Torsdagsbrev 25/10/18
EN LOV I LOVEN
Kender I det når man er sikker på at der er noget galt med et eller andet man har talt om eller har været udsat for? Man kan ikke sige præcis hvor fejlen eller inkonsekvensen er hænde, men man ved at det er forkert det man præsenteres for. Det er sådan jeg har det med den behandling jeg og mine børn har været udsat for af de sociale myndigheder. Der er noget galt. Noget som bliver vendt på hovedet, men hvor er det hænde? Og så nogle gange er der nogen ting som falder på plads og man ser det pludseligt for sig. "Det er det her, der er galt". "Det er sådan her, det hænger sammen". Sådan en oplevelse havde jeg i sidste uge. Jeg havde kredset om det igennem mine torsdagsbreve, jeg havde talt med advokater, læst artikler og haft samtaler og så var det som om tingene pludselig faldt på plads. Nu vil jeg prøve at forklare hvad det var der faldt på plads.
Problemet er at man i forbindelse med en meget voldsom sanktion, nemlig en tvangsfjernelse af et barn, baserer afgørelsen på en vurdering af hvad der vil være bedst for barnet.
"Ja, men hvad skulle der være galt med det? Er det ikke netop det det hele gælder om?". -Jo det er det måske, men problemet er at det ikke er sådan lovgivning fungerer normalt. Lovgivning sætter normalt nogle rammer op som gælder for alle mennesker, eller for en afgrænset gruppe af mennesker. Det er derfor vi siger at vi alle er lige for loven. Så længe du ikke overtræder de rammer som er opstillet er du omfattet af den grundlovssikrede selvbestemmelsesret. Du kan med andre ord gøre tingene som du selv vil så længe du ikke overtræder loven.
Når man i forhold til spørgsmålet om tvangsfjernelse af børn tager udgangspunkt i en vurdering af hvad der vil være det bedste for barnet så bryder man fundamentalt med dette princip. Man skaber en situation hvor forvaltningen og Børn og Unge-udvalget for lov til at "skabe" den lov de selv dømmer efter. Jeg siger ikke at der noget steder står skrevet at forvaltningen og Børn og Unge-udvalget må lave deres egne regler, men jeg ser, oplever og læser om at det sker i praksis. Det sker her i landet og i udlandet. Særlig i Norge ser man nogle meget klare eksempler på det. Pludseligt ser man at et barn kan fjernes på grund af manglende øjenkontakt, fordi det vurderes at den manglende øjenkontakt er udtryk for en adfærd hos den voksne, som kan skade barnets udvikling. Eller der kan fjernes børn på baggrund af en vurdering af at den voksne har en utilstrækkelig mentaliseringsevne. Mentaliseringsevne er et fortolkningsafhængigt og svært definerbart begreb som de færreste nok overhovedet forstår. Pludseligt kan et begreb som dette anvendes som begrundelse for én af de voldsomste og mest indgribende interventioner mennesker overhovedet kan udsættes for. Et løst, udefinerbart begreb som mentaliseringsevne ville ikke kunne bruges som grundlag for sanktioner inden for almindelig retspraksis. Her er der fastlagt nogle rammer og man tager stilling til om disse rammer er overtrådt. Når man tager udgangspunkt i en vurdering af hvad der vil være bedst for barnet og lader nogle eksperter foretage denne vurdering så er der pludseligt skabt grobund for en praksis som åbner op for at den dømmende institution selv kan "skrive" den lov som den dømmer ud fra. Der skabes en lov inde i loven og det gamle princip om at adskille den lovgivende og den dømmende magt ophæves. Det er fundamentalt en meget dårlig idé som har nogle konsekvenser som jeg gerne vil kigge nærmere på i de kommende torsdagsbreve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar