Torsdagsbrev om Screening af Forældrekompetenceundersøgelser

Torsdagsbrev 25/04/19

- Screening af Forældrekompetenceundersøgelser -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Screening af Forældrekompetenceundersøgelser -

Jeg har en drøm. Jeg drømmer om at etablere et borgerbestaltet kvalitetssikringsorgan som kan foretage kvalitetsvurderinger af de forældrekompetenceundersøgelser som kommunerne for udarbejdet i dyre domme når de lægger an til at tvangsfjerne et barn.

Disse undersøgelser får meget ofte voldsom betydning for de mennesker som bliver "kørt igennem dem". Myndigheder splittes rask væk familier på baggrund af sådanne undersøgelse. Samtidig bliver det klart når man nærlæser disse undersøgelser at de ikke har den objektivite og videnskabelige tilgang som man ville forestille sig at en undersøgelse skulle have, hvis man skulle kunne foretage så radikale indgreb på baggrund af den.

Reelt er der ingen steder man kan gå hen med klager over en forkert eller blot vildledende forældrekompetence undersøgelse. For nogle år siden kunne man klage til psykolognævnet over undersøgelser af den art, men denne mulighed er taget væk nu. Det er godt det samme for psykolognævnet gik alligevel ikke ind i substansen af undersøgelserne. De tjekkede bare om fristes og formalia var overholdt og det brugte de meget ofte mere end et år på så alt i alt gav det god mening at afskaffe den ordning. Problemet er så bare at borgeren er fuldstændig prisgivet i systemet med en undersøgelse som retfærdiggøre at myndighederne kan gøre lige som det passer dem i forhold til børn de har valgt at anbringe.

Nuvel hvis der ikke er nogle offentlige instanser som vil tage ansvar for kvalitetssikring af forældrekompetenceundersøgelser hvorfor så ikke etablere et borgerbestaltet kvalitetssikringorgan baseret på frivillig arbejdskraft.

Men hvordan skal almindelige læfolk kunne kontrollere kvaliteten af en psykologisk undersøgelse lavet af højtuddannede psykologer?

Min påstand er at det let vil kunne lade sig gøre. De problemer jeg mener der er i de fleste af undersøgelserne kræver ikke specialviden at afsløre. De kræver en vis tæft for analytiske tænkning og så kræver det en god "screeningsmodel", altså et klart sæt af retningslinjer at holde undersøgelsen op imod.

Her følger et forslag til hvilke parameter en sådan screeningsmodel kunne indeholde.

1. Socialministeriets Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser lægger i sin formulering meget vægt på at undersøgelserne skal have fokus på at afklare hvilke ressourcer forældrene har. 

Det er mit indtryk af undersøgelserne meget ofte gør lige det modsatte, altså at de fokuserer ensidigt på at afdække svagheder og springer næsten helt over ressourcerne.

Første parameter i screeningen vil altså være. Virker det til at der er lavet en tilbundsgående afklaring af forældrenes ressourcer?

2. Brug af Rorschach test. Rorschach er den her test som også kaldes blækklat testen. Der er lavet grundige, velunderbyggede og bredt anerkende studier som viser at Rorschach test giver vildledende resultater og at den ikke fungere som diagnoseredskab. (Se her)


Rorschach-test bør ganske simpelt ikke indgå i en moderne psykologisk undersøgelse. Derfor er andet fokuspunkt i screening om Rorschach-test er benyttet til undersøgelsen og hvilke af den samlede undersøgelses konklusioner som tager udgangspunkt i Rorschach-test.

3. Det tredie parameter er undersøgelsesintegritet. Her skal det vurderes om de definitioner som anvendes i undersøgelsen stemmer overens med alment vedtagne definitioner. Desuden skal det vurderes om der er sammenhæng imellem undersøgelsens konklusioner og undersøgelsens resultater. Altså om den data som indsamles under undersøgelsen giver berettiget grundlag for  for de konklusioner som drages til slut i undersøgelsen.

4. Det fjerde parameter er signifikans. Signifikans handler om proportioner. Det er et helt normalt undersøgelsesprincip. Hvis man skal konkludere noget på baggrund af en undersøgelse så skal det fremstå med tilstrækkelig tydelighed. Signifikans er et af de største problemer ved disse psykologundersøgelser. De ting der problematiseres i dem er ofte helt normale ting uden nogen form for signifikans.

5. Det femte og sidste parameter er kontekstuelle forhold, eller spørgsmålet om der i tilstrækkelig grad tages højde for de omstændigheder under hvilke undersøgelsen er udarbejdet. Spørgsmålet om inddragelse af kontekstuelle forhold i undersøgelser er igen et helt almindeligt krav man stiller til undersøgelser i videnskabelige sammenhænge. Der er en hel masse kontekstuelle forhold som kan spille ind på en undersøgelses udfald og disse forhold skal kortlægges og inddrages før resultatet kan anses for værende gyldigt. Man kunne for eksempel sige at hvis man har skabt en meget utryg ramme for en undersøgelsesperson så skal der tages højde for dette forhold ved vurderingen af resultatet.

Alle de parametre jeg her har gennemgået er alment anerkendt principper for korrekt undersøgelsespraksis. Der er intet odiøst i dem. Det som er odiøst ved det er at stort set ingen af dem overholdes når der udarbejdes forældrekompetenceundersøgelser. Det er særlig problematisk, fordi forældrekompetenceundersøgelser i børnesager lægges til grund for nogle af de mest indgribende tvangsforanstaltninger man overhovedet kan udsætte mennesker for.

Som sagt til at begynde med så har jeg en drøm om at etablere et borgerbestaltet kvalitetssikringorgan bestående af frivillige mennesker med gode analytiske evner som vil være i stand til at screene udførte forældrekompetenceundersøgelser ud fra de ovenfor nævnte principper.

Det kunne hedde:
"Kvalitetssikringsinitiativet vedrørende Forældrekompeteneundersøgelser" (KVF).

Jeg tænker at det kunne være et sideprojekt til den nystartede Forening Klip .

Initiativets arbejde skulle simpelthen være at mennesker som havde fået foretaget en forældrekompetenceundersøgelse gratis kunne indlevere undersøgelsen til en gennemgang i. To medlemmer af initiativets panel kunne så udføre screening af undersøgelsen ud fra de ovenfor gennemgåede principper og laver en kort skriftlig opsummering af resultatet af screeningen.

Denne opsummering vil borgeren så kunne tage med til sin advokat eller i andre sammenhænge hvor forældrekompetenceundersøgelsen benyttes.

Hvis du har evner og interesse for at deltage i et sådant frivilliget arbejde er du mere end velkommen til at kontakte mig. Der stilles ingen krav til faglig bagrund, men det er nødvendigt at du har en hvis evne for analytisk arbejde og vil kunne tilegne dig en forståelse af begreber som evidens, kontekst, følgerigtighed og signifikans (... bare rolig det er ikke så svært når først man kommer lidt ind i det :-)).

På sigt tror jeg at sådan et organ vil kunne give et kvalitetsløft som vil kunne komme alle til gode.

Jeg har en drøm. En drøm som ikke bare vedrører mit liv og mine problemer, men som vedrøre en hel masse mennesker som lige nu bliver udsat for voldsomt indgribende tvangsforanstaltninger på et forkert grundlag. Vil du hjælpe med at gøre denne drøm til virkelighed eller kender du nogen som vil så lad mig hører fra jer?

Kærlig Hilsen
Mikkel.

Torsdagsbrev: Psykologhuset Fikumdik

Torsdagsbrev 21/02/19
- Psykologhuset Fikumdik -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

- Psykologhuset Fikumdik -

Den første psykologundersøgelse jeg var igennem i forbindelse med sagen omkring mine børn var tilbage i foråret 2013. Jeg betragter det stadig som det som det største tillidsbrud jeg har oplevet i mit liv.

Denne uges torsdagsbrev handler min oplevelse af min første forældrekompetenceundersøgelse et logo, men inden jeg går videre til at fortælle om det vil jeg lige fortælle lidt om hvad en forældrekompetence undrsøgelse overhovedet er for noget.

En forældrekompetenceundersøgelse er noget de fleste forældre til anbringelsestruede børn går igennem. Det er en meget omfattende psykologisk undersøgelse som i praksis oftest foretages af to autoriserede psykologer i samarbejde.

Det er en undersøgelse som strækker sig over flere måneder og som indeholder tests, samtaler og samværs observationer.

Lad mig sige med det samme at validiteten af disse undersøgelser i min optik er yderst tvivlsom hvilket jeg har skrevet om mange steder på min blog, men det vidste jeg ikke dengang i foråret 2013.

Jeg så på det tidspunkt undersøgelsen som en chance for at blive set af professionelle øjne. Mennesker som jeg regnede med netop ville være i stand til at se, at mit engagement i børnene og mine kompetencer i forhold til dem ikke fejlede noget, men at jeg var fanget i en position hvor jeg ikke kunne udfolde dette forældrepotentiale.

Jeg havde også en grundlæggende tillid til psykologer. Jeg synets at psykologi var et spændende fag og jeg havde generelt gode erfaringer med psykologer.

Altså forvaltningen havde på det her tidspunkt informeret mig om at man ønskede at der skulle foretages en forældrekompetenceundersøgelse og at man havde valgt det selvstændige psykologhus Psykologihuset Clemens til opgaven.

Der var blevet afholdt et indledende møde hos forvaltningen, hvor jeg havde mødt de to psykologer og nu skulle jeg ind til den første egentlige undersøgelsessession inde i Psykologihuset Clemens.

Det var en voldsom svær periode i mit liv jeg var trængt op i et hjørne på mange planer, men jeg havde alligevel en grundlæggende positiv indstilling til det som skulle foregå og jeg var nysgerrig.

Da jeg kommer der ind mødtes jeg af et stort logo/billede som sad på indgangsdøren til Psykologihuset Clemens. Billedet forestilled en dreng som sad i skrædderstilling og så lidt trist ud.

Jeg bed mærke i det af tre grunde. For det første fordi det sad der lige på døren hvor jeg skulle ind. For det andet fordi jeg umiddelbart kunne lide det og for det tredie fordi der var noget meget genkendeligt ved "stregen" -selve tegnestilen. Det måtte være en af Stines tegninger. Og hvem er så Stine? Stine er Stine Spedsbjerg. Jeg kendte hende lidt ... sådan virtuelt fra Twitter. Hun tegnede og skrev en meget hyped tegneserie/blog/dagbog som hed StineStregen. Den fulgte jeg med stor interesse.

Samtidig var hun aktiv på Twitter hvor jeg også var aktiv i de år. Det skete fra tid til anden at vi vekslede et par ord på Twitter så .. ja .. Vi kendte hinanden lidt syntes jeg.

Det viste sig at det ganske rigtigt var Stine Spedsbjerg som havde lavet "det grafiske-ansigt" for Psykologhuset Clemens og det bidrog yderligere til min følelse af grundlæggende tillid til stedet og til processen vi skulle i gang med.

Jeg startede med at sige at denne psykologiske undersøgelse er det største tillidsbrud jeg har oplevet i mit liv.

Tillidsbruddet viste sig ikke under selve den cirka tre måneder lange proces. Tillidsbruddet kom frem ved psykologernes fremlæggelse af resultatet af undersøgelsen.

Det skete ved en mundtlig fremlæggelse inde på forvaltningen. Psykologerne fremlagde resultatet af undersøgelsen overfor min ekskone, mig og to tilknyttede medarbejdere fra forvaltningen.

To dage efter fremlæggelsen fjernede forvaltningen børnene.

Det var det billede psykologerne tegnede af mig og af hele situationen i deres fremstilling som jeg blev så chokeret over og ked af.

Det var et vrangbillede. Dele af de beskrevne var decideret forkert, men det meste af det var ikke decideret "forkert" det var bare "fordrejet" og taget ud af sin rette sammenhæng.

Det var som om psykologerne nøje havde udvalgt dele af det jeg havde sagt og gjort og arrangeret det på en sådan måde, at det til sammen tegnede et billede af en dysfunktionel og inkompetent forældre.

Jeg havde igennem de seneste år kæmpet en meget vanskelig og intens kamp for at få en hverdag til at hænge sammen omkring børnene. Jeg havde skulle udfolde kreativitet og gå på mod i en usædvanlig høj grad. Jeg havde løst problemer og håndteret hverdagsudfordringer på en måde som den dag i dag, når jeg tænker på det virker imponerende, næsten overnaturlig.

Alt dette havde psykologernes rapport ikke øje for. Den tegnede et billede af en selvoptaget kunstnertype med god intelligens, men uden og ægte engagement i børnenes liv. Tilmed insinuerde den at jeg måske led af en form for personlighedsforstyrrelse uden at give nogen form for underbyggelse eller begrundelse for dette.

Jeg var fuldstændig lamslået over den lemlæstende behandling de to psykologer havde givet mig. At børnene var blevet fjernet var forfærdeligt, men det var også en kæmpe lettelse. Opgaven havde igennem alt for lang tid været alt for vanskelig og det var på det tidspunkt det rigtige at gøre. Det som slog mig hårdest var psykologundersøgelsen og den fordrejede fremstilling af mig. Det havde ikke været nødvendigt. Det var en ussel måde at honorere min ærlige og tillidsfuld tilgang igennem hele forløbet og det var ikke et sandfærdigt eller fyldestgørende billed der blev tegnet. Det var en karikatur.

Undersøgelsen var som et åbent sår som jeg måtte i gang med at hele hvis jeg skulle finde en vej videre. For mig som kreativt menneske handler det at hele ofte om at skabe et kreativt/kunstnerisk udtryk for det jeg oplever og føler.

En af de ting som stod stærkest ved psykologforløbet var forræderiet. Den afdæmpede tillidsvækkende stil under forløbet i kontrast til den brutale udnyttelse af de indsamlede oplysninger ved afslutningen af forløbet.

Jeg legede med tænkte om at lave en mere sigende præsentation af psykologhuset så kommende klienter kunne få et mere realistisk billede af hvad der foregik inde i det.

Et nyt logo til døren og brevpapiret. Lavet i Stine Spedsbjerg tegnestil, men med et mere ærligt budskab og indhold.

Jeg fik ikke dengang ført ideen ud i livet, men i den foregående uge fik jeg lyst til at samle ideen op og prøve at virkeliggøre den som så materiale til et torsdagsbrev.

Så her er det altså mit bud på et nyt logo til Psykologhuset Clemens -og til en hel masse andre psykologer og psykologhuse som arbejder indenfor dette område.

Med venlig hilsen Mikkel

---

Klage over Forældrekompetenceundersøgelse

Klage over forældrekompetanceundersøgelse

Klage over "Forældrekompetenceundersøgelse af Mikkel Meinike i forhold til datteren Xx1 cpr. nr. ######-####" af 31. januar 2018. Udarbejdet af Cand. Psych. Aut. Xy-psyc og Cand. Psych. Aut. XX-psyc fra PsykologHuset for Børn og Unge.

Indledning
Motivation: Min motivation for indsendelse af denne klage er stort set udelukkende af moralsk karakter. Det ikke rigtig nogen chance for at psykolognævnet afgørelse i sagen vil kunne få betydning for det konkrete sagsforløb. Det er en af de ulykkelige ting ved denne type af undersøgelse. Der er en klagemulighed, men realt er den mulighed ikke brugbar fordi sagsbehandlingen er så langsom og fordi hvis der endelig skulle ende med at jeg fik medhold i en eller anden udstrækning ville dette blot betyde at den undersøgelse som var lavet ikke længer kunne bruges. Et medhold ville sandsynligvis ikke i sig selv medfører en rehabilitering. Moralsk og erkendelsesmæssigt har det dog en betydning. Det er en først og fremmest en mulighed for at vende afmagt og følelse af nederlag og uremelighed til aktiv handlig, en mulighed for forsøge at rejse en kritik af en urimelig sagsgang med urimelige konsekvenser. Det er også en mulighed for at prøve at analysere hvad det egentligt er der er forgået i dette undersøgelsesforløb og endeligt er det er en mulighed for af at anvende den viden og indsigt jeg har fået ved at være klient i dette sytsem til at skabe opmærksomhed og nogle problemstiske sagsgange og på den måde skabe påvirknig imod en ændring af disse sagsgange så andre mennesker i samme situation fremover kan få en mere fair behandling.

Ordforklaring: Jeg vil gøre opmærksom på at jeg i det følgende vil brug ordet "undersøgelsen" om de faktiske undersøgelser som fandt sted imens jeg vil bruge ordet "produktet" om resultatet af undersøgelsen som det er blevet fremlagt både mundtligt og skriftligt den 31. 1. 2018. Jeg vil bruge forkortelsen BUU om Børne og Unge -udvalget. Med hensyn til min datters navn så skriver jeg det selv Xx1 for at indikere af de udtales med lang vokal (Som i Rosa). I "produktet" står der "Xx1" som hun jo også hedder på sygsikringen så når jeg citerer "produktet" bruger jeg "Xx1" imens når jeg skriver min egen tekst så bruger jeg "Xx1". Bestræbelse: Jeg vil bestræbe mig på at alle de ting jeg peger på som værende unfair eller som jeg mener ikke laver op til gængse -eller gældende kvalitetstandarter kan vises ved at se på det konkrete "produkt" og ved at sammenholde dette med relevante alment tilgængelige sammenligningsgrundlag. Jeg vil prøve at undgå at inddrage oplevelser i for løbet som nævnet ikke vil have mulighed for at opnå indsigt i. Dette er altså en klage over kvalitetesproblemer og etiske problemer som kan aflæses af det foreliggende produkt.

Forudsætninger: Jeg har nogle, tror jeg, usædvanlige forudsætninger for at fremfører mine klagepunkter i og med at jeg er uddannet -og i det daglige arbejder indenfor sundhedsvæsenet/plejesektoren. Der er mange paralleller imellem den situation jeg er i som klient i anbringelsessystemet og de situationer jeg til daglig er i som del af behandlingssystemet. Spørgsmålet om kvaliteten af bestilte -og udførte undersøgelser har jeg til daglig inde på livet. Jeg har også et erfaringsgrundlag fra psykiatrien med sager som kommer tæt på når det gælder grundlaget for anvendelse af magt og inddragelse af patient-ankenævnet som kritisk instans til støtte for patienten i et forsøg på at sikre fair behandling. Denne referenceramme vil jeg forsøge at bringe i spil i forhold til mine klagepunkter.

Overordnede betragtniger: De ting som psykologerne fremdrager i "produktet" til vurdering af min forældrekompetencer er alle ting som kan findes indenfor et normalområde i forældre og barn - relationer. Det er ting uden signifikans og det er ting som i sig selv ikke burde kunne retfærdiggøre brug af tvang. Alligevel er der en mulighed for at BUU ville lægge dette produkts vurderinger til grundlag for en tvungen anbringelse af min datter, hvis det skulle komme til en afgørelse i BUU. Det som der har betydning hos forvaltningen og i BUUs vurdering er nemlig ikke om de ting som fremdrages i "produktet" har substans. Det som har real betydning er at der er nogle eksperter som har vurderet sagen. Disse eksperter har man tillid til. Hvis man ved læsning af "produktet" får indtryk af at eksperterne finde et eller andet forhold problematsik så antager man at det er problematisk. Derfor kan en psykologundersøgelse med meget lidt egentlig substans ende med at fører til en tvangsanbringelse af børn. Vores almindelige retsforståelse bygger på at vores handlinger holdes op imod en temmelig fast defineret ramme nemlig loven og at der skal foreligge konkret beviser for overtrædelse af denne ramme før en borger kan sanktioneres. I dette tilfælde kan der sanktioneres på baggrund af nogle eksperters kvalificerede smag og behag. Det som for øjeblikket blandt psykologer "trender" inden for vurdering af forældrekompetencer bliver en udslagsgivende faktor. I øjeblikket er det "mentaliseringsbegrebet" som "trender". Et meget udefinerbart begreb. Psykolog Louise Svendsen beskriver det i således: "At mentalisere betyder, at man er i stand til at se sig selv udefra samtidig med, at man ser en anden person indefra" (side 20). At blive bedømt ud fra et så udefinerbart kriterier i kombination med en så indgribende sanktionsmulighed fra systemets side forekommer mildest talt urimeligt. Man kan hævde at psykologerne ikke kan lægges til ansvar for dette komplekse samspil som deres undersøgelse indgår i. Det vil jeg så hævde at de kan, eller i hvert fald vil jeg hævde at de er forpligtede til at vise ansvarlighed i forhold til den måde hvor på deres "produkt" bliver læst og brugt. Af Socialministeriets Retningslinjer for udarbejdelse af forældrekompetendeundersøgelser fremgår det at man ønsker en børnefaglig undersøgelse for at sikre et kvalificeret og uddybende afgørelsesgrundlag. Psykologi er i ikke nogen eksaktvidenskab derfor bygger hele denne undersøgelses pålidelighed på en tillid til psykologernes kvalificerede dømmekraft og moralske habitus. Det er en position af næsten uindskrænket magt psykologerne får, for det er jo stort se umuligt for borgeren at gøre indvendinger. Der er jo ikke noget konkret bevismateriale eller nogen lovramme at holde en indvending op imod. Der er bare psykologernes faglige skøn. En sådan magtposition stille uhyre store krav til psykologens moralske habitus. Det krav mener jeg ikke psykologerne har honoreret i denne undersøgelse. Det stiller store krav til kvaliteten af undersøgelsen. Disse krav mener jeg ikke psykologerne har honoreret. Endelig stiller det krav til at psykologerne har fokus på forældrenes resourcer og udviklingspotentiale. Dette krav mener jeg heller ikke psykologerne har honoreret. Jeg mener at de primært har været optaget af at finde svaghederne ved mit forældreskab imens betydningsfulde kompetencer som kunne være en stor fordel ved en hjemtagelse er blevet overset.

De overordnede klagepunkter samt uddybning af dem:
Af Socialministriets Retningslinjer for Udarbejdelse og Anvendelse af Forældrekompetenceundersøgelser fra 2011 fremgår det at man foreslår brugen af psykologer netop for at danne en modvægt til forvaltningens egen sagsfremstilling. Det beskrives øverst på side syv i retningslinjerne at man ønsker en autoriseret psykolog for at denne skal kunne tage behørigt hensyn til at det ofte er yderst følsomme sager og at undersøgelsens udfald ofte har store konsekvenser for de involveredes liv. Og lidt længere nede øverst på side ni tales der om at en forældrekompetence ikke udelukkende bør have til formål "at bekræfte eller blåstemple kommunens eget oplysningsgrundlag". Tilbage på side syv tales der om at at man anbefaler at to fagpersoner udfører undersøgelsen i samarbejde. Det fremgår at dette er tænkt som en sikringsmekanisme igen for at løfte kvaliteten særlig med tænke for de udsatte personer som skal undersøges. Jeg mener at psykologerne har svigtet i forhold til disse af ministeriet udstukne retningslinjer.

Mine to overordnede klagepunkter er:
Produktet lever ikke op til de moralske/etiske forpligtelser som det burde leve op til og "produktet" lever ikke op til de kvalitetskrav som det burde leve op til:

Jeg vil nu gå i gang med at elaborere og underbygge disse to overordnede klagepunkter med udgangspunkt i det foreliggende produkt. Produktet lever ikke op til de moralske/etiske forpligtelser som det burde leve op til - det er uretfærdigt i sin fremstilling af de undersøgte personer. Jeg mener at "produktet" er uretfærdigt i sin måde at bedømme mine forældrekompetencer og at det favorisere den situation som forvaltningen har etableret omkring Xx1. Det vil jeg forsøge at vise i det følgende med udgangspunkt i "produktet".

Ligestilling af ulige forhold:
Psykologerne stille særligt i "produktets" konklusion tingene op på en måde hvor det bliver mine mulighedder for at imødekomme Xx1s behov som kommer til at stå overfor anbringelsessituationens muligheder for det. Dette er ikke en fair opstilling. Det siger sig selv at jeg ikke kan tilbyde den samme grad af materiel tryghed eller samme grad af konkret dedikation som en velbjerget plejemor i Nærum som tjener penge ved at udfører dette arbejde og som har et stort kommunalt maskineri i ryggen til at hjælpe sig. Når mine mulighedder for at varetage forældreopgaven skal vurderes så bør de vurderes i forhold til en række mindstekrav med udgangspunkt i lovens forståelse af kriterierne for en tvungen anbringelse og ikke i en sammenligning med den situation som forvaltningen med alle sine ressourcer kan etablere omkring min datter.

Væsentlige behov overses: At der foregår en favorisering af den situation som forvaltningen har etableret bliver også tydeligt ved at psykologerne har fokusere på de af Xx1s behov som plejefamilien i særlig grad er velegnet til at opfylde fx behovet for tryghed og gode rammer og omsorgspersoner som kan dedikere sig helt til hendes behov, imens andre oplagte behov som fx. behovet for autencitet, behov for en normalisering (opløsning af anbringelsen) eller behov for at være forbundet med sine "rødder" fuldstændigt overses. De steder jeg ser dette i den konkrete tekst er på side 28 i kapitlerne "Xx1s udfordringer og behov" og "Mikkels evner til at møde Xx1s udfordriger og behov i forhold til opdraget" Det er her også påfaldende at Xx1s behov for styrkelse af egen identitet ikke knyttes sammen med en mangel på tilknytning til sine "rødder" - den biologiske arv, den kultur og de værdier hun er rundet af og at den manglende realitetstestning som psykologerne finder hos hende ikke knyttes sammen med den manglende autensitet i anbringelsessituationen. Her tænker jeg både på at anbringelsen i sig selv er en "kunstig" situation og på det forhold at der fra Xx1s perspektiv ikke er nogen forståelig grund til at hun fortsat skal være anbragt.

Urimelig personfremstilling: En anden urimelighed kommer frem i personfremstillingen. Det hedder i psykologloven at psykologerne skal arbejde "uhildet" altså at de ikke skal være forudindtagede. Produktet viser en forudindtagethed i forhold til min person. Det kommer tydeligt til syne i den sproglige fremstilling. Sprogligt vinkler psykologerne udtalelse og holdniger fra min side så de fremstår som udtryk for et subjektivt og mere eller minder uafstemt syn på virkeligheden frem for som reelle og ligeværdige holdninger og indstillinger. Dette ses tydeligt når man holder gengivelsen af udtalelser fra min side op imod gengivelsen af udsagn fra andre involverede - her primært plejefamilien. Eksempler på den subjektiverende måde at fremstille mine udsagn på. På side 17 i afsnittet "Drømmen om at få Xx1 hjem...": "Mikkel ved godt fra sin advokat, at han ikke må snakke dårligt om plejefamilien. Samtidig er Mikkel af den opfattelse, at han bliver nødt til at tegne et for Mikkel mere sandfærdigt alternativ for Xx1 end det, som plejefamilien og kommunen gør." Der levnes her ikke mulighed for en overvejelse af om min analyse af situationen og min afvejning af fordele og ulemper ved en bestemt adfærd faktisk er relevant og virkelighedsafstemte. Der forudsættes at den ikke er det. Eller på side 19 i afsnittet "Neela": "Adspurgt hvorfor han ikke gik fra Neela tidligere, siger Mikkel, at han følte sig som et gidsel. Mikkel giver udtryk for, at han ikke så det som en mulighed at forlade Neela uden, at han samtidig kunne risikere at miste kontakten til børnene med den konsekvens, at de ville bo alene med Neela." Den tilbagevende brug subjektiverende indramninger som "Mikkel føler" og "Mikkel giver udtryk for" frem for "Mikkel siger", "Mikkel forklarer". Der levnes som i forrige eksempel ikke mulighed for en overvejelse af om min analyse af situationen og min afvejning af fordele og ulemper faktisk er relevante og virkelighedsafstemte. Det markeres sprogligt at den nok ikke er det. Til sammenligning med de to eksempler jeg har givet fra tekstens fremstilling af mig vil jeg give et eksempel på hvordan plejefamiliens udsagn typisk refereres. "Susanne og Jørgen beskriver, at Xx1 særligt i begyndelsen af plejeforholdet virkede noget usikker i forhold til mad. Det var svært for Xx1 at gå på resttaurent, hvis de bestilte forskellige ting, idet Xx1 blev så fristet af de andres tallerkener. Xx1 havde også svært ved gratis smagsprøver i butikkerne, hvor..." Der er en helt anden tone i denne fremstilling. Susanne og Jørgen "føler" ikke at Xx1 gør sådan og sådan - nej de "beskriver" og det for de stort set lov til at gøre "uforstyrret" over lange stræk på en helt anden måde end man ser i forhold til referatet af mine udsagn. Sprogligt set får man ved referatet af samtalen med plejefamilien et billede af at den virkelighed som de fremstiller kan tages for gode vare imens man ved referatet af samtaler med mig for et billede af at den ikke kan det. En sådan fremstillingsform er udtryk for en forudindtagethed og derfor er det også et brud på psykologlovens krav. Hvis psykologerne igennem undersøgelsen opdager klare indikatorer for en manglende afstemning med virkeligheden fra min side så kan de fremfører deres belæg for det. Det ville være helt i orden, men det er ikke i orden at arbejde med en personfremstilling som implicit tillægger den person som undersøges utilregnelighed. Vedrørende personfremstillingen så findes der en unik mulighed for at nævnet kan danne sig et førstehåndsindtryk af det første møde imellem mig og psykologerne. Dette møde er nemlig et interview som er optaget på video. Såfremt interviewet er blevet opbevaret (hvilket jeg vil mene at det skal) vil nævnet kunne få det udleveret og selv se det. Det er interessant fordi psykologerne på side 29 i "produktet" tegner et billede at jeg i starten er meget skeptisk, men senere bliver mere tryg og at jeg fremstår kantet og grænseoverskridende, at jeg har en generel mistillid til systemet og at psykologerne i starten skulle passe meget på hvad de sagde. Det mener jeg ikke er tilfældet og jeg mener at et gennemsyn af det optagede materiale vil kaste et andet lys over de konklusioner psykologerne drager i produktet. I hvert tilfælde mener jeg det vil være interessant for nævnet at se det fordi det giver et godt billede af hvor lidt signifikans der er i det materiale som psykologerne analysere for at nå frem til deres konklusioner og hvor meget af fremstillingen som bygger på tillempeser og "storytelling".

Begrebsforvirring: Så vil jeg nævne en uretfærdighed i den måde begrebet "udvikling" i forhold til min person fortolkes. Undersøgelsen af mine muligheder for udvikling er del af undersøgelsens opdrag. Psykologerne når i "produktet" frem til en forståelse af begrebet "udvikling" som kan beskrives som min evne til at give afkald på grundlæggende værdier og rette mig ind efter "strategier anvist af andre" (Side 17 og side 30). De konkludere i forhold til det opstillede udviklingsbegreb at jeg kun vil have meget lille mulighed for at udvikle mig. Jeg mener at produktets udlægning af begrebet "udvikling" ligger langt fra hvad man i andre sammenhænge forstår ved "udvikling" og at det deraf følgende er en noget urimelig tolkning af opdraget som jeg her vurderes op imod.

En tydelig lille indikator: En lille, men tydelig indikator for psykologernes bias til fordel for den situation som forvaltningen har etableret omkring Xx1 finder man på side 27. Til aller sidst i kapitlet "Vurdering af hjemmebesøg" "Det bemærkes, at Xx1 siger, at hun, hvis hun står i sin værste frygt - at hendes mor "bortfører" hende - da vil hun ringe til plejemor". Det fremgår tydeligt at denne sætning skal demonstrere at hvis det virkeligt brænder på så er det plejemor Xx1 vil henvende sig til og ikke mig. Den er dog en meget unfair fremstilling, hvis man inddrager kontekst. Xx1 har ikke mit telefonnummer og må ikke ringe til mig. Under hele anbringelsen hos plejefamilien har hun ikke haft mulighed for at ringe til mig. Desuden tager den beskrevne situation udgangspunkt i en forestilling om at Xx1 "bortførers" fra plejefamiliens hjem i Nærum. Det er derfor et ret oplagt at Xx1 i den situation vil ringe til plejemor og ikke til mig. Negative aspekter af anbringelsen udelades: Anbringelsessystemet repræsenteres i "produktet" i form af den tidligere undersøgelse, beskrivelser fra skiftende sagsbehandlere, udtalelser fra familiekonsulenten og fra plejefamilien. Hele dette dataområde behandles i "produktet" som om det kommer fra en neutral, pålidelig kilde uden anden interesse end barnets tarv. Der stilles således ikke spørgsmålstegn ved validiteten og kvaliteten af denne datamængde. Det siger sig selv at en sådan tilgang er urealistisk. Alene mængden af aktører og rigiditeten i et så stort og kompliceret system taler for at der må opstå utilsigtede bivirkninger, at der må opstå dynamikker som modarbejder hensynet til barnets tarv. Der findes masser af evidens for det. En plejefamilie som er glad for deres plejebarn vil kunne have en interesse i at modarbejde en hjemgivelse af plejebarnet. Det er voldsomt og skræmmende for et barn at være en lille bitte brik i et stort, tungt, magtfuldt og fortravlet system med sagsbehandler, plejeforældre, forvaltninger og udvalg som bestemmer ens skæbne. En problematisering af anbringelsessituationen er fuldstændigt fraværende i "produktet". Jeg forstår at undersøgelsen er tænkt som en afdækning af min og min datters ressourcer og problemer, men man får ikke en realistisk afdækning af dette, hvis man ikke indrager et realistisk billede af den ramme vi agere i forhold til. Opsamling på

klagepunkter som vedrøre moral og etik: Jeg har her fremført min kritik i af nogle moralske/etiske aspekter i "produktet". Jeg har fremført den påstand at "produktet" i sin fremstilling er forudindtaget til fordel for den situation som forvaltningen har etableret omkring min datter. Dette har jeg underbygget ved at pege på at ulige forhold ligestilles, at væsentlige behov overses, at der arbejdes med en urimelig personfremstilling, at et centralt begreb defineres på en tvivlsom måde, at der er en tydelig lille indikator for psykologernes bias i fremstilling og at negative aspekter af anbringelsen udelades. Produktet lever ikke op til de kvalitetskrav som det burde leve op til. Produktet formår ikke at skabe afklaring: Formålet med undersøgelsen er at den skal skabe en afklaring af situationen og dermed danne grundlag for kvalificerede afgørelser vedrørende det videre forløb. Det burde være sådan at en læsning af "produktet" ville give læseren en detaljeret, realistisk kortlægning af ressourcer - og problemområder som ville have betydning i forbindelse med overvejelse og gennemførelse af en hjemgivelse af Xx1. Det gør den ikke. Den skaber snarere en fornemmelse af uafklarethed. En fornemmelse af at et eller andet ikke helt er som det skal være, samtidig med at det er meget svært at få et klart billede af hvad det er som ikke er helt som det skal være.

Undersøgelsen benytter et forældet paradigme: I år 2001 introducere ICF (International Classifacation of Functioning, Disability and Health) af WHO. ICF markere et paradigmeskift. Dette paradigmeskift har haft omfattende betydning på hele sundhedsvæsenet i Danmark over de sidste cirka 15 år hvor hele rehabiliterigsbegrebet er udviklet og har vundet indpas. I det "gamle" paradigme som man fulgte cirka frem til årtusindskiftet så man funktionsnedsættelser som følge af begrænsninger hos en person, der forhindrede denne i at udfører forskellige funktioner eller aktiviteter. I det nye paradigme ankerkendes de kontekstuelle aspekt af funktionsnedsættelser - den dynamiske interaktion mellem individ og miljø. Hvis man læser "produktet" kan man tydeligt se at der i undersøgelsen er blevet arbejdet ud fra "det gamle paradigme". Psykologerne forsøger via noget som skal ligne en videnskabelig tilgang at isolere og afgrænser fænomener som kan have betydning for mine mulighedder for at varetage forældreopgaven. Dette er en uhensigtsmæssig tilgang af flere årsager. For det første fordi den som jeg lige har beskrevet er forældet. Man gør det ikke længere på den måde. Man har fundet ud af at den tilgang har en tendens til at stå i vejen for løsningen af problemer. Det giver ikke mening at se funktionsevner som isolerede fænomener. Man bør i stedet se funktionsevner i sammenhæng med de aktiviteter/opgaver som skal udføres. For det andet fordi psykologi ikke er en eksakt videnskab. Psykologi er ikke særlig velegnet diagnosticerer via opstilling af standardiserede testningsmetoder. Det bliver en pseudovidenskabeligt tilgang frem for en videnskabelig tilgang og konklusionerne der drages heraf bliver misvisende og uproportionerede. Et problem uden underbygning. Der beskrives i produktets konklutionen af det som betragtes som det største problem i forhold til min mulighed for at varetage forældreopgaven er nogle "mentalisringssammenbrud" som angiveligt skulle ske i det øjeblik mine grundlæggende værdier anfægtes. (Side 29) "Samtidig ser vi i praksis eksempler på, at Mikkels evne eller vilje til at mentalisere Xx1 og hendes behov og dermed afstemme sig Xx1s behov bliver reduceret, når Xx1s behov ikke er i overenstemmelse med hans egne." (Side 29) Lad mig lige inden jeg går videre slå fast at dette jo er et alment menneskeligt træk. Det er for os allesammen lettere at afstemme os andres behov såfremt disse er i overensstemmelse med vore egne. Her fremhæves det dog ikke som et alment menneskeligt træk, men som et problem af væsentlig karakter hos mig. Så spørger jeg, hvor i produktet ser vi det problem komme til udtryk? Hvor er bellæget for denne konklusion? Er det samtalen om madpakker som refereres på side 26? Er det i samtalen om mor som ligeledes refereres på side 26? Er det fra PDI’en som gennemgåes på side 20 eller observationer af Xx1 og Mikkels samvær som refereres på side 22? Jeg har læst produktet grundigt igennem gentagende gang og jeg kan ikke finde noget sted som med en rimelig signifikans underbygger en konklusion om at der skulle være et problem her som ligger udenfor det normalt forventelige. Manglende kritisk blik Det er vigtigt af holde sig for øje at psykologundersøgelser som den foreliggende kan- og meget ofte bliver brugt som grundlag for en tvungen anbringelse af børn. Derfor er tanken om at psykologernes arbejde bør gennemgå et kritisk eftersyn meget nærliggende. Hvis vi vender tilbage tilSocialministeriets retningslinjer så kan vi på side syv se at man forestiller sig at de to samarbejdende fagpersoner/psykologer skal spille en kvalitetssikrende rolle i forhold til hinandens arbejde. "Pga. sagens kompleksitet og indgribende karakter kan det være hensigtsmæssigt, at forældrekompetenceundersøgelsere gennemføres af et team på to fagpersoner ... idet der er tale om sager af så følsom og potentielt indgribende en karakter, at de ikke bør overlades til en enkelt undersøger." (Socialministeriets retningslinjer s. 7). Jeg mener ikke at de to psykologer har spillet denne kvalitetssikrende rolle i forhold til hinandens arbejde. De er begge højt uddannede personer som har gået på universitetet de burde kunne opdage hinandens "fejl" vedrørende undersøgelsesintegritet. Med undersøgelsesintegritet mener jeg forhold som fair versus unfair personfremstilling, signifikans i observationer, realistisk proportionering af observationer og konklusioner, inddragelse af kontekstuelle forhold som har betydning for vurderingen og så videre. Jeg mener det færdige "produkt" bære præg af at psykologerne har samarbejdet om at understøtte hinandens pointer og konklusioner også selvom disse ikke levede op til de kvalitets - og integritetskrav som autoriserede undersøgelser bør leve op til. Opsamling på

klagepunkter som vedrøre "produktets" kvalitet: I min kritik af "produktets" kvalitet peger jeg på at "produktet" ikke formår at skabe afklaring, at der benyttes et forældet paradigme, at der mangler underbygning for det mest markante problem og at den kvalitetssikrende foranstaltning som skulle ligge i at lade to fagpersoner udfører undersøgelsen sammen tilsyneladende ikke virker. Konsekvenser for mit og mine børns liv Jeg og min datter har i dette forløb været igennem to omfattende psykologundersøgelser og i begge tilfælde har jeg haft oplevelsen af at undersøgelserne langt fra gav en fair og realistisk fremstilling af mine forældrekompetencer. I begge tilfælde har jeg haft en oplevelse af undersøgelserne på et uklart og "mystificerende" grundlag tagnede et negativt billede af mine forældrekompetencer. I begge tilfælde har jeg haft en fornemmelse af at undersøgelsernes konklusioner manglede substans og at de beskrevne problemer ikke lod sig konkretisere så der kunne laves en indsats for at løse dem. På et psykisk plan har det været rædselsfuldt fordi der er blevet sået en urimelig tvivl om mine evner og intentioner på nogle af de mest grundlæggende områder i min selvforståelse. På det konkrete fysiske plan har det betydet at man fra myndighedernes side har kunnet finde belæg for at fastholdt en anbringelse af min datter langt ud over hvad jeg mener er hensigtsmæssigt. Afslutning Dette var min klage over "produktet" af den undersøgelse som jeg og min datter har været igennem. Det er blevet en lang og detaljeret klage. Undersøgelsen har ikke nogle markante påstande eller standpunkter som jeg kan argumentere imod. Dens konklusioner etableres på baggrunde af små nuancer og det samlede indtryk den efterlader sig bygger mere på en "tone" i sagsfremstillingen end på egentligt klare udsagn. Derfor har jeg i min klage ikke haft anden vej at gå end at forsøge at afdække, fremhæve og belyse de tydeligeste/vigtigste af disse små nuancer og detaljer og på den måde anskueliggøre at det samlede billede som efterlades af "produktet" er urealistisk negativt.

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

Undersøgelsesetiske overvejelser

- Efter mit sidste møde med psykologerne i onsdags og efter at have tænkt længe over det som foregik på det møde er det som om noget begynder at dæmre for mig. Der er noget galt med rammen her. Noget som giver en skævvridning. Jeg vil prøve at forklare det.

- Ved et tidligere møde jeg har haft med de to psykologer som leder undersøgelserne forklare de mig at undersøgelserne er sat op som en række af prøver. Prøverne er designet til på forskellige måder at udfordre klienten forældrekompetencer. En hver situation i forløbet må jeg forstå som en sådan prøvning. Selv interview er en prøvning af min evne til at svare på en måde så jeg fremstiller mine forældrekompetencer i det bedst mulige lys. Vurderingen af hvor godt jeg "løser" de froskællige prøver danner grundlaget for psykologernes vurdering.

- Jeg tænker at i den forståelsesramme kan undersøgelserne fint sammenlignes med TV-formatet "Robinson ekspeditionen". Sociale, fysiske, psykiske og kognitive færdighedder sættes under pres under et længere forløb og det vurderes hvor godt deltagerne klarer de forskellige udfordringer.

- Psykologerne beskriver at de jo skal finde en og anden måde at lave en sådan undersøgelse på. At lave den som en række af prøver, mener de er den mest retfærdig måde fordi bedømmelsen så ikke bygger på uunderbyggede forestilling, men på en faktisk vurderinger af personens præstation. De beskriver at de i denne fremgangsmåde følger den fremgangsmåde som bruges i indenfor Københavns kommune ved udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser.

- Jeg mener at det er en helt tåbelig måde at vurdere en persons forældrekompetencer på. Så langt fra retfærdig på en helt masse områder. Alligevel acceptere jeg at det nu engang er sådan det foregår. Jeg gætter på at jeg ikke lige nu vil kunne ændre på dette og jeg tænker at når det nu engang er sådan så er det smarteste at forsøge at tilpasse mig det bedst muligt.

- I onsdags bliver det dog klart for mig at hvis jeg blindt acceptere denne ramme så sender jeg mig selv ud i et klapjagt-lignende situation hvor psykologerne kan jage mig rundt efter deres helt egne regler uden nogen smålig skelen til hvad der egentligt er ret og rimeligt.

- Det blev tydeligt for mig i onsdags da jeg blev interviewet af psykologerne. Jeg blev draget til ansvar for at bruge et bestemt ord i beskrivelsen af min datters adfærd. Psykologen spurgte mig om jeg ikke godt kunne se at dette ord kunne give nogle uheldige associationer. Jeg svarede at det kunne jeg godt se og jeg gav hende ret i at det var dumt af mig at bruge dette ord i den sammenhæng.

- Bagefter gik jeg rundt på Østerbro i timer imens jeg prøvede at få hoved og hale i hvad der var så helt galt ved det jeg lige havde været igennem.

- Først nu her et par dage efter begynder jeg at kunne præcisere det.

- Det er ikke mit ansvar at forhinder at psykologerne får nogle forkerte associationer. Det er psykologernes ansvar. De har en uddannelse som burde kvalificere dem til at kunne honorere dette ansvar og de har en autorisations som forpligter dem på at være omhyggelige og samvittighedsfulde i deres forsøg på at yde klienten en retfærdig vurdering.

- Når man fra statens side ønsker at børnefaglige undersøgelser foretages af autoriserede psykologer så er det jo netop for at sikre klienterne får en fair og kvalificeret vurdering.

- Når psykologerne definere undersøgelsen som et "game" hvor klienten for point efter hvor godt han/hun "performer" sin rolle fralægger de sig ansvaret for at yde klienten en fair og kvalificeret vurdering.

- Hvis ikke psykologerne bringer deres kompetencer i spil i forsøget på at foretage en nuanceret, kvalificeret og retfærdig vurdering af klienterne så udgør de en falsk kvalitetsikring.

Børnesagsodyssé

Jeg har lavet en hel lille serie af blog-indlæg som jeg har kaldt "Nyt Fra Anbringelsesland". Dette indlæg er en fortsættelse af denne serie. Jeg synes dog at det skulle skille sig ud fra denne serie fordi sagen har ændret sig radikalt siden sidste indlæg. Dette indlæg er også en slags forklaring til venner og interesserede af hvad der sker i mit liv i disse måneder og hvorfor jeg har trukket mig midlertidigt ud stort set alle sociale fritidsaktiviteter som jeg har dyrket de sidste par år (Social dancing og Zumba)

Jeg har på denne blog af mange gange skrevet om anbringelsen af mine børn og min kamp for at blive rehabiliteret i forælderrollen både fysisk, psykisk og socialt 

Sidst jeg skrev var kort inden møde i Børne og unge-udvalget i marts 2017. Jeg gik til mødet med påstand om hjemgivelse af min datter forvaltningen gik til mødet med en indstilling om en fortsat anbringelse af min datter i to år. Som jeg fortalte i sidste blog-post så havde jeg virkelig gjort et stykke arbejde op til mødet med at få fortalt situationen fra min side og med at prøve at vride mig fri af mønstre som forvaltningen rutinemæssigt forsøgte at spille mig ud ved hjælp af. Lige i de sidste dage inden sagen fik jeg sagens agter og jeg kunne se hvordan forvaltning krampagtigt forsøgte at fastholde billedet af mig som en uegnet forældre. I min gennemgang af sagens agter fik jeg øje på en fejl. Jeg kunne se ud fra et samtale referat at min sagsbehandler i sin ivrighed efter at finde belæg for påstanden om en fortsat anbringelse var gået over stregen og havde overtrådt sin tavshedspligt. Jeg indsendte øjeblikkeligt en klage over dette og det resulterede i at min sagsbehandler slet ikke mødte op til Børne og unge-udvalgsmødet og at der i stedet mødte en anden sagsbehandler som jeg aldrig havde mødt før (afdelingsleder fra BBU Amager var også til stede for repræsentation for forvaltningen). Dette var faktorer som gjorde at at der var kommet en del grus i forvaltningens maskineri og at det var tydeligt at Børne og unge-udvalget var lydhøre overfor min fremstilling af sagen. Det endte med at udvalget besluttede at følge forvaltningens indstilling, men at sætte genbehandlingsfristen til et år i stedet for to. Samtidig indstille til at der blev fortaget undersøgelser af mulighederne for hjemgivelse. Det blev også sagt at et af udvalgets medlemmer havde talt for en nedsættelse til et halvt års genbehandlingsfrist. Når man ikke er helt inde i hele dette anbringelsescirkus er det måske lidt svært at se, men dette resultat var en klar sejer til mig. Ved sin afgørelse tvang udvalget forvaltningen til at komme igang med et kursskifte. Til at komme igang med at arbejde hen imod en hjemgivelse. Hvad forvaltning ikke havde gjort hidtil. Hidtil havde forvaltningen brugt alle sine kræfter på at fastholde og bekræfte anbringelsegrundlaget og få det til at se ud som om de prøvede at samarbejde med mig, men at jeg var svær at samarbejde med. Børne og unge-udvalgets beslutning lagde klart op til et kursskifte og dette kursskifte viste sig allerede en måneds tid efter afgørelsen. Jeg modtog brev om at den tidlige sagsbehandler ikke længere var på sagen og der var en ny og jeg blev inviteret til møde med hende.

På det møde blev det ret hurtigt klart at der nu fra forvaltningens side var ønske om et reelt samarbejde.

Kort efter skrev jeg en for mig at se skelsættende meddelelse til forvaltningen hvor jeg giver mit samtykke til frivillig anbringelse af børnene. Reelt er det jo helt latterligt i og med at jeg rent faktisk hele vejen igennem sagen har givet mit samtykke til frivillig anbringelse af børnene (undtagen lige i ugerne op til børne og ungeudvalgsmødet i marts), men denne accept har bare være til-side-sat pga. forhold som er for komplicerede at komme ind på her. Den skrevne utvetydige accept af anbringelsen kan ikke bare tilsidesættes.

Forvaltningen har siden bekræftet at med indgivelsen af denne meddelelse er sagen nu overgået til en frivillig anbringelse. Det betyder at sagen ikke længere skal behandles af børne og unge udvalget, men at det skal forhandles i fordragelighed imellem forvaltningen og mig.

Her er link til anonymiseret udagave af dokumentet som PDF.

Ny fase

lovgivningsmæssige er der andre krav til en frivillig anbringelse end til en tvungen. Der er et krav om at forældrene i højere grad inddrages i barnets hverdag. Denne medinddragelse er noget jeg har ønsket og kæmpet for i gennem hele anbringelsen og som jeg mener at forvaltningen mere eller mindre bevidst har forsøgt at afskære mig fra primært ved at fremmane et billed af mig som en problematisk person som stod i vejen for at min datter kunne have en tryg og velfungerende hverdag. Derfor var min første plan at fokusere på at få en langt højere grad af samarbejde med plejefamilien. Denne plan har dog vist sig ikke at være så let at implementere i og med at plejefamilien faktisk ikke virker til at være interesseret i det. Rollefordelingen i et sådan samspil er også en svær faktor at arbejde med. Oven i det er der også en praktisk omstilling proces som tager meget tid som jeg er gået i gang med. Det drejer sig om omstillingen af praktisk og logistisk karakter vedrørende at gøre mit hjem og min hverdag i stand til at kunne rumme min datter og give hende trygge og gode rammer. Det betyder at jeg simpelthen ikke har tid til at hænge ud med plejefamilien også selv hvis de skulle være interesseret i det.

På et punkt er der dog kommet gang i en rehabeliteringsproces og det er i rollen som forældre på skolen. Der skete det for godt halvandet år siden (da mine børn blev flyttet til plejefamilien) at jeg pludseligt uden videre information blev taget af skolens informationssystem. Jeg fik ikke længere mail besked om fester, forældremøder fælles-projekter, etc. og dermed var jeg jo tydeligvis heller ikke ønsket ved disse begivenheder. Jeg skrev flere gange til skolen for at forstå hvad det gik ud på og jeg fik bare ikke noget svar. Med den nye sagsbehandler og den nye ændrede kurs og med en del email skriveri er det lykkes at blive sat tilbage i skolens informationssystem. Den 21 september modtog jeg den første mail fra Vidarskolens SFO. "Ridderfest i legestue og klub" var emnet. Det var skelsættende og det markerer et skift hvor jeg lige så stille skal tilbage i skolens sociale sammenhænge.

Det gør meget ved ens føleseleliv sådan at blive udelukket af et sociale netværk som man har været en del af samtidig med ens børn bliver taget fra en etc. Jeg tror ikke det bliver så let for mig lige at finde ind i et let naturligt samarbejde med de andre forældre. Det er jo mennesker som jeg i en og anden grad føler har været illoyale over for mig ligesom jeg føler at skolen har været det. Samtidig glæder jeg mig til en gradvis rehabilitering af min legitime forældre rolle i skole sammenhæng - til at komme tilbage og følge med i mine børns skoleliv, deltage i forældre møder igen osv.  

Ny undersøgelse

Det største nye tiltag i sagen er dog iværksættelsen af en ny børne-faglig-undersøgelse. Denne undersøgelse har til formål at afklare muligheden for en hjemgivelse af min datter. Det er en omfattende undersøgelse som skal stå på over fire måneder. Der vil være psykologiske undersøgelser af både min datter og af mig hver for sig og af os begge i samspil. Undersøgelsen minder om den undersøgelse jeg gennemgik lige op til anbringelsen for tre år siden. Den undersøgelse hvis konklusioner gav forvaltningen mandat til at gennemføre og opretholde en tvungen anbringelse af børnene. Jeg oplever denne undersøgelses konklusioner som det største tillidsbrud jeg i mit liv har været udsat for. Jeg havde forventet at en professionel psykolog undersøgelse ville være garant for en indsigtsfuld og retfærdig undersøgelse af høj kvalitet. Det var derfor så chokerende at blive bekendt med de dokumenter som undersøgelsen mundede ud i. Jeg oplevede en stærk fordrejet skildring af min person og min måde at håndtere mit ansvar som forældre. Jeg oplevede et dokument som var skræddersyet til at miskreditere min person og min adfærd og dermed gøre det muligt for forvaltningen at få sagen igennem hos Børne og unge-udvalget hvilket i praksis vil sige at de for stort set uindskrænket magt til at gøre nøjagtigt hvad de vil med børnene uden at behøve at inddrage forældrene i yderligere forhandlinger (og det til trods for at jeg rent faktisk utvetydigt havde tilkendegivet at jeg indså behovet for en anbringelse af børnene fordi den daværende situation var uholdbar). Det var derfor en stor følelse af utryghed jeg stod med da jeg skulle sige ja til at lade mig undersøge i en ny tilsvarende undersøgelse denne gang dog med omvendte forudsætninger. Jeg sagde dog naturligvis "ja" da det forkomne mig at være den eneste vej til det jeg gerne vil nemlig at få min datter hjem igen efter tre et halv år i anbringelse først på en integreret institution siden i en plejefamilie. Nu er vi midt i undersøgelserne og jeg vil stadig sige "Hvor er de dog håbløse og umenneskelige disse undersøgelser som vi i vores samfund bruger til at vurdere en forældres evne til at tage være på sit barn". Dette har jeg skrevet en tekst om som du kan læse som PDF her.

Her er link til anonymiseret udagave af dokumentet som PDF.

Ja så her står jeg i dag midt i en omfattende undersøgelse, midt i et omfattende gør-det-selv-indretningsprojekt i min store lejlighed, med et ret krævende fuldtidsarbejde og med mindst et par hobby/kunstneriske projekter i gang også. Nogle meget krævende og samtidig ret vigtige måneder af mit liv som forhåbentligvis og sandsynligvis vil munde ud i en konkret hjemgivelses-plan for min datter.

Med venlig og kærlig hilsen
Mikkel

Indsigelsen vedrørende en forældrekompetenceundersøgelse

Dette blogindlæg for af en eller anden grund en del besøg løbende. Dette indlæg vedrøre den første forældre kompetence undersøgelse som blev lavet af mig tilbage i 2013. I 2016 gennemgik jeg og min datter en ny undersøgelse som jeg også skrev en klage over. Efter min egen mening er den klage fra 2016 skarpere og mere relevant end denne fra 2013. 

Derfor vil jeg gerne her øverst linke til 2016 klagen som jeg mener er bedre end denne.

Indsigelsen vedrørende
Forældrekompetenceundersøgelse
Foretaget i perioden marts 2014 til juni 2014
Af far til to børn Mikkel Meinike Nielsen
Undersøgelsen er foretaget af Psykologhuset Clemens
for Børnefamiliecentret København - Børnefamilieenheden Amager Vest

Der er to grunde til at jeg har valgt at publicere denne indsigelse imod en forældrekompetenceundersøgelse her på min blog.

Den ene er ønsket om at forbedre min chance for at blive hørt. Forvaltningen her været rigtig dygtige i et taktisk spil om at være dem som får lov at udlægge sagen. Jeg er så heldig at have en rimelig velbesøgt blog og ved at lægge sagen ud her inddrager jeg et lidt støre publikum så jeg ikke står helt alene overfor et magtapperet som har interesse i at min indsigelse for mindst muligt opmærksomhed.

Den anden grund er simpelthen vidensdeling. Når nu skæbnen har sendt mig en tur igennem nogle hårde og uvejsomme områder og når nu jeg er et menneske som kan lide at formidler og dele mine oplevelser så kan jeg da lige så godt dele lidt af det jeg har oplevet. Det kunne hænde at være til gavn for nogen. Det kunne hende at være med til at fremme en mere ordentlig omgang med mennesker i de offentlige systemer. Det kunne kaste lys over noget som efter min mening foregår i en overraskende høj grad af mørke.

Der indgår ingen personnavne i det offentliggjorte material (ud over mit eget) og der er også i den offentlige udgave af indsigelsen fjernet et afsnit som indeholdt personfølsomme oplysninger.

Insigelsen er sendt som en indsigelse til forvaltningen. Den er samtidig sendt til Psykolognævnet som en klage over de pågældende psykologers faglighed.

Det ville selvfølgelig give et bedre samlet perspektiv, hvis jeg også havde gjort selve undersøgelsen tilgængelig, men det har jeg valgt ikke at gøre af to grunde. For det første fordi det ikke er mit material, jeg har altså ikke rettighederne til at offentliggøre det. For det andet fordi det indeholder kompromitterende og efter min mening usande fremstillinger af både mig og mine børne som jeg ikke har lyst til skal "flyde rundt i cyberspace".

Indsigelsen vedrørende Forældrekompetenceundersøgelse Foretaget i perioden marts 2014 til juni 2014 Af far til to børn Mikkel Meinike Nielsen Undersøgelsen er foretaget af Psykologhuset Clemens for Børnefamiliecentret København - Børnefamilieenheden Amager Vest Indholdsfortegnelse Indledende bemærkninger Den overordnede anke De specifikke ankepunkter Manglende ærlighed omkring egen rolle Undersøgelsen er et pres i sig selv Hemmeligholdelse Dansen med min søn Ikke tilpasset sprogbrug En uforsigtig anklage Det misbrugte fagsprog Egen udlægning Grunden er aldrig grunden Afslutning Indledende bemærkninger Dette er en indsigelse overfor en forældrekompetenceundersøgelse af mig som far. Undersøgelsen er foretaget af Psykologhuset Clemens i perioden marts 2014 til juni 2014 for Børnefamiliecentret København - Børnefamilieenheden Amager Vest Det er naturligvis ikke alt i hele undersøgelsen jeg er uenig i. Jeg finder det imidlertid ikke i overensstemmelse med min hensigt at begynde at nævne ting som jeg er enig i i undersøgelsens konklusion. På samme måde må man ikke forvente at jeg kommer omkring alle de ting som jeg finder forkerte og urimelige i undersøgelsens konklusion. Min påstand er, at undersøgelsen mangler redelighed og validitet, og det er det jeg har koncentreret mig om at vise. Jeg er tilfreds med selve afgørelsen i sagen. Min indsigelse retter sig imod undersøgelsen og dens konklusioner. Forældrekompetenceundersøgelsen er en undersøgelse af både moren til børnene og mig. Jeg forholder mig dog kun til den del af undersøgelsen som omhandler min person. Den overordnede anke Dette er min overordnede anke. Den vedrører, hvad jeg mener er en overtrædelse af det etiske kodeks, som hører til den type af undersøgelser, som Psykologhuset Clemens har benyttet til at beskrive mine forældrekompetencer. For at forklare hvad jeg mener med dette, vil jeg prøve at sammenligne to forskellige undersøgelsesformer. På den ene side en humanistisk, tillidsbaseret undersøgelsesform, på den anden side en politimæssig, mistillidsbaseret undersøgelsesform. Jeg vil starte med at prøve at udtrykke præmissen i en politimæssig, mistillidsbaseret undersøgelsesform igennem et kort udtryk. "Vi forventer ikke nødvendigvis at du taler sandt over for os. Til gengæld skal du ikke forvente vi er loyale overfor dig" I amerikanske kriminelfilm kan man se denne præmis udtrykt meget tydeligt når politiet råber: "Freeeeze!!! You are under arrest. You have the right to remain silent! Anything you say can and will be used against you in a court of law." Læg mærke til hvor meget man i det amerikanske system gør ud af at eksplicitere dette mistillidsforhold. "Vi regner ikke med at vi kan stole på dig og du skal ikke regne med at du kan stole på os". Helt anderledes forholder det sig med en humanistisk baseret undersøgelse. Her er tilliden essentiel. Uden tillid ingen undersøgelse. Den humanistisk baserede undersøgelse kommer ud af antropologien/etnologien, hvor man observerede og beskrev andre kulturer. Hvor den politimæssige undersøgelse er beregnet på at finde fejl og mangler i den undersøgtes udsagn eller handlinger, er den humanistisk basserede undersøgelse primært beregnet på at udvide indsigten og forståelsen hos den som observerer. Den humanistisk baserede undersøgelse er ikke særligt velegnet til at finde fejl og mangler i den undersøgtes adfærd og udsagn, fordi selve undersøgelsesformen fordrer at undersøgeren ikke er dømmende eller fordomsfuld, men hele tiden forsøger at flytte sit egnet ståsted for at kunne forstå den observeredes adfærd fyldestgørende og helhjertet. Der er et etisk kodeks forbundet med den humanistisk funderede undersøgelse. Observatørerne er nødt til at honorere den tillid som den observerede viser dem, fordi undersøgelsen fuldstændig bygger på dette tillidsforhold. Det er et brud på dette etiske kodeks, hvis man foretager den type af undersøgelser og man så bagefter går ud og udstiller den viden som er blevet en til del i undersøgelsen på en måde, som er meget kompromitterende for den observerede eller på en måde som ikke er i overenstemmelse med intentionerne i det som foregik. Man kunne formulere præmissen i en humanistisk baseret undersøgelse sådan: "Den observerede gøre alt hvad han/hun kan for at åbne sin verden op for observatørerne. Observatørerne gør på deres side alt hvad de kan for at prøve at forstå den observerede på dennes egne præmisser" I det undersøgelsesforløb som denne anke vedrører, vil jeg mene at der er blevet benyttet en humanistisk funderet undersøgelsesform. Alene anvendelse af termerne "interview" og "observation" i stedet for "forhør" og "bevis" peger på dette. Der blev på intet tidspunkt i forløbet råbt "Stop!! Advarsel!! Alt hvad du gør og sige vil kunne blive brugt imod dig. Du har en ret til at forblive tavs". I stedet blev der gjort alt for at skabe en følelse af fælles tillid og tryghed. Min forudgående tillidsfulde forventning til psykologernes adfærd var også grundet i min grundlæggende tillid til psykologer som faggruppe: Min forhåndsindstilling til psykologerne kan samles i dette udtryk: "Psykologer er sådan nogle som er gode til at forstå et menneske på dets eget præmisser. Nogle som ikke er fordomsfulde og dømmende og som passer godt på det man deler med dem". Psykologerne gjorde intet for at vise at det ikke forholdt sig sådan. Min påstand er altså, at psykologerne har benyttet sig af en humanistisk baseret undersøgelsesform, at denne undersøgelsesform stiller nogle etiske krav til dem som benytter den, og at disse etiske krav ikke er blevet honoreret. Jeg mener at psykologerne har fremstillet mig på en kompromitterende måde, som ikke er i overenstemmelse med virkeligheden og med intentionen i det som foregik under undersøgelserne. Jeg vil afslutte denne overordnede anke med at gøre gældende, at jeg mener der er forgået et lovbrud ved den måde psykologerne har forholdt sig i dette forløb. Hvis psykologerne i denne undersøgelser har arbejdet som psykologer og været underlagt psykologloven, og hvis jeg som undersøgelsens objekt har været beskyttet af denne lovgivning, så har psykologerne brudt loven ved at udlevere oplysninger som kan være til betydelig skade for mig og mine interesser til sagens øvrige parter uden mit samtykke. Hvis psykologerne i denne undersøgelse ikke har arbejdet som psykologer under psykologloven, og hvis jeg derfor ikke som undersøgelsens objekt har være beskyttet af denne lov, har psykologerne brudt loven ved ikke i tilstrækkelig grad at oplyse mig mine og deres rettighedder og pligter samt om hvad jeg kunne forvente af dem, og ved at have draget uberettiget fordel af den tillid jeg havde til dem i kraft at deres psykologautorisation. De specifikke ankepunkter Efter således at have forklaret min overordnede anke vil jeg gå til de specifikke ankepunkter. Manglende ærlighed omkring egen rolle Psykologerne er ofte direkte impliceret i situationer i det virkelige hændelsesforløb under observationerne, men i fremstillingen i den færdige undersøgelse er deres rolle i samspillet "klippet ud". Derved fremstår billedet fordrejet i forhold til det der egentligt foregik. Dette forhold vil jeg belyse over de fire følgende underoverskrifter. Undersøgelsen er et pres i sig selv Det er vigtigt at forstå at sådan en forældrekompetenceundersøgelse ikke er noget vi som en familie selv vælger. Det er noget vi stort set tvinges ind i med truslen om anbringelse af børnene hængende over hovedet. Det er både noget vi som voksne er klar over når vi går ind i denne undersøgelse, men det er bestemt også noget børnene er klar over eller i hvert tilfælde fornemmer. Selvom psykologerne er rare og venlige mennesker over for os og giver indtryk af at ville os det bedste, så er de samtidig repræsentanter for noget som vi alle frygter. Deres tilstedeværelse og krav om observation af os er både stressende og grænseoverskridende. Det er som om psykologerne i undersøgelsen forventer et naturligt afslappet samvær imellem mig og børnene, men det er jo en total urimelig forventning i under sådanne forhold. Hemmeligholdelse Der er for mig et kardinalpunkt i undersøgelseforløbet, og det er det tidspunkt hvor psykologerne foreslår at vi forsøger at gennemføre undersøgelseren hemmeligholdt overfor børnenes mor. Det giver for mig mening at forsøge at gennemføre disse undersøgelser i hemmelighed for børnenes mor, fordi hendes adfærd ellers vil umuliggøre gennemførelsen af undersøgelsen. Jeg har nu i snart mange år i forhold til mit job arbejdet under servicelovens paragraf, og jeg har efterhånden opbygget mig en rygmarvsfornemmelse for, hvornår en handling overfor en borger er på kant med serviceloven. Denne rygmarvsfornemmelse sagde mig straks, at psykologernes forslag om at gennemføre undersøgelserne hemmeligholdt for moren nok var på kant med serviceloven, al den stund at moren og jeg var ligeværdige forældremyndighedsindehavere. På den anden side vidste jeg, at det nok var eneste mulighed hvis forældrekompetenceundersøgelsen skulle gennemføres, og psykologerne gav klart udtryk for, at det ville være i min og børnenes interesse at undersøgelsen blev gennemført. Det var jo også forvaltningen selv som stod bag undersøgelsen og ønskede den foretaget, så mon ikke de vidste hvad de gjorde? Jeg gik altså ind i dette forslag om at gennemføre undersøgelserne i hemmelighed i forhold til børnenes mor. Jeg forestillede mig naivt, at når nu vi alle vidste at vi bevægede os ud på lidt gyngende grund lovgivningsmæssigt, og vi udsatte både mig og børnene for et betydeligt psykisk pres ved at skulle hemmeligholde undersøgelserne for moren så ville at både psykologerne og forvaltningen vise en ansvarlighed i forhold til det pres og den risiko de udsatte os alle for. Fx tænkte jeg at de ville tage snakken med skolen og forklare dem om vores valg, og om hvorfor og hvordan vi skulle tage børnene fri fra skolen og holde det hemmeligt for moren osv. Det gjorde de overhovedet ikke, tvært imod overlod de alt dette til mig. I bakspejlet er det klart at se hvorfor de gjorde det. De har godt været klar over, at den vej de skubbede os ud på ikke var helt i overenstemmelse med psykologloven og med serviceloven og med god etik og moral, og de har ønsket at kunne skubbe så meget af ansvaret som mulig for dette over på mig, hvilket de da også gjorde i det endelige undersøgelsesresultat. (Jeg har lyst til lige at tilføje at forvaltningen også var påfaldende tavse i forhold til den beslutning om at gennemføre undersøgelserne i hemmelighed for moren. Jeg kan endda fremvise en mail hvor jeg hvor jeg spørger direkte efter en udmelding fra dem omkring den drejning undersøgelsen har taget. Det spørgsmål svarer de ikke på). Det lykkes os faktisk at gennemføre disse observationer med mig og børnene hemmeligholdt for moren. At det lykkes skyldes i meget høj grad min indsats. Min evne for ukonventionelle løsninger, min fantasifuldhed, mit indgående kendskab til børnene og mit indgående kendskab til børnenes mor. Jeg synes selv at jeg klarede dette ret flot, og jeg regner da med at den indsats vil slå positivt igennem i den endelige undersøgelse, men som man nok efterhånden begynder at fornemme, så gik det lige omvendt. Al det pres, som forvaltningen og psykologerne med deres krav om at den her undersøgelse gennemføres udsætter familien for, den får jeg da skylden for. Ikke med et ord nævnes det, hvad der virkelig foregik, men det nævnes fx at min datter ikke har fået besked om hvad der skal foregå, da vi møder hende på skolen (FKU. s. 21 nederst). I beskrivelsen virker det som om det er mig der har forsømt at givet hende besked. Sandheden var, at jeg var nødt til at gøre det på den måde, for at hun ikke skulle nævne noget for moren. Dansen med min søn Det er den første observation. Psykologerne har foreslået de hemmeligholdte undersøgelse og jeg skal ligesom finde en måde at komme ind i det og få min søn med. Jeg er uddannet danser, og kort for inden havde min søn spurgt mig, om jeg ikke kunne lære ham at danse "techno dans". Vi havde ikke rigtigt fået gjort noget ved det, så jeg tænkte at vi kunne tage kravet om samværsobservation som en chance for at lave det her "techno dans" sammen. Altså vi har en grundlæggende ubehagelig ting vi skal igennem, og min søn og jeg prøver så at vende det til noget positivt og få noget godt og sjovt ud af det, og det gør vi virkeligt glimrende begge to, mener jeg. Psykologerne har slet ikke øje for disse kvaliteter, det er som om de slet ikke ved hvad de skal stille op med situationen og fuldstændigt mistolker den. Det at jeg er god til at motivere min søn til at gå ind i situationen med frisk mod, for de til at jeg "grænseoverskrider" ham (FKU. s. 19 nederst). Det at han er god til at lade sig inspirere og følge trop, kalder de at han lader sig "grænseoverskride", og det at de selv repræsenterer et stærk grænseoverskridende element i situationen inddrages slet ikke. Min søns bevægelser beskrives som klodsede og ufri. Denne beskrivelse er jeg slet ikke enig i. Jeg har undervist en del i dans, og jeg vil sige at de fleste 15 årige drenge fremstår lidt kejtede og usikre når det kommer til dans. Min søn fremstod mindre kejtet og usikker end gennemsnittet. Han burde have ros for denne fine og modige indsats og den positive tilgang i stedet for uretfærdige defensive og kritiske kommentarer, som efter min mening nok snarere bør ses som udtryk for psykologenes manglende evne til overhovedet at kunne lave en kvalificeret evaluering af situationen. Dette er for mig at se endnu et eksempel på, hvordan noget problematisk ved psykologernes egen adfærd og rolle skjules ved at flytte problemet over på min søn og mig. Ikke tilpasset sprogbrug Psykologerne beskriver i undersøgelsen at jeg ikke er i stand til at tilpasse mit sprogbrug til min datter, når jeg taler med hende (FKU. s. 20). Som eksempel på dette kommer psykologerne med et par eksempler fra observationerne. Alle de eksempler de kommer med har de i den virkelige situation som observationen henviser til selv indgået i samtalen. Det som er blevet citeret som min samtale med min datter har i virkeligheden været noget jeg sagde henvendt til psykologerne eller til min søn som indgik i samtalen samtidig med at min datter var til stede. Et af eksemplerne bruges som tegn på at jeg udviser grænseoverskridende adfærd over for min datter (FKU. s. 21 øverst). Psykologerne har spurgt os på hvilke punkter vi mener min datter og jeg ligner hinanden. Jeg tænker. Imens jeg tænker siger jeg hen for mig, at jeg mener at min datter og jeg har denne interesse for det fysiske og det sanselig til fælles, min datter spørger så, hvad jeg mener med dette og jeg prøver at forklare hende det og det bliver noget akavet, men situationen kan jo ikke ses uden sin sammenhæng. Psykologerne er aktivet medvirkende til at denne lidt akavede og ikke afstemt situation opstår. Dette er altså endnu et eksempel på psykologernes manglende ærlighed omkring deres egen rolle i observationerne. En uforsigtig anklage Jeg har fjernet dette afsnit fra den "offentlige" udgave af indsigelsen, fordi jeg vurdere at det indeholder personfølsomme oplysninger. Det misbrugte fagsprog Igennem historien er det ofte set, at lærde mennesker har sluppet afsted med at sige noget værre vås og få det til at lyde plausibelt ved at sige det på et fagsprog, som de fleste af tilhørerne ikke forstod. Forældrekompetenceundersøgelsen har også nogle eksempler på ting som bliver sagt med nogle fagtermer som lyder meget fine og overbevisende, men som hvis man analyserer hvad der egentligt står, fremstår fortænkte, irrelevante eller som det rene vrøvl. Et eksempel på dette er anvendelsen af termen "markeret spejling" under overskriften "Tegn på, at Mikkel ikke afstemmer sig emotionelt med børnene" på side 19, hvor det hedder "Der ses således et massivt fravær af markeret spejling...". Markeret spejling er en kommunikationsteknik som anvendes i svære kommunikationssituationer. Det kan fx være kommunikation med en meget dement person. Fysisk forsøger man at indtage en position som er et spejlbillede af den man taler med. Dette skulle i følge teorien forbedre identifikationen og reflektionen for den spejlede. Jeg er skeptisk overfor virkningen af denne metode selv i en svær kommunikationssituation. I en normal kommunikationssituation er den helt håbløs og samtidig komisk. Forestillingen om en far som forsøger at indtage samme fysiske positur som sin datter, imens han samtidig samtaler med hende, imens han samtidig laver frugtsalat giver nogle komiske billeder, i hvert tilfælde på min nethinde. Det kan godt være at der er nogle forældre som får noget godt ud af at gå rundt og "spejle" deres børn imens de kommunikere med dem, men at ophæve dette princip til en forudsætning for god kommunikation imellem en voksen og et barn er forfejlet og misvisende. Jeg kan blive ved med at hive ting frem i denne undersøgelse som jeg mener er misforstået, fejltolket, uredeligt, misvisende, uden for kontekst etc. etc., men jeg vil afslutte de specifikke ankepunkter her, da jeg mener jeg er kommet omkring de vigtigste. Egen udlægning Jeg vil herunder kort beskrive hvordan jeg selv ser mine egen forældrekompetencer. Jeg mener selv, at jeg har endog meget gode forældrekompetencer. Det er nok ikke den helt konventionelle udgave af "gode forældrekompetencer" man kan observere hos mig, men det er heller ikke et par helt konventionelle børn som jeg er far til (hvis der da findes noget som kan kaldes konventionelle børn), og det er heller ikke nogen hel konventionel tid vi lever i, forstået på den måde at mange af de konventionelle løsninger vi har været vandt til at forlade os på, på den ene eller den anden måde ikke rigtigt virker længere. Det er i hvert tilfælde min fornemmelse. Derfor tror jeg ikke børnene er dårligt stillede med en ukonventionel far, særlig når det er en far med evne for omsorg og med en god fornemmelse for disse børns særlige væsen og behov. Jeg tror jeg kunne være en udmærket og fyldestgørende enlig far for børnene. Alligevel vil jeg anbefale at børnene bliver anbragt udenfor hjemmet i den nuværende situation, og det er ikke pga. mine manglende forældrekompetencer. Det skyldes at børnenes mor har en "forstyrret personlighed" og at dette giver sig udslag i, at hun i stedet for at samarbejde med mig om at skabe gode ramme for børnene, gør alt for at sabotere mine muligheder for at varetage mit ansvar i forhold til børnene. At være enlig far til to børn er i sig selv en vanskelig opgave, men at være det samtidig med at man bliver bekriget af et andet menneske, endda et andet menneske som har betydelige rettigheder overfor børnene, er en nærmest umuligt opgave. Derfor er jeg ikke i stand til på nuværende tidspunkt at varetage forsørgelsen af børnene. Derfor er det bedre, at en tredie instans tager over og sikrer børnenes tryghed. Grunden er aldrig grunden Til allersidst vil jeg lige prøve at opridse nogle årsags -virkning sammenhænge som kan være med til at forklare hvorfor forældrekompetenceundersøgelsen falder så uretfærdigt ud i forhold til min person. Da forvaltningen indstillede os til en forældrekompetenceundersøgelse, gjorde de det med den begrundelse at de havde brug for at få et overblik over vores forældrekompetencer, for at have et grundlag at træffe beslutninger ud fra. Den forklaring troede jeg faktisk i det store og hele på på det tidspunkt. Efter at have været hele dette forløb igennem, kan jeg se at det sandsynligvis i virkeligheden er en helt anden "øvelse" forvaltningen har været ude i. Vores familie har på det her tidspunkt været en sag hos forvaltningen i hen ved tre år. Forvaltningen har allerede selv gennemført hele to undersøgelsesforløb med vores familie. De ved sandsynligvis på det her tidspunkt alt hvad de behøver at vide om vores forældrekompetencer. Det er noget helt andet, forvaltningen har brug for en forældrekompetenceundersøgelse til. De har brug for nogle helt bestemte ekspertudtalelser. Nogle ekspertudtalelser, som kan give juridisk hjemmel til en eventuel magtanvendelse ved behov for en tvungen anbringelse af børnene. De skal bruge disse udtalelser i forhold til deres indstilling af sagen til Børne og Unge-udvalget, som er den instans som tager stilling til en tvangsanbringelse af børn. Uden disse ekspertudtalelser vil de ikke kunne få sagen igennem hos Børne og Unge-udvalget. Forvaltningen betaler nogle psykologer i omegnen af 40.000 kr. for at lave en undersøgelse som kan give dem disse helt nødvendige udtalelser. Psykologerne har alt mulig god grund til at levere de ønskede udtalelser til forvaltningen. Dels sikre det dem deres indtægt og dels hjælper de nogle børn som rent faktisk vil være bedst tjent med at blive anbragt udenfor hjemmet med at blive det. Dette er altsammen meget logisk og forståeligt, og det kan forsvares ud fra hensynet til barnets tarv, men det er bare ikke redeligt undersøgessesarbejde. Hvis min fremstilling af disse årsagssammenhænge er sand, så er der ikke noget at sige til at jeg oplever at jeg er blevet uretfærdigt vurderet, for så har jeg faktisk været offer for manipulation og uredelighed i et spil som handler om noget andet end lige en retfærdig vurdering af min forældrekompetencer. Afslutning Med disse overvejelser om årsags -virkningsammenhængene i undersøgelsesforløbet vil jeg afslutte min indsigelse. Jeg håber at denne indsigelse vil kunne føre til et ændret syn på undersøgelsens validitet og dens konklusioner.