Torsdagsbrev om samarbejde

Torsdagsbrev 29/11/18
- Om samarbejdsanalfabetisme -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

Om samarbejdsanalfabetisme

Sidste uge fortalte jeg om hvordan forvaltningen var kommet frem til at det helt rigtige tiltag i den nuværende situation ville være at overvåge samværet imellem min datter og mig. Det torsdagsbrev kan du læse her på bloggen ved at gå lidt tilbage. I den mellemliggende uge her jeg været meget aktiv ved tastaturet. Jeg fik skrevet et mødereferat, en formalitetsklage og en påtale som du også kan finde her på bloggen.

Henimod weekenden var det dog som om der gik nogle ting op for mig. Det kom sig af en SMS-dialog jeg havde med plejemoren i min datters plejefamilie. Hun havde igennem en længere tid været meget undvigende i kontakten og det var tydeligt at der var noget hun ikke var tilfreds med. Jeg havde da bestemt nogle idéer om hvad det kunne være hun var utilfreds med, men jeg tænkte også ... "Damen er jo professionel, eller hun burde i hvertilfælde være det. Vi må da kunne tale om det. Hvis der er noget hun er vred på mig over så må hun da kunne fortælle mig hvad det er og så kan jeg se om det er noget jeg kan ændre på, ligesom man gør i almindelig forhold."

Jeg foreslog derfor at vi tog en snak over telefon eller måske mødtes på en café og prøvede at se om vi kunne få udredt nogle af problemerne og skabe bedre samarbejde indenfor de givne rammer til gavn for barnet.

Det var ret hurtigt, ret tydeligt, at det var hun ikke interesseret i. Så var det at der var nogle brikker som begyndte at falde på plads inde i mit hoved.

Forvaltningen havde varslet en radikal indgriben i samværet imellem min datter og mig. En indgriben som uden tvivl ville give en stor grad af frihedsindskrænkning og dermed smerte og afsavn for både min datter og mig. Forvaltningen fortalte at man valgte dette for at beskytte min datter imod en loyalitetskonflikt som jeg pressede hende ud i ved at være åben om mit syn på anbringelsen.

Godt, lad os lige se lidt grundigere på disse udsagn. Forvaltningen fortæller at de er bekymrede for min datters trivsel. At de derfor vil iværksætte nogle tiltag. De siger at min datter står i en loyalitetskonflikt imellem plejefamilien og mig og at de for at beskytte hende imod denne konflikten vil iværksætte overvågning af samværet imellem hende og mig.

Vi har en konflikt som opstår på grund af de voksne som min datter står imellem. På den ene side plejefamilien og hele forvaltningsapparatet og på den anden side mig.

Ville det naturlige første skridt ikke være at forsøge at nedbringe konfliktmaterialet ved at forbedre samarbejdet imellem de voksne parter?

Ville det ikke være nøjagtigt den tilgang man havde taget, hvis dette var en skilsmissesag i Statsforvaltningen? Først skal mulighederne for samarbejde udtømmes. - Ja men du godeste .. i vores situation var disse ikke engang berørt. I Statsforvaltningen har de i årevis arbejdet med konfliktløsning og mediation. I mit eget fag, i sundhedssektoren arbejder vi hele tiden med konfliktnedtrapning igennem dialog og samarbejde med pårørende.

I Socialforvaltningen ser det ud til at man end ikke berører den mulighed. Man er i hvertilfælde i min sag gået direkte til sanktioner af samværet og uden om et hvert forsøg på samarbejde.

Det var lige godt vildt!

Kunne man tale om en slags samarbejdsanalfabetisme?

En forvaltning som simpelthen ikke har opbygget kompetencer inden for kunsten at samarbejde. Som ikke har lært det fordi den ikke er blevet udfordret på området. Som ikke har lært det fordi den havde nogle sanktionsmidler som var så effektive at den ikke havde behov for at samarbejde. Som ikke har lært det fordi der aldrig var nogen som påtalte det forkerte i at løse samarbejdsudfordringer ved brug af magt og splitting.

En forvaltning som opfatter det som det mest naturlige i verden at udsætte et barn og dets pårørende for frihedsbegrænsende og tilknytningsnedbrydende foranstaltninger for at opnå de ønskede resultater.

Når en forvaltning arbejder på den måde så er det jo ikke bare barnet og dets pårørende som lider under det. Det er i lige så høj grad forvaltningen selv.

Det er jo ikke speciale opmuntrende at komme hjem fra arbejde og sige.

"I dag har jeg vredet armen om på fire forældre som var lidt for høje i hatten og så har jeg skræmt en fireårig dreng til at holde op med at fortælle at han savner sin mor".

Det ville jo være meget mere bekræftende, hvis man kunne komme hjem og fortælle at:

"I dag har jeg brugt mine evner for samarbejde og det er lykkedes mig at skabe fælles ståsted med fire forældre som ellers på hver deres måde var vanskelige at samarbejde med og så har jeg fortalt en fireårig dreng at det er helt i orden han savner sin mor og at jeg nu har fået etableret forhold hvor de vil kunne komme til at se mere til hinden."

Der ligger et kæmpe uudnyttet potentiale for samarbejde i den her forvaltning og der er penge at spare for både stat og kommune
ved at tage dem i brug.

Det er meget billigere at lave socialarbejde, hvis man kan aktivere borgerens egne ressourcer. Der er besparelser ved det både på kort og på lang sigt. Der er potentiale for store besparelser på både de økonomiske og de menneskelige omkostninger.

Det system vi har nu er dysfunktionelt og jeg tror at den primære årsag til det er at systemet har så sikre og effektive magtbeføjelser til sin rådighed. Man kan tage menneskers børn fra dem uden at behøve at forsvare grundlaget og man kan beholde dem i anbringelsen så længe man vil og på hvilken måde man vil uden at behøve at forsvare grundlaget for det.

Dette er så effektive magtmidler at forvaltningen vil være tilbøjelig til at bruge dem frem for at samarbejde omkring løsninger.

"Al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt"
Lord Actons

Og når vi nu har fat i citaterne så lad os slutte af med det her:

"Hvor kærlighed hersker, er der ingen vilje til magt; og hvor viljen til magt dominerer, der mangler kærligheden. Den ene er skyggen af den anden."
Carl Gustav Jung