Torsdagsbrev: Om revner i murværket

Torsdagsbrev 31/01/19
- Om revner i mureværket -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

Om revner i murværket

Denne uges torsdagsbrev er en form for stemningsbillede.
Et poetisk øjebliksbillede.

Jeg har slået og sparked til denne mur
Jeg har kasted mig imod den

Prøvet at skubbe til den ind til jeg blev træt og sank sammen med ryggen op af den.

Jeg har stået stille og lyttet til den

Betragtet den så længe at jeg begyndte at opdage små huller i den ellers så polerede overflade

Jeg har kredset i de små huller og fået lidt af pudsen revet løs

Jeg har banket på muren og lyttet mig frem til steder hvor der måske var hulrum
Steder hvor der kunne være svagheder i konstruktionerne

Og jeg har kradset og banked på netop de steder

Og pludseligt er muren begyndt at revne

Først små revner som opstod når jeg ramte et sårbart punkt, men pludseligt begyndte muren selv at revne

Grus, støv og småsten begyndte at regne ned over mig

Støvet falder i mit hår og på mit tøj

Små stykker af mur rasler ned og rammer mit hoved og mine skuldre

Jeg vidste allerede længe at den mur var lavet af dårlige materialer

At den var fuld af sjuskefejl og dårligt håndværk

Alligevel er jeg forundret over at se den krakelere

Jeg stirre op af den mægtig mur som krakelere og sender støv og stenstumper ned i mit åbne ansigt

Stirre op i støvet i en særegen blanding af fryd og frygt

Torsdagsbrev: Om En Sårbar Delegation

Torsdagsbrev 24/01/19
- Om en sårbar delegation -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

En sårbar delegation

Pyha.. Sikke en historie dette er ved at udvikle sig til.

Forvaltningen møder op fire mand høj i B&U-Udvalget, eller fire kvinder høj for det var det jo ret beset.

Normalt er de to. En sagsbehandler og en afdelingsleder. Men her havde disse to altså fået følgeskab af en områdeleder og en jurist.

De så ikke glade ud. En delegation udsendt fra et system i krise. En delegation som skulle markere at nu havde de fået nok af mig og min evindelige kritik af deres forvaltning.

De havde dog et problem. Et problem som er symptomatisk for hele hele det forvaltningsområde som har med børn at gøre.

De var mødt op til et møde som skulle tage hånd om et barns trivsel med en dagsorden som handlede om at sanktioner en voksens adfærd.

De gør det hele tiden. Bruger magten over barnet til at holde besværlige forældre i skak. Problemet var bare at på dette møde blev det tydeligt.

Det blev tydeligt at det som forvaltningen foreslog ikke var i overensstemmelse med hensynet til barnets tarv.

Det blev tydeligt at forvaltningen ønskede at sanktionere både barn og far i en situation hvor der ikke kunne siges at være et reelt behov for det.

Det kom frem i deres forklaringer da de blev bedt om at uddybe.

Det system som havde virkede så sikkert i sin magtposition. Det system som kunne gøre lige som det vil fordi det på forhånd var udnævnt til at være en uegennyttig repræsentant for barnets tarv var pludseligt blevet sårbart og skrøbeligt.

Det var blevet sårbart fordi det skinnede igennem at billede ikke passede. At de ikke sad der fire mand høj for at passe på et stakkels udsat barn, men at de sad der fire mand høj for at passe på et system som uventet var kommet under pres.

Et system som var blevet udsat for kritik.

En kritik som så ud til at være velbegrundet.

Torsdagsbrev: Dancing with Lady Justice

Torsdagsbrev 17/01/19
- Dancing with Lady Justice -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

I dag torsdag den 17/01/19 skal min datters og min sag i B&U-Udvalget klokken 12.15 på Køenhavns Rådhus.

Hvorfor tingene har udviklet sig på den måde at jeg nu skal i dette møde bliver for omfattende til dette blogindlæg. Torsdagsbrevets nytårs tale kommer lidt ind på forløbet så den kan man se hvis man vil vide mere.

Her kunne jeg tænke mig at lave mit eget lille oplæg til mødet. Det som er mit budskab, det som jeg gerne vil have frem.

Mødet er jo ikke sådan et hvor jeg bare kan fremlægge disse ting. Det er min advokat som spørger mig og hun spørger om nogle bestemte ting, så det her er mere en slags forestilling om hvad jeg ville sige hvis jeg fik 20 minutter til at fremstille mit synspunkt:

Fremstillingen af mit synspunkt

Jeg er ikke i tvivl om at B&U-Udvalget har følt sig utrygge ved at min datter skulle hjemgives til mig. At de har tænkt "Mon ikke vi heller skulle beholde hende i anbringelse for en sikkerheds skyld". At de med baggrund i en enighed om denne tanke har kigget sagsmaterialet igennem og fundet de ting som bedst talte for en fortsat anbringelse og brugt disse som begrundelse for en afgørelse.

Når jeg nu har valgt at ønske min datter hjemgivet på trods af at udvalget for under et år siden har truffet afgørelse om fortsat anbringelse så er det fordi jeg mener at de kriterier som udvalget har brugt til at begrunde afgørelsen om fortsat anbringelse efter min bedst overbevisning er ude af trit med de kriterier som lovrammen lægger op til.

Lovrammen lægger op til at børn kun må anbringes såfremt der ikke er andre muligheder. Lovrammen tager udgangspunkt i en forestilling om at det vil være bedst for et barn at være hos sine biologiske forældre hvis detter er muligt.

Udvalget skal således ikke tage stilling til hvad de mener der vil være bedst for barnet, det her lovrammen allerede taget stilling til. De skal blot tage stilling til om anbringelse er en nødvendighed.

Man kunne også sige det på den måde at i Danmark godkender vi ikke "bekvemmelighedsanbringelser", vi godkender alene "nødvendighedsanbringelser" (i hvert tilfælde så længe vi taler tvangsanbringelse).

Der er i det forelagte materiale efter min vurdering ikke noget som tyder på at fortsat tvangsanbringelse skulle være en nødvendighed.

Det er tvetydige, bøjelige og udefinerbare begreber som bruges som belæg for anbringelsen.

Begreber og tolkninger som ikke udtrykker nogen signifikans. Begreber og tolkninger som vil kunne tolkes forskelligt af forskellige personer, begreber og tolkninger som ikke udtrykker noget entydigt.

Sådanne begreber og tolkninger bør ikke kunne bruges som belæg for en tvangsanbringelse.

Når vi begrunder en tvangsanbringelse skal vi kigge efter de nedre "grænsekriterier". Adfærd eller forhold som med signifikans skiller sig ud fra normaladfærd på en måde som med overvejende sandsynlighed vil føre til skad på barnet hvis dette hjemgives.

Vi har haft to psykologer til at kigge på min datter og mig igennem et halvt år. Det er i løbet af denne omfattende og grundige undersøgelser ikke lykkes psykologerne af finde noget som signifikans viser at en anbringelse skulle være nødvendig.

Når der ikke er fundet nogle klare eksempler på at en anbringelse er en nødvendighed selv efter så grundig en undersøgelse så er der ikke belæg for fortsat anbringelse.

Lige som hospitalsophold er en nødløsning som bør ophøre når det akutte indlæggelsesbehov er afhjulpet er også tvangsanbringelse en nødløsning som bør ophøre når det akutte behov ikke længere er til stede.

I min datters og mit tilfælde må man sige der ikke længere kan påvises et behov for anbringelsen. De undersøgelsesresultater som er blevet lagt til grund for afgørelsen om fortsat anbringelse må siges ikke at have den fornødne signifikans eller evidens. Selvfølgelig skal hjemgivelsen ske gradvist og med behørig hensyn til de vaner og relationer som er opstået under det lange anbringelsesforløb, men forudsætningen for anbringelsen er ikke længer til stede og derfor bør den ophøre.

Torsdagsbrev om subjektive og objektive kriterier

Torsdagsbrev 10/01/19
- Om subjektiv versus objektiv -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

Om subjektiv versus objektiv

Dette torsdagsbrev er et åbent svar til afdelingsleder og sagsbehandler på BBU-Amager.

For at kunne forstå dette svar er det dog nødvendigt at jeg lige gennemgår den mailudvæksling som leder op til svaret.

Altså det hele starter med et møde midt i november 2018 hvor forvaltningen annoncerer at det vil indstille til overvågning af samværet imellem min datter og mig for at forhindre at jeg involvere min datter i min uenighed med forvaltningens beslutning om at anbringe hende.

Jeg skrev en formalitetsklage over dette. Den klage kan i finde på min blog. Den har titlen "Klage over misbrug af magtbeføjelser" og den er lagt på bloggen 22/11/18.

Den klage får jeg så et svar på den 21/12/18.

Efter at have læst svaret indsender jeg en række uddybende spørgsmål som allesammen vedrøre spørgsmålet om brug af objektiver kriterier versus brug af subjektive kriterier i belægget for et tiltag. Disse uddybende spørgsmål delte jeg på min blog som torsdagsbrev imellem jul og nytår.

I dag fik jeg så fra forvaltningen svar på min uddybende spørgsmål eller rettere jeg fik det svar at jeg ikke ville få noget svar.

Her er svaret fra forvaltningen:

"Angående din mail til Afdelingsleder med uddybende spørgsmål - Afdelingsleder og jeg har drøftet dine spørgsmål og er enig i, at vi har været i dialog omkring vores bekymringer og vurderinger ift. at indstille til overvåget samvær og givet udtryk for hvorledes BBU forholder sig til det - derfor vil vi ikke gå yderligere ind i dine forespørgsler. Hertil kan jeg oplyse dig om, at vi fremadrettet ikke vil besvare dine henvendelser, såfremt henvendelsernes indhold tidligere er besvaret."

Det er dette svar jeg gerne vil svare på selvom det er tydeligt at forvaltningen ikke ønsker at jeg svarer på det.

Så er her altså mit svar:

----------------------------

Kære Sagsbehandler og afdelingsleder

Jeg forstår godt jeres beslutning om ikke at ville besvare de uddybende spørgsmål. Særligt set i forhold til at det kan ende med at blive en tidskrævende affære og i sikkert som alle andre har meget travlt. Der er dog et problem ved det. Problemet er at i oplever at i har svaret på det jeg klager over imens jeg oplever at i ikke har svaret på det.

Da jeg stod med svaret fra afdelingsleder stod jeg med en underlig følelse. En følelse af uafstemthed. En følelse af at jeg havde henvende mig omkring et problem og havde fået svar på noget helt andet. Som om modtageren simpelthen ikke havde forstået hvad det var jeg kritiserede eller hvad jeg mente problemet var.

Det var anledningen til at jeg sendte mine uddybende spørgsmål.

Det begyndte at dæmre for mig at selvom både sagsbehandler, afdelingsleder og jeg var ansatte i samme kommune så havde vi en helt forskellig tilgang til hvordan vi validerede og begrundede vores valg og handlinger.

Jeg kommer fra et sundhedssystem hvor alt hvad jeg foretager mig skal være afstemt i forhold til nogle vedtagne retningslinjer.

For eksempel er det en vedtagne retningslinje om at der skal være et afbalanceret forhold imellem den indikation man observere og den behandling man tilbyder.

Hvis en behandling vurderes at være forbundet med risiko eller være af indgribende karakter så skal man være sikker på at der er tilstrækkelig indikation for behandlingen. Man skal sikre sig at der ikke er mindre indgribende foranstaltninger som kan benyttes i stedet.

Alt dette gør man ud fra nogle vedtagne retningslinjer. Nogle retningslinjer som man særligt som SOSU-Assistent med autorisation og med teamlederansvar er forpligtet til at kende og holde sig opdateret i forhold til.

Den måde at tænke og forstå behandling og indikation er blevet hel selvfølgelig del af min måde at tænke og forstå på.

Det svar jeg fik fra afdelingsleder afsløre at Socialforvaltningen benytter nogle helt andre ræsonomenter når de skal vurdere berettigelsen et tiltag.

Afdelingsleder skriver i sit klagesvar af 21/12/18:

"På vegne af BBU Amager vil jeg først og fremmest beklage, at du har fået oplevelsen af at vores indstilling til Børn og Unge udvalget har været et forsøg på at demonstrere forvaltningens magt og bruge denne som en straf for at få dig som forælder til "at rette ind". Jeg kan forsikre dig, at dette ikke er tilfældet. Baggrunden for vores indstilling kan udelukkende begrundes i vores faglig vurdering af, hvordan vi som forvaltning ser at Xx1s behov bedst muligt tilgodeses."

Det er tydeligt hvordan alt her valideres alene ud fra autoritetens dømmekraft og at der ikke gøres noget forsøg på at inddrage et objektivt kritterie. Belægget for at der ikke er tale om magtmisbrug er således at autoriteten forsikre mig at det ikke er tilfældet. Begrundelsen til indstillingen er "vores faglige vurdering".

Nu har forvaltningen så fortalt mig at man mener man har besvaret mine spørgsmål og man ikke vil besvare yderliggere uddybende spørgsmål, men er det mon nu også en klog beslutning?

Socialforvaltningens håndtering af anbringelsessager er i disse år genstand for en stadig tiltagende kritik fra flere sider.

Socialforvaltningen har en interesse i at forbedre forholdene både for deres egen skyld og for de familier de har med at gøre.

Den fuldstændige mangel på alment vedtagne kriterier og referencerammer kunne være en væsentlig årsag til den store fejlmargen i sagsbehandlingen. Den lægger også en stor belastning på medarbejder staben fordi de ikke har en rammer at kunne orienteres sig efter.

Måske er der en grund til at politiet, sundhedsvæsnet og psykiatrien alle arbejder med nogle objektivt definerede referencerammer.

Måske gjorde forvaltningen klog i alligevel at svare på mine uddybende spørgsmål. Dybest set vil vi jo det samme. Vi vil gerne have et system som funger så godt som muligt til gavn for forældre, børn og medarbejdere.

Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen

Torsdagsbrevets nytårstale 2018