torsdag den 9. maj 2019

Vedrørende overvåget samvær del 2

Torsdagsbrev 09/05/19

- Vedrørende overvåget samvær del 2 -

Om kriterier for anvendelse af tvang

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Vedrørende overvåget samvær del 2 -

Om kriterier for anvendelse af tvang



Dette indlæg er del af en lille serie hvor jeg gennemgår nogle af de perspektiver og overvejelser der knytter sig til det forhold at B&U-Udvalget den 30. April 2019 godkendte at der kunne iværksættes overvåget samvær i forhold til min datter og mig. Godkendelsen blev givet for en 6 måneders periode.

Dette er del to som fokusere på kriterierne for anvendelse af tvangsforanstaltninger i forbindelse med anbringelse af børn udenfor hjemmet.

I min og min datters sag er der opstået en utryghed i min datters forhold til mig. Hun er blevet utryg ved vores samvær. Denne utryghed er efter min mening opstået fordi plejefamilie og forvaltning har arbejdet målrettet på at skabe utryghed.

Fordi min datter nu er blevet utryg ved at have samvær med mig så ønsker forvaltningen at der iværsættes overvåget samvær imellem os.

Overvåget samvær er det som kaldes en "tvangsforanstaltning" og derfor kan den ikke bare iværksættes af forvaltningen. Den skal i B&U-Udvalget til afgørelse.

Tvangsforanstaltninger kan ud fra et retsligt synspunkt ikke bare etablerer fordi min finder det nyttigt og rigtigt. Tvangsforanstaltninger kan hun tages i brug når kriteriet for at bruge dem er opfyldt.

Inden for psykiatrien og indenfor det pædagogiske speciale område har udviklingen været at man har haft øget fokus på kriterierne for brug af tvang. Embedeslægerne som kontrollere disse områder har vedholdende sat fokus på kriterierne for anvendelse af tvang og udtrykt kritik når de fandt at der blev anvendt tvang uden at kriterierne var opfyldt.

Indenfor området med tvangsanbringelser ser vi det modsatte billede tegne sig. En mere og mere udvisket grænse imellem hvad der er pædagogiske redskaber som kan tages i brug efter behov og hvad der er tvangsforanstaltninger som kun må tages i brug når nogle klare objektive kriterier er opfyldt.

Servicelovens formulering af hvornår der må anvendes tvangsforanstaltninger i anbringelsessager lyder sådan:

"Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. ..."

Lov om social service § 71, stk. 3, 1. pkt.

Denne formulering etablere et "nødvendighedskriterier", men den etablere samtidig muligheden for en del forhandling fordi dette nødvendighedskriterier sættes i forhold til et temmeligt "blødt" og svært definerbart område nemlig "barnets eller den unges sundhed og udvikling".

Vi har indenfor anbringelsesområdet set en udvikling hvor dette nødvendighedskriterier er blevet skønnet opfyldt med mindre og mindre objektiv signifikans og med højere og højere vægtning af tegn på at barnet føler utryghed eller ubehag i forhold til samværet.

Dette er en utrolig dårlig vinkel at tage, fordi det giver et incitament for plejefamilier, institutioner og for kommunale medarbejdere som går ind for barnets fortsatte anbringelse til at skabe så ubehagelige rammer som muligt for samvær imellem barn og forældre.

Hvis rammerne er meget ubehagelige for barnet så er det meget sandsynligt at barnet vil vise tegn på ubehag ved samværet og barnets tegn på ubehag ved samværet tolkes som et udtryk for at samværet som sådan er en belastning for barnet.

På den måde skubbes kriteriet i serviceloven og en tvangsforanstaltning som egentligt var lavet for at beskytte børn som var i reel fare ved samværet bliver i vid udstrækning brugt som et "pædagogisk redskab" som kan tages i brug når forvaltningen finder det "nyttigt".

Jeg hæfter mig dog ved en ting omkring servicelovens "nødvendighedskriterier". Hvis noget skal være "nødvendigt" så skal det være fordi den samme effekt ikke kan opnåes på nogen anden måde.

Hvis problemet for eksempel er at barnet føler utryghed ved samværet med forældrene så skal man søge at afhjælpe denne utryghed på andre måder før man griber til indførelsen af en tvangsforanstaltning.

Med det syn på sagen bliver det evident at kriteriet for anvendelse af tvang i forhold til min og min datters samvær ikke er opfyldt. Der er et væld af muligheder for at afhjælpe min datters oplevelse af utryghed ved samværet som ikke er taget i brug. Faktisk er det meget let at bevise at forvaltningen har "værnet om problemerne" og har "næret problemerne" frem for at indgå i et samarbejde om at løse dem. Også selvom løsningen lå lige for.

Ud fra det perspektiv er det klart at lovens kriterier ikke er opfyldt i min datters og min sag.

"Nødvendig" betyder "eneste udvej". Hvis den samme effekt eller en bedre effekt i forhold til det beskrevne problem kan opnåes igennem samarbejde så er "nødvendighedskriteriet" ikke opfyldt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar