Torsdagsbrev med to elevatortaler

Torsdagsbrev

19/09/2019

- To Elevatortaler -

En udfordring fra Mikael Hertig

For cirka tre uger siden fik jeg en udfordring fra Mikael Hartig. Mikael er et af de mennesker jeg har mødt på min vej som aktivist. Du kan læse lidt om ham her. 

Mikael skrev: 

"Kan du ikke lave to "elevatorforedrag"?  

1: Et, der på simpelt dansk forklarer kritikken af den måde, danske psykologer laver §50 og FKU på?   

2: Et, der fortæller, hvordan anbringelser ideelt set burde være organiseret?" 

Det var en god udfordring. Jeg ville gerne prøve om jeg kunne udtrykke dette kort og præcist og fængende

Jeg skal måske lige sige hvad konceptet "en elevatortale" går ud på.

Det handler om at man skal kunne fortælle sin idé kort og præcist. Konceptet er at man forestiller sig at man træder ind i en elevator og her møder en betydningsfuld person som kan hjælpe en med at virkeliggøre ideen. Man skal man kunne fortælle sin idé til denne person i det korte tidsrum det tager at køre i elevator sammen med denne. 

Det er altså to korte (nedskrevne) taler Mikael ønsker sig. 

Godt her kommer den første tale. Talen til udfordringen om at lave en elevatortale "der på simpelt dansk forklare kritikken af den måde, danske psykologer laver§50 og FKU på?"

Elevatortale 1: 

80 procent af alle børn som bliver anbragt i Danmark bliver ikke anbragt på grund af omstændighedder som vi normalt betrager som anbringelsesgrundlag. 

De fleste batragter ting som groft omsorgssvigt, vold, afstraffelse, seksuelle overgreb, aktivt stofmisbrug og den slags som rimelige begrundelser for tvanganbringelse af børn.

Det er som sagt kun 20 procent af alle de børn som bliver tvanganbragt som bliver anbragt af disse årsager. Resten anbringes på baggrund af en psykologisk risikovurdering.

Det er den psykologiske risikovurdering som er problemet. I igennem de seneste tyve år har vi når det handler om anbringelse af børn uden for hjemmet antaget et "børnecentrisk perspektiv". Vi ser barnets interesser isoleret fra familien. Der dannes en forestilling om at man tilgodeser barnets behov ved at afvise forældrenes behov. Dette er i langt de fleste tilfælde en misforståelse.  

Det "barnecentriske perspektiv" giver den sagkyndige retten til at definere hvad der er barnets behov. 

Der er ingen objektive kriterier for dette. Derfor er det subjektive synspunkter og børnepsykologiske modetendenser, som afgøre om et barn bliver tvangsangbragt eller ikke. 

Det har ført til at vi i Danmark tvangsanbringer flere børn end noget andet land vi kan skaffe statistik fra og det har ført til at 80 procent af disse anrbingelser foregår på et grundlag som de fleste almindelige mennesker ikke vil betragte som værende gyldigt anbringelsesgrundlag.  

Og så den næst tale.

"Et, der fortæller, hvordan anbringelser ideelt set burde være organiseret?"

Elevatortale 2:

Anbringelser af et barn er en retsbeslutning og når noget er en retsbeslutning så skal loven følges. Loven siger at for at et barn må tvangsanbringes så skal der være nærliggende risiko for at barnets sundhed eller udvikling ved ophold i hjemmet. Dette kriterie er man nød til at tage alvorligt.

Der skal forgå en grunde vurdering af om dette kriterie er opfyldt på et konkret niveau og ikke blot på et teoretisk / abstrakt niveau. Der skal kunne føres bevis for dette og tvivlen skal komme den mistænkte (husstanden, forældrene) til gode ligesom i andre sager.

Ligeledes skal anbringelser bringes til ophør når der ikke længere er nærliggende risiko ved barnets ophold i hjemmet ligesom loven beskriver.

Dertil vil jeg mene at man skal indarbejde rehabiliteringstanke i anbringesessager. Rehabiliteringstanken blev indført i sundhedsvæsenet omkring årtusindskiftet. Rehabiliteringstanke betyder, at man ikke afskriver mennesker på grund af midlertidige eller kroniske funktionsnedsættesler. 

Man prøver i stedet hele tiden at have fokus på hvilke ressourcer der er til stede hos borgeren og hvordan de kan udvikles og suppleres bedst muligt. 

Denne tænkning har ført til besparelser på sundhedsområdet, fordi man får bedre udnyttelse a borgerens egne ressourcer.

Samtidig giver de borgeren større meningsfuldehed og tilfredshed og borger får bedre vedligeholdelse af sine ressourcer ved at være aktiv. 

Alle disse effekter ville man efter min mening kunne overføre på området for anbringelser af børn.

Det var mine to elevatortaler. Tak for udfordringen til Mikael.

Jeg har lige et par tilføjelser som vedrøre rehabiliteringsbegrebet.

Før det første vil jeg lige nævne at jeg tidligere har skrevet om rehabiliteringsbegrebet her og her.

Så vil jeg også sige, en af de vigtige teoretiker i udviklingen af rehabiliteringsbegrebet er Aaron Antonovsky Han er blandt andet kendt for "teorien om en Oplevelse Af Sammenhæng"

På sygeplejeuddannelsen og på SOSU uddannelsen læser man Antonovsky. 

Så vidt jeg kan se læser man ikke Antonovsky på socialrådgiver uddannelsen. Her læser man til gængæld bøger af den socialrådgiveruddannede fagbogsforfatter Kari Killén.

Jeg tror meget kunne vindes simpelthen ved at ændre pensum på   socialrådgiver uddannelsen så eleverne skulle læse Antonovsky og beslægtede teoretikere frem for Killén beslægtede teoretikere.