Torsdagsbrev 04/10/18 : Tvangsfjernelser - sagsbehandling

Torsdagsbrev 04/10/18
- Indblik i sag om tvangsfjernelse -

Torsdagsbrevet tegner og fortæller, med fokus på sagsbehandlingen i sager om tvangsfjernelser

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier. Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil I også kunne læse om tanken bag Torsdagsbrevet. Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber I vil læse det. Jeg håber at I vil overveje dets indhold. Jeg håber at I på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som I måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at I går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den.

Berøringsangst
- Den første dynamik -

Torsdagsbrevet tegner og fortæller har haft en tendens til at vokse imens jeg arbejdede på det og da jeg stadig gerne vil have at Torsdagbrevet skal udkomme i små mundrette bidder har jeg valgt at opdele indholdet yderligere. Dette Torsdagsbrev vil derfor koncentrere sig om den første af fem dynamikker/automatikker som jeg mener er tilstede i den konkrete sagsbehandling. Dynamikker/automatikker som får sagsbehandlerne til at tegne et mere negativt billede af den familie de har med at gøre end der er realistisk grundlag for. Den første dynamik jeg vil illustrere og beskrive vil jeg kalde berøringsangst.

Problemerne som ligger bag sådan nogle sager om børn er sjældent meget "attraktive" at komme i berøring med. De er behæftet med en del social fordømmelse som sagsbehandler nødig vil associeres med. Sagsbehandlerne har heller ikke lyst til at blive personligt involverede som de måske kunne blive, hvis de virkeligt satte sig ind i problemerne som familien kæmper med. Derfor holder sagsbehandlere et meget distanceret forhold til klienterne og til de problemer de repræsentere. For klienterne opleves det som om sagsbehandleren ikke forstår deres situation og ikke VIL forstå den. Som om sagsbehandlerne har travlt med at se ud som om de prøver at hjælpe imens de samtidig holder hænderne på ryggen og sørger for ikke at komme i kontakt med problemerne. Der ligger altså et incitament for sagsbehandlerne til at beskrive familien mere negativt end der er realistisk belæg for. Dette incitament handler om at sagsbehandlerne gerne vil lægge afstand til de problemer som familien kæmper med. De har brug for at vise at de problemer familien kæmper med ligger langt fra dem de selv har og derfor vil de have en tendens til at fremstille klienterne på stereotype måder og forstærke det negative billede. Det var altså den første dynamik/automatik, berøringsangst.

Næste gang skal vi se på den næste dynamik/automatik. Den har jeg valgt at kalde Det er ketcherens skyld.

Torsdagsbrev 20/09/18: Sagsbehandling i børnesager

Torsdagsbrev 20/09/18
- Indblik i sagsbehandling i børnesager -

Anden episode af: Torsdagsbrevet tegner og fortæller

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil I også kunne læse om tanken bag "torsdagsbrevet". Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber I vil læse det. Jeg håber at I vil overveje dets indhold. Jeg håber at I på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som I måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at I går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den.

- Anden episode -
Godt! Lad os starte cirka hvor vi sluttede sidst.

Her har vi en far.

Han er springfyld med forældrekompetencer og gode ressourcer. Han har både job og bolig med plads til børn. Han har lyst og vilje til at påtage sig forældreopgaven. Han har indsigt og forståelse for sin datters personlighed og behov. Stort set alle forudsætninger man kunne ønske sig for en vellykket hjemgivelse.

Og her har vi så hans datter. Hun bor hos en plejefamilie. Der har hun det godt... eller i hvertilfælde har hun det nogenlunde og hun klager ikke. Hun længes dog efter at have et normalt liv. Et liv som hendes kammerater, som bor hos deres egne forældre. Et liv hvor hun ikke skal behandles som et barn med "særlige behov". Et liv hvor hun ikke skal holdes hjemme fra skole mindst en gang om måneden fordi hun skal mødes med en eller flere voksne som skal evaluere eller undersøge hende. Eller voksne som skal spørger hende om et eller andet. Hun har alle mulige gode forudsætninger for at kunne håndtere en normalisering. Selvfølgelig har hun fået nogle slag og stød på sjælen ved det liv hun har været igennem, men reelt er der stor sandsynlighed for at en normalisering vil gavne en sund udvikling hos hende i langt højere grad end de tvungne specialforanstaltninger som hun fastholdes i i den nuværende situation.

Det er en situation hvor hjemgivelse vil være det oplagte valg. Alligevel er det ikke det forvaltningen vælger. Ikke nok med at de ikke vælger det. De går faktisk langt for at forsvare det modsatte valg - den fortsatte anbringelse. De gør det med redelige midler, men de gør det også med uredelige midler. De er virkelig indstillet på at det barn ikke skal hjemgives.

Men hvorfor?

Som jeg startede med at sige sidste torsdag så er det ikke rigtigt noget som vores samfund har gavn af at et barn er tvangsanbragt uden at der er egentligt behov for det, så hvorfor gør vi det alligevel? Det vil jeg prøve at grave mig lidt dybere ned i næste torsdagsbrev. Tak for nu.

Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen