fredag den 31. maj 2019

Om rehabiliteringsbegreb og tvangsanbringelser



Torsdagsbrev 30/05/19
- Rehabiliteringsbegrebet og tvangsanbringelser -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com


- Om rehabiliteringsbegreb og tvangsanbringelser -

Sidste gang gennemgik jeg rehabiliteringsbregrebet og ICF sammen med jer. Vi så hvordan man inden for sundhedsområdet havde fundet ud af at den måde vi definerede funktionsevne var for begrenset og vi så hvordan man ved at ændre den uhensigtsmæssige definition af funktionsevner fik skabt forbedringer som både gavnede den enkelte borger og samfundsøkonomien. 

I dag skal vi prøve at overføre nogle af de samme tanker til området for tvangsanbringelser og såkaldt udsatte familier.

Jeg beskrev sidste hvordan den biomedicinske kausale forståelse af sundhed og sygdom førte til en forståelse af sygdom som en fejl i kroppen som kan helbredes ved at "reparere" fejlen.

Hvis man ser på det som foregår i forbindelse med udsatte familier i dagens Danmark (og Norge) så minder det meget om denne biomedicinske kausale forståelsesramme. Man lokalisere en fejl og så sigter man imod at løse fejlen ved at fjerne det som man mener er fejlkilden.

Det ser ud til at være en gennemgående antagelse at kilden til problemet er forbindelsen imellem barnet og dets forældre.

En antagelse af at man kan reparere opståede fejl ved at fjerne barnet fra dets forældre.

Hvor den ide kommer fra er jeg i gang med at undersøge, men jeg kan allerede nu afsløre at der er så godt som ingen evidens for at det skulle forhold sig sådan. Altså at man rent faktisk skulle kunne fjerne dusfunktion eller udensigtimessige udvikling ved at bryde tilknytningen imellem barnet og dets forældre.

Det er klart at der er børn der bliver behandlet så dårligt hos deres forældre at de er nød til at blive fjernet fra dem, men det er noget andet. Det handler ikke om at selve tilknytningen imellem barn og forældre er skadelig, det handler om at de vilkår barnet lever under er skadelige og uacceptable.

Den fremragende TV2 dokumentar "Det bedste for Cecilie" viser et rigtigt godt eksempel på den type kommunal-biomedicinsk-tænkning. Man observere en problematisk adfærd hos barnet. Man definere at problemet bunder i tilknytningen imellem mor og datter. Man forsøger så at løse problemet ved at afskære tilknytningen med tvang.

Udsendelsen viser tydelig hvordan indsatsen ikke har den ønskede effekt.

Man har her indenfor socialområdet lånt en tænkmåde fra den biomedicinske model, men der er bare en ting man ikke har taget med fra den biomedicinske tilgang.

Den biomedicinsk kausale tilgang lægger meget vægt på evidens. Altså det skal kunne vises og efterprøves at de diagnoser, man stiller er korrekte og at de indgreb man laver på baggrund af diagnosen har gavnlig effekt.

Den del har man ikke taget med i den kommunale udgave af den biomedicinske tilgang. Her bygger man sin diagnose og behandling model på en fuldstændig uunderbygget antagelse af at tilknytning imellem barn og forældre er problemet og afbrydelse af tilknytningen er løsningen.

Det princip man har lånt i den medicinske verden vurderes i dag at være forældet i den medicinske verden. Tilmed anvender man det forældet princip på en måde som ikke lever op til de standarder som knytter sig til det.

Der er altså ikke noget at sige til at tingene går voldsomt skævt på anbringelsesområdet.

Hermed kommer vi tilbage til pengeproblematikken.

At det er frygteligt smertefuld og urimeligt overfor de familier det går ud over er der efterhånden talt meget om.

At dette samtidig er et frygteligt spild af skatteydernes penge er der ikke blevet talt så meget om.

Der bruges helt ufattelige summer på tvangsanbringelser. Alene retsprocesserne hvor råd og nævn og advokater kaldes sammen igen og igen uden at det på nogen måde bidrager til løsning af problemer er ufattelig.

Dertil kommer at der er nogle helt omvendte motivationsmekanismer i systemet. Jo mere problematisk en sag ser ud jo flere penge kan der søges refusion for. Refusion betyder at der flyttes penge fra statskassen over i kommunekassen. Derfor har det kommunale system som har ansvar for barnet et incitament til at få sager til at fremstå problematiske.

Man kan gå så vidt som til at sige at der er et økonomisk incitament for kommunerne i at "skade" barnet udvikling. Hvis barnet har det godt og er let og veltilpasset så kan der ikke søges refusionspenge.

Særlig plejefamilierne har et incitament for at holde børnene i en "usund udvikling" for jo flere problemer de kan beskrive omkring barnet jo flere konkret midler følger der med. De går helt konkret ned i løn, hvis barnet trives og har det godt.

Det er ikke nogen smart model, hvis man gerne vil fremme sund, trivselsmæssig og økonomisk udvikling.

Ligesom vi har set det på sundhedsområdet med indførelsen af ICF så er der rigtig god økonomi i at inddrage borgeres egenressourcer i videst mulig omfang.

Dette princip lader sig uden videre overføre til området for anbringelser af børn. Hvis en enlig mor ikke kan tage sig fuldt ud af sit barn og hvis det skal flytte til en plejefamilie kunne man med fordel bruge så mange af de ressourcer den mor har man kan.

Man kunne indtænke hendes aktive deltagelse på alle de områder hvor det var muligt, hæntning, pasning, aktiviteter, skole etc. Det er præcist det man gør med rehabiliteringstanken.

Kan en person ikke bruge sit højre ben så er der ingen grund til at "kassere" hele "personen". Man kan arbejde ind omkring det konkret problem og understøtte og underbygge og få alle de øvrige ressourcer i spil som den person har til rådighed.

Hvis man omkring udsatte familier begynder at tænke i ICF og i rehabilitering er jeg ikke i tvivl om at man vil se de samme gavnlige effekter på trivsel og økonomi som man har set på sundhedsområdet.

Ideen om at man efter den biomedicinsk model kan løse problemer ved at lave et "clean break" imellem barnet og det biologiske forældre og øvrige netværk er indlysende forkert. Derfor foreslår jeg at man indenfor anbringelsesområdet kikker på hvad man har gjort sig af tænkt omkring sundhed, sygdom og funktionsevner i WHO og at man prøver at lave det samme paradigmeskifte på det social område som man har gjort på det sundhedsmæssige område.

torsdag den 23. maj 2019

Torsdagsbrev Om ICF og Rehabiliteringsbegrebet



Torsdagsbrev 23/05/19
- Om ICF og rehabiliteringsbegrebet -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com


- Om ICF og rehabiliteringsbegreb -
Jeg er oprindeligt uddannet moderne danser og har levet en stor del af mit liv som kunstner. Igennem tiden blev indtægtsgrundlaget suppleret med ufaglært arbejde i forskellige sektore. På et tidspunkt virkede det oplagt at tage en anden uddannelse da jeg ikke kunne få en tilstrækkelig indtægt som kunstner. Sundhed og omsorgsområdet var ligeledes et ret oplagt valg da disse områder lå mine evner og mine interesser nær. Jeg gik altså i 2012 i gang med at uddanne mig til SOSU-Assistent. Et valg som jeg bestemt ikke har fortrudt.

På uddannelsen kommer jeg i kontakt med rehabiliteringsbegrebet. Et begreb som til at begynder med overhovedet ikke fanger min interesse. Midt i uddannelse får jeg dog en indsigt i hvad begrebet går ud på og herefter bliver det et emne jeg er meget optaget af og meget begestret for.

Begrebet indtroducer en helehedsorinteret tænkning på sundhed og omsorsområdet. En tænkning som bestræber sig på at inddrage borgerens egne resourcer og engagement i løsning af problemer. En tænkning som i store træk vil være mulig at overføre på området for anbringelse af børn og som her ville kunne give både menneskelig, sociale og økonomiske fordele.

Derfor skal vi i dag se på Rehabiliteringsbegrebet og på den forståelsesramme som danner beggrund for det.

Rehabiliteringsbegrebet kommer ud af en ændring af forståelsen af sundhed og sygdom som stadfæstes af verdens sundhedsoragnisatinene WHO i 2001.

Ændringen tager udgangspunkt i en erkendelse af at den tidliger anvendte forståelsesramme var utilstrækkelig og begrænsende.

Den tidliger anvendte forståelsesramme var baseret på den biomedicinske kausale forståelse.

Man så her sygedom som en fejl i kroppen som kan helbredes ved at "reparere" fejlen. Behandling sigter på at "reparere" den syge del hvor efter patienten udskrives og herefter forventes at "funger" igen.

Dette billede passede meget dårligt på virkeligheden. Ofte kom folk hjem fra hospitalet med forskellige former for funktionsnedsættelser og heraf følgende ændrede forhold socialt, psykisk og fysisk.

Den daværende model var ikke egnet til at tage sig af disse problemer. Den var kun egnet til at lokaliser et problem og gøre en indsatts imod dette problem. Den inddrog ikke hele mennesket og dets sociale samspil.

Den inddrog ikke de forhold som reelt var væsentlige for at personen kunne komme sig eller tilpasse sig nye omstændighedder.

En anden betragtinge var at funktionsævne ikke var en entyde størrelse. En person kunne få lave et indgreb og komme tilbage og genvinde det meste af sin livskvalitet og sine hverdagsaktiviteter, fordi denne havde nogle resourcer i sig selv eller i sit netvær som gjrode dette muligt. En anden som havde precist samme problem kunne blive helt slået ud af det og miste netværk og livskvalitet.

Der var således brug for en ny model kunne indtænke alle de faktore der hørte med til at blive syg og med til at komme sig igen. En model som indtænkte netværk, resourcer, hjælpemidler, motivation osv i sit billede af sygdom og heling.

Man tog derfor afsæt i en bio-psykosocial-model som kunne give grundlag for en meget mere holistisk forståelse af begreberne sundhed og sygdom.

På baggrund af den model udarbejde WHO så ICF (International Classifacation of Functioning, Disability and Health) som var en ny måde at klasificere funktionsevne hos et menneske. En model hvor man inddrog alle aspekter af en menneskes liv i sin forståelse af hvordan funktionsevne kunne defineres og hvordan funktionsevne kunne genvindes.

Den standart blev vedtaget 2001 og 119 lande tilsluttede sig den og gik igang med at implimenter den i deres sundhedssystem.

Da man begyndet at implementere ICF rundt omkring i de 119 lande opdagede man noget. Man opdagede at der var økonomiske besparelser at hente i modellen.
Modellen stimulede borgernes egen inddragelse og udnyttelse af borgerens egne ressourcer meget bedre end den gamle løsning og det betød at borgere kunne klare sig med mindre hjælp fra det offentlige.

Man kunne satse på en kortvarig indsats som hjalp borgeren med at tilpasse sig de nye forhold som var opstået under et sygdomsforløb.

Men kunne udstyre borgeren med hjælpemidler og lære borgeren at bruge dem.

Efter denne kortvarige og målrettede indsats kunne borgen klare sig med ingen eller meget lidt hjælp. Den ændrede tilgang bonnede lige pludseligt ud på bundlinjen og en hel masse politiker i forskellige lande begyndte at få øjne for mulighederne i dette aspekt.

Det samfundsøkonomiske aspekt af rehabiliteringstanken er nok den væsentligeste årsag til at omstillingen i Danmark er gået så hurtigt og har været så gennemgribende.

Selfølgelig her der var nogle problemer ved dette paradigmeskifte som det kaldes.

Træerne vokser ikke ind i himlen og måske har nogle af særligt de besparelsesmæssige forhåbninger været urealistiske. Der har også været mislykkedes tiltag indenfor rehabilitering som gjorde mere skade end de gjorde gavn.

Overordnet set kan vi dog godt tillade os at kalde paradigmeskiftet en succes. Der kan aflæses gavnlig effekt af det på både borgertrivsel og samfundsøkonomi.

Personligt betragter jeg indførelsen af ICF som den bedste strukturelle ændring der er sket indenfor sundhedsvæsenet i min levetid. Ændringen af forståelsesrammen gør det meget lettere for en person som mig at kunne forbinde mit eget værdigrundlag med sundhedsvæsenet formelle værdigrundlag.

Jeg har naturligvis en pointe med denne lange gennemgang af rehabiliteringsbegrebet. Jeg vil gerne bruge den til en sammenligning med forholdene på anbringelsesområdet. Det bliver temaet næste gang.

torsdag den 16. maj 2019

Torsdagsbrev Vedrørende Overvåget Samvær Del 3

Torsdagsbrev 15/05/19

- Vedrørende overvåget samvær del 3 -
Om de specifikke forhold.

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Vedrørende overvåget samvær del 3 - 


Om de specifikke forhold



Dette indlæg er del af en lille serie hvor jeg gennemgår nogle af de perspektiver og overvejelser der knytter sig til det forhold at B&U-Udvalget den 30. April 2019 godkendte at der kunne iværksættes overvåget samvær i forhold til min datter og mig. Godkendelsen blev givet for en 6 måneders periode.

Dette er tredie og sidste del som vil forsøge at afrundet emnet ved at komme lidt nærmere ind på de konkrete omstændigheder vedrørende min og min datters sag.

Jeg blev i sidste uge på facebook spurgt hvad overvåget samvær egentligt indebære. Det gik der op for mig at jeg havde skrevet fire - fem torsdagsbreve om emnet uden at forklare hvad overvåget samvær i praksis indebære. Her er hvad jeg skrev på Facebook som svar.

"Det er en af de ting som er svære at svare på da ordningen har været på "vandre" tur. Oprindeligt har formålet jo nok være at yde beskyttelse for barnet imod en forældre som udsatte barnet for fysisk eller psykisk vold. Ordningen er dog fuldstændig "vandret" væk fra sit oprindelige formål og det er nu en ordning som blive brugt i vid udstækning i forhold til anbringelsessager. Konkret betyder det at der er en overvåger til stede som skal være så tæt på barnet og den voksne at denne kan høre hvert ord som bliver udvekslet imellem dem. Overvågeren har beføjelse til at gribe ind og afslutte samværet hvis det skønnes nødvendigt for barnets sikkerhed. For det meste følges afgørelsen om iværksættelse af overvåget samvær af en afgørelse om afbrydelse af brev og telefonkontakt. Det er ikke tilladt for barn og forældre at have kontakt udenfor overvågning det vil sige at det som en naturlig konsekvens ikke vil være muligt for min datter og jeg at holde en uges sommerferie sammen hvilket vi ellers har gjort alle de tidligere år under anbringelsen. Den måde forvaltningen bruger ordningen er efter min vurdering misbrug af magtbeføjelser." (Læs mere om misbrug af magtbeføjelser og om anbringelsessagernes relativitetsteori.)

I mit tilfælde bygger man berettigelsen for anvendelsen af magt på en påstand om at jeg involvere min datter i min uenighed omkring anbringelsen og i mit syn på plejefamilien og Kommunen. Man påstår at denne involvering af min datter er en stor belastning for hende og at den sætter hende i en loyalitets konflikt. Overvågningen skal således beskytte min datter i mod "verbal inddragelse af hende i min uenighed med forvaltningen".

Jeg behøver vel næppe at sige at jeg er uenig i den måde forvaltningen fremstiller sagen. Der er jo ingen tvivl om at min datter står midt i en voldsom loyalitetskonflikt i og med at hun er i en tvungen anbringelse hos en plejefamilie og i og med at jeg som far til hende og ene forældremyndighedsindehaver mener at tvangsanbringelsen er ubegrundet og til skade for hende.

Jeg er generelt meget forsigtig med hvad jeg involvere min datter i omkring min uenighed med anbringelsen, men loyalitetskonflikten vil jo være der næsten lige meget hvad jeg gør eller siger simpelthen fordi den er der.

Samtidig har jeg igen og igen sagt at jeg er imod anbringelsen, men at jeg acceptere den som det øjeblikkelige vilkår. Min tilgang er pragmatisk. Jeg arbejder for hjemgivelse, men forsøger samtidig at bakke op om, at den anbringelse min datter øjeblikkeligt befinder sig i kommer til at belaste hende mindst muligt. Jeg ønsker at samarbejde med både plejefamilie og forvaltning om at nedbringe den konflikt min datter oplever mest muligt uden at jeg derfor skal opgive mit krav om hjemgivelse.

Det er min opfattelse at forvaltning og kommune ikke ønsker dette samarbejde på tværs af uenighed. De ønske en klar uenighed og billedet af mig som den selvoptagede forældre som er ude af stand til at moderere min adfærd overfor "et sårbart" barn. En person som de er nød til at dæmme op for med tvangforanstaltninger.

Jeg berøre her kun lige overfalden af den komplekse problemstilling som er i spil her, men det er alligevel mit forsøg på at konkretisere tingene og give læseren et indblik.

Det overvågede samvær er i gang nu. Der er tre timers samvær hver fjortende dag. overvågningen foretages af en institution som heder FABU. Det er venlige og empatiske mennesker, men hvis du kigger ned under den venlige overfalde er det tydeligt at se at foranstaltningen er "grusom".

Jeg får mundkurv på i forhold til at tale med min datter om noget som helst som betyder noget.

Der bliver sendt et kraftigt signal til min datter om at hendes far er skadelig for hende og at dette er så alvorligt at der er truffet afgørelse om det i et udvalg inde på Københavns rådhus.

Der sendes et kraftigt signal til hende om at det har konsekvenser hvis hun taler om -eller tænke på muligheden for hjemgivelse.

Der sendes et kraftigt signal ud imod samfundet og øvrige instanser om at den her far er så "farlig" at man er nød til at iværksætte tvangsforanstaltninger for at beskytte barnet.

Muligheden for ferie og uformelt samvær forvinder helt.

Og alt dette sker uden der på nogen måde er et berettiget grundlag for det.

Såleds vil jeg slutte min lille belysning, perspektivering og problematisering af fænomenet overværet samvær.

Emnet føles ikke helt afrundet hvilket jo også giver god mening efter som jeg står midt i det. Det er dog min plan at lade emnet hvile og gå videre til andre emner næste torsdag.

torsdag den 9. maj 2019

Vedrørende overvåget samvær del 2

Torsdagsbrev 09/05/19

- Vedrørende overvåget samvær del 2 -

Om kriterier for anvendelse af tvang

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Vedrørende overvåget samvær del 2 -

Om kriterier for anvendelse af tvang



Dette indlæg er del af en lille serie hvor jeg gennemgår nogle af de perspektiver og overvejelser der knytter sig til det forhold at B&U-Udvalget den 30. April 2019 godkendte at der kunne iværksættes overvåget samvær i forhold til min datter og mig. Godkendelsen blev givet for en 6 måneders periode.

Dette er del to som fokusere på kriterierne for anvendelse af tvangsforanstaltninger i forbindelse med anbringelse af børn udenfor hjemmet.

I min og min datters sag er der opstået en utryghed i min datters forhold til mig. Hun er blevet utryg ved vores samvær. Denne utryghed er efter min mening opstået fordi plejefamilie og forvaltning har arbejdet målrettet på at skabe utryghed.

Fordi min datter nu er blevet utryg ved at have samvær med mig så ønsker forvaltningen at der iværsættes overvåget samvær imellem os.

Overvåget samvær er det som kaldes en "tvangsforanstaltning" og derfor kan den ikke bare iværksættes af forvaltningen. Den skal i B&U-Udvalget til afgørelse.

Tvangsforanstaltninger kan ud fra et retsligt synspunkt ikke bare etablerer fordi min finder det nyttigt og rigtigt. Tvangsforanstaltninger kan hun tages i brug når kriteriet for at bruge dem er opfyldt.

Inden for psykiatrien og indenfor det pædagogiske speciale område har udviklingen været at man har haft øget fokus på kriterierne for brug af tvang. Embedeslægerne som kontrollere disse områder har vedholdende sat fokus på kriterierne for anvendelse af tvang og udtrykt kritik når de fandt at der blev anvendt tvang uden at kriterierne var opfyldt.

Indenfor området med tvangsanbringelser ser vi det modsatte billede tegne sig. En mere og mere udvisket grænse imellem hvad der er pædagogiske redskaber som kan tages i brug efter behov og hvad der er tvangsforanstaltninger som kun må tages i brug når nogle klare objektive kriterier er opfyldt.

Servicelovens formulering af hvornår der må anvendes tvangsforanstaltninger i anbringelsessager lyder sådan:

"Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. ..."

Lov om social service § 71, stk. 3, 1. pkt.

Denne formulering etablere et "nødvendighedskriterier", men den etablere samtidig muligheden for en del forhandling fordi dette nødvendighedskriterier sættes i forhold til et temmeligt "blødt" og svært definerbart område nemlig "barnets eller den unges sundhed og udvikling".

Vi har indenfor anbringelsesområdet set en udvikling hvor dette nødvendighedskriterier er blevet skønnet opfyldt med mindre og mindre objektiv signifikans og med højere og højere vægtning af tegn på at barnet føler utryghed eller ubehag i forhold til samværet.

Dette er en utrolig dårlig vinkel at tage, fordi det giver et incitament for plejefamilier, institutioner og for kommunale medarbejdere som går ind for barnets fortsatte anbringelse til at skabe så ubehagelige rammer som muligt for samvær imellem barn og forældre.

Hvis rammerne er meget ubehagelige for barnet så er det meget sandsynligt at barnet vil vise tegn på ubehag ved samværet og barnets tegn på ubehag ved samværet tolkes som et udtryk for at samværet som sådan er en belastning for barnet.

På den måde skubbes kriteriet i serviceloven og en tvangsforanstaltning som egentligt var lavet for at beskytte børn som var i reel fare ved samværet bliver i vid udstrækning brugt som et "pædagogisk redskab" som kan tages i brug når forvaltningen finder det "nyttigt".

Jeg hæfter mig dog ved en ting omkring servicelovens "nødvendighedskriterier". Hvis noget skal være "nødvendigt" så skal det være fordi den samme effekt ikke kan opnåes på nogen anden måde.

Hvis problemet for eksempel er at barnet føler utryghed ved samværet med forældrene så skal man søge at afhjælpe denne utryghed på andre måder før man griber til indførelsen af en tvangsforanstaltning.

Med det syn på sagen bliver det evident at kriteriet for anvendelse af tvang i forhold til min og min datters samvær ikke er opfyldt. Der er et væld af muligheder for at afhjælpe min datters oplevelse af utryghed ved samværet som ikke er taget i brug. Faktisk er det meget let at bevise at forvaltningen har "værnet om problemerne" og har "næret problemerne" frem for at indgå i et samarbejde om at løse dem. Også selvom løsningen lå lige for.

Ud fra det perspektiv er det klart at lovens kriterier ikke er opfyldt i min datters og min sag.

"Nødvendig" betyder "eneste udvej". Hvis den samme effekt eller en bedre effekt i forhold til det beskrevne problem kan opnåes igennem samarbejde så er "nødvendighedskriteriet" ikke opfyldt.

torsdag den 2. maj 2019

Torsdagsbrev Vedrørende Overvåget Samvær, Del 1

Torsdagsbrev 02/05/19

- Vedrørende overvåget samvær, Del 1 -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Vedrørende overvåget samvær del 1 -

Systemet og mennesket i anbringelses sager

Før jeg kommer til det mere konkrete indhold af dette tema skal jeg lige komme omkring noget overordnet. I det her system som anbringer børn så hedder tommelfingerreglen at der kun er en farbar vej til at få sit barn hjemgivet eller få udvidet samværet eller lignende og det er at samarbejde, med Kommunen ud fra de præmisser som kommunen sætter op for samarbejdet. Man kan ikke gå ind og gøre en holdning gældende som strider imod myndighedernes holdning. Det får man ikke noget ud af. Det rammer en på samværet og på mulighederne for hjemgivelse. Når man er indkaldt til møde i B&U-Udvalget som er den "lovgivende" instans som tager stilling til børnesager så er det et "nåde-udvalg". Det jeg mener med at det er et "nåde-udvalg" er at det er udvalg hvis beslutninger bygger på en forudsætning om at forældreren er "skyldig". Hvad forældreren er "skyldig" i er lidt uklart, men man kan nok alligevel indramme det ved at sige, at forældreren er "skyldig" i ikke at kunne indse barnets egentlige behov. Den eneste kendte farbare vej til en positiv afgørelse fra B&U-Udvalget er at man kan vise overfor udvalget at man indser at man er "skyldig" og vise, at man har vilje til at forbedre sig i forhold til de problemer forvaltningen ser.

Alle de advokater jeg har haft har bekræftet dette og anvist, at hvis jeg gerne ville opnå noget i forhold til dette system så var det om at gå ind på de primisser som opstilles og klare mig bedst muligt ud fra dem.

Sidste år ved denne tid tog jeg en radikal beslutning. Jeg besluttede at jeg ville prøve, at gå en anden vej.

Problemet jeg så var at forvaltningen træk mig rundt i en endeløst spiral. Jeg skulle vise at jeg havde udviklet mig på den rigtige måde så en hjemgivelse kunne komme på tale og den eneste måde jeg kunne vise det på var ved at vise at jeg indså at fortsat anbringelse var den bedste løsning for min datter.

Mine anstrengelser ville aldrig blive belønnet, hvis jeg fulgte den anbefalede strategi. Ud fra denne indsigt var de logisk at jeg lige så godt kunne forsøge at gå en anden vej. Forsøge at gøre alt det som advokater og vejleder siger man ikke kan.

Det jeg ville i stedet var vedholdende at forsøge at påvise det uhensigtsmæssige -og faktisk også lovstridige i den praksis som man benyttede.

Hvordan denne beslutning føret frem til at jeg i tirsdags (30/04/19) sad i B&U-Udvalget i forbindelse med forvaltningens indstilling til overvåget samvær imellem min datter og mig, må jeg gå videre med i næste torsdagsbrev. Ellers bliver dette torsdagsbrev alt for langt.

Hav det godt så længe.