Kari Killén summer theme part 2: Road trip or when theory becomes law

Thursday letter 18/07/19

Read previous Thursday letters on

mimeini.blogspot.com

Kari Killén summer theme part 2
Road trip or when theory becomes law

This week's Thursday lette describes a journey. The journey began with the Thursday letter I wrote on 1st July about Kari Killén. Kari Killén is the most prominent theorist in the field of child protection in Norway, Denmark, Greenland and apparently also Sweden, although there seems to be less evidence of the practical implementation of her theories in Sweden than in Denmark and Norway. ​

My engagement with Kari Killén's work led me to travel with my girlfriend to the west coast of Jutland to visit a person who has in-depth knowledge of Kari Killén. A woman who contacted me after I posted the abovementioned Thursday letter.​

After the initial contact was made we chatted over messenger and agreed that my girlfriend and I should go to visit her where she lived. We also agreed to make two video-recorded conversations that will be brought out as "Thursday letters" in connection with my Killén theme.​ The illustrations refer to the journey my girlfriend and I made through the countryside by bus and train and the text refers to our journey through written or video recorded material that shed light on Killén's background and theories.​

To gain insight into an author's body of work, background and legacy whilst also trying to understand the private person behind it all in just a few weeks is quite a task. One advantage I had however, was that having been a client in the system for over 7 years, every cell of my body knew how it felt to be objected to these theories and this gave me something to base my research upon. ​

My first research question was whether or not Kari Killén's theories were unique. Whether she had created the ingenious puzzle of attachment theory, neurological science, developmental research, social research and trauma research that her theoretical principles were supposedly built upon.​ 

My conclusion was that they are certainly not. This theoretical spectrum it seems had been picked up by Kari Killén in England in the sixties when she took an education to become a social worker.​

Professor Peter Fonagy is a Hungarian-born British psychoanalyst and clinical psychologist. His theories describe a lot of the things that Killén refers to. I am not saying that Killén explicitly references Peter Fonagy. I am just using it to show that there is a selection of theories developed in England that feature all of the concepts Killén promotes in her books.​ It is clear that there has been an academic environment in the UK which connected attachment therapy with other psychological and neurological research areas and transferred it into a framework for understanding parental abilities.​ The theories that she promotes are not her own, nor does she claim that they are. She claims to have contributed with practical studies that affirm and support the theories (a very questionable claim in fact, but that is another story), but she does not claim to have contributed to the actual theoretical formation itself.​ If Killén's theoretical contribution is not new or groundbreaking then what is it that makes her so significant in the field of child protection? ​ ​

One may suggest that she brought this selection of theories back with her from England to the Nordic countries, formulated this knowledge into a system and then wrote some very thick books which, regardless of their (in my opinion) shallow content, appear convincing, thorough and solid.​ At the same time she teaches and lectures across Scandinavia with her charisma, energy and charm.​

All these things, however, could not be considered the most significant part of her influence. The most important thing she adds is power. ​ Power or "authority" as she names it

She writes: ​ "Intervention - professional and formal authority​

One can hardly speak of treatment in this context without introducing the concepts of intervention and professional and formal authority. Herein lies a realization that it is often necessary to take direct initiative to get into a cooperative position with families in risk of lack of care. The parents are unlikely to be open for help, at least not when the problems are about neglect and abuse. Many want help, but the taboos associated with their problems prevent them from taking the initiative. Many of the parents also use survival strategies to prevent them from receiving help. This applies, for example. denial, trifling, aggression and projection (see neglect 1, chapter 6). Parents usually take inital contact themselves when they are finding that the children are difficult."​

Killén has succeeded in integrating her theories so closely with the authorities that in Denmark and Norway, in practice, the system can sanction on the basis of a risk profile based on Killén's theory.​

This is noticeable. In Denmark and Norway you can intervene in a familie's life with force without being seen to violate the law and without the need for concrete proof of neglect or abuse. Authorities can intervene in a familie's life using a risk profile alone. A risk profile based on an analysis which is based upon Killéns theories and methods.

​Kari Killén manages to join hands with the people in power and she manages to take power into her own hands. 

The power of being able to determine who is good enough to parent their own children and who is not.​ 

What is it in Kari Killéns nature that make this possible? We may learn more about that when we meet the person that I visited in Jutland and whom I am going to feature in the next Thursday letter.

Thursday letter: The Kari Killén summer theme part 1, Kingdom of Killén

Thursday letter 11/07/19

The Kari Killén summer theme part 1

- Kingdom of Killén -

Read previous Thursday letters on

mimeini.blogspot.com

Introducing the summer theme and the sudden change to English

Since last Thursday's letter I have decided to make a whole summer theme about Kari Killén and I have decided to change the language from Danish to English during this time as I believe this topic is of international interest.

I received some interesting feedback on last week's Thursday letter about Kari Killén.

One persons feedback in particular made a strong impact on me. A person who had a thorough knowledge of Killén's life and approach contacted me last week after she had read the Thursday letter and we then had a message exchange that lasted several days.

Last week's Thursday letter received more visits than any other Thursday letter I've made.

- Kingdom of Killén -

This week's post will try to give the reader an impression of just how influencial Killén's theories have been on all aspects of the child welfare system in the Nordic countries.

Let me start with a statement.

My claim is that when a child is taken into care in Denmark or when legal decisions are made about keeping a child in care, it is not really the written law that is used as a foundation for the decision, it is in reality an assessment of Killén's theories that the decision is based upon.

If this is true, it says something about how influencial Killén's theories are in Denmark.

We are dealing with a theory that in practice has become a law.

I would like to point out some areas within the field of the child welfare system where I see significant influence from Kari Killén's theories.

A few weeks ago, journalist and social worker Puk Sabber, through a Facebook status, led me on the track of two documents that the Danish social authorities had released explaining how to find legal evidence for adoption without consent. I´ve linked the two documents below. They are in Danish.

Adoption without consent - a guidance and inspiration material for case managers

Adoption without consent - nine methods for identifying parenting ability

Both of these documents represent a concept that is almost identical to Killén's theory. Killén is even mentioned as inspiration in one of them.

In my own journey through the system as a parent, nothing has hurt me more than the first comprehensive "parental capacity assessment" that I went through.

It was not the fact that the authorities decided to take my children into care that hurt me, it was the human devaluation that I experienced during the "parental capacity assessment".

I have spent a long time trying to understand and analyze which criteria these assessments are based upon and why they are as they are.

When I encountered Killén's lectures and publications I could see where the entire concept of this "parental capacity assessment" arrived from. Almost every part of it was described in Killén's material.

Last week I cited journalist and social worker, Puk Sabber, who wrote that Killén's book "Child neglect is everyone's responsibility" is the absolute central book in the Danish social worker's education when it comes to the area of children. The same applies in Norway. A quick investigation shows that this seams to be the case for Sweden too. Finland I could imagine would be the same although I have not yet been able to find any evidence for that. At least in Denmark and Norway it is evident that everyone who studies to become a social worker is indoctrinated with Killén's way of thinking.

Phrases that you often hear as a parent from a social worker such as "I can understand that you are sad that you cannot take care of your own child, but she needs circumstances and conditions that you are not able to provide" are almost identical with concrete examples that Killén gives in her books.

"Herning modellen" is a model developed by the Danish city Herning. Many other Danish cities have adopted the model. The model aims to trace early signs of malfunction in families and intervenes against them. The model is clearly based upon Kari Killén's theories.

When Norway is trying to export its child welfare program to other countries quite aggressively, it is basically the concept of implementing Killén's theory into the legal system that they are trying to export.

During this week's Thursday letter, I have not done thorough analyses to prove my claims. I have merely introduced a number of areas where I see the influence of Killén's theories.

I could probably find even more. Killén's theories influence every part of the Danish child welfare system. Naming the Scandinavian child welfare system "Kingdom of Killén" is no exaggeration.

Torsdagsbrev Om Kari Killén

Torsdagsbrev 04/07/19

- Om Kari Killén -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Om Kari Killén -

 Kari Killén er et navn man før eller siden vil støde på hvis man forsøger at danne sig et billedet af hvad der foregår på anbringelsesområdet i Norge og Danmark. Således skriver Socialrådgiver, journalist og grundlægger af Socialforsvaret Puk Sabber i en kronik i Information:

"... Og hvilke metoder og indsatser bedømmer fagpersonerne forældreevnen ud fra

I svaret på det spørgsmål er fagbogen Omsorgssvigt er alles ansvar, som Kari Killen skrev i 1996, helt central. Den er en bibel på det sociale område i forhold til omsorgssvigtede børn. Samtlige socialrådgiverstuderende bliver indviet i Killens tankegang, der groft sagt går ud på, at man er nødt til at forebygge social arv ved at skille barnet fra dets biologiske ophav."

(Middelklassen definerer, hvem der har ret til at være forældre, Information 22. oktober 2016)

Hvem er hun så denne Kari Killén? Hvad går hendes teori ud på? Hvorfor er hendes tilgang så udbredt? Disse er blot nogle af de spørgsmål jeg har i forhold til fagbogsforfatteren Kari Killén.

At Kari Killén er Norsk finder man hurtigt frem til. At hendes teori benyttes i både den danske og den Norske socialforsorg tager heller ikke så lang tid af finde belæg for. Til gengæld er det underligt at jeg ikke kan finde en egentlig forfatterbiografi, som beskriver hendes opvækst, baggrund, teorier, publikationer, kritik, med mere.

Der er en del dokumenter som omhandler kurser med Kari Killén om omsorgsvigt. Disse dokumenter indeholder ofte en kort beskrivelse af oplægsholderens/forfatterens baggrund for eksempel:

"Kari Killén er socionom med videreuddannelse i børne- og ungdomspsykiatrisk behandling hos Bruno Bettelheim i USA og på Tavistockklinikken i London. Hun har skrevet en række lærebøger og fik i 1988 en doktorgrad for afhandlingen Omsorgssvigt og børnemishandling".

Titlen Socionom i Danmark i hvertilfælde betegner en form for socialrådgiver (bachelor uddannelse fra RUC som ikke længere findes) I Steven Bennetts bog Stolen Childhood finder jeg dog en noget anden beskrivelse. Her citeres Killén for at fortælle at hun er sygeplejerske med speciale i børn (Pediatric nurse) og at hun har 40 års erfaring i sundhedssektoren (Stolen Childhood S. 169)

Nå jeg kunne altså ikke komme særlig dybt ned i hendes personlige baggrund, så jeg besluttede mig at prøve at få lidt indsigt i hendes teoridannelse ved at læse, hvad jeg kunne finde online, men så også ved at se nogle oplæg af hendes som var filmet og lagt tilgængelige online. Først og fremmest dette oplæg af en times varighed.

  Min intention her var at give en nogenlund nøgtern gengivelse af Killéns teori og forståelsesramme, men jeg må dog erkende at dette er vanskeligt. Ved gennemsyn af videoen finder jeg hele hendes tilgang frastødende. Hele den situation som videon afspejler hvor Killén holder oplæg for en forsamling af fagfolk fra det social og pædagogiske område. Den tilsyneladende venlige og engagerede faglighed, de mange pointer hvor publikum medlevende klapper og griner i sin skærende kontrest med det underlæggende budskab om at der er et "os og dem". "Os" som er faglige og som kan se barnets behov og "dem " som er forældre og som ikke har den tilstrækkelige mentaliseringsevner til at kunne se de skader de forvolder på deres egne børn.

På overfladen ser oplægget og damen som holder det meget tilforladelige ud, men det paradigme som etableres er diskriminernde og uvedhæftigt.

Oplaget er ikke lavet som en logisk følgeslutning hvor den ene slutning leder videre til den næste. Det kan snares ses som spredte overvejelser og observationer vedrørende et emne. Jeg vil forsøge at fremdraget nogle centrale pointer sammenhæng ud af de spredte overvejelser i oplægget.

Hovedpointen i oplæget er at der er brug for en fælles tilgang i hele samfundet arbejde med udsatte børn. Socialarbejdere, skoler, sundhedsplejersker, bisidere og socialrådgivere skal have samme teoretsike forståelsesramme i arbejdet med udstte børn og deres forældre.

Der er nu gjort så meget forskning på området at man kan skabe en sådan fælles forståelsesramme som alle arbejder ud fra.

Denne forståelsesramme bør tage udgaspunkt i tilknytningsteorien som blev grundlagt John Bowlby i samarbejde med James Robertson i tresserne.

Killén mener tilknytningsteorien er så velegnet, fordi den samler både neorologisk og psykodonamiske perspektiver med de tilknytningsteoretiske og fordi den er meget velunderbygget forskningsmæssigt.

Hun mener at man igennem mange år har kunne observere og beskrive fysik vold og vandrygt, men at der er en type af psykisk skadelig adfærd som man ikke har været så opmærksom på tidliger og som ikke giver sig udtryk i synlige mærker på kroppen, men som mindst er lige så skadelig. Det handler om det psykiske tilknytningssvigt hvor forældren på grund af manglende mentaliseringsevner ikke formår at møde barnet mentalt på den måde som barnet har behov for.

Killén mener så at man via interview og samværsobservationer kan kortlægge en sådan type af adfærd og når man har kortlagt den kan man sætte ind med forskellige former for støtte til at afhjælpe dette tiknytningsproblem. Hun fremhæves her hvordan dygtige pædagoger og socialarbejder vil kunne hjælpe en sådan mentaliseringsmessigt mindrebemidlet forældre, med at reagere mere hensigtsmessigt på barnets behov. Hun beskriver også situatoner hvor hun ville anbefale en "omsorgsovertagelse" for at afhjælpe problemet.

Det siges ikke eksplicit, men det er en underliggende pointe at man kan tegne en profil over den "utilstrækkelige forældre" ved at se på dennes adfærd sammen med barnet og ved at få et overblik over forældrens historie og se om denne også har være udsat for "løs tilknytning" eller "tilknytningssvigt" i sin opvækst. Hvis denne har det så er det næsten sikkert at denne vil føre den tilknytningssvigtende adfærd videre.

Man kan altså kortlægge denne type af forældreadfærd som næsten sikkert vil fører til alvorlige problemer. Killén mener at man bør bruge den viden til i langt højrer grad kortlægge den type af adfærd og gribe ind overfor den. Enden med støtte til forældrene eller ved at fjerne børn fra forældrene og anbringe dem hos plejefamilier som formår at møde deres behov for tilknytning.

At høre Kari Killén fortælle om disse teorier giver meget genkendelse hos mig som har været udsat for at blive betragtet som en sådan "utilstrækkelig forældre" i det danske socialsystem. Det er tydeligt at de mennesker som har haft med min og min datters sag at gøre har været under indflydelse af Killéns model og tilgang.

Det er også tydeligt at den manglende evidens og den grundlæggende diskrimination, som jeg har oplevet i det danske systems tilgang er direkte korrespondernede med den samme manglende evidens og grundlæggende diskriminerende tilgang i Killéns eget teoretiske materiale.

Nogle af hendes eksempler er bemærkelsesværdigt banale. Hun beskriver for eksempel i flere oplæg hvordan et barn pludseligt kan reagere agressivt i børnehaven uden rimelig årsagssammenhæg i forhold til det som leder op til situatonen. Hun beskriver så at dette må ses som opsparet frustration over den manglende respons fra forældrens side. Den opsparede frustration vækkes til live af en duft eller en lyd eller en anden association i børnehaven, men det hænger i virkeligheden sammen med et problem barnet har i forhold til forældren.

En sådan forståelsesrramme er så forsimplet og tilfældigt at den er åben for et hav af mistolkninger på et helt usagligt grundlag. Samtidig bemærker jeg mig at denne tolkninsramme er særdeles velegned for personlaet i børnehaven til at give forældrene skylden for barnets adfærd i børnehaven.

Dette knytter an til en anden ting som springer mig i øjnene. Alle disse tilknytningsproblemer som observeres hos forældre må da også kunne finde sted hos inkompetente og eller selvotagede plejeforældre eller fagpersonale. Hvorfor beskræfter Killén sig ensidigt med forældresvigt, mens systemsvigt negligeres fuldstændigt?

Et andet dilemma er at man bruge tilknytningsterori til at gøre voldsomt indgreb i barnets tilknytning.

Det er tydigelig at tilknytningsterorien lægger meget vægt på barnets tilknytning til forældrene, men når der tales om "omsorgsorvertagelse" så inddrages der ikke overvejelser vedrørende det forhold at man klipper barnets primære tilknytning over i forventning om at kunne erstatte denne med en bedre tilknytning.

Det er tydeligt at Killén har skabet en teoridannelse som tillægger fagpersonale og plejefamilier stærke og positive egenskaber og som problematisere de biologiske forældres adfærd og tilknytning.

Er det mon dette der gør at socialsytemet og de børneprofessionelle har taget Killéns forståelsesramme til sig i så udpræget grad?

Har Killén haft øje for de den eksisterende konflikt imellem forældre til udsatte børn og socialarbejderen. Har hun kunne se en fordel i at skabe et material som hylder socialarbejderen og problematisere forældren?

Torsdagsbrev: In English, Report From Trial

This week's Thursday letter comes in a slightly different format.  First, it is a video second, it is in English.  The video is a conversation between my girlfriend Hannah and me about our experiences in the city court.  The recording is from 26. 06. 19. the same day we were in court so it is a recording where we have the experiences in fresh memory. The  I must apologize in advance for the word (biased. I understand that this is not a true English word I think the word I am following is predetermined :-)).

Torsdagsbrev på vej i byretten del 3

Torsdagsbrev 20/6/19

- På vej til byretten del 3 -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- På vej til byretten del 3, om den formastelige borger og om de konkrete rammer -

Ankestyrelsen gør sig klar til at give den formastelige borger læsterlig tæv

Den formastelige borger forbereder sig på en tur igennem knippelregnen

Husker det gamle ordsprog: "Der findes intet der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning"

Gør mig klar til at danse i knippelregn

Gør mig klar til at hoppe i vandpytterne

Ovenstående er en lille fantasifuld billedgørelse af situationen som jeg oplever den lige nu. Retssagen er på onsdag så vi er meget tæt på og jeg har modtaget alle dokumenterne og jeg begynder at have et ret klart billede af hvordan man fra Ankestyrelsens side har tænkt sig at gribe sagen an. 

Det første jeg vil sige er, at det er min fornemmelse, at man fra myndighedernes side ikke tager helt let på denne sag. 

Systemet reagere i min sag anderledes end tilsvarende andre sager jeg har kendskab til. Det skyldes naturligvis den meget åbenmundede kritik jeg har ført i forhold til anbringelsessager igennem det sidste års tid og mit valg om at prøve, at fører denne kritik ind i retssagen i min argumentation for hvorfor den igangværende anbringelse af min datter er både uberettiget og uhensigtsmæssig. 

Der bliver rustet op fra systemts side og budskabet er klart når jeg læser dokumenterne i sagen. Man er træt af den her formastelige borger. 

Bunken af bilag fra Ankestyrelsen virker som en stor betonklods, som skal cementere at denne sag ikke er til diskusion og at anbrigelsen er beretiget. 

Tjaa... hvad skal jeg sige? Et utilstrækkeligt anbringelsesgrundlag støbt i beton er stadig et utilstrækkeligt anbringelsesgrundlag.

Det jeg ville denne gang var at give et overblik over det formelle og procesuelle forhold.

Vejen til byretten går i tre trin. Først træffer B&U-Udvalget en afgørels. Denne afgørelse kan så indklages for Ankestyrelsen (Blåstemplingscentralen som den også kaldes) og hvis man der ikke får medhold, kan man klage over Ankestyrelsens afgørelse til byretten.

Dette kaldes en cevil sag ved byretten. Der er forskellige typer af cevile sager ved byretten. Jeg vil her prøve at opridse formen for den type af civile sager som handler om tvangsanringelse af børn og om min helt specifike sag.

Person galleriet: Jeg er med som sagsøger med sag imod Ankestyrelsen i forhold til deres afgørelse i min og min datters sag. 

Ved siden af mig har vi min advokat og så må jeg have en bisidder med. Bisidder er ikke part i sagen og har ingen ret til at udtale sig. 

Over for os sidder så Ankestyrelsen for det meste repræsenteret ved en enkelt advokat fra Ankestyrelsen. I vores tilfælde har Ankestyrelsen dog ment, at det var vigtigt at de blev bakket op af afdelingsleder og sagsbehandler fra BBU-Amager. 

På dommersiden: Har man en byretsdommer fra den lokale byret. Ved siden af ham har man to fagdommere. De to fagdommere er såkaldt børnesagkyndige. Det er som oftest børnepsykologer.

Der kan ikke føres vidner for nogle af parterne. 

Tilhører: Tilhørere i salen er tilladt i henhold til loven dog har dommer ret til at bede alle forlade salen hvis det skulle skønnes hensigtsmæssigt af en eller anden grund.

Tidsberamning: Der er afsat 2,5 time til forhandlingen. Præcist hvordan tiden fordeles er jeg ikke helt sikker på. Jeg vil opdatere denne information efter retssagen

Dokumenter i sagen: Sagens dokumenter fremlægger Ankestyrelsen. Det er i bund og grund de dokumenter, som har været i sagen ved de to foregående møder bortset fra at mine dokumenter som jeg via min advokat har tilføjet tidligere i sagsforløbet nu igen er taget ud. 

Det er stort set helt og holdent Ankestyrelsen, som for lov at præsentere deres sag som de selv helst vil præsentere den.

Min advokat og jeg har dog ret til at tilføje akter som vi mener er relevante. Jeg har valgt fem dokumenter som synes var relevante for min vinkling.

Det er ikke mit indtryk at kommende retsproces i nævneværdigt omfang vil komme til at handle om min datter og om hvorvidt anbringelsen af hende er berettiget og hensigtsmæssig.

Det er i stedt en sag, hvor det er vigtigt for Ankestyrelsen at vise at det er dem som bestemmer og at det ikke kan betale sig for en borger at begynde at rejse tvivl om validiteten af deres afgørelse og grundlaget for den.

Torsdagsbrev: På Vej i Byretten Del 2

Torsdagsbrev 13/06/19

- På vej i byretten del 2 -
- Holy System -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- På vej i byretten Del 2 -
- Holy System -

Dette er det andet torsdagsbrev i serien om min sag imod Ankestyrelsen ved byretten. Min plan var at lave en gennemgang af de formelle rammer for en sådan sag i byretten. I mellemtiden er der dog et emne som er kommet op igen og igen i samtaler jeg har haft med mennesker om situationen. 

Det er spørgsmålet om hvorfor mine chancer for at vinde i byretten er så små når nu jeg tydeligvis har en god sag på alle leder og kanter?

Det er et spørgsmål som jeg har berørt i forbindelse med tidligere torsdagsbreve.

Jeg har besluttet at dedikere dette torsdagsbrev til at give et bud på en besvarelse af dette spørgsmål.

Man kan jo tale en del om hvordan ting burde være, men hvis vi skal komme til en forståelse af hvordan nogle mekanismer rent faktisk fungere kan det være en fordel lige at tilsidesætte forestillingen om hvordan de burde fungere eller hvordan vi forventer at de fungere.

Systemet har i sin nuværende form en grundlæggende antagelse om at forvaltningen er ufejlbarligt. 

I hvertfælde er systemets vurdering af en forældres evner og et barns behov ikke til diskussion.

Systemet er ikke interesseret i en grundlæggende revudering af den vurdering forvaltningen har lavet. Derfor er udgangspunktet at forvaltningen har vurderet korrekt.

Man ønsker ikke at sætte spørgsmålstegn ved forvaltningens evne til at vurdere korrekt.

Hvis man stillede spørgsmålstegn ved forvaltningens evne til at vurdere korrekt kunne det have nogle alvorlige følgevirkninger. Krav om fyringer, erstatning og retsforfølgelse. Krav om genoptagelse af gamle sager.

Hvis man sætter det lidt på spidsen kan man godt sige, at hvis domstolene for alvor stillede spørgsmålstegn ved forvaltningens evner til at foretage korrekte vurderinger ville det være en trussel imod rigets stabilitet og sikkerhed.

Det er lige præcis den overvejelse som kommer til udtryk når advokaterne siger til deres klienter at der ikke er noget forkert i at Ankestyrelsen giver forvaltningen medhold 97 ud af 100 sager. Sådan bør det faktisk være.  Hvis Ankestyrelsen gav borgeren medhold i et stort antal sager så ville det være udtryk for at der var noget grundlæggende galt med B&U-Udvalgets evne til at vurdere korrekt og så ville det kalde på en grundig ransagning af både forvaltningens og B&U-Udvalgets arbejde.

Dette ønsker man fra systemets side ikke. Man vil hellere udsætte borgere for urimelig behandling end man vil udsatte centralmagten for alvorlig kritik.

Det er en meget lang tradition i Danmark for at domstolene ikke blander sig i forvaltningernes anliggender. Det beskrives i den video med Mads Pramming som jeg linker til nederst i denne blogpost.

Men, hvis ikke man kan få domstolene til at tage stilling til forvaltningens fejl, hvad kan man så som borger gøre for at få medhold i sin sag?

Man kan sige at systemet havde ret i deres vurdering, men at der siden er sket noget nyt i sagen som gør at den må genvurderes.

Hvis det kan vises, at der er nyt i sagen, som giver anledning til genovervejelse så skabes der mulighed for at domstolen kan komme borgeren i møde uden at behøve at skule afdække fejl i forvaltningens sagsbehandling.

Det er typisk dette kompromis advokaten vil forsøge at gå efter.

Hvis borgeren holder for stejlt på, at forvaltningen har vurderet forkert så er det ikke muligt at lande dette kompromis og så er domstolen så at sige nød til at tage forvaltningens parti af hensyn til rigets stabilitet og sikkerhed.

I min sag er det meget vanskeligt at indgå et sådan kompromis.

Det skyldes at mine forhold formelt set er optimale. Jeg er klar til at hjemtage min datter.

Det er svært at smide noget på bordet som viser en markant forbedring i og med at både forældrekompetencer og fysisk konkrete forhold er så gode som de realistisk set kan blive.

Jeg har altså ikke rigtigt andre muligheder end at forsøge at påvise, at forvaltningen har vurderet forkert når de vurdere, at der er grundlag for en fortsat tvangsanbringelse.

Faktisk er det ret let at påvise at forvaltningen, B&U-Udvalgt og Ankestyrelsen har vurderet forkert ved at sammenligne de konkrete sagsakter med de konkrete lovkrav.

Forvaltningen for det til at se ud som om de har vurderet rigtigt og at der er belæg for deres vurderinger, men disse belæg er ret tynde og det ville være let at påvise både fejl og direkte manipulation fra forvaltningens side, hvis domstolen gik kritisk til værks.

Det er så her problemet opstår for som jeg lige har beskrevet, så ønsker domstolen ikke at afdække de fejl og den manipulation som laves af forvaltningen og som derefter blåstemples af både B&U-Udvalget og af Ankestyrelsen.

Derfor er mine chancer for at få medhold i byretten så små, selvom jeg formelt set har en god sag.

YouTube video med advokat Mads Pramming

Torsdagsbrev: På vej til Byretten Del 1

Torsdagsbrev 30/05/19

- På vej i Byretten del 1 -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- På vej i Byretten del 1 -

Den 26. 6. 2019 skal min sag prøves ved Byretten.

Dette torsdagsbrev og det følgende vil have temaet "På vej til Byretten". Denne her gang vil jeg prøve at fremføre det som vil være min påstand og den dertil hørende argumentation som et samlet manifest. Den måde jeg her vil fremsætte denne påstand vil ikke svare til hvad jeg realistisk set vil få mulighed for at gøre i Byretten. I Byretten vil det primært være min advokat som fremfører mine standpunkter og argumenter og det hele vil foregå ind i en ramme som vil begrænse min mulighed for virkelige at forklare og uddybe min argumentation. Derfor skal den følgende gennemgang ses som en slags forøvelse. 

Næste gang vil jeg se mere konkret på rammerne og formerne som sådan en sag i Byretten  fungerer efter.

Manifest

Manifestet indeholder syv overskrifter. Disse er:

1. Overordnet påstand
2. Fejlagtig forforståelse
3. Realitetskonflikt
4. Kriterier for anvendelse af tvang 
5. Uberettiget forsigtighedshensyn
6. Barnets ønske
7. Klagepunkt negligeres

1. Overordnet påstand

Min overordnede påstand er at kriteriet som beskrives i lov om social service § 58 styk 1 og 4 ikke er opfyldt vedrørende min og min datters sag.

Lovens formulering lyder sådan her:

§ 58 At der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,
4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

Det lovkriterie mener jeg ikke er opfyldt.

Jeg er en normaltfungerende voksen uden nogle signifikante dysfunktioner og min datter er en normal og velfungerende pige med aldersvarende udvikling, dette vil man kunne læse ud af den grundige forældrekompetenceundersøgelse som er lavet af både mig og min datter og ud af øvrige dokumenter i sagen.

2. Fejlagtig forforståelse 

Den tankerække som fører frem til, at man fra retsystemets side vurderer at kriteriet i § 58 styk 1 og 4 er opfyldt bygger på nogle forudsætninger som der ikke er rimeligt belæg for.

Problemet udspringer af det danske retssystems målsætning om at prioritere barnets ret frem for den voksnes ret. Denne målsætning kom tydelige på banen ved indførelsen af barnets reform i 2011.

Fortolkningen af dette princip har ført til en praksis, som har nogle oplagte fejlformodninger og der af følgende fejlslutninger. 

Jeg vil prøve at opridse det billede som disse underliggende formodninger tegner i min og min datters sag.

Når jeg beder om at få mit barn hjemgivet så katagoriserer man dette ønske som et udtryk for mit behov for at få barnet hjemgivet. Overfor dette, stiller man så barnets behov som implicit antages at stå i et modsætningsforhold til mit behov.

Det fører frem til en grundforestilling om at man imødekommer barnets egentlige behov ved at afvise opfyldelsen af forældrerens behov.

Dette er en falsk forudsætning og i min sag er det ret let at vise, hvorfor det er det.

Det centrale for mig ikke er at få min datter hjemgivet. Jeg er helt indstillet på fx at betale for hendes ophold i plejefamilien, hvis det er det som lige nu vil være bedst for hendes oplevelse af ro og tryghed. 

Det centrale for mig er altså ikke opfyldelsen af mit behov for at få min datter hjem. Det centrale for mig er at få min datter ud af tvangsanbringelsen fordi tvangsanbringelse har så mange omkostninger og fordi det er ødelæggende for min datters identitet og mulighed for at orientere sig i virkeligheden.

3. Kriterier for tvang

Anvendelse af tvang i forbindelse med gennemførelse af foranstaltninger forudsætter at brugen af tvang er nødvendig. Hvis der kan findes andre løsninger på et problem så skal disse tages i brug frem for anvendelsen af tvang.

I min og min datters situation er der oplagte muligheder for at løse de pågældende problemer i samarbejde. Min datter og jeg er begge velfungerende. Jeg er fuldt ud i stand til at indgå i et ligeværdigt og hensigtsmæssigt samarbejde med forvaltning og plejefamilie. I sådan en situation bortfalder kriteriet for anvendelse af tvang og man er nød til at forsøge at løse opgaverne af samarbejdets vej.

4. Realitetskonflikt

Der tales i sagens agter igen og igen om at min datter står i en loyalitetskonflikt imellem plejefamilien og sine forældre og man forsøger at skærme hende imod denne loyalitetskonflikt. 

Min påstand er at hun ikke står i nogen udtalt loyalitetskonflikt, men at hun i stedet står i en udtalt realitetskonflikt. 

Hun fastholdes i en tvangsanbringelse som baserer sig på en forestilling om at hun er et barn med en særlig sårbarhed, som ikke kan leve under normale forhold som andre børn. Et barn som på grund af sin særlige sårbarhed må tages ud af den normale sammenhæng og være hos en plejefamilie som kan tage særlige hensyn til hendes behov (§ 58, 4). 

Hun fastholdes i en forestilling om at hendes far har nogle dysfunktioner og nedsatte evner som gør at han ikke på forsvarlig vis kan opfylde hendes behov (§ 58, 1).

Begge disse to forestillinger er i uoverenstemmelse med virkeligheden.

Det er usundt at fastholde et barn i en faktuel forkert forestilling og det har nogle voldsomt uhældige følgevirkninger.

5. Uberettiget forsigtighedshensyn

Den normale praksis i disse sager er så at sige. "Nå ja.. Den her far lyder som om han godt kan se barnets behov og indrette sig efter det, men vi vurderer, at der er en risiko for at det bare er på overfladen, at han siger de her ting. Vi vurderer, at han i virkeligheden er optaget af sine egne behov og at han hvis vi hjemgav straks ville handle anderledes end hvad han her siger han vil".

At siger sådan er dog et brud på det grundlæggende retsprincip om ikke at træffe afgørelse på baggrund af ubegrundet mistanke. I mit og min datters tilfælde har vi otte års material i bunker af sagsagter. Hvis ikke man i dette store materiale kan finde klart belæg for en påstand om at jeg vil modarbejde min datters behov så snart jeg for chancen, så kan det ikke være rimeligt at man træffer afgørelse på baggrund af en mistanke om at jeg vil gøre det.

6. Barnets ønske

På det seneste er hovedargumentet for den fortsatte anbringelse blevet min datters udtalte ønske om at forblive i anbringelsen og hendes udtalte utryghed ved udsigten til hjemgivelse. 

I forhold til dette er min påstand at grunden til min datter reagerer som hun gør er, at hun udsættes for en ensidig holdningspåvirkning og misinformation under anbringelsen som gør at hun er unødig skræmt i forhold til muligheden for hjemgivelse. Samtidig at samværet begrænses og besværliggøres i en sådan grad at det skader tilknytningen og muligheden for at skabe en tryg situation som kunne befordre hjemgivelse. 

Jeg påstår at der under min datters liv i plejefamilien er blevet arbejdet på at gøre min datter uegnet til hjemgivelse og der er blevet arbejdet på at lukke for forestillingen om hjemgivelse som en mulighed. Der er i sagens agter glimrende dokumentation for.

Hensigtserklæringen med hensyn til anbringelser generelt, er at der skal arbjedes for at befordre muligheden for hjemgivelse. Der er altså tale om et brud på den overordnede hensigt med anbringelsen.

Selvom der således er blevet udført en forkert "behandling" i forhold til at gøre min datter egnet til hjemgivelse, og selvom denne forkert behandling har påvirket min datter og umiddelbart gjort hende uegnet til hjemgivelse vurderer jeg ikke at skaden er så stor at den er uoprettelig.

Jeg vurderer, at med en korrekt og hensigtsmæssig indsats vil kunne genopbygge den tillidsfulde tilknytning imellem min datter og mig meget hurtigt. Ligeledes mener jeg også at der vil kunne skabes en tillid til hjemgivelse som en reel mulighed i min datters liv.

7. Klagepunkt negligeres

Da sagen i Byretten er min sag imod Ankestyrelsen, vil jeg også her adressere et centralt problem jeg ser ved Ankestyrelsens behandling af min klage over B&U-Udvalgets afgørelse.

Når en borger klager over noget så skal klageinstansen forholde sig til det borgeren klager over.

Jeg klager over at kriteriet for tvungen anbringelse af et barn ikke er opfyldt i denne sag. Det er mit hovedklagepunkt.

Ankestyrelsen skulle derfor have forholdt sig til dette klagepunkt og skulle havde givet begrundelse for hvorfor de mener at kriteriet for tvungen anbringelse er opfyldt. Det gør de ikke. De forholder sig end ikke til det. De sætter i stedet en ny dagsorden på banen, som handler om at samværet imellem min datter og jeg er en belastning for hende. Denne nye dagsorden virker "produceret" og det er påfaldende at Ankestyrelsen ikke forholder sig til det som der bliver klaget over.

Det var gennemgangen af mine syv overskrifter. Min påstand og argumentationen for den.

Næste gang skal vi så se på de formelle rammer for sådan en byretssag.

*Jeg takker min kæreste for formuleringen "Der er ikke tale om en loyalitetskonflikt der er tale om en realitetskonflikt" som hun kom med under en samtale vi havde om emnet.