Igennem denne sag er det blevet klar for mig at det vigtigst redskab forvaltningen har benyttet imod mig i forbindelse med at retfærdiggøre anbringelsen af min børn er "storytelling". Det handler om at få skabt en fortælling som beviser grundlaget for en tvungen anbringelse. Eller måske indnu mere om at få skabt en fortælling som miskreditere selve min personlighed. Når først en miskreditering af min personlighed er etableret kan man miskreditere alt hvad jeg siger og gør lige meget hvor fornuftigt det ser ud og lyder for det er jo blot tilsyneladende at det ser fornuftigt ud. Igen og igen har jeg set hvordan vinklingen af fortællingen og valget af ord har været forvaltningens primære redskab til at få deres ting igennem. Det er pudsigt at et forvaltningssystem som man forventer bygger på rationalitet, logik og retfærdighed i så høj grad i virkeligheden bygger på "storytelling". Forvaltningen sørger hele tiden for at positionere sig som dem som "fortæller historien" og der er ikke nogen instanser som giver denne "historie" et kritisk blik. Det som jeg har gjort i sagen over de sidste måneder er at sætte mig selv i scene som ligeværdig "historiefortæller". Jeg har sørget for løbende at supplere forvaltningens "historie" med min "min historie" fortalt med min egen stemme. Hver eneste skrivelse fra forvaltningen har jeg fulgt op med kommentar. Hvert eneste møde som jeg har haft med forvaltningen har jeg efterfølgende skrevet mødereferat af som fremstiller tingene som de ser ud fra min side. Jeg har således fokuseret mindre på at afvise og kæmpe imod den "historie" som forvaltningen fortæller og langt mere på at supplere den med "en anden historie" nemlig den "historie" som jeg ser og oplever. Effekten af denne tilgang har været nærmest magisk. Forvaltningen har gået fra at være den her selvsikre og magtfulde instans som styrede slaget og som jeg virkelig var bange for til at blive en lettere forkrampet, dårligt argumenterende, utroværdig - og panikhandledende instans, hvis sag ser meget tynd ud. Jeg siger ikke dette som en undervurdering af min modstander. Jeg ved godt at jeg er oppe imod et helt system som har en lang indgroet tradition for at give sig selv medhold i en hvilken som helst sag og at det derfor ikke er sikkert at jeg vinder lige meget hvor tynd forvaltningens sag ser ud (jeg tror dog stadig på at jeg vinder :-)). Jeg taler blot om den forandring jeg har bemærket over de sidste måneder hvor jeg er begyndt at arbejde målrettet med at være en deltagende og aktiv "stemme" i den "historie" som fortælles.
Nuvel. Vi nærmer os et opløb nu. Sagen skal op i Børne - og Ungeudvalget sidst i maj måned og jeg har lige været til det sidste møde som jeg vil blive indkaldt til inden afgørelsen. Jeg fremlægger her hvad der nok kommer til at blive den sidste længere skrivelse fra min side inden udvalgsmødet. En møde-opsummering fra et møde jeg holdt med sagsbehandleren den 10. 4. 2017. Jeg har tænkt mig at indsende denne skrivelse på mandag til forvaltningen så de har den når de kommer tilbage fra påsken og så den kan blive del i det samlede materiale som indgår i sagen og som udsendes til alle sagens parter også den advokat som fører sagen for mig.
-----------------------------------------------
-----------------------------------------------
Møde-opsummering samt eftertanker:
Møde-opsummering samt eftertanker:
Mødetidspunkt: Mandag den 10. 4. 2017 kl 13.
Mødedeltagende: Sagsbehandler X-X og undertegnede
Møde tema: Præsentation af forvaltningens indstilling i forhold til det forestående Børne - og Ungeudvalgsmøde.
Indledning:
Jeg vil her forsøge at opsummere nogle for mig at se vigtige punkter fra mødet. Samtidig vil så tilføje nogle af de ting som er blevet klart for mig i eftertanken.
Stemningen på mødet:
Der var en ualmindelig dårlig stemning på mødet. X-X virkede uoplagt og irritabel og jeg selv følte mig ikke i stand til at løfte stemningen da jeg var træt og meget skuffet over forvaltningen og X-Xs måde at agere på i forhold til mig og hele sagen det forudgående forløb.
Mødets tema:
Mødet tog udgangspunkt i forvaltningens indstilling op til det kommende Børne - og Ungeudvalgsmøde. Det blev klargjort at man fra forvaltningens side indstillede til at min datter skulle forblive i anbringelse for en yderligere toårig periode. Dette kom ikke bag på mig da jeg allerede havde gætte mig frem til det. Resten af mødet blev brugt på at drøfte uenigheder omkring forhold omkring indstillingen og de forudgående begivenheder samt på at prøve at nå til enighed om hvad X-X skulle skrive i indstillingen som udtryk for min holdning. Selvom det formelle indhold af mødet var overbragt meget hurtigt kom mødet til at strække sig over mere end halvanden time på grund af det mange uenigheder og uafklarede spørgsmål i sagen. Det er nogle af disse uenigheder og uafklarede spørgsmål jeg her vil tage op og kommenter på.
Det først jeg vil tage op er forvaltningens "neutralitet" eller mangel på samme:
Dette var ikke et emne vi talte meget om på mødet, men det er noget som er blevet klarere i eftertanken. Forvaltningens indstilling til Børne - og Ungeudvalget er nu bekendtgjort og det er klart at forvaltningen ikke i den nuværende fase vil være til sinds at skifte holdning, men at de vil arbejde for at få deres indstilling igennem. Det er derfor temmelig logisk at alt hvad de gør, skriver og siger i sagen vil have til sigte at fremme deres indstilling. De er i et hvert henseende part i sagen og det er derfor urimeligt at de samtidig for tildelt rolle som "den neutrale part" som varetager "barnets tarv". Fx. er det urimeligt at det er sagsbehandler X-X som skal tale med min datter og viderebringe hendes synspunkt da X-X uden tvivl vil være interesseret i at stille spørgsmål og formulere tingene på en måde som fremmer forvaltningens indstilling. (Det skal hertil siges at min datter har givet udtryk for at hun ikke selv ønsker at blive hørt af udvalget hvilket ellers ville være en mulighed)
Det næste jeg vil se på drejer sig om forvaltningens manglende tiltro til mine duelighed som forældre:
X-X siger under mødet "Det er jo klart at man ikke ikke bare uden videre kan begynde at hjemgive når man har set at der har været opstået nogle alvorlige problemer med hensyn til varetagelsen af barnets basale behov. At man først må opnå en eller anden sikkerhed for at disse problemer ikke bare gentager sig". Jeg svare til dette at det har jeg forståelse for og at jeg er villig til at indgå i en proces hvor hjemgivelsen af min datter foregår trinvis og i et roligt tempo og forvaltningen får mulighed for at "kikke mig over skulderen" og kunne trække i "nødbremsen" hvis det viser sig at jeg ikke skulle være i stand til det jeg tror jeg er i stand til. Det jeg har tænkt over efterfølgende er, at hvis forvaltningen havde levet op til det som er dens egentlige opgave så skulle den jo have brugt de forgangne to år på at prøve at få sig et overblik over dette. Jeg skrev og indsendte optil Børne - og Ungudvalgsmøde i juni 2015 et udspil med en rimelig klar plan for hvordan forvaltningen ville kunne støtte mig i en hjemtagels. I de to år som er gået burde forvaltningen jo have samlet op på dette og være gået i gang med at prøve at undersøge om den plan var realistisk og om de kunne støtte mig i den. Det har man ikke gjort. Forvaltningen har brugt alle deres kræfter på at implementere deres plan om anbringelse i plejefamilie, på at forsøge at begrænse forbindelse imellem min datter og mig på at få hende til at integrere sig fuldt og helt med plejefamilien. Alle bestræbelser fra forvaltningens side har være brugt på at fasthold billedet af mig som "uegnet forældre" og der overhovedet ikke været brugt nogle kræfter på at prøve at finde ud af om jeg rent faktisk ville kunne klare opgaven og hvordan man i så fald ville kunne støtte mig. Jeg er klar over at jeg har sagt "nej tak" til nogle af de tiltag jeg er blevet tilbudt, men det er jo fordi jeg har kunnet gennemskue at forvaltningen har udviklet en metode for at vende disse tiltag på hovedet sådan at et tiltag som fra lovgivningens side var tænkt som en chance for forældrene til at blive "rehabiliteret" eller for at få en fair behandling bliver brugt til det modsatte, nemlig at fastholde billedet af forældrenes uegnethed. Det er den strategi man har villet anvende imod mig og som jeg også nu her i skrivende stund kæmper en brag kamp for at komme fri af.
Så var der spørgsmålet om retten til samtykke:
Dette spørgsmål var også oppe på mødet. Kort resumeret så er der fra lovgivningens side indlagt en ret til at samtykke i forbindelse med anbringelsessager. Ved at samtykke til anbringelsen kan forældre opnå nogle lidt mere fordelagtige forhold under anbringelsen. Jeg har hele tiden givet samtykke til anbringelsen. Min ekskone som på daværende tidspunkt var forældremyndighedsindehaver sammen med mig gav ikke dette samtykke og dermed kunne det ikke blive til en "accepteret anbringelse". I mellemtiden er der sket det at jeg har overtaget den fulde forældremyndighed og logisk set skulle det jo så føre til at anbringelsen skifter status fra "tvungen anbringelse" til "accepteret anbringelse" med de fordele som det nu medføre. Først for tre uger siden går det op for mig at sådan ser forvaltningen ikke på det. Forvaltningen har tolket mit samtykke som værende "ikke gældende" fordi man har tolket at jeg ikke rigtigt har "ment" mit samtykke. På mødet bringer jeg sagen op og det udvikler sig på en måde hvor man godt kan sige at X-X "vinder" dialogen i og med at hun påpeger at jeg ikke har læst hindes klagesvar ordentligt og ikke har fået kikket på det link til ankestyrelses hjemmeisede hvor det pågældende lovgrundlag er beskrevet (Informeret samtykke). Efterfølgende har jeg tænkt over dialogen og er kommet frem til at X-X ikke har ret. Jeg behøver ikke læse noget lovgrundlag for det hele er meget simplere end det. Det er spørgsmålet om at; "en aftale er en aftale". Man kan ikke sige til nogen "Hvis du siger "ja" til dette så får du nogle fordele" for så bagefter når personen har sagt "ja" at sige "fordelen gælder alligevel ikke fordi vi vurdere at du ikke mente dit "ja"". Det er slet og ret et aftalebrud. Jeg er så med på at man i meget grelde tilfælde fx. hvis en person bliver ved med at skrifte holdning vil kunne sige "Vi kan ikke regne med dit "ja"", men så må dette for det første begrundes i afgørelsen, for det andet vil det langt fra være gældende i mit tilfælde. Jeg har tvært imod været uhyre vedholdende både i min formelle accept af anbringelsen, i min kritik af måden hvorpå den er blevet effektueret og i min kritik af forvaltningens manglende indsats for at bane vej for en hjemgivelse.
Anbringelsesgrundlaget:
Jeg har igennem de seneste måneder, med henblik på at forsøge at finde løsninger på forvaltningens bekymringer prøvet af få forvaltningen til at præcisere anbringelsesgrundlaget. Der blev for et års tid siden på min opfordring udarbejdet en liste med alle de problemer man fra forvaltningens side mente stod i vejen for en hjemgivelse. Disse problemer må i dag siges i det store og hele at være løst. Forvaltningen har så sagt at det problemkompleks som stadig står i vejen for en hjemgivelse er min forældrekompetencer og at disse er beskrevet i forældrekompetenceundersøgelsen. Jeg har så bedt forvaltningen om at tage tage disse problemer ud af undersøgelsen og stille dem op som nogle punkter så man kan se mere præcist hvad det handler om. Det har forvaltningen gjort og man er kommet op med følgende punkter.
- Tegn på "fravær" under samværet med børnene
- Ikke afstemt emotionelt med børnene
- Ikke afstemt med børnenes udviklingsniveau
- Tegn på grænseløshed i samværet med børnene
- Vanskeligheder med at støtte strukturer
- Rolle ombytning (altså at den voksne kommer til at tage barnet rolle og omvendt)
- Tegn på manglende interesse i samværet.
Jeg gør opmærksom på at disse er "diffuse psykologiske diagnoser", at de vil kunne ses og tolkes forskelligt i forhold til hvem det er som tolker dem, at de vil kunne påhæftes et stort antal af velfungerende forældre, at de er blevet beskrevet i en undersøgelse hvis validitet der kan være god grund til at betvivle, men førs og fremmest at de ikke har den "signifikans" der skal til for at berettige en tvungen anbringelse af børn.
Evnen til enighed med forvaltningen er ikke en forældrekompetence:
Hele tiden igennem de over fem år jeg har haft kontakt med systemet har jeg bemærket at der er en evne som forvaltningen sætte over alle andre evner hos en forældre og det er evnen til at være enig med forvaltningen. Det kom også frem i dette møde hvor X-X sagde ting som "Jamen du vil jo ikke vedkende dig et eneste af de problemer som forældrekompetenceundersøgelsen beskriver" eller "Du har jo ikke ændret holdning eller vist at du havde havde forståelse for nogle af de tiltag og vurderinger vi har lavet i forhold til din datters trivsel". Jeg er helt enig i at hvis ens ønske er at styre og kontrollere andres adfærd så er det rigtigt godt parameter at dem man gerne vil styre er enige med en. Jeg vil dog understrege at enighed med forvaltningen ikke i sig selv er en forældrekompetence. Forvaltningen har ikke patent på sandheden, den er ikke engang en neutrale repræsentant for barnets tarv. At have en egen holdning og være villig til at kæmpe for den er nok ikke så dårligt en egenskab, hvis man skal være en god forældre.
Jeg indstiller til hjemgivelse af min datter så hurtigt som dette er forsvarligt muligt:
Mine rammer hvad angår økonomi og bolig er på plads så en hjemtagning er realistisk og jeg er parat til at lade mine forhold indspiser så længe dette bliver gjort på en rimelig måde hvor man ikke stiller højere krav til mine forhold en man gør til en hver anden enlig forældre. Jeg erkender at min datter nok igennem en opvækst med en psykisk syg mor og nogle deraf følgende meget svære kår og siden i familieanbringelse udenfor hjemmet har fået nogle "sår" på sjælen som der bør tages hånd om. Jeg mener dog at der fint kan tages hånd om disse "sår" i en situation hvor min datter hjemgives og jeg er villig til at samarbejde med forvaltningen og med øvrige instanser omkring dette naturligvis med udgangspunkt i min datters egne ønsker og oplevelse af behov for hjælp (hun har hidtil ikke ønsket fx psykologhjælp). Jeg er indstillet på at følge Statsforvalningens afgørelse hvad angår min datters samvær med sin mor. Desuden er jeg indstillet på at være ansvarlig i forhold til de relationer som min datter har opbygget i anbringelsesperioden således at der skal være plads til at bevare kontakten med plejefamilien så længe som der er ønske om dette (der kan evt. aftales en aflastningsfamilieordning) samt med vigtige relationer fra børnehjemmet. Jeg vedgår at der vil være store udfordringer i forbindelse med en hjemgivelse fordi det i sig selv er en stor opgave at være enlig forældre og fordi der for mit vedkommende vil være nogle ekstra udfordringer oven i som har at gøre med min datters mors adfærd. Jeg mener dog at alle disse problemer vil kunne løses og jeg er meget villig til at tage imod relevant hjælp. Særlig mener jeg at det er vigtigt at se på hvor motiveret jeg er for denne opgave og hvor meget jeg allerede uden nogen form for hjælp fra forvaltningens side (tvært imod) har fået stablet på benene under anbringelsen (bolig, uddannelse, fast arbejde, sufficient indkomst etc.)
Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen
-----------------------------------------------
-----------------------------------------------
