Torsdagsbrev på vej i byretten del 3

Torsdagsbrev 20/6/19

- På vej til byretten del 3 -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- På vej til byretten del 3, om den formastelige borger og om de konkrete rammer -

Ankestyrelsen gør sig klar til at give den formastelige borger læsterlig tæv

Den formastelige borger forbereder sig på en tur igennem knippelregnen

Husker det gamle ordsprog: "Der findes intet der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning"

Gør mig klar til at danse i knippelregn

Gør mig klar til at hoppe i vandpytterne

Ovenstående er en lille fantasifuld billedgørelse af situationen som jeg oplever den lige nu. Retssagen er på onsdag så vi er meget tæt på og jeg har modtaget alle dokumenterne og jeg begynder at have et ret klart billede af hvordan man fra Ankestyrelsens side har tænkt sig at gribe sagen an. 

Det første jeg vil sige er, at det er min fornemmelse, at man fra myndighedernes side ikke tager helt let på denne sag. 

Systemet reagere i min sag anderledes end tilsvarende andre sager jeg har kendskab til. Det skyldes naturligvis den meget åbenmundede kritik jeg har ført i forhold til anbringelsessager igennem det sidste års tid og mit valg om at prøve, at fører denne kritik ind i retssagen i min argumentation for hvorfor den igangværende anbringelse af min datter er både uberettiget og uhensigtsmæssig. 

Der bliver rustet op fra systemts side og budskabet er klart når jeg læser dokumenterne i sagen. Man er træt af den her formastelige borger. 

Bunken af bilag fra Ankestyrelsen virker som en stor betonklods, som skal cementere at denne sag ikke er til diskusion og at anbrigelsen er beretiget. 

Tjaa... hvad skal jeg sige? Et utilstrækkeligt anbringelsesgrundlag støbt i beton er stadig et utilstrækkeligt anbringelsesgrundlag.

Det jeg ville denne gang var at give et overblik over det formelle og procesuelle forhold.

Vejen til byretten går i tre trin. Først træffer B&U-Udvalget en afgørels. Denne afgørelse kan så indklages for Ankestyrelsen (Blåstemplingscentralen som den også kaldes) og hvis man der ikke får medhold, kan man klage over Ankestyrelsens afgørelse til byretten.

Dette kaldes en cevil sag ved byretten. Der er forskellige typer af cevile sager ved byretten. Jeg vil her prøve at opridse formen for den type af civile sager som handler om tvangsanringelse af børn og om min helt specifike sag.

Person galleriet: Jeg er med som sagsøger med sag imod Ankestyrelsen i forhold til deres afgørelse i min og min datters sag. 

Ved siden af mig har vi min advokat og så må jeg have en bisidder med. Bisidder er ikke part i sagen og har ingen ret til at udtale sig. 

Over for os sidder så Ankestyrelsen for det meste repræsenteret ved en enkelt advokat fra Ankestyrelsen. I vores tilfælde har Ankestyrelsen dog ment, at det var vigtigt at de blev bakket op af afdelingsleder og sagsbehandler fra BBU-Amager. 

På dommersiden: Har man en byretsdommer fra den lokale byret. Ved siden af ham har man to fagdommere. De to fagdommere er såkaldt børnesagkyndige. Det er som oftest børnepsykologer.

Der kan ikke føres vidner for nogle af parterne. 

Tilhører: Tilhørere i salen er tilladt i henhold til loven dog har dommer ret til at bede alle forlade salen hvis det skulle skønnes hensigtsmæssigt af en eller anden grund.

Tidsberamning: Der er afsat 2,5 time til forhandlingen. Præcist hvordan tiden fordeles er jeg ikke helt sikker på. Jeg vil opdatere denne information efter retssagen

Dokumenter i sagen: Sagens dokumenter fremlægger Ankestyrelsen. Det er i bund og grund de dokumenter, som har været i sagen ved de to foregående møder bortset fra at mine dokumenter som jeg via min advokat har tilføjet tidligere i sagsforløbet nu igen er taget ud. 

Det er stort set helt og holdent Ankestyrelsen, som for lov at præsentere deres sag som de selv helst vil præsentere den.

Min advokat og jeg har dog ret til at tilføje akter som vi mener er relevante. Jeg har valgt fem dokumenter som synes var relevante for min vinkling.

Det er ikke mit indtryk at kommende retsproces i nævneværdigt omfang vil komme til at handle om min datter og om hvorvidt anbringelsen af hende er berettiget og hensigtsmæssig.

Det er i stedt en sag, hvor det er vigtigt for Ankestyrelsen at vise at det er dem som bestemmer og at det ikke kan betale sig for en borger at begynde at rejse tvivl om validiteten af deres afgørelse og grundlaget for den.

Vedrørende overvåget samvær del 2

Torsdagsbrev 09/05/19

- Vedrørende overvåget samvær del 2 -

Om kriterier for anvendelse af tvang

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Vedrørende overvåget samvær del 2 -

Om kriterier for anvendelse af tvang

Dette indlæg er del af en lille serie hvor jeg gennemgår nogle af de perspektiver og overvejelser der knytter sig til det forhold at B&U-Udvalget den 30. April 2019 godkendte at der kunne iværksættes overvåget samvær i forhold til min datter og mig. Godkendelsen blev givet for en 6 måneders periode.

Dette er del to som fokusere på kriterierne for anvendelse af tvangsforanstaltninger i forbindelse med anbringelse af børn udenfor hjemmet.

I min og min datters sag er der opstået en utryghed i min datters forhold til mig. Hun er blevet utryg ved vores samvær. Denne utryghed er efter min mening opstået fordi plejefamilie og forvaltning har arbejdet målrettet på at skabe utryghed.

Fordi min datter nu er blevet utryg ved at have samvær med mig så ønsker forvaltningen at der iværsættes overvåget samvær imellem os.

Overvåget samvær er det som kaldes en "tvangsforanstaltning" og derfor kan den ikke bare iværksættes af forvaltningen. Den skal i B&U-Udvalget til afgørelse.

Tvangsforanstaltninger kan ud fra et retsligt synspunkt ikke bare etablerer fordi min finder det nyttigt og rigtigt. Tvangsforanstaltninger kan hun tages i brug når kriteriet for at bruge dem er opfyldt.

Inden for psykiatrien og indenfor det pædagogiske speciale område har udviklingen været at man har haft øget fokus på kriterierne for brug af tvang. Embedeslægerne som kontrollere disse områder har vedholdende sat fokus på kriterierne for anvendelse af tvang og udtrykt kritik når de fandt at der blev anvendt tvang uden at kriterierne var opfyldt.

Indenfor området med tvangsanbringelser ser vi det modsatte billede tegne sig. En mere og mere udvisket grænse imellem hvad der er pædagogiske redskaber som kan tages i brug efter behov og hvad der er tvangsforanstaltninger som kun må tages i brug når nogle klare objektive kriterier er opfyldt.

Servicelovens formulering af hvornår der må anvendes tvangsforanstaltninger i anbringelsessager lyder sådan:

"Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. ..."

Lov om social service § 71, stk. 3, 1. pkt.

Denne formulering etablere et "nødvendighedskriterier", men den etablere samtidig muligheden for en del forhandling fordi dette nødvendighedskriterier sættes i forhold til et temmeligt "blødt" og svært definerbart område nemlig "barnets eller den unges sundhed og udvikling".

Vi har indenfor anbringelsesområdet set en udvikling hvor dette nødvendighedskriterier er blevet skønnet opfyldt med mindre og mindre objektiv signifikans og med højere og højere vægtning af tegn på at barnet føler utryghed eller ubehag i forhold til samværet.

Dette er en utrolig dårlig vinkel at tage, fordi det giver et incitament for plejefamilier, institutioner og for kommunale medarbejdere som går ind for barnets fortsatte anbringelse til at skabe så ubehagelige rammer som muligt for samvær imellem barn og forældre.

Hvis rammerne er meget ubehagelige for barnet så er det meget sandsynligt at barnet vil vise tegn på ubehag ved samværet og barnets tegn på ubehag ved samværet tolkes som et udtryk for at samværet som sådan er en belastning for barnet.

På den måde skubbes kriteriet i serviceloven og en tvangsforanstaltning som egentligt var lavet for at beskytte børn som var i reel fare ved samværet bliver i vid udstrækning brugt som et "pædagogisk redskab" som kan tages i brug når forvaltningen finder det "nyttigt".

Jeg hæfter mig dog ved en ting omkring servicelovens "nødvendighedskriterier". Hvis noget skal være "nødvendigt" så skal det være fordi den samme effekt ikke kan opnåes på nogen anden måde.

Hvis problemet for eksempel er at barnet føler utryghed ved samværet med forældrene så skal man søge at afhjælpe denne utryghed på andre måder før man griber til indførelsen af en tvangsforanstaltning.

Med det syn på sagen bliver det evident at kriteriet for anvendelse af tvang i forhold til min og min datters samvær ikke er opfyldt. Der er et væld af muligheder for at afhjælpe min datters oplevelse af utryghed ved samværet som ikke er taget i brug. Faktisk er det meget let at bevise at forvaltningen har "værnet om problemerne" og har "næret problemerne" frem for at indgå i et samarbejde om at løse dem. Også selvom løsningen lå lige for.

Ud fra det perspektiv er det klart at lovens kriterier ikke er opfyldt i min datters og min sag.

"Nødvendig" betyder "eneste udvej". Hvis den samme effekt eller en bedre effekt i forhold til det beskrevne problem kan opnåes igennem samarbejde så er "nødvendighedskriteriet" ikke opfyldt.

Torsdagsbrev Vedrørende Overvåget Samvær, Del 1

Torsdagsbrev 02/05/19

- Vedrørende overvåget samvær, Del 1 -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Vedrørende overvåget samvær del 1 -

Før jeg kommer til det mere konkrete indhold af dette tema skal jeg lige komme omkring noget overordnet. I det her system som anbringer børn så hedder tommelfingerreglen at der kun er en farbar vej til at få sit barn hjemgivet eller få udvidet samværet eller lignende og det er at samarbejde, med Kommunen ud fra de præmisser som kommunen sætter op for samarbejdet. Man kan ikke gå ind og gøre en holdning gældende som strider imod myndighedernes holdning. Det får man ikke noget ud af. Det rammer en på samværet og på mulighederne for hjemgivelse. Når man er indkaldt til møde i B&U-Udvalget som er den "lovgivende" instans som tager stilling til børnesager så er det et "nåde-udvalg". Det jeg mener med at det er et "nåde-udvalg" er at det er udvalg hvis beslutninger bygger på en forudsætning om at forældreren er "skyldig". Hvad forældreren er "skyldig" i er lidt uklart, men man kan nok alligevel indramme det ved at sige, at forældreren er "skyldig" i ikke at kunne indse barnets egentlige behov. Den eneste kendte farbare vej til en positiv afgørelse fra B&U-Udvalget er at man kan vise overfor udvalget at man indser at man er "skyldig" og vise, at man har vilje til at forbedre sig i forhold til de problemer forvaltningen ser.

Alle de advokater jeg har haft har bekræftet dette og anvist, at hvis jeg gerne ville opnå noget i forhold til dette system så var det om at gå ind på de primisser som opstilles og klare mig bedst muligt ud fra dem.

Sidste år ved denne tid tog jeg en radikal beslutning. Jeg besluttede at jeg ville prøve, at gå en anden vej.

Problemet jeg så var at forvaltningen træk mig rundt i en endeløst spiral. Jeg skulle vise at jeg havde udviklet mig på den rigtige måde så en hjemgivelse kunne komme på tale og den eneste måde jeg kunne vise det på var ved at vise at jeg indså at fortsat anbringelse var den bedste løsning for min datter.

Mine anstrengelser ville aldrig blive belønnet, hvis jeg fulgte den anbefalede strategi. Ud fra denne indsigt var de logisk at jeg lige så godt kunne forsøge at gå en anden vej. Forsøge at gøre alt det som advokater og vejleder siger man ikke kan.

Det jeg ville i stedet var vedholdende at forsøge at påvise det uhensigtsmæssige -og faktisk også lovstridige i den praksis som man benyttede.

Hvordan denne beslutning føret frem til at jeg i tirsdags (30/04/19) sad i B&U-Udvalget i forbindelse med forvaltningens indstilling til overvåget samvær imellem min datter og mig, må jeg gå videre med i næste torsdagsbrev. Ellers bliver dette torsdagsbrev alt for langt.

Hav det godt så længe.

Formalitetsklage over Ankestyrelsens sagsbehandling

Formalitetsklage over Ankestyrelsens sagsbehandling

Jeg klager her ikke over afgørelsen som blev truffet (det gør jeg til gængæld i Byretten). Jeg klager over de omstændigheder under hvilke denne afgørelse er blevet truffet. Jeg klager over kvaliteten af det arbejde Ankestyrelsen har udført i forbindelse med behandlingen af min sag af dato: 04/07/2018. Mit overordnede klagepunkt hedder:

Manglende omhu i sagsbehandlingen

Jeg mener ikke at der er foretaget en egentlig revurdering af sagen på baggrund af de oplysninger som fremkom på mødet i Ankestyrelsen den 4. juli 2018.

På grund af min nye advokats engagerede og insisterende tilgang fremkom der ved mødet mange interessante synspunkter og vinkler på sagen som ikke har været ordentligt belyst før. Ingen af disse synspunkter og vinkler indgår i afgørelsens begrundelse. Afgørelsens begrundelse tager alene udgangspunkt i de tilsendte sagsakter. Den kunne meget vel være skrevet inden mødet i forbindelse med Ankestyrelsens forberedelse til mødet. Det forekommer mig sandsynligt at det er sådan det er foregået primært på grund af det korte tidsinterval imellem mødet og afsendelsen af den færdige skriftlige afgørelse. Jeg modtager afgørelsen fra Ankestyrelsen allerede dagen efter vi har været til mødet. Jeg modtager den ved 14 tiden og inden da har den været en tur omkring min tidligere advokat fordi den blev sendt forkert. Den er nok blevet sendt af sted om formiddagen den 5 juli. Dette giver i realiteten kun nogle få timers sagsbehandlingstid. Nok til at referenten lige kan tilføje et referat af mødet, men ikke nok til en egentlig sagsbehandling hvor de ting som er fremkommet ved mødet indgår i en genovervejelse af afgørelsen.

Belægene for afgørelsen er valgt lemfældigt. Flere af dem har slet ikke baggrund i sagens materiale, andre af dem giver ikke logisk mening.

Eksempler på dette: Lad os gå til den overordnede begrundelse som gives under overskriften "Begrundelse for afgørelsen om anbringelse", "Sådan vurderer Ankestyrelsen sagen".
Her hedder det:
"... at han (Mikkel) ikke kan give Xx1 tilstrækkelig omsorg og pleje i dagligdagen blandt andet på grund af sin umodenhed ..."
Det er her ordet "umodenhed" jeg studser over. Mine forældrekompetencer har været undersøgt grundigt af to omgange og i ingen af disse undersøgelser er "umodenhed" et tema. "Umodenhed" er grebet ud af den blå luft i denne sammenhæng og alligevel optræder det i den overordnede argumentation for en fortsat anbringelse. Lidt længere nede i underafsnittet "Hvad er afgørende for resultatet" henvises der til "begrænset udviklingspotentiale" og "nedsat mentaliseringsevne i bestemte situationer" begge disse begrundelser har i følge min vurdering integritetsproblemer. Jeg vil dog ikke i denne formalitetsklage gå dybere ind i disse problemer da dette vil række lidt ud over det fokus jeg har valgt her. Jeg regner med at tage disse med i Byretten i stedet. Den næste ting jeg vil se på er lige nedenfor det just nævnte i afgørelsen. Det er en ting som jeg mener ligger indenfor denne klages fokusområde som indbefattet manglende omhu, mangel på logisk konsekvens i argumentationen og manglende integritet. Det drejer sig om hvad jeg mener er en logisk inkonsekvens.
Sætningen hedder:
"... at Mikkel Nielsen, i forhold til Xx1, ikke tager tydeligt lederskab, hvilket bevirker, at der derved sker en rolleombytning i deres indbyrdes forhold så deres samvær tager udgangspunkt i Mikkels behov frem for i Xx1s."
Dette er ikke logisk sammenhængende. Logisk set må mindre lederskab føre til mindre dominans og dermed mindre indflydelse over samværet.

Referatet af mødet mangler integritet. Der fejlciteres og fejlrefereres og der udvises manglende betænksomhed i forhold til konsekvenserne af stereotype og forsimplede gengivelser af de impliceredes udsagn.

Mødereferatet starter på afgørelsens side 5 under overskriften "Mødet i Ankestyrelsen". Det er vigtigt at påtænke at referatet indgår i det videre sagsforløb uanset hvad den øjeblikkelige afgørelse er. Denne typer af sager afgøres ikke på baggrund af kriterier eller beviser. De afgøres på baggrund af "skøn" og "fornemmelse". "Tone" og "karaktertegningen" er derfor af stor betydning i disse sager og jeg mener ikke referenten har udvist tilstrækkelig omhu i forhold til dette i sit referat. Jeg vil pege på tre steder i referatet hvor dette skinner tydeligt igennem. Det første sted er på side 6 i afgørelsen under overskriften "Mødet i Ankestyrelsen". (Af hensyn til min datter har jeg i det nedenstående taget nogle få ord ud og erstattet med "xxx".)
"Med hensyn til bekymringerne om Xx1s xxxxxx adfærd har han kun et ord at sige: "Bullshit." Xx1 kan godt lide at xxxx xxxx xxxx, men hendes adfærd er inden for normalområdet. Det kan give problemer, hvis der er for meget fokus på hendes adfærd. Plejeforældrene siger det bare, fordi de gerne vil beholde hende som plejebarn".
Dette afsnit er meget langt fra det jeg rent faktisk sagde. Ordene er taget ud af kontekst. Der tegner sig et billede af en lidt brovtende, unuanceret person som svarer "Bullshit" når han præsenteres for en væsentlig bekymring i sagen og som så på barnelig vis siger "Det er bare noget de siger for at beholde min datter". Det er meget langt fra de nuancerede betragtninger jeg fremførte på mødet. Jeg husker godt at jeg brugte ordet "Bullshit", men formuleringen var noget i den her retning:
"... Det er noget jeg har tænkt over. I starten gik jeg delvist ind på præmissen om at min datter havde en xxxx xxxxx adfærd, men jeg er blevet mere og mere klar over, at det har hun ikke.. Det er.. hvad skal jeg sige?.. Det er Bullshit ..."
Der er en helt anden intention i mit oprindelige udsagn end i det som gengives i referatet. Den brovtende, negligerende tone som kommer frem i referatet kan være meget skadelig for mig og min datter fordi det matcher nogle arketypiske træk som man i hele systemet og i samfundet generelt er meget bange for og som slet ikke passer på virkeligheden. Jeg tror ikke referenten gør dette bevidst, men jeg synes det er ubetænksomt i en grad som bør påtales. Desuden lykkes det ikke referenten at indfange pointen i det jeg egentligt sagde. Det andet sted jeg gerne vil fremhæve er et stykke længere nede i teksten stadig på side 6:
"Xx1 har brug for at få skuldrene ned og få tryghed. For Xx1 er det vigtigste måske at få samværet med sin mor til at fungere. Mikkel A. Meinike Nielsen henviser til sagens akter og finder det ikke dokumenteret, at der er et anbringelsesgrundlag. Hvis der havde været tale om at fjerne en fod (ikke et barn), ville lægen have fået fingrene i klemme."
Dette uddrag er jo faktisk morsomt. Den kunne være med i en af de her citatsamlinger bestående af fortalelser og sproglige misforståelse, som danske skolebørn har lavet (Du er også min søn Brutus). Blandingen af skuldre, fødder, fingre, børn og en læge som får fingrene i klemme er morsom. Det triste er så bare at pointen i det jeg siger går fuldstændig tabt, det fremstår som det rene vrøvl og det fremstår som om det er mig som er afsender af dette vrøvl. Det er unfair. Referenten gjorde på mødet meget ud af at få vores navne så de kunne fremgå korrekt i referatet. Jeg vil mene at den samme omhu bør udvises i forhold til indholdet. Hvis der er noget man ikke forstår så må man lige spørge igen i stedet for at bare skriver sine misforståelser ind i referatet særlig når det drejer sig om ting som har så stor betydning for menneskers liv. Det tredje sted er i referatet af min kærestes udtalelser under mødet som blot er to linjer nederst på side 7.
Her hedder det:
"(Navn) bemærker, at hun er meget imponeret over Mikkel A. Meinike Nielsen engagement og store indsats for Xx1".
Igen fremmales et stereotypt billede hvor det forhold at min kæreste er "imponeret" over mig får særlig vægt. Det var ikke sådan jeg hørte min kærestes udtalelse ved mødet. Her handlede det om at hun fuldt ud bakkede op om det jeg ønskede og desuden at hun og min datter havde et rigtigt godt forhold. Når vægten på den måde lægges på at hun er "imponeret" får vi igen det her arketypiske billede af en dominerende mand som har en partner som er "imponeret" over ham. Et billede som jeg mener er meget langt fra virkeligheden og et billede som kan være meget skadeligt for mig og mit ønske i det videre forløb. Hele referatet har en form for naiv tone som og flere steder hvor meningen i de sætninger som refereres går tabt. Det trækker ofte i smilebåndet når jeg læser det og det kan jo være fint nok hvis ikke det var fordi det har så alvorlig konsekvenser for min datters og mit liv det som bliver behandlet på det møde. Når man læser kommunens klagevejledning opfordres man til at specificere hvad man gerne vil opnå med sin klage. Det vil jeg prøve at gøre her til slut. For mig at se er der kun et rigtigt svar på denne klage og det er at man giver mig og mødets øvrige deltager en stor undskyldning og invitere til et nyt møde hvor man behandler sagen igen denne gang med den fornødne omhu og hensyntagen. Jeg er dog klar over at dette næppe vil ske. Min klage skal derfor snarere ses som et forsøg på at medvirke til et opgør med en helt urimelig sagsbehandlingspraksis som synes at have udviklet sig indenfor dette område. Det er som om Ankestyrelsen har en position hvor de kan tillade sig hvad som helst og hvor der ikke er nogen konsekvenser ved sjusk eller manglende omhu. Jeg synes disse ting bør påtales og derfor har jeg skrevet denne formalitetsklage.

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

To uger efter bliver jeg ringet op af en medarbejder fra ombudsmandsinstitutionen. Det er en meget venlig mand som giver sig tid til at forklare mig hvorfor de ikke kan behandle sagen. Han forklare samtidig at det giver rigtig god mening at bringe de klage punker jeg har i klagen frem i byretten fordi kvalitetskontrollen i forhold til Ankestyrelsen netop er retssalene.