Betty Nansen Teatret:
BABY BLUE
Sange af Bob Dylan
Oversættelse: Steffen Brandt
Scenografi: Maja Ravn
Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling og Niclas Bendixen.
Til 23. januar. Forlænget til 30. Jan.
Jeg har engang i et interview hørt Peter Høegs beskrive sit håndværk som en evnet til at modeler sproglig energi (undskyld mig Peter Høeg det er 16-17 år siden og jeg husker ikke din præcise formulering), men hvis vi taler om en performans kunstner eller en danser (hvilket Peter Høeg i øvrigt også har beskæftiget sig med tidligt i livet) føler jeg også at ideen om at omsætte, modeler scenisk nærvær eller perfomensmessig energi er en god måde at beskrive hvad performens kunstneren/danserens håndværket består i. Baby Blue er altså Betty Nansens teatrets Bob Dylan forestilling eller snare skulle man kalde det Steffan Brandt forstilling. Og af en og anden grund har han valgt at give sin forestilling en performance teater flavour med valget af Kamilla Wargo Brekling som instruktør.
Den her før omtalte evne for performans optræden er der efter min mening/erfaring meget få mennesker som overhovedet har udviklet en sans for. Publikum har udviklet en evne til at hører om en sanger rammer tonen, men om en performer så at sige ramme tonen i sit fysiske udtryk, sine bevægelser, sit blik, sin grounding, sin rumlige bevidsthed, moduleringen af sit fysisk nærvær er der ikke mange som har udviklet et "øre" for. ligesom det er en proces at opøve evnen til at kunne smage og dermed nyde vin, kaffe, cognac, opera etc. så er der altså her en sans for performens nærvær som meget få mennesker har opøvet og derfor negligere ligesom gæsterne i Barbette gæstebud ikke har opøvet en sans for nuancerne og værdierne i finere fransk madlavning.
Jeg har læst anmeldelser af Baby Blue som synes at der er noget forvirrende uklar performance pjat i baggrunden for en koncert med Steffen Brandt hvor han synger sine Bob Dylan gendigtninger. Som en person med en passioneret interesse for denne særlig kunstarte "at modulere scenisk nærvær" og ydermere som en person der er ven med en af de fire performer i baggrunde på forestillingen ser jeg naturligvis forestillingen med helt andre øjne end det rock/Dylan/teater interesserede anmelder korps.
Og denne sjældne synsvinkel synes jeg der kunne være værdi i at give en stemme i forhold til "den dejlige og kiksede forestilling Baby Blue" på Betty Nansen teateret.
Fra det synspunkt er det nemlig stykkets to alt overskyggede hovedpersoner, Steffen Brandt og Trine Durholm som også er stykkets svageste medvirkende (kædens svageste led). Bandets medlemmer har opøvet en sans for at være del af fælleskabet via musikken de frembringer sammen. Performerne/danserne har opøvet en sans for at være en del af fællesskabet via de billeder de skaber sammen og via alle de ovennævnte kvaliteter.
Men Trine Dyrholm og Steffen Brandt glider ikke ind i et harmonisk sammenspil hverken med bandet eller med performerne. De stikker ud som to stive porre på en knoldet kold vinter mark. Og det gør mig ondt for Guderne skal vide at jeg holder af Trine Dyrholm og i særdeleshed holder af Steffan Brandt. Og Trine Dyrholm stemme er jo smuk. Hun synger langt bedre end jeg havde husket det. En fyld mørk lyd som så kan gå over i en luftig falset. En langt bedre sanger end jeg havde forventet og en langt ringer "mover" end jeg havde forvæntet. Så vidt jeg kan se er meget af Trine Dyrholms kiksethed også tilsigtet. Hvorfor ved jeg ikke, måske for at gøre en dyd af nødvendigheden. Jeg kan slette ikke se denne Bridget Jones's artige kiksethed i Dylans elegante tekstunivers, men ok det det er en smag sag.
Ligesom mange af anmelderne finder jeg forestillingen kikset, men hvor mange af anmeldrene syntes at det er performans delen som forstyrrer synes jeg at det er hovepersonerene som ikke evner den genre som nu engang er valgt. På den anden side synes jeg forstillingens elskelig, charmerende, skønhedsmættede sårbare indsigtfulde, poetiske elementer og øjeblikke er værdifulde og stærke nok til rede den -til at kompensere for den manglende sammenhængskraft. Det var en mega skøn oplevelse ellers havde jeg jo helder ikke siddet her i flere timer og skrevet en anmeldelse af den.
"Zeige deine Wunden" siger den tyske kunstner Joseph Boyes og måske er denne udstilling af mindre stærke sider også et slags projekt for den ellers så ironisk distancerede elegant og tvetydige Brandt. Så tak for en dejlig oplevelse til jer allesammen.
Med venlig Hilsen
Mikkel Meinike Nielsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar