plejer man at reagere på disse signaler?
B&U-Udvalget er afskåret fra forbindelsen til sagens substans.
De har kun det at de får nogle signaler er fra forvaltningen og så prøver de at tolke disse og træffe afgørelse på baggrund af denne tolkning.
Forvaltningen indstilles deres signaler i forhold til det de gerne vil opnå. Hvis de gerne vil lægge an til en hjemgivelse så vil de forsøge at få de "signaler" de sender til at korrespondere med dette og hvis de gerne vil fastholde anbringelsen vil de sørge for at få de "signaler" de sender til at korresponderer med dette.
indstilling til overvåget samvær er en af de meget tydelige "signaler" forvaltningen kan sende. Der sendes med det et "signal" om at der er alvorlige problemer i forholdet imellem barnet og dets forældre.
Nu skal B&U-Udvalget spille sin rolle som kvalitetssikrende instans hvilket kan betyde at de siger "nej" forvaltningens indstilling om overvåget samvær i det behovet for et sådant tiltag ikke fremstår tydeligt nok.
Forvaltningen har derved forstærket signalet som de sendte første gang blot ved at sende det en gang til. Og så sker der typisk det at B&U-Udvalget anden gang siger "ja" simpelthen fordi det eneste de har at orientere sig efter er forvaltningens signaler og disse signalers styrke er nu steget.
Selvom B&U-Udvalget skulle vælge at sige "nej". Det betale sig fordi forvaltningen på den måde får øget signalstyrken i det signal som de sender. Hvis signalet som sendes fra forvaltnings side handler om overvåget samvær så er det meget svært for forældrene at få dialogen til at handle om hjemgivelse.
Man kan sige at B&U-Udvalget aflæses "behovet" ved at se på "indsatsen" ud fra devisen "Hvis de iværksætter en indsats så må det jo være fordi der er et behov. Ellers ville de jo ikke gøre det."
Derfor kan det betale sig for forvaltningen at iværksatte tiltag som skyder over målet i forhold til hvad der er reelt belæg for.
Det hele handler om signalernes indbyrdes relation.
Derfor giver det mening at kalde det for Anbringelsessagernes Relativitetsteori.
Lige en kommentar til videoen: Jeg siger i videoen at børnerådets formand er med i B&U-Udvalget. Det er en misforståelse. Der er er et byrådsmedlem som er formand for, B&U-Udvalget, men Børnerådet er noget andet og de deltager ikke i denne proces.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar