Torsdagsbrev: Om Norges Skjulte Skandale

Torsdagsbrev 15/11/18
- Om Norges skjulte skandale -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

Om Norges skjulte skandale

Jeg har henover de seneste torsdagsbreve været på sporet af et fænomen som jeg kalder "Loven i loven". Fænomenet handler om at man i børnesager vender tingene på hovedet i forhold til almindelig lovgivning. Man prøver at afgøre hvad der vil være det bedste for barnet. I almindelig lovgivning går man ikke ind og bestemmer hvad der vil være det bedste. Man holder sig til at tage stilling til om en borger har overtrådt grænsen for hvad vores samfund accepterer. Jeg har skrevet om hvordan denne perspektivforskydning åbner op for at de som skal træffe afgørelse så at sige kan lave deres egen lov.

Sidste gang satte jeg fokus på hvordan det er den børnesagkyndiges vurdering som er den altafgørende faktor i afgørelserne i disse sager. Systemet har en uindskrænket tillid til at det som den børnesagkyndige vurdere at være barnets tarv også er barnets tarv. Man stiller ikke spørgsmål til om den normale retssikkerhed kompromitteres ved at man gennefører interventioner på baggrund af disse vurderinger.

Denne gang skal vi se på en historie som sætter forholdene omkring tilliden til den børnesagkyndiges dømmekraft i perspektiv.

Historien kommer ud af et tema som har kørt i BBC News under titlen "Norway’s hidden scandal" eller "Norways Silent Scandal". (Det er let at finde både artikler og videoer på nettet om dette).

Artiklen følger en Norsk enlig mor som får besøg af myndighederne i form af en mandlig psykiater og en kvindelig psykolog. Disse to skriver en rapport, hvor de beskriver utilstrækkelig forældreomsorg i hjemmet. Der er her tale om en helt almindelig mor uden nogle markante dysfunktioner, der er ikke forekommet vold eller lignende og barnet er også et barn med en adfærd som holder sig inden for normalområdet.

Alligevel finder de to børnesagkyndige forholdene så problematiske at myndighederne med baggrund i særligt psykiaterens vurdering beslutter at barnet skal fjernes fra moderen. Over de næste par år får mor og datter kun lov at se hinanden samlet set syv gange.

Nu spoler artiklen lidt frem i tiden til april i år. Den mandlig psykiater, hvis udtalelser ført til myndighedernes indgriben i sagen er nu tilbage i den retsbygning hvor hans udtalelser førte til tvangsanbringelse af pigen. Denne gang er han der dog ikke som børnesagkyndig. Han er der i stedet som sigtet.

Han er sigtet for at have brugt og delt børneporno i store mængder igennem en lang år række. Han dømmes til fængsel i to år for disse aktiviteter.

Denne psykiaters udtalelser har været den afgørende faktor ved myndighedernes tvangsfjernelse af børn i hundredvis. De seneste år havde han endda været medlem af den eksklusive Børneekspertkommision som evaluerede alle anbringelsessager nationalt i Norge.

Det perspektiv rejser nogle interessante spørgsmål i forhold til det som jeg i de sidste måneder har beskæftiget mig med her i torsdagsbrevet. Spørgsmålet om hvor vidt det er ansvarligt at vi har opbygget denne kultur både i Norge og herhjemme. En kultur hvor den børnesagkyndiges udtalelser ikke vurderes i et kritisk perspektiv, men slet og ret tages som "lov".

Vi ser med denne sag at en person som samfundet viser uindskrænket tillid i forhold til hans evne til at vurdere hvad der vil være bedst for et barn. Vi ser så at den samme mand udviser en adfærd som etisk og moralsk ikke er forlignelig med samfundets forståelse af hvad det er at varetage børns interesser.

Sagen understreger det uholdbare i det system vi har nu. Vi har i disse sager sendt familiers retssikkerhed ud og vi har erstattet den med en eksperts vurdering af hvad der vil være det bedste for barnet. Vi har sikkert gjort dette i den bedste mening for at dæmme op for grelle sager om omsorgssvigt som dem vi har set i pressen igennem en årrække.

Der er en anden ting som er bemærkelsesværdig ved den norske historie. Hvis vi kigger på drivkraften bag de seneste mange års optrapning af iværksættelse af tvungne anbringelser så spiller frygten for voksnes seksuelle misbrug af børn en central rolle. Alle de stor presse sager omkring svigt af børn har indbefattet seksuelt misbrug. At det netop er seksuelt misbrug af børn (sekundret via børneporno) denne norske psykiater er anklages for er bemærkelsesværdigt. Man kan sige at det norske samfund via den centrale placering af denne psykiater i symbolsk forstand udsætter barnet for nøjagtig det som det ønsker at beskytte det imod. Man kan sige at det norske samfund har næret en slange/drage ved sit bryst.

Norges skjulte skandale og hele sagen omkring det norske barneværnet er en interessant historie som er langt mere omfattende en det lille hjørne jeg har berørt her. Jeg kan kun opfordre interesserede i at dykke ind i den. Der er masser at finde på

Torsdagsbrev om Socialstyrelsen og Barnets Reform

Torsdagsbrev 08/11/18
- Om barnets reform og Socialstyrelsen -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

Om Barnets Reform og Socialstyrelsen

For to uger siden udsendte jeg et i min egen vurdering meget centralt torsdagsbrev som jeg kaldte "Loven i loven". Det handlede om at man lader B&U-Udvalget definere hvad der vil være det bedste for barnet og hvordan dette medfører en forskydning i perspektivet i forhold til gængs retspraksis.

Sidste torsdag så jeg så på hvordan denne forskydning i perspektivet førte til, at forældre til anbragte børn blev presset til at erklære sig enige med en sagsfremstilling som de slet ikke var enige i. Jeg sammenlignede det med HC. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder" hvor alle bedsteborgerne bliver narret til at sige at de kan se nogle smukke klæder som de i virkeligheden slet ikke kan se.

I denne uges torsdagsbrev fortsætter vi med at følge konsekvenserne af den omtalte perspektivforskydning. Vi skal se på hvordan perspektivforskydningen påvirker implementeringen af Barnets Reform som kom i 2011 og som er den seneste reform på anbringelsesområdet. Reformen skulle være en forbedring af barnets rettighedder og af kvaliteten af barnets vilkår under anbringelsen. Desværre er barnets reform i praksis blevet lige det modsatte. En forværring af barnets rettighedder og en forringelse af kvaliteten af barnets vilkår.

En stor del af skylden for dette er så vidt jeg kan se den omtalte perspektiv forskydning. Man vil gerne beskytte barnet og imødekomme dets behov, men man har samtidig ikke tillid til at barnet selv kan udtrykke disse behov eller forstå dem. Hvis ikke barnet selv kan udtrykke sine behov, hvem kan så? Ja- det er her de børnesagkyndige kommer ind i billedet. Det er de børnesagkyndige som for lov at udlægge hvad der er barnets behov. Man kan sige at tanken var at barnets behov skulle i centrum, men det som er kommet i centrum i stedet er ekspertens vurdering af barnets behov. I den nuværende situation er der uindskrænket tillid til at ekspertens vurdering af barnets behov er korrekt og uegennyttig.

Perspektivforskydningen forstærkes yderligere af en af hensigterklæringerne i barnets reform. Hensigtserklæringen lyder:

"(Formålet er) - At styrke hensynet til barnets tarv frem for hensynet til forældrene"

Problemet med denne hensigtsærklæring er at den giver en tilskyndelse til at se et modsætningsforhold imellem "barnets bedste" og "forældrenes bedste". Det er langfra altid sådan det hænger sammen i virkeligheden. Meget ofte vil der være sammenfald imellem det som vil være til "barnets bedste" og det som vil være til "forældrenes bedste".

Vi har altså en situation hvor al magt gives til de børnesagkyndige og hvor de børnesagkyndige samtidig fra lovgivningens side tilskyndes til at se barnets behov og forældrenes behov som modsætningsforhold.

Dette er ikke nogen særlig god cocktail og næste gang skal vi prøve se på hvordan denne cocktail pludselig blev rigtig giftig. Det skete i Norge, hvor de har en konstruktion i anbringelsessager som minder meget om vores her i Danmark. Vi skal se på "Barnevernet" og "Norges skjulte skandale". Vi skal se på hvorfor det ikke bare kan forudsættes at de børnesagkyndige er neutrale foretalere for barnets tarv.

Ind til da kan jeg dog ikke nære mig for lige at nævne at svindelmistænkte og nu anholdte Britta Nielsen var afdelingsleder i selv samme styrelse som har det overordnede ansvar for anbringelser af børn i Danmark. Samme styrelse som har udarbejdet Barnets Reform som vi har kigget på i dagens torsdagsbrev. Jeg synes det sætter forestillingen om fagpersoners uegennyttige neutralitet i perspektiv. Jeg synes det peger på nogle problemer ved at lade fagpersoner definere den lov de selv dømmer efter.

Med ønsket om en god uge.
Mikkel Meinike Nielsen

Torsdagsbrev 01/11/18: Som I Kejserens Nye Klæder

Torsdagsbrev 01/11/18
- Som i kejserens nye klæder -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

I sidste torsdagsbrev (som jeg virkelig vil anbefale dig at læse for det er brand godt :-)) fortalte jeg om hvordan fokus på hvad der vil være bedst for barnet vrider billedet og skaber et rum hvor forvaltningen og udvalget kan skabe deres egen lov ud fra en vurdering af hvad de mener vil være bedst for barnet. I dag vil jeg så se på hvordan forældrenes ønske om at få børnene tilbage får dem til at underlægge sig denne lov selvom den slet ikke er rimelig. Det er ligesom i H. C. Andersens skønne eventyr "Kejserens nye klæder" hvor alle vil vise at de er kloge og dygtige og derfor siger at de kan se kejserens nye klæder selvom de i virkeligheden slet ikke kan se dem.

Når en gang Børn og Unge-udvalget og forvaltningen har etableret den lov de dømmer efter, være det sig den manglende øjenkontakt, det manglende udviklingspotentiale eller den utilstrækkelige mentaliseringsevne så skal forældrene nu gøre sig fortjent til at (måske) få deres børn hjem ved at de også kan indse at der er et problem. Forældre rådes af advokaterne til at erkende de problemer som fagfolkene peger på og love bod og bedring. Det er ikke en god ide at begynde at sige at man ikke er enig i at der er et problem. Det bliver betragtet som mangel på evne til at erkende problemet. Ved sidste Børn og Unge udvalgsmøde jeg var til blev det eksemplificeret meget godt. Den ene af de børnefagkyndige spurgte mig om jeg godt kunne se en bestemt problemstilling som der blev peget på. Jeg svarede at jeg ikke mente at der var et problem. At det som foregik var inden for et normal område og at det var et problem at man forsøgte at gøre det til et problem. Den børnefagkyndige reagerede på mit svar ved at sige "Jeg spurgte om du kunne se den adfærd som gør at forvaltningen ser et problem her". Han ville ikke høre MIT syn på tingene, han vil blot teste min evner til at forstå og acceptere DERES syn på tingene. Ved et andet Børne og Unge-udvalgsmøde spørger advokaten mig hvad jeg synes om plejefamilien og jeg svarer ærligt at jeg synes plejefamilien gør et forfærdeligt dårligt stykke arbejde og at jeg ikke kan forstå at de kan handle som de gør hvis de har en ægte kærlighed til min datter. Da vi kommer ud siger min advokat til mig "Det var meget godt det du sagde, men en ting vil jeg sige til dig. Du skal ikke kritisere plejefamilien, det kan de ikke lide. Barnet skal have lov at være hos plejefamilien det skal der ikke skabes tvivl om". Jeg var målløs. Ja men hvad nu hvis plejefamilien gør et elendigt stykke arbejde? Tjja.. forvaltningen og udvalget har jo magten over børnene og hvis ikke du siger det de gerne vil høre så skal de jo nok sørge for at børnene forbliver anbragte. Den lov inden i loven som jeg fortalte om sidst bliver altså aldrig udsat for kritik. Forældre vil jo gerne have deres børn hjem og derfor prøver de at sige det som forvaltningen og udvalget gerne vil høre. Forvaltningen og Udvalget kan gå ned igennem retssalen uden en travl på kroppen, i overført betydnings selvfølgelig og der er ikke nogen som tør sige "Ja men de har jo ikke noget tøj på" for de er bange for at det vil betyde at de ikke får deres barn hjem.

Torsdagsbrev 25/10/18: En Lov i Loven

Torsdagsbrev 25/10/18

EN LOV I LOVEN

Kender I det når man er sikker på at der er noget galt med et eller andet man har talt om eller har været udsat for? Man kan ikke sige præcis hvor fejlen eller inkonsekvensen er hænde, men man ved at det er forkert det man præsenteres for. Det er sådan jeg har det med den behandling jeg og mine børn har været udsat for af de sociale myndigheder. Der er noget galt. Noget som bliver vendt på hovedet, men hvor er det hænde? Og så nogle gange er der nogen ting som falder på plads og man ser det pludseligt for sig. "Det er det her, der er galt". "Det er sådan her, det hænger sammen". Sådan en oplevelse havde jeg i sidste uge. Jeg havde kredset om det igennem mine torsdagsbreve, jeg havde talt med advokater, læst artikler og haft samtaler og så var det som om tingene pludselig faldt på plads. Nu vil jeg prøve at forklare hvad det var der faldt på plads.

Problemet er at man i forbindelse med en meget voldsom sanktion, nemlig en tvangsfjernelse af et barn, baserer afgørelsen på en vurdering af hvad der vil være bedst for barnet.

"Ja, men hvad skulle der være galt med det? Er det ikke netop det det hele gælder om?". -Jo det er det måske, men problemet er at det ikke er sådan lovgivning fungerer normalt. Lovgivning sætter normalt nogle rammer op som gælder for alle mennesker, eller for en afgrænset gruppe af mennesker. Det er derfor vi siger at vi alle er lige for loven. Så længe du ikke overtræder de rammer som er opstillet er du omfattet af den grundlovssikrede selvbestemmelsesret. Du kan med andre ord gøre tingene som du selv vil så længe du ikke overtræder loven.

Når man i forhold til spørgsmålet om tvangsfjernelse af børn tager udgangspunkt i en vurdering af hvad der vil være det bedste for barnet så bryder man fundamentalt med dette princip. Man skaber en situation hvor forvaltningen og Børn og Unge-udvalget for lov til at "skabe" den lov de selv dømmer efter. Jeg siger ikke at der noget steder står skrevet at forvaltningen og Børn og Unge-udvalget må lave deres egne regler, men jeg ser, oplever og læser om at det sker i praksis. Det sker her i landet og i udlandet. Særlig i Norge ser man nogle meget klare eksempler på det. Pludseligt ser man at et barn kan fjernes på grund af manglende øjenkontakt, fordi det vurderes at den manglende øjenkontakt er udtryk for en adfærd hos den voksne, som kan skade barnets udvikling. Eller der kan fjernes børn på baggrund af en vurdering af at den voksne har en utilstrækkelig mentaliseringsevne. Mentaliseringsevne er et fortolkningsafhængigt og svært definerbart begreb som de færreste nok overhovedet forstår. Pludseligt kan et begreb som dette anvendes som begrundelse for én af de voldsomste og mest indgribende interventioner mennesker overhovedet kan udsættes for. Et løst, udefinerbart begreb som mentaliseringsevne ville ikke kunne bruges som grundlag for sanktioner inden for almindelig retspraksis. Her er der fastlagt nogle rammer og man tager stilling til om disse rammer er overtrådt. Når man tager udgangspunkt i en vurdering af hvad der vil være bedst for barnet og lader nogle eksperter foretage denne vurdering så er der pludseligt skabt grobund for en praksis som åbner op for at den dømmende institution selv kan "skrive" den lov som den dømmer ud fra. Der skabes en lov inde i loven og det gamle princip om at adskille den lovgivende og den dømmende magt ophæves. Det er fundamentalt en meget dårlig idé som har nogle konsekvenser som jeg gerne vil kigge nærmere på i de kommende torsdagsbreve.

Torsdagsbrev 18/10/18: Kritisk indblik i en anbringelsessag

Torsdagsbrev 18/10/18
- Kritisk indblik i en anbringelsessag -
Torsdagsbrevet tegner og fortæller om dynamikker og automatikker i sagsbehandling

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

De sidste to dynamikker

Jeg er i færd med at gennemgå dynamikker/automatikker som kan bevirke at sagsbehandlere fremstiller familier i et mere negativt lys end der er realistisk belæg for. Her er de to sidste: "Overdragelse" og "Mangel på konsekvenser".

- Overdragelse -

- Eller kollegial loyalitet -

Sagsbehandlere inden for børneområdet skifter ofte plads eller forlader pladsen. Min datter har skiftet sagsbehandler fem gange inden for de seneste to år. Det vil sige sagen skal hele tiden overdrages. Sagsbehandleren møder ikke familien første hånds, de møder dem primært igennem sagsoverleveringen. De er hele tiden nye og usikre på posten og så læner man sig jo op af kollegaens beskrivelser. Det urealistisk negative billede af familien bliver det sæt af briller som den nye sagsbehandler ser familien igennem.

- Mangel på konsekvens -

Der er i det her system simpelthen ingen konsekvenser ved at behandle forældrene til børn urimeligt. Faktisk er der heller ikke nogen konsekvenser ved at behandle børnene urimeligt. Der er blevet skabt nogle alliancer og nogle arbejdsgange hvor der altid er støtte til sagsbehandlerne hvad de end beslutter sig for at udsætte familien for. Afdelingsleder blåstempler med sikkerhed sagsbehandlerens valg (som sandsynligvis slet ikke er sagsbehandlerens valg, men nogle overordnedes valg). Hvis familien sender klagen videre til Ankestyrelsen så blåstempler Ankestyrelsen med sikkerhed afdelingsleders valg. Der er for sagsbehandleren risiko forbundet med at hjemgive et barn, men ingen risiko forbundet med at sørge for at det forbliver anbragt. Så hvis en sagsbehandler ikke er meget stærk og meget sikker på sin position vil denne være tilskyndet til at fremme et negativt billede af familien så barnet kan fastholdes i anbringelsen.

"Men hov! ... Hvor blev barnet nu af imens jeg prøver at udrede trådene i sagsbehandlernes motivationscyklus ??? Åhh nej... Det er kommet i klemme nede under bunken af sagsagter ... nå ja hvad p***er ... så ved vi da hvor vi har det. !!!"

Torsdagsbrev 10/10/18: Om anbringelsessag

Torsdagsbrev 10/10/18
- Indblik i en anbringelsessag -

Torsdagsbrevet tegner og fortæller om anbringelsessager

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

De næste to dynamikker

Jeg er i færd med at gennemgå dynamikker/automatikker som kan bevirke at sagsbehandlere fremstiller, tolker familier de har med at gøre i et mere negativt lys end der er realistisk belæg for.

- Det er ketcherens skyld -

Vi kender det godt alle sammen. Hvis noget ikke går helt som det skal, så har man tendensen til at give noget andet skylden. Nogle gange med rette naturligvis ... Nogle gange måske knap så meget med rette. Familiesager er ikke desideret nemme at løse og man ser ofte at Kommunens succes med at løse dem kan ligge på et meget lille sted og hvem skal så have skylden for det? Ikke sagsbehandleren i hvert tilfælde. De har gjort en brav indsats, men familien var bare så svære at hjælpe og de modarbejdede alle de gode tiltag som sagsbehandleren kom med ... - Ja, hvis der er nogen, som er skyldig i at det her forløb ikke er gået så godt, så må det bestemt være familien og dens vanskelige børn og krævende forældre. Så når familien skal beskrives i sagsagterne, så kan sagsbehandlere og andre aktører godt komme til at tegne et lidt mere dystert billede af familien end der er realistisk belæg. Så det tydeligt fremgår at han/eller hun virkelig har gjort et godt stykke arbejde, men familien bare var så vanskelige at hjælpe at det alligevel ikke lykkedes.

- Optrapning -

Når familien så på et eller andet tidspunkt bliver præsenteret for beskrivelsen af dem i sagsagterne bliver de vrede og skuffede, fordi de synes at.. gæt hvad??.. - Sagsagterne tegner et meget mere negativt billede af dem end der er realistisk belæg for. Da de i forvejen er i en ekstremt presset situation med trussel om fjernelse af børnene hængende over hovedet og sikkert også økonomiske problemer og en hel masse andre problemer, så kan det da godt være at de kommer til at tale lidt højt eller virke lidt truende over for personalet på Børne og Unge-centeret. Nu bekræfter de pludseligt det lidt ovredrevne billede, som sagsbehandleren tegnede af dem. Sagsbehandleren bliver samtidig også lidt bange. Både for at de skal komme frem at han eller hun måske overdrev billede en lille smule da han eller hun skrev om familien og også for familien som sådan og for hele situationen. Hvor angst er til stede, har den en tendens til at forstærke blikket for det truende og farlige i andres adfærd og den negative fremstilling af familien bliver endnu en gang forstærket.

Det var de to dynamikker jeg havde valgt for denne torsdag. Vi har stadig to dynamikker tilbage "overdragelse" og "mangel på konsekvenser". De to ser vi på næste gang. Hav det godt så længe.

Torsdagsbrev 04/10/18 : Tvangsfjernelser - sagsbehandling

Torsdagsbrev 04/10/18
- Indblik i sag om tvangsfjernelse -

Torsdagsbrevet tegner og fortæller, med fokus på sagsbehandlingen i sager om tvangsfjernelser

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier. Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil I også kunne læse om tanken bag Torsdagsbrevet. Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber I vil læse det. Jeg håber at I vil overveje dets indhold. Jeg håber at I på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som I måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at I går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den.

Berøringsangst
- Den første dynamik -

Torsdagsbrevet tegner og fortæller har haft en tendens til at vokse imens jeg arbejdede på det og da jeg stadig gerne vil have at Torsdagbrevet skal udkomme i små mundrette bidder har jeg valgt at opdele indholdet yderligere. Dette Torsdagsbrev vil derfor koncentrere sig om den første af fem dynamikker/automatikker som jeg mener er tilstede i den konkrete sagsbehandling. Dynamikker/automatikker som får sagsbehandlerne til at tegne et mere negativt billede af den familie de har med at gøre end der er realistisk grundlag for. Den første dynamik jeg vil illustrere og beskrive vil jeg kalde berøringsangst.

Problemerne som ligger bag sådan nogle sager om børn er sjældent meget "attraktive" at komme i berøring med. De er behæftet med en del social fordømmelse som sagsbehandler nødig vil associeres med. Sagsbehandlerne har heller ikke lyst til at blive personligt involverede som de måske kunne blive, hvis de virkeligt satte sig ind i problemerne som familien kæmper med. Derfor holder sagsbehandlere et meget distanceret forhold til klienterne og til de problemer de repræsentere. For klienterne opleves det som om sagsbehandleren ikke forstår deres situation og ikke VIL forstå den. Som om sagsbehandlerne har travlt med at se ud som om de prøver at hjælpe imens de samtidig holder hænderne på ryggen og sørger for ikke at komme i kontakt med problemerne. Der ligger altså et incitament for sagsbehandlerne til at beskrive familien mere negativt end der er realistisk belæg for. Dette incitament handler om at sagsbehandlerne gerne vil lægge afstand til de problemer som familien kæmper med. De har brug for at vise at de problemer familien kæmper med ligger langt fra dem de selv har og derfor vil de have en tendens til at fremstille klienterne på stereotype måder og forstærke det negative billede. Det var altså den første dynamik/automatik, berøringsangst.

Næste gang skal vi se på den næste dynamik/automatik. Den har jeg valgt at kalde Det er ketcherens skyld.