Torsdagsbrev: Om Norges Skjulte Skandale

Torsdagsbrev 15/11/18
- Om Norges skjulte skandale -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

Om Norges skjulte skandale

Jeg har henover de seneste torsdagsbreve været på sporet af et fænomen som jeg kalder "Loven i loven". Fænomenet handler om at man i børnesager vender tingene på hovedet i forhold til almindelig lovgivning. Man prøver at afgøre hvad der vil være det bedste for barnet. I almindelig lovgivning går man ikke ind og bestemmer hvad der vil være det bedste. Man holder sig til at tage stilling til om en borger har overtrådt grænsen for hvad vores samfund accepterer. Jeg har skrevet om hvordan denne perspektivforskydning åbner op for at de som skal træffe afgørelse så at sige kan lave deres egen lov.

Sidste gang satte jeg fokus på hvordan det er den børnesagkyndiges vurdering som er den altafgørende faktor i afgørelserne i disse sager. Systemet har en uindskrænket tillid til at det som den børnesagkyndige vurdere at være barnets tarv også er barnets tarv. Man stiller ikke spørgsmål til om den normale retssikkerhed kompromitteres ved at man gennefører interventioner på baggrund af disse vurderinger.

Denne gang skal vi se på en historie som sætter forholdene omkring tilliden til den børnesagkyndiges dømmekraft i perspektiv.

Historien kommer ud af et tema som har kørt i BBC News under titlen "Norway’s hidden scandal" eller "Norways Silent Scandal". (Det er let at finde både artikler og videoer på nettet om dette).

Artiklen følger en Norsk enlig mor som får besøg af myndighederne i form af en mandlig psykiater og en kvindelig psykolog. Disse to skriver en rapport, hvor de beskriver utilstrækkelig forældreomsorg i hjemmet. Der er her tale om en helt almindelig mor uden nogle markante dysfunktioner, der er ikke forekommet vold eller lignende og barnet er også et barn med en adfærd som holder sig inden for normalområdet.

Alligevel finder de to børnesagkyndige forholdene så problematiske at myndighederne med baggrund i særligt psykiaterens vurdering beslutter at barnet skal fjernes fra moderen. Over de næste par år får mor og datter kun lov at se hinanden samlet set syv gange.

Nu spoler artiklen lidt frem i tiden til april i år. Den mandlig psykiater, hvis udtalelser ført til myndighedernes indgriben i sagen er nu tilbage i den retsbygning hvor hans udtalelser førte til tvangsanbringelse af pigen. Denne gang er han der dog ikke som børnesagkyndig. Han er der i stedet som sigtet.

Han er sigtet for at have brugt og delt børneporno i store mængder igennem en lang år række. Han dømmes til fængsel i to år for disse aktiviteter.

Denne psykiaters udtalelser har været den afgørende faktor ved myndighedernes tvangsfjernelse af børn i hundredvis. De seneste år havde han endda været medlem af den eksklusive Børneekspertkommision som evaluerede alle anbringelsessager nationalt i Norge.

Det perspektiv rejser nogle interessante spørgsmål i forhold til det som jeg i de sidste måneder har beskæftiget mig med her i torsdagsbrevet. Spørgsmålet om hvor vidt det er ansvarligt at vi har opbygget denne kultur både i Norge og herhjemme. En kultur hvor den børnesagkyndiges udtalelser ikke vurderes i et kritisk perspektiv, men slet og ret tages som "lov".

Vi ser med denne sag at en person som samfundet viser uindskrænket tillid i forhold til hans evne til at vurdere hvad der vil være bedst for et barn. Vi ser så at den samme mand udviser en adfærd som etisk og moralsk ikke er forlignelig med samfundets forståelse af hvad det er at varetage børns interesser.

Sagen understreger det uholdbare i det system vi har nu. Vi har i disse sager sendt familiers retssikkerhed ud og vi har erstattet den med en eksperts vurdering af hvad der vil være det bedste for barnet. Vi har sikkert gjort dette i den bedste mening for at dæmme op for grelle sager om omsorgssvigt som dem vi har set i pressen igennem en årrække.

Der er en anden ting som er bemærkelsesværdig ved den norske historie. Hvis vi kigger på drivkraften bag de seneste mange års optrapning af iværksættelse af tvungne anbringelser så spiller frygten for voksnes seksuelle misbrug af børn en central rolle. Alle de stor presse sager omkring svigt af børn har indbefattet seksuelt misbrug. At det netop er seksuelt misbrug af børn (sekundret via børneporno) denne norske psykiater er anklages for er bemærkelsesværdigt. Man kan sige at det norske samfund via den centrale placering af denne psykiater i symbolsk forstand udsætter barnet for nøjagtig det som det ønsker at beskytte det imod. Man kan sige at det norske samfund har næret en slange/drage ved sit bryst.

Norges skjulte skandale og hele sagen omkring det norske barneværnet er en interessant historie som er langt mere omfattende en det lille hjørne jeg har berørt her. Jeg kan kun opfordre interesserede i at dykke ind i den. Der er masser at finde på