Torsdagsbrev Vedrørende Overvåget Samvær, Del 1

Torsdagsbrev 02/05/19

- Vedrørende overvåget samvær, Del 1 -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Vedrørende overvåget samvær del 1 -

Før jeg kommer til det mere konkrete indhold af dette tema skal jeg lige komme omkring noget overordnet. I det her system som anbringer børn så hedder tommelfingerreglen at der kun er en farbar vej til at få sit barn hjemgivet eller få udvidet samværet eller lignende og det er at samarbejde, med Kommunen ud fra de præmisser som kommunen sætter op for samarbejdet. Man kan ikke gå ind og gøre en holdning gældende som strider imod myndighedernes holdning. Det får man ikke noget ud af. Det rammer en på samværet og på mulighederne for hjemgivelse. Når man er indkaldt til møde i B&U-Udvalget som er den "lovgivende" instans som tager stilling til børnesager så er det et "nåde-udvalg". Det jeg mener med at det er et "nåde-udvalg" er at det er udvalg hvis beslutninger bygger på en forudsætning om at forældreren er "skyldig". Hvad forældreren er "skyldig" i er lidt uklart, men man kan nok alligevel indramme det ved at sige, at forældreren er "skyldig" i ikke at kunne indse barnets egentlige behov. Den eneste kendte farbare vej til en positiv afgørelse fra B&U-Udvalget er at man kan vise overfor udvalget at man indser at man er "skyldig" og vise, at man har vilje til at forbedre sig i forhold til de problemer forvaltningen ser.

Alle de advokater jeg har haft har bekræftet dette og anvist, at hvis jeg gerne ville opnå noget i forhold til dette system så var det om at gå ind på de primisser som opstilles og klare mig bedst muligt ud fra dem.

Sidste år ved denne tid tog jeg en radikal beslutning. Jeg besluttede at jeg ville prøve, at gå en anden vej.

Problemet jeg så var at forvaltningen træk mig rundt i en endeløst spiral. Jeg skulle vise at jeg havde udviklet mig på den rigtige måde så en hjemgivelse kunne komme på tale og den eneste måde jeg kunne vise det på var ved at vise at jeg indså at fortsat anbringelse var den bedste løsning for min datter.

Mine anstrengelser ville aldrig blive belønnet, hvis jeg fulgte den anbefalede strategi. Ud fra denne indsigt var de logisk at jeg lige så godt kunne forsøge at gå en anden vej. Forsøge at gøre alt det som advokater og vejleder siger man ikke kan.

Det jeg ville i stedet var vedholdende at forsøge at påvise det uhensigtsmæssige -og faktisk også lovstridige i den praksis som man benyttede.

Hvordan denne beslutning føret frem til at jeg i tirsdags (30/04/19) sad i B&U-Udvalget i forbindelse med forvaltningens indstilling til overvåget samvær imellem min datter og mig, må jeg gå videre med i næste torsdagsbrev. Ellers bliver dette torsdagsbrev alt for langt.

Hav det godt så længe.