torsdag den 28. marts 2019

Torsdagsbrev om tvivl, håb og kærlighed

Torsdagsbrev 28/03/19

- Om tvivl håb og kærlighed -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Om tvivl håb og kærlighed -

Sidste uges torsdagsbrev handlede om ret. Om at jeg mente at der var en fejl i den måde kriteriet for tvangsanbringelse blev valideret i retssystemet. Det var mit håb at jeg med tilstrækkeligt omhu og vedholdenhed ville kunne tydeliggøre dette problem og få Byretten til at indse denne fejl og på baggrund af dette ændre sin vurdering.

Dette håb fik jeg godt og grundigt skudt ned da jeg i mandags var til møde i Aarhus, hvor advokat Hanne Ziebe holdt et oplæg omkring menneskerettigheder i forbindelse med anbringelsessager. Under mødet og efter mødet fik jeg lejlighed til at vende nogle aspekter af min og min datters sag med Hanne Ziebe. Samtalen med Hanne efterlod mig med en klar fornemmelse af, at min ide om at bruge retsmødet i Byretten til at påvise en fejl i anbringelsesgrundlaget stort set var spild af kræfter. Sætningen "Retsinstanserne gider ikke tabe de her sager" som Hanne formulerede gav genklang i mine tanker og mine følelser. Jeg forstod at chancen for på klassisk vis at kæmpe for at opnå retfærdighed igennem en rettergang var stort set lig nul.

Jeg var ret slået ud efter denne samtale, fordi forberedelserne til en behandling i Byretten var grundpillen i mit håb. Hanne Ziebe fortalte mig stort set det samme som alle andre advokater havde fortalt mig, men jeg havde troet på at disse andre advokater tog fejl. At de var alt for optaget at at "please" systemet og derfor ikke havde modet til at "gå til bidet" i de processer hvor de indgik. Nu gik jeg selv "til bidet". Jeg havde læst på lektion og sat mig ind i tingene og jeg tænkte at det ville blive svært for retsinstanserne at afvise noget som var så tydeligt beskrevet og velargumenteret. Jeg er så sikker på at kriteriet for tvang ikke er opfyldt i min og min datters sag og jeg vil kunne fremvise fyldestgørende belæg for dette, hvordan kan det være at man så ikke vil lytte til det og dømme efter det? Hvordan kan man have en retsinstans som overser tydelige fejl i regnestykket? Hvordan kan vi have et retssystem som acceptere en påstand om at 2 og 2 er 5? Tjaaa.. det kan man åbenbart ...

Det slog mig som sagt ud, jeg krøb momentant sammen i fosterstilling i mit indre og havde svært ved at finde fodfæste for mit håb. Jeg kunne afmægtigt se til at myndighederne stille og roligt aflivede mulighederne for en sund og stærk relation imellem min datter og mig ved at begrænse samværet imellem os og ved på forskellig vis at fremmane et billedet af jeg som far ikke ville kunne tage vare på min datter eller ikke havde den fornødne "ægte" omsorg.

Man straffede mit vedholdende forsøg på at opnå retfærdighed ved at lægge pres på mit barn.

Hvordan håndtere man sådan en situation? Skal jeg gå på kompromis? Indrømme myndighedernes tolkning af sagen er rigtig selvom jeg ved at den er forkert? Indrømme det og håbe, at de vil være nådige og ikke ødelægge relationen imellem min datter og mig så meget? Eller skal jeg holde fast i at jeg ikke mener at anbringelsen er berettiget og at jeg ikke mener at det er sundt for min datter, at hun fastholdes i en tvangsanbringelse når dette overhovedet ikke er nødvendigt? Holde fast i dette og så se forvaltningen og plejefamilien lade dette gå ud over min datters og min relation?

Det var den slags tanker jeg tumlede med og disse tanker blandede sig med de nye tanker og inspirationer som var kommet ud af mødet i Aarhus og Hanne Ziebes oplæg om menneskerettighederne og midt i disse overvejelser den pludselige meddelelse om min bekendte Morten Lindberg alias Master Fatmands var død.

Ud over sorg og undren over sådan en pludselig død af et menneske jeg kender og holder af så bragte det også mindelsen om hvad det hele gælder om ind i mine overvejelser. "Kærligheden" som Morten jo var en så varm fortaler for. I denne blanding af afmagt, sorg, indsigt og kærlighed var det som om glæden, håbet, kreativiteten og virkelysten lige så stille begyndte at komme til live igen.

En ide begyndte at tage form. En idé som fyldte mig med inspiration og så småt begyndte at bringe det sædvanlig livsglade smil tilbage på mine læber.

Kærligheden overvinder alt.

torsdag den 21. marts 2019

Torsdagsbrev Om Tærskelkriterier Versus Optimalitetskriterier

Torsdagsbrev 21/03/19

- Tærskelkriterier versus optimalitetskriterier -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Tærskelkriterier versus optimalitetskriterier -



Jeg var i går til møde med min advokat. Det er en ny advokat jeg har fået denne gang fordi min normale advokat ikke kan. Den første mandlige advokat jeg nogensinde har haft i den lange række af familieretslige advokater jeg har haft. (6 styks i alt). Jeg plejer at være ligeglad om det er en mand eller en kvinde, men jeg må indrømme at jeg syntes det var rigtigt rart at det var en mand jeg havde fået denne gang.

Jeg var indstillet på at vi skulle bokse lidt. Jeg har været længe nok i det her til at vide hvordan de tænker disse advokater. De tænker at klienten jo nok gerne vi have sit barn hjem og de ved at hvis man inden for det her system skal have sit barn hjem så er det bedst at klienten viser at han/hun kan indse at forvaltningen har vurderet korrekt.

Jeg mener ikke forvaltningen har vurderet korrekt og jeg vil noget andet. Jeg mener netop at det her fastlagte "game" hvor borger og advokat "pleaser" udvalgsmedlemmerne i håb om at de vil yde dem "nåde" er roden til at systemet funger så dårligt.

Jeg vil altså ikke tale om mig og mine fordele og ulemper, jeg vil ikke fremføre, at jeg skam er en fin og dygtig far som fortjæner at få min datter hjemgivet og at jeg godt ved at det hele er min skyld, men at jeg angre og lover bod og bedreing, men hvis jeg ikke vil det hvad er det så jeg vil?

Det vil jeg meget gerne fortælle her:

Jeg mener der er en uoverenstemmelse imellem det lovgrundlag som administres af socialforvaltning og Ankestyrelsen og den praksis det administres efter.

Hvis man kikke på lovgrundlaget kan man se at der beskrives et "tærskelprincip".

Med "tærskelprincip", mener jeg at loven definere en "bundgrænse", som markere under hvilke forhold vi vil accepterer at et barn lever.

Hvis denne "bundgrænse" overtrædes kan der gribes ind med magt.

Hvis ikke den overtrædes kan der ikke gribes ind med magt.

Hvis man kikke på praksis kan man se at der i børnesager ikke dømmes ud fra et "tærskel princip", men i stedet dømmes ud fra et "optimalitetsprincip" altså, hvad man mener vil være bedst for barnets udvikling og trivsel.

Det er en uovernstemmelse imellem lovgrundlaget og praksis og det fører til at udvalg og styrelser træffes afgørelse ud fra et "optimalitetsprincip" og begrunder afgørelsen ud fra et "tærskelprincip" uagtet at kriteriet for "tærskelprincippet" ikke er opfyldt.

En uoverenstemmelse som har vært præsent for mig hele vejen igennem forløbet, fordi jeg har arbejde inden for områder hvor magtanvendelse var en del af det jeg havde med at gøre og hvor jeg var vand til at være meget skarp på at kunne vurdere om kriteriet for anvendelse af magt var opfyldt.

Lige fra starten undrede jeg mig over hvad der foregik i sagen omkring anbringelsen af mine børn. Jeg kunne ikke forstå hvordan ubetydelige nuancer uden signifikans kunne bruges som grundlag for en radikalt indgribende intervention.

Selvom jeg fra starten var klar over at der var noget helt galt så var det først her inden for de seneste måneder at det er blevet klart at de rammer loven udstikker som kriterie for tvangsanbringelse af børn faktisk er "tærskelkriterier" præcis som dem som benyttes ved magtanvendelse fx i psykiatrien. Forskellen er bare at man i sager vedrørende tvangsanrbringelse af børn har præcedens for benyttelse af et helt anden vurderingskriterie end det loven foreskriver.

Det er en inkonsekvens. Det duer ikke at vi har en lov som forskriver noget og så på grund af præcedens gør noget helt andet. Så må man enden ændre loven så den matcher praksis eller man må ændre praksis så den afspejler loven.

En af de store ulæmper ved at lade et "optimalitesprincip" afgøre anbringelsessager er at det gør barnet til en "slag mark". Kommunen og plejefamilie kæmper fra dag ét om at knytte barnet til sig og nedbryde forbindelsen til de oprindelige forældre for at kunne sige "barnet har det bedst i anbringelse". Hvis vi rent faktisk benyttede det "tærskeprincip" som loven foreskriver så ville det ikke være så betydningsfuldt "hvor barnet helst vil være" det som ville tælle ville i stedt være spørgsmålet "er anbringelse påkrævet?" Dermed ville det ikke være så vigtigt at påvirke barnets holdningsdannelse. Det ville spare barnet for meget pres. Denne problemstilling er meget tydeligt i min og min datters sag.

Det er derfor jeg virkelig prøver at sætte forkus på kriterierne og ikke på "hvad barnet helst vil". Jeg er en normal, resourcestærk far og min datter er en normal pige. Dermed opfylder vi ikke kriterie som berættiger til en tvangsanbringelse. Der kan laves andre aftaler, for at sikre min datters tryghed og den slags aftaler vil jeg meget gerne indgå i, men der kan ikke opretholdes tvang for kriteriet for tvang er ikke opfyldt.

En uoverenstemmelse som ingen rigtigt synes at have opdaget eller gjort opmærksom på ligesom ingen rigtig opdagede at Britta Nielsen tog 21 millioner kroner ud af Socialstyrelsnes kasser.

lørdag den 16. marts 2019

Borgerforslag Drop 5G


ornament-gr

ornament-gr
Borgerforslag
- Drop 5G -

Et Bergerforslag er en måde hvorigennem almindelige mennesker kan give deres mening til kende omkring et emne. Borgerforslag er en lidt mere potent måde at give sin mening til kende på end de mange underskriftindsamling som florere hele tiden. Man bruger sit nemid til at skrive under på et borgerforslag. Det er lidt besværligt, men sådan er det jo tit hvis der er noget man gerne vil.

Jeg har taget initiativ til et borgereforslag som går ud på at Danmark skal droppe opsætningen af 5G netværket (mobilnetværk som skal afløse tidligere mobilnetværk). Implementeringen af dette netværk ser ud til at være en udpræget dårlig idé og det ser ud til på radikale måder at bryde med hvad vi almindelig opfattes som sund fornuft og hvad vi almindelige vis ser som sund udvikling i et samfund.

Jeg skylder at fortælle at det borgerforslag jeg har taget initiativ til ikke er det eneste borgerforlag som er oprettet imod implementeringen af 5G netværket. Der findes andre som vinkler modstanden på en lidt anden måde. Man kan godt "stemme på" flere end et borgerforslag eller man kan vælge det som tiltaler en mest.

Du kan læse forslaget samt afgive din stemme her

NB: Du skal have stemmeret og nemid for at kunne afgive din stemme. 



torsdag den 14. marts 2019

Torsdagsbrev Om Tvangsadoption og Andre Motivationsformer

Torsdagsbrev 14/03/19

- Tvangsadoption og andre motivationsformer -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

ornament-gr


- Tvangsadoption og andre motivationsformer -



I torsdagsbrevene har jeg som udgangspunkt stået til lyd for den holdning systemet er dysfunktionelt og handler uhensigtsmæssig, men at der ikke som sådan er ond. 

De sidste to gange har jeg dog givet den fuld skrue i en Black Mirror inspireret fiktion som virkelig undersøger muligheden for at et system kan blive fuldt ud ondskabsfulde og udnytte sin magtposition til at undertrykke og splitte befolkningen.

Se: https://mimeini.blogspot.com/2019/02/torsdagsbrevet-goes-black-mirror.html?m=1

Det var som om denne rejse ind i "det ondskabsfulde" gav mig en ny vinkel på nogle ting. En ny vinkel som kunne være med til at kaste nyt lys over spørgsmålet om tvangsadoption.

Til dem af jer som ikke følger så meget med på anbringelsesområdet kan jeg fortælle at emnet "tvangsadoption" lige nu fylder meget i debatten. Danmark indført nye regler som gør det lettere at bortadopteret børn med tvang. Der har været to, måske flere højesteretssager, hvor myndighederne har fået medhold i forbindelse med ønske om tvangsadoption af børn og vi forudser at antallet af tvangsadoptioner vil stige i de kommende år.

Det store spørgsmål i forbindelse med disse sager er for mig "Hvorfor"? "Hvorfor vil myndighederne så gerne tvangsadopteret børn?"

Det er meget let at se nogle økonomiske fordele i det set fra myndighedernes synspunkt i og med adoption jo ikke koster dem noget. Anbringelse er der i mod en kostelig affære.

Men jeg havde svært ved at se hvordan en tvangsadoption kunne gavne barnet. Hvordan den ville kunne give barnet større tryghed og ro i sin opvækst. Alene den baggrundshistorie at dets adoption er forårsaget af tvang og at forældrene ikke ønskede det må være problematisk for et barn forholde sig til og give anledning til uro i et barns indre.

Som sagt fik sidste uges torsdagsbrev mig til at tænke i nogle lidt mere magtstrategiske baner og pludselig kunne jeg godt se en magtstrategisk funktion i tvangsadoptionerne.

Ved at sørge for at der bliver tvangsadopteret nogle børn for man sendt et klart "motiverende" signal til alle forældre i landet. Et signal om at hvis ikke de gør som man forventer af dem ... ja så kan det altså godt ske at man fjerner deres børn og giver dem væk til en anden familie.

Det er da en ret stærk "motiverede" faktor at have for et system.

Jeg siger ikke at kontrol over befolkningen er den eneste grund til systemet er interesseret i at vi skal have tvangsadoptioner. Jeg siger bare at jeg godt kan se den magtmæssige fordel ved at have den type af "motivationsmidler" i forhold til borgerne.

torsdag den 7. marts 2019

Torsdagsbrevet goes BLACK MIRROR del 2



Torsdagsbrev 07/03/19
- Torsdagsbrevet goes BLACKMIRROR del 2 -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com
ornament-gr


- Torsdagsbrevet goes BLACKMIRROR del 2 -
Denne uges torsdagsbrev er en direkte fortsættelse af sidste uges torsdagsbrev. Det er en fiktion inspireret af si-fi-serien Black Mirror. Du kan læse første del her: https://mimeini.blogspot.com/2019/02/torsdagsbrevet-goes-black-mirror.html?m=1


    Intro er forbi og vi går nu til episodens egentlige begyndelse. Vi befinder os i et stort kontordomicil for et stort medicinal firma. Vi følger en mand som vel er i starten af fyrrerne. Han har en mellemposition i firmaet og vi forstår at han er utilfreds med dette. Han er utilfreds med ikke at have nogen betydning, ikke have nogen indflydelse og at blive kostet rundt med af overordnede. Særlig er han træt af sin nærmeste chef som er en velklædt, venlig tjekket og succesuld mand som har kone og børn.
Vi følger en scene hvor Martins chef har fundet flere fejl i et stykke arbejde som Martin har lavet og hvor han beder Martin om at lave størstedelen af arbejdet om, fordi det simpelthen ikke kan bruges.


Vi ser at Martin gå indstængt og vred igennem de åbne kontorlandskaber. Vi følger ham ned i kantinen hvor han henter en kop kaffe og sætter sig ved et bord og kikker ud i luften imens han tænker over tingene. 


Nu skifte fokus til et bord kun få meter fra det bord hvor Martin sidder. Her sidder tre kvinder i ivrig samtale. Den ene af kvinderne fortæller om en situation som er opstået for en af hendes bekendte. Vi kan forstå at det hun referere er det vi så i først i episoden. Den enlige mor som fik tvangsfjernet sin fireårige datter.
Hun fortælle hvordan kvinde ellers er en helt normal og velfungerende enlig mor. Hun havde fået noget stress på sit arbejde og havde af den grund haft en lille nedgangsperiode og en sygemelding fra arbejdet på nogle måneder. Ikke noget voldsomt, men selvfølgelig havde man kunne mærke det lidt på datteren som havde være lidt indadvendt. Pludselig var så den her psykiater og den her psykolog dukket op og kort tid efter havde de tvangsfjernet barnet.

Vi ser at Martin som sidder med sin kaffekop begynder at fatte interesser for kvindernes samtale og følge med i den.
Kvinderne snakker videre og kvinden som fortæller siger at ham der psykiateren vidst nok er en berygtet mand og at det siges, at hvis han først har besluttet sig for at et barn skal tvangsfjernes så bliver det tvangsfjernet og det er så godt som umuligt for forældrene at få det tilbage igen. Han finder bare en eller anden psykologisk forklaring på hvorfor barnet ikke skal tilbage og så lytter udvalgene til det.
De andre kvinder spørger om det virkelig kan passe og om der ikke nogen som sætter sig op imod sådan en ensidig dominans. Kvinden fortælle at det ser der ikke ud til at være og at psykiateren faktisk lige for nyligt er blevet udpeget til det nationale vejledende råd som rådgiver politikerne i forbindelse med sager om tvangsanbringelser.
Vi ser Martin lytte endnu mere intenst. Kort efter ser vi ham rejse sig og gå op til sin computer og begynde at søge på "Nyudpeget medlem af råd som vejleder folketinget i spørgsmål omkring tvangsanbringelse af børn" og efter lidt tid ser vi ham finde personen. En psykiater ved navn:

Emanuel W. Jonström


Vi ser Martin tage kontakt med Emanuel W. Jonström. Det lykkes ham at få et møde i stand med ham ved at fortælle en historie om at der er tale om et fagrelatere møde vedrørende bestemte typer af medicin til brug i psykiatrisk behandling.
Ved selve møde imellem de to afsløre Martin dog at han har en anden dagsorden for mødet. Han siger til psykiateren at denne virker som om han er i en meget magtfuld position hvilket psykiateren bekræfter. Martin spørger så psykiateren om han vil kunne få anbragt et hvilket som helst barn han skulle have lyst til. Psykiateren svare at det er lettes at få anbragt børn fra de laver sociale lag, men at han skulle mene at han ville være i stand til også at få anbragt velstående forældres børn såfremt der blev gjort et stykke forarbejde med hensyn til at destabilisere offerets social position.
Martin spørger ind til hvad der skal til for at destabiliser et menneskes social position og der begynder at tegne sig en mulighed for et samarbejde hvor Martin kan lave det arbejde der skal til for at destabilisere udvalgte personers sociale position og hvor psykiateren kan slå til og få børnene fjernet så snart det forberedende arbejde er udført.
Vi ser de to mænd give hinanden håndslag på samarbejdet og kort efter ser vi Martins nærmeste chef begynde at få nogle mærkelige problemer af forskellige situationer. Vi ser ham begynde at udvise tegn på stress. Vi ser, at der kommer en indberetning omkring hans børn. Vi ser psykiateren og psykologen komme forbi hans hjem. Vi ser børnene blive fjernet. Vi ser både ham og konen gå psykisk i opløsning og gå fra hinanden og vi ser Martin overtage stillingen fra sin tidligere overordnede.

Vi ser penge væksle hender imellem Martin og psykiateren. Vi ser nøglepersoner blive afkrydset på en liste og vi ser flere børn blive fjernet. 

Vi ser Martin sidde i et lækkert moderne kontor med sammen med velstillet par. Han viser billeder af nogle børn og fortæller lidt om dem. Man forstår at parret er ved at udvælge hvilke børn de godt kunne tænke sig at blive plejeforældre til. Martin sige "og husk på, at ikke blot for i nogle dejlige børn at være forældre for i får også de mange penge fra staten og kommune som følger med når man er plejeforældre". Parret nikker og smiler til hindanden og ser glade ude.

Vi ser igen nogle penge skifter hænder og vi ser Martin og psykiaterne stige til højere positioner i samfundet.
Vi ser at der bliver indført en særlig militær-politi-enhed. Betjente klædt i mørkeblå uniformer med grågrønne kasketter.



   Vi ser hvordan flere og flere børn fjernes og føres ud til plejefamilie som lever bag pigtrådshegn og vi ser forældre til børnene stå ude bag hegnende og råber og lave postyr ind til de kaskklædte militær-politi-folk kommer og fjerner dem med magt. Vi ser hvordan en hver der ytre modstand mod den stigende anvendelse af tvangsfjernelser straks bliver sat under mistanke for ikke at kun tage ordentlig var på sine børn og derefter holder mund og retter ind.

Til sidst ser vi Martin i en festlig sammenkomst med landets absolutte magtelitet i en stor herskabslejlighed. Der bliver drikke champagne og konversere. Han ser glad og succesfuld ud. 

Vi klipper så til det projetøroplyste grænseområde med bevæbnede vagter som skiller plejefamiliernes område, fra de desperate forældre som har mistet deres børn.

Sidste klip spejler episodens første klip. Man ser psykiateren og psykologen gå op af havegangen til et lille hus og stoppe op foran indgangsdøren. Man følger psykologens hånd bevæge sig op til dørklokken, lægge fingeren på og trykker... Klokken lyder inden fra huset...

Episoden er slut Black Mirror seriens velkente tema toner frem efterfulgt af rulletekster.

https://m.youtube.com/watch?v=yx_AXM3QjNU