torsdag den 16. maj 2019

Torsdagsbrev Vedrørende Overvåget Samvær Del 3

Torsdagsbrev 15/05/19

- Vedrørende overvåget samvær del 3 -
Om de specifikke forhold.

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Vedrørende overvåget samvær del 3 - 


Om de specifikke forhold



Dette indlæg er del af en lille serie hvor jeg gennemgår nogle af de perspektiver og overvejelser der knytter sig til det forhold at B&U-Udvalget den 30. April 2019 godkendte at der kunne iværksættes overvåget samvær i forhold til min datter og mig. Godkendelsen blev givet for en 6 måneders periode.

Dette er tredie og sidste del som vil forsøge at afrundet emnet ved at komme lidt nærmere ind på de konkrete omstændigheder vedrørende min og min datters sag.

Jeg blev i sidste uge på facebook spurgt hvad overvåget samvær egentligt indebære. Det gik der op for mig at jeg havde skrevet fire - fem torsdagsbreve om emnet uden at forklare hvad overvåget samvær i praksis indebære. Her er hvad jeg skrev på Facebook som svar.

"Det er en af de ting som er svære at svare på da ordningen har været på "vandre" tur. Oprindeligt har formålet jo nok være at yde beskyttelse for barnet imod en forældre som udsatte barnet for fysisk eller psykisk vold. Ordningen er dog fuldstændig "vandret" væk fra sit oprindelige formål og det er nu en ordning som blive brugt i vid udstækning i forhold til anbringelsessager. Konkret betyder det at der er en overvåger til stede som skal være så tæt på barnet og den voksne at denne kan høre hvert ord som bliver udvekslet imellem dem. Overvågeren har beføjelse til at gribe ind og afslutte samværet hvis det skønnes nødvendigt for barnets sikkerhed. For det meste følges afgørelsen om iværksættelse af overvåget samvær af en afgørelse om afbrydelse af brev og telefonkontakt. Det er ikke tilladt for barn og forældre at have kontakt udenfor overvågning det vil sige at det som en naturlig konsekvens ikke vil være muligt for min datter og jeg at holde en uges sommerferie sammen hvilket vi ellers har gjort alle de tidligere år under anbringelsen. Den måde forvaltningen bruger ordningen er efter min vurdering misbrug af magtbeføjelser." (Læs mere om misbrug af magtbeføjelser og om anbringelsessagernes relativitetsteori.)

I mit tilfælde bygger man berettigelsen for anvendelsen af magt på en påstand om at jeg involvere min datter i min uenighed omkring anbringelsen og i mit syn på plejefamilien og Kommunen. Man påstår at denne involvering af min datter er en stor belastning for hende og at den sætter hende i en loyalitets konflikt. Overvågningen skal således beskytte min datter i mod "verbal inddragelse af hende i min uenighed med forvaltningen".

Jeg behøver vel næppe at sige at jeg er uenig i den måde forvaltningen fremstiller sagen. Der er jo ingen tvivl om at min datter står midt i en voldsom loyalitetskonflikt i og med at hun er i en tvungen anbringelse hos en plejefamilie og i og med at jeg som far til hende og ene forældremyndighedsindehaver mener at tvangsanbringelsen er ubegrundet og til skade for hende.

Jeg er generelt meget forsigtig med hvad jeg involvere min datter i omkring min uenighed med anbringelsen, men loyalitetskonflikten vil jo være der næsten lige meget hvad jeg gør eller siger simpelthen fordi den er der.

Samtidig har jeg igen og igen sagt at jeg er imod anbringelsen, men at jeg acceptere den som det øjeblikkelige vilkår. Min tilgang er pragmatisk. Jeg arbejder for hjemgivelse, men forsøger samtidig at bakke op om, at den anbringelse min datter øjeblikkeligt befinder sig i kommer til at belaste hende mindst muligt. Jeg ønsker at samarbejde med både plejefamilie og forvaltning om at nedbringe den konflikt min datter oplever mest muligt uden at jeg derfor skal opgive mit krav om hjemgivelse.

Det er min opfattelse at forvaltning og kommune ikke ønsker dette samarbejde på tværs af uenighed. De ønske en klar uenighed og billedet af mig som den selvoptagede forældre som er ude af stand til at moderere min adfærd overfor "et sårbart" barn. En person som de er nød til at dæmme op for med tvangforanstaltninger.

Jeg berøre her kun lige overfalden af den komplekse problemstilling som er i spil her, men det er alligevel mit forsøg på at konkretisere tingene og give læseren et indblik.

Det overvågede samvær er i gang nu. Der er tre timers samvær hver fjortende dag. overvågningen foretages af en institution som heder FABU. Det er venlige og empatiske mennesker, men hvis du kigger ned under den venlige overfalde er det tydeligt at se at foranstaltningen er "grusom".

Jeg får mundkurv på i forhold til at tale med min datter om noget som helst som betyder noget.

Der bliver sendt et kraftigt signal til min datter om at hendes far er skadelig for hende og at dette er så alvorligt at der er truffet afgørelse om det i et udvalg inde på Københavns rådhus.

Der sendes et kraftigt signal til hende om at det har konsekvenser hvis hun taler om -eller tænke på muligheden for hjemgivelse.

Der sendes et kraftigt signal ud imod samfundet og øvrige instanser om at den her far er så "farlig" at man er nød til at iværksætte tvangsforanstaltninger for at beskytte barnet.

Muligheden for ferie og uformelt samvær forvinder helt.

Og alt dette sker uden der på nogen måde er et berettiget grundlag for det.

Såleds vil jeg slutte min lille belysning, perspektivering og problematisering af fænomenet overværet samvær.

Emnet føles ikke helt afrundet hvilket jo også giver god mening efter som jeg står midt i det. Det er dog min plan at lade emnet hvile og gå videre til andre emner næste torsdag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar