Gaslighting

Gaslighting

 -Et åbent brev til Borgercenter Børn og Unge Amager

Dette er ikke en klage. Det er en opfordring til dialog omkring et påtrængende problem vedrørende den tvungne anbringelse af min datter. Jeg har lavet dette som et åben brev som jeg har sendt til Borgercenter Børn og Unge Amager men jeg sender samtidig til samtlige socialudvalgsmedlemmer i Københavns borgerrepræsentation og til udvalgte medieplatforme. Jeg gør dette for at prøve at fremtvinge en dialog. En dialog som jeg oplever er næsten umulig at opnå via de normale veje indenfor systemet, fordi systemet i sin nuværende form ikke er indstillet på ligværdig dialog. Det er i stedet indstillet på at kunne "lukke besværlige forældre ned" og på at kunne fremstille sagen på en måde hvor det fremstår som om magtanvendelse er det eneste rigtige for at varetage barnets tarv.

Fordrejning af virkeligheden

Det anbringelsesgrundlag som retfærdiggøre en tvungen anbringelse af min datter bygger på en fordrejning af virkeligheden. En fordrejning af virkeligheden som et helt system med mange aktører samlet er med til at etablerer og vedligeholde. Man kunne spørger sig selv hvorfor systemet skulle have lyst til - eller behov for at iscenesætte en fordrejning af virkeligheden? Hvorfor det ikke bare skulle holde sig til virkeligheden og hjemgive et barn hvis der ikke længere er behov for en anbringelse. Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv mange gange. Jeg er kommet frem til at der er flere grunde til dette. En af grundende er inerti. Da barnet i sin tid blev anbragt blev der etableret et anbringelsesgrundlag som kunne retfærdiggøre interventionen. Det billede som den gang blev etableret hænger ved og systemet har ikke let ved at skifte kurs fra hvad det en gang har besluttet. En anden og nok vigtigere grund er ængstelighed. Man er er bange for de uhyggelige sager der har været hvor børn og blevet svigtet og misbrugt og man vil ikke risikere at være den som siger "ja" til en hjemgivelse som så ender helt galt. Så er det sikrere at beholde barnet i anbringelsen hvor man har bedre kontrol over hvad der sker. Den sidste grund jeg er kommet på er travlhed. Systemet omkring anbringelse af børn er under voldsomt pres. Sagsbehandlerne har ikke den tid de egentligt har brug for at kunne udfører et godt stykke arbejde. Ansvaret overlades derfor i høj grad til den plejefamilie eller den institution som er valgt til at varetage opgaven. Disse plejefamilier/institutioner har dog ofte interesser i at anbringelsen fortsætter. Barnet er jo et indkomstgrundlag og samtidig opstår der bånd imellem barnet og institutionens ansatte/plejefamilien som gør at disse vil være tilbøjelige til at se -og tale for at barnet har brug for fortsat at være hos dem.

Gaslighting

Efter denne introduktion er jeg kommet frem til det problem jeg egentligt gerne vi adressere -det sted hvor skoen virkeligt trykker for mig i øjeblikket, fordi jeg ser min datter være udsat for et psykisk og socialt omsorgssvigt på grund af den fordrejning af virkeligheden som systemet etablere for at kunne retfærdiggøre den fortsatte anbringelse af hende. Plejemoren i den plejefamilie hvor min datter er anbragt er ekstremt god til at spille på denne fordrejning af virkeligheden på en subtil måde hvor hun kommer til at fremstår som den stabile og kærlige beskytter af min datter imens hun får forældrene til at fremstå som trusler imod barnets basale tryghed og trivsel. Dette er selvfølgelig frygteligt provokerende for mig at være vidne til, men det er ikke det værste. Det værste er at det undegraver min datters psykiske stabilitet, hendes virkelighedsopfattelse og troen på hendes egen dømmekræft.

"Gasligting" er en populærpsykologisk betegnelse for et forhold hvor den ene part systematisk undergraver den anden parts psykiske integritet og tillid til egen virkelighedsopfattelse. Betegnelsen stammer fra en gyserfilm fra 1944 (oprindeligt et teaterstykke) med Ingrid Bergman i hovedrollen. Filmen hedder "Gaslight". Det var min kæreste som gjorde mig opmærksom på betegnelsen da jeg forsøgte at forklare hende hvad det var der var så forkert ved denne anbringelse og hvordan selve anbringelsen undergravede min datters mentale sundhed. I filmen er det en mand som udsætter sin kone for en sådan systematisk manipulation af hendes virkelighedsopfattelse og psykiske stabilitet. I forhold til anbringelsen af min datter er det ikke bare en enkelt mand som genneføre denne undergravende manipulation. Det er et helt system med plejeforældre, familieterapeuter og sagsbehandlere som udsætter min datter for en virkelighedsfremstilling som ikke stemmer overens med det hun selv resonere, oplever og fornemmer. I plejemors/forvaltningens fremstilling er hendes mor et stort stressmoment for hende. Et stressmoment som hun har brug for skærmning imod. I plejemors/forvaltningens fremstilling er hendes far ikke i stand til at tage ordentligt vare på hende og møde hendes behov. I plejemor/forvaltningens fremstilling har hun et ekstraordinært stort behov for ro og skærmning og det er kun plejefamilien som kan opfylde dette behov. Min datter er meget tilpasningsorienteret og hun prøver at tilpasse sig de rammer hun er i, men for mig som kender hende er det tydeligt at hun gør vold på sig selv ved denne tilpasning. Min datter har reelt ikke brug for skærmning imod sin mor hun har brug kontakt med hende. Jeg er i stand til at tage vare på hende og møde hendes behov, min datter her ikke et ekstraordinert stort behov for skærmning og plejefamilien er ikke de eneste som kan sørge ordentlig for hende. Plejemor ved at forestillingerne om at; mor er "farlig", far er inkompetent og barnet her et ekstraordinært skærmingsbehov udgør anbringelsesgrundlaget. Hun er hele tiden bevidst om at vedligeholde disse forestilinger i alt hvad hun siger og gør i forhold til forvaltningen og i forhold til min datter. Hun arbejder systematisk på at nedbryde tilknytningen imellem min datter og mig og min datter og hendes mor for at kunne styrke sit eget stilling som hendes primære tilknytningsperson og for at kunne lukke af for den kritik som begge forældre på hver deres måde manifestere. Hun har ikke blik for hvor skadeligt dette er for min datters integritet og tro på egen virkelighedsopfattelse. Jeg har kunne følge effekten af denne strategi fra plejemors side på min datter igennem de to år hun har været hos plejefamilien. Kan se den usikkerhed, tvivl og stress som er opstået hos min datter og som ikke var der før. Det piner mig at se og jeg er oprigtigt bekymret for min datters psykiske udvikling under disse forhold. I en af de definitioner jeg har læst på internettet af begrebet "Gaslighting" hedder det oversat fra engelsk:

"at fortælle en løgn (bevidst eller ubevidst) uden at tage hensyn til om du undergraver en anden persons mentale sundhed og forståelse af virkeligheden"

Det er lige præcist det som sker her og det er skadeligt og psykisk nedbrydende.

Det er det problem jeg gerne vil have en dialog om både fordi det lige nu er et påtrængende problem for mig (og min datter), men også fordi jeg mener det er symptomatisk for et "anbringelsessystem" som ikke fungere efter hensigten. Som ikke får fat i de børn som virkelig har brug for anbringelse og som til gengæld holder krampagtigt fast p børn hvor behovet for anbringelse er yderst tvivlsomt. Lad os få en konstruktiv dialog på ligeværdige præmisser om dette. Jeg har sendt dette til Borgercenter Børn og Unge Amager, fordi det er dem som står med det overordnede ansvar for min datters anbringelsen, men har samtidig sendt det som et åbent brev som jeg også deler med politikere og udvalgt medieplatforme.

Jeg håber Borgercenter Børn og Unge Amager kan se problemet her og har lyst til at gå ind i en ligeværdig dialog om det og jeg håber at nogle medier eller politikere kan se vigtighedden i denne sag og vil være med til at få den ud af  socialforvaltningens lukkede rammer og ud i en åben dialog.

Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen

Klage over Forældrekompetenceundersøgelse

Klage over forældrekompetanceundersøgelse

Klage over "Forældrekompetenceundersøgelse af Mikkel Meinike i forhold til datteren Xx1 cpr. nr. ######-####" af 31. januar 2018. Udarbejdet af Cand. Psych. Aut. Xy-psyc og Cand. Psych. Aut. XX-psyc fra PsykologHuset for Børn og Unge.

Indledning
Motivation: Min motivation for indsendelse af denne klage er stort set udelukkende af moralsk karakter. Det ikke rigtig nogen chance for at psykolognævnet afgørelse i sagen vil kunne få betydning for det konkrete sagsforløb. Det er en af de ulykkelige ting ved denne type af undersøgelse. Der er en klagemulighed, men realt er den mulighed ikke brugbar fordi sagsbehandlingen er så langsom og fordi hvis der endelig skulle ende med at jeg fik medhold i en eller anden udstrækning ville dette blot betyde at den undersøgelse som var lavet ikke længer kunne bruges. Et medhold ville sandsynligvis ikke i sig selv medfører en rehabilitering. Moralsk og erkendelsesmæssigt har det dog en betydning. Det er en først og fremmest en mulighed for at vende afmagt og følelse af nederlag og uremelighed til aktiv handlig, en mulighed for forsøge at rejse en kritik af en urimelig sagsgang med urimelige konsekvenser. Det er også en mulighed for at prøve at analysere hvad det egentligt er der er forgået i dette undersøgelsesforløb og endeligt er det er en mulighed for af at anvende den viden og indsigt jeg har fået ved at være klient i dette sytsem til at skabe opmærksomhed og nogle problemstiske sagsgange og på den måde skabe påvirknig imod en ændring af disse sagsgange så andre mennesker i samme situation fremover kan få en mere fair behandling.

Ordforklaring: Jeg vil gøre opmærksom på at jeg i det følgende vil brug ordet "undersøgelsen" om de faktiske undersøgelser som fandt sted imens jeg vil bruge ordet "produktet" om resultatet af undersøgelsen som det er blevet fremlagt både mundtligt og skriftligt den 31. 1. 2018. Jeg vil bruge forkortelsen BUU om Børne og Unge -udvalget. Med hensyn til min datters navn så skriver jeg det selv Xx1 for at indikere af de udtales med lang vokal (Som i Rosa). I "produktet" står der "Xx1" som hun jo også hedder på sygsikringen så når jeg citerer "produktet" bruger jeg "Xx1" imens når jeg skriver min egen tekst så bruger jeg "Xx1". Bestræbelse: Jeg vil bestræbe mig på at alle de ting jeg peger på som værende unfair eller som jeg mener ikke laver op til gængse -eller gældende kvalitetstandarter kan vises ved at se på det konkrete "produkt" og ved at sammenholde dette med relevante alment tilgængelige sammenligningsgrundlag. Jeg vil prøve at undgå at inddrage oplevelser i for løbet som nævnet ikke vil have mulighed for at opnå indsigt i. Dette er altså en klage over kvalitetesproblemer og etiske problemer som kan aflæses af det foreliggende produkt.

Forudsætninger: Jeg har nogle, tror jeg, usædvanlige forudsætninger for at fremfører mine klagepunkter i og med at jeg er uddannet -og i det daglige arbejder indenfor sundhedsvæsenet/plejesektoren. Der er mange paralleller imellem den situation jeg er i som klient i anbringelsessystemet og de situationer jeg til daglig er i som del af behandlingssystemet. Spørgsmålet om kvaliteten af bestilte -og udførte undersøgelser har jeg til daglig inde på livet. Jeg har også et erfaringsgrundlag fra psykiatrien med sager som kommer tæt på når det gælder grundlaget for anvendelse af magt og inddragelse af patient-ankenævnet som kritisk instans til støtte for patienten i et forsøg på at sikre fair behandling. Denne referenceramme vil jeg forsøge at bringe i spil i forhold til mine klagepunkter.

Overordnede betragtniger: De ting som psykologerne fremdrager i "produktet" til vurdering af min forældrekompetencer er alle ting som kan findes indenfor et normalområde i forældre og barn - relationer. Det er ting uden signifikans og det er ting som i sig selv ikke burde kunne retfærdiggøre brug af tvang. Alligevel er der en mulighed for at BUU ville lægge dette produkts vurderinger til grundlag for en tvungen anbringelse af min datter, hvis det skulle komme til en afgørelse i BUU. Det som der har betydning hos forvaltningen og i BUUs vurdering er nemlig ikke om de ting som fremdrages i "produktet" har substans. Det som har real betydning er at der er nogle eksperter som har vurderet sagen. Disse eksperter har man tillid til. Hvis man ved læsning af "produktet" får indtryk af at eksperterne finde et eller andet forhold problematsik så antager man at det er problematisk. Derfor kan en psykologundersøgelse med meget lidt egentlig substans ende med at fører til en tvangsanbringelse af børn. Vores almindelige retsforståelse bygger på at vores handlinger holdes op imod en temmelig fast defineret ramme nemlig loven og at der skal foreligge konkret beviser for overtrædelse af denne ramme før en borger kan sanktioneres. I dette tilfælde kan der sanktioneres på baggrund af nogle eksperters kvalificerede smag og behag. Det som for øjeblikket blandt psykologer "trender" inden for vurdering af forældrekompetencer bliver en udslagsgivende faktor. I øjeblikket er det "mentaliseringsbegrebet" som "trender". Et meget udefinerbart begreb. Psykolog Louise Svendsen beskriver det i således: "At mentalisere betyder, at man er i stand til at se sig selv udefra samtidig med, at man ser en anden person indefra" (side 20). At blive bedømt ud fra et så udefinerbart kriterier i kombination med en så indgribende sanktionsmulighed fra systemets side forekommer mildest talt urimeligt. Man kan hævde at psykologerne ikke kan lægges til ansvar for dette komplekse samspil som deres undersøgelse indgår i. Det vil jeg så hævde at de kan, eller i hvert fald vil jeg hævde at de er forpligtede til at vise ansvarlighed i forhold til den måde hvor på deres "produkt" bliver læst og brugt. Af Socialministeriets Retningslinjer for udarbejdelse af forældrekompetendeundersøgelser fremgår det at man ønsker en børnefaglig undersøgelse for at sikre et kvalificeret og uddybende afgørelsesgrundlag. Psykologi er i ikke nogen eksaktvidenskab derfor bygger hele denne undersøgelses pålidelighed på en tillid til psykologernes kvalificerede dømmekraft og moralske habitus. Det er en position af næsten uindskrænket magt psykologerne får, for det er jo stort se umuligt for borgeren at gøre indvendinger. Der er jo ikke noget konkret bevismateriale eller nogen lovramme at holde en indvending op imod. Der er bare psykologernes faglige skøn. En sådan magtposition stille uhyre store krav til psykologens moralske habitus. Det krav mener jeg ikke psykologerne har honoreret i denne undersøgelse. Det stiller store krav til kvaliteten af undersøgelsen. Disse krav mener jeg ikke psykologerne har honoreret. Endelig stiller det krav til at psykologerne har fokus på forældrenes resourcer og udviklingspotentiale. Dette krav mener jeg heller ikke psykologerne har honoreret. Jeg mener at de primært har været optaget af at finde svaghederne ved mit forældreskab imens betydningsfulde kompetencer som kunne være en stor fordel ved en hjemtagelse er blevet overset.

De overordnede klagepunkter samt uddybning af dem:
Af Socialministriets Retningslinjer for Udarbejdelse og Anvendelse af Forældrekompetenceundersøgelser fra 2011 fremgår det at man foreslår brugen af psykologer netop for at danne en modvægt til forvaltningens egen sagsfremstilling. Det beskrives øverst på side syv i retningslinjerne at man ønsker en autoriseret psykolog for at denne skal kunne tage behørigt hensyn til at det ofte er yderst følsomme sager og at undersøgelsens udfald ofte har store konsekvenser for de involveredes liv. Og lidt længere nede øverst på side ni tales der om at en forældrekompetence ikke udelukkende bør have til formål "at bekræfte eller blåstemple kommunens eget oplysningsgrundlag". Tilbage på side syv tales der om at at man anbefaler at to fagpersoner udfører undersøgelsen i samarbejde. Det fremgår at dette er tænkt som en sikringsmekanisme igen for at løfte kvaliteten særlig med tænke for de udsatte personer som skal undersøges. Jeg mener at psykologerne har svigtet i forhold til disse af ministeriet udstukne retningslinjer.

Mine to overordnede klagepunkter er:
Produktet lever ikke op til de moralske/etiske forpligtelser som det burde leve op til og "produktet" lever ikke op til de kvalitetskrav som det burde leve op til:

Jeg vil nu gå i gang med at elaborere og underbygge disse to overordnede klagepunkter med udgangspunkt i det foreliggende produkt. Produktet lever ikke op til de moralske/etiske forpligtelser som det burde leve op til - det er uretfærdigt i sin fremstilling af de undersøgte personer. Jeg mener at "produktet" er uretfærdigt i sin måde at bedømme mine forældrekompetencer og at det favorisere den situation som forvaltningen har etableret omkring Xx1. Det vil jeg forsøge at vise i det følgende med udgangspunkt i "produktet".

Ligestilling af ulige forhold:
Psykologerne stille særligt i "produktets" konklusion tingene op på en måde hvor det bliver mine mulighedder for at imødekomme Xx1s behov som kommer til at stå overfor anbringelsessituationens muligheder for det. Dette er ikke en fair opstilling. Det siger sig selv at jeg ikke kan tilbyde den samme grad af materiel tryghed eller samme grad af konkret dedikation som en velbjerget plejemor i Nærum som tjener penge ved at udfører dette arbejde og som har et stort kommunalt maskineri i ryggen til at hjælpe sig. Når mine mulighedder for at varetage forældreopgaven skal vurderes så bør de vurderes i forhold til en række mindstekrav med udgangspunkt i lovens forståelse af kriterierne for en tvungen anbringelse og ikke i en sammenligning med den situation som forvaltningen med alle sine ressourcer kan etablere omkring min datter.

Væsentlige behov overses: At der foregår en favorisering af den situation som forvaltningen har etableret bliver også tydeligt ved at psykologerne har fokusere på de af Xx1s behov som plejefamilien i særlig grad er velegnet til at opfylde fx behovet for tryghed og gode rammer og omsorgspersoner som kan dedikere sig helt til hendes behov, imens andre oplagte behov som fx. behovet for autencitet, behov for en normalisering (opløsning af anbringelsen) eller behov for at være forbundet med sine "rødder" fuldstændigt overses. De steder jeg ser dette i den konkrete tekst er på side 28 i kapitlerne "Xx1s udfordringer og behov" og "Mikkels evner til at møde Xx1s udfordriger og behov i forhold til opdraget" Det er her også påfaldende at Xx1s behov for styrkelse af egen identitet ikke knyttes sammen med en mangel på tilknytning til sine "rødder" - den biologiske arv, den kultur og de værdier hun er rundet af og at den manglende realitetstestning som psykologerne finder hos hende ikke knyttes sammen med den manglende autensitet i anbringelsessituationen. Her tænker jeg både på at anbringelsen i sig selv er en "kunstig" situation og på det forhold at der fra Xx1s perspektiv ikke er nogen forståelig grund til at hun fortsat skal være anbragt.

Urimelig personfremstilling: En anden urimelighed kommer frem i personfremstillingen. Det hedder i psykologloven at psykologerne skal arbejde "uhildet" altså at de ikke skal være forudindtagede. Produktet viser en forudindtagethed i forhold til min person. Det kommer tydeligt til syne i den sproglige fremstilling. Sprogligt vinkler psykologerne udtalelse og holdniger fra min side så de fremstår som udtryk for et subjektivt og mere eller minder uafstemt syn på virkeligheden frem for som reelle og ligeværdige holdninger og indstillinger. Dette ses tydeligt når man holder gengivelsen af udtalelser fra min side op imod gengivelsen af udsagn fra andre involverede - her primært plejefamilien. Eksempler på den subjektiverende måde at fremstille mine udsagn på. På side 17 i afsnittet "Drømmen om at få Xx1 hjem...": "Mikkel ved godt fra sin advokat, at han ikke må snakke dårligt om plejefamilien. Samtidig er Mikkel af den opfattelse, at han bliver nødt til at tegne et for Mikkel mere sandfærdigt alternativ for Xx1 end det, som plejefamilien og kommunen gør." Der levnes her ikke mulighed for en overvejelse af om min analyse af situationen og min afvejning af fordele og ulemper ved en bestemt adfærd faktisk er relevant og virkelighedsafstemte. Der forudsættes at den ikke er det. Eller på side 19 i afsnittet "Neela": "Adspurgt hvorfor han ikke gik fra Neela tidligere, siger Mikkel, at han følte sig som et gidsel. Mikkel giver udtryk for, at han ikke så det som en mulighed at forlade Neela uden, at han samtidig kunne risikere at miste kontakten til børnene med den konsekvens, at de ville bo alene med Neela." Den tilbagevende brug subjektiverende indramninger som "Mikkel føler" og "Mikkel giver udtryk for" frem for "Mikkel siger", "Mikkel forklarer". Der levnes som i forrige eksempel ikke mulighed for en overvejelse af om min analyse af situationen og min afvejning af fordele og ulemper faktisk er relevante og virkelighedsafstemte. Det markeres sprogligt at den nok ikke er det. Til sammenligning med de to eksempler jeg har givet fra tekstens fremstilling af mig vil jeg give et eksempel på hvordan plejefamiliens udsagn typisk refereres. "Susanne og Jørgen beskriver, at Xx1 særligt i begyndelsen af plejeforholdet virkede noget usikker i forhold til mad. Det var svært for Xx1 at gå på resttaurent, hvis de bestilte forskellige ting, idet Xx1 blev så fristet af de andres tallerkener. Xx1 havde også svært ved gratis smagsprøver i butikkerne, hvor..." Der er en helt anden tone i denne fremstilling. Susanne og Jørgen "føler" ikke at Xx1 gør sådan og sådan - nej de "beskriver" og det for de stort set lov til at gøre "uforstyrret" over lange stræk på en helt anden måde end man ser i forhold til referatet af mine udsagn. Sprogligt set får man ved referatet af samtalen med plejefamilien et billede af at den virkelighed som de fremstiller kan tages for gode vare imens man ved referatet af samtaler med mig for et billede af at den ikke kan det. En sådan fremstillingsform er udtryk for en forudindtagethed og derfor er det også et brud på psykologlovens krav. Hvis psykologerne igennem undersøgelsen opdager klare indikatorer for en manglende afstemning med virkeligheden fra min side så kan de fremfører deres belæg for det. Det ville være helt i orden, men det er ikke i orden at arbejde med en personfremstilling som implicit tillægger den person som undersøges utilregnelighed. Vedrørende personfremstillingen så findes der en unik mulighed for at nævnet kan danne sig et førstehåndsindtryk af det første møde imellem mig og psykologerne. Dette møde er nemlig et interview som er optaget på video. Såfremt interviewet er blevet opbevaret (hvilket jeg vil mene at det skal) vil nævnet kunne få det udleveret og selv se det. Det er interessant fordi psykologerne på side 29 i "produktet" tegner et billede at jeg i starten er meget skeptisk, men senere bliver mere tryg og at jeg fremstår kantet og grænseoverskridende, at jeg har en generel mistillid til systemet og at psykologerne i starten skulle passe meget på hvad de sagde. Det mener jeg ikke er tilfældet og jeg mener at et gennemsyn af det optagede materiale vil kaste et andet lys over de konklusioner psykologerne drager i produktet. I hvert tilfælde mener jeg det vil være interessant for nævnet at se det fordi det giver et godt billede af hvor lidt signifikans der er i det materiale som psykologerne analysere for at nå frem til deres konklusioner og hvor meget af fremstillingen som bygger på tillempeser og "storytelling".

Begrebsforvirring: Så vil jeg nævne en uretfærdighed i den måde begrebet "udvikling" i forhold til min person fortolkes. Undersøgelsen af mine muligheder for udvikling er del af undersøgelsens opdrag. Psykologerne når i "produktet" frem til en forståelse af begrebet "udvikling" som kan beskrives som min evne til at give afkald på grundlæggende værdier og rette mig ind efter "strategier anvist af andre" (Side 17 og side 30). De konkludere i forhold til det opstillede udviklingsbegreb at jeg kun vil have meget lille mulighed for at udvikle mig. Jeg mener at produktets udlægning af begrebet "udvikling" ligger langt fra hvad man i andre sammenhænge forstår ved "udvikling" og at det deraf følgende er en noget urimelig tolkning af opdraget som jeg her vurderes op imod.

En tydelig lille indikator: En lille, men tydelig indikator for psykologernes bias til fordel for den situation som forvaltningen har etableret omkring Xx1 finder man på side 27. Til aller sidst i kapitlet "Vurdering af hjemmebesøg" "Det bemærkes, at Xx1 siger, at hun, hvis hun står i sin værste frygt - at hendes mor "bortfører" hende - da vil hun ringe til plejemor". Det fremgår tydeligt at denne sætning skal demonstrere at hvis det virkeligt brænder på så er det plejemor Xx1 vil henvende sig til og ikke mig. Den er dog en meget unfair fremstilling, hvis man inddrager kontekst. Xx1 har ikke mit telefonnummer og må ikke ringe til mig. Under hele anbringelsen hos plejefamilien har hun ikke haft mulighed for at ringe til mig. Desuden tager den beskrevne situation udgangspunkt i en forestilling om at Xx1 "bortførers" fra plejefamiliens hjem i Nærum. Det er derfor et ret oplagt at Xx1 i den situation vil ringe til plejemor og ikke til mig. Negative aspekter af anbringelsen udelades: Anbringelsessystemet repræsenteres i "produktet" i form af den tidligere undersøgelse, beskrivelser fra skiftende sagsbehandlere, udtalelser fra familiekonsulenten og fra plejefamilien. Hele dette dataområde behandles i "produktet" som om det kommer fra en neutral, pålidelig kilde uden anden interesse end barnets tarv. Der stilles således ikke spørgsmålstegn ved validiteten og kvaliteten af denne datamængde. Det siger sig selv at en sådan tilgang er urealistisk. Alene mængden af aktører og rigiditeten i et så stort og kompliceret system taler for at der må opstå utilsigtede bivirkninger, at der må opstå dynamikker som modarbejder hensynet til barnets tarv. Der findes masser af evidens for det. En plejefamilie som er glad for deres plejebarn vil kunne have en interesse i at modarbejde en hjemgivelse af plejebarnet. Det er voldsomt og skræmmende for et barn at være en lille bitte brik i et stort, tungt, magtfuldt og fortravlet system med sagsbehandler, plejeforældre, forvaltninger og udvalg som bestemmer ens skæbne. En problematisering af anbringelsessituationen er fuldstændigt fraværende i "produktet". Jeg forstår at undersøgelsen er tænkt som en afdækning af min og min datters ressourcer og problemer, men man får ikke en realistisk afdækning af dette, hvis man ikke indrager et realistisk billede af den ramme vi agere i forhold til. Opsamling på

klagepunkter som vedrøre moral og etik: Jeg har her fremført min kritik i af nogle moralske/etiske aspekter i "produktet". Jeg har fremført den påstand at "produktet" i sin fremstilling er forudindtaget til fordel for den situation som forvaltningen har etableret omkring min datter. Dette har jeg underbygget ved at pege på at ulige forhold ligestilles, at væsentlige behov overses, at der arbejdes med en urimelig personfremstilling, at et centralt begreb defineres på en tvivlsom måde, at der er en tydelig lille indikator for psykologernes bias i fremstilling og at negative aspekter af anbringelsen udelades. Produktet lever ikke op til de kvalitetskrav som det burde leve op til. Produktet formår ikke at skabe afklaring: Formålet med undersøgelsen er at den skal skabe en afklaring af situationen og dermed danne grundlag for kvalificerede afgørelser vedrørende det videre forløb. Det burde være sådan at en læsning af "produktet" ville give læseren en detaljeret, realistisk kortlægning af ressourcer - og problemområder som ville have betydning i forbindelse med overvejelse og gennemførelse af en hjemgivelse af Xx1. Det gør den ikke. Den skaber snarere en fornemmelse af uafklarethed. En fornemmelse af at et eller andet ikke helt er som det skal være, samtidig med at det er meget svært at få et klart billede af hvad det er som ikke er helt som det skal være.

Undersøgelsen benytter et forældet paradigme: I år 2001 introducere ICF (International Classifacation of Functioning, Disability and Health) af WHO. ICF markere et paradigmeskift. Dette paradigmeskift har haft omfattende betydning på hele sundhedsvæsenet i Danmark over de sidste cirka 15 år hvor hele rehabiliterigsbegrebet er udviklet og har vundet indpas. I det "gamle" paradigme som man fulgte cirka frem til årtusindskiftet så man funktionsnedsættelser som følge af begrænsninger hos en person, der forhindrede denne i at udfører forskellige funktioner eller aktiviteter. I det nye paradigme ankerkendes de kontekstuelle aspekt af funktionsnedsættelser - den dynamiske interaktion mellem individ og miljø. Hvis man læser "produktet" kan man tydeligt se at der i undersøgelsen er blevet arbejdet ud fra "det gamle paradigme". Psykologerne forsøger via noget som skal ligne en videnskabelig tilgang at isolere og afgrænser fænomener som kan have betydning for mine mulighedder for at varetage forældreopgaven. Dette er en uhensigtsmæssig tilgang af flere årsager. For det første fordi den som jeg lige har beskrevet er forældet. Man gør det ikke længere på den måde. Man har fundet ud af at den tilgang har en tendens til at stå i vejen for løsningen af problemer. Det giver ikke mening at se funktionsevner som isolerede fænomener. Man bør i stedet se funktionsevner i sammenhæng med de aktiviteter/opgaver som skal udføres. For det andet fordi psykologi ikke er en eksakt videnskab. Psykologi er ikke særlig velegnet diagnosticerer via opstilling af standardiserede testningsmetoder. Det bliver en pseudovidenskabeligt tilgang frem for en videnskabelig tilgang og konklusionerne der drages heraf bliver misvisende og uproportionerede. Et problem uden underbygning. Der beskrives i produktets konklutionen af det som betragtes som det største problem i forhold til min mulighed for at varetage forældreopgaven er nogle "mentalisringssammenbrud" som angiveligt skulle ske i det øjeblik mine grundlæggende værdier anfægtes. (Side 29) "Samtidig ser vi i praksis eksempler på, at Mikkels evne eller vilje til at mentalisere Xx1 og hendes behov og dermed afstemme sig Xx1s behov bliver reduceret, når Xx1s behov ikke er i overenstemmelse med hans egne." (Side 29) Lad mig lige inden jeg går videre slå fast at dette jo er et alment menneskeligt træk. Det er for os allesammen lettere at afstemme os andres behov såfremt disse er i overensstemmelse med vore egne. Her fremhæves det dog ikke som et alment menneskeligt træk, men som et problem af væsentlig karakter hos mig. Så spørger jeg, hvor i produktet ser vi det problem komme til udtryk? Hvor er bellæget for denne konklusion? Er det samtalen om madpakker som refereres på side 26? Er det i samtalen om mor som ligeledes refereres på side 26? Er det fra PDI’en som gennemgåes på side 20 eller observationer af Xx1 og Mikkels samvær som refereres på side 22? Jeg har læst produktet grundigt igennem gentagende gang og jeg kan ikke finde noget sted som med en rimelig signifikans underbygger en konklusion om at der skulle være et problem her som ligger udenfor det normalt forventelige. Manglende kritisk blik Det er vigtigt af holde sig for øje at psykologundersøgelser som den foreliggende kan- og meget ofte bliver brugt som grundlag for en tvungen anbringelse af børn. Derfor er tanken om at psykologernes arbejde bør gennemgå et kritisk eftersyn meget nærliggende. Hvis vi vender tilbage tilSocialministeriets retningslinjer så kan vi på side syv se at man forestiller sig at de to samarbejdende fagpersoner/psykologer skal spille en kvalitetssikrende rolle i forhold til hinandens arbejde. "Pga. sagens kompleksitet og indgribende karakter kan det være hensigtsmæssigt, at forældrekompetenceundersøgelsere gennemføres af et team på to fagpersoner ... idet der er tale om sager af så følsom og potentielt indgribende en karakter, at de ikke bør overlades til en enkelt undersøger." (Socialministeriets retningslinjer s. 7). Jeg mener ikke at de to psykologer har spillet denne kvalitetssikrende rolle i forhold til hinandens arbejde. De er begge højt uddannede personer som har gået på universitetet de burde kunne opdage hinandens "fejl" vedrørende undersøgelsesintegritet. Med undersøgelsesintegritet mener jeg forhold som fair versus unfair personfremstilling, signifikans i observationer, realistisk proportionering af observationer og konklusioner, inddragelse af kontekstuelle forhold som har betydning for vurderingen og så videre. Jeg mener det færdige "produkt" bære præg af at psykologerne har samarbejdet om at understøtte hinandens pointer og konklusioner også selvom disse ikke levede op til de kvalitets - og integritetskrav som autoriserede undersøgelser bør leve op til. Opsamling på

klagepunkter som vedrøre "produktets" kvalitet: I min kritik af "produktets" kvalitet peger jeg på at "produktet" ikke formår at skabe afklaring, at der benyttes et forældet paradigme, at der mangler underbygning for det mest markante problem og at den kvalitetssikrende foranstaltning som skulle ligge i at lade to fagpersoner udfører undersøgelsen sammen tilsyneladende ikke virker. Konsekvenser for mit og mine børns liv Jeg og min datter har i dette forløb været igennem to omfattende psykologundersøgelser og i begge tilfælde har jeg haft oplevelsen af at undersøgelserne langt fra gav en fair og realistisk fremstilling af mine forældrekompetencer. I begge tilfælde har jeg haft en oplevelse af undersøgelserne på et uklart og "mystificerende" grundlag tagnede et negativt billede af mine forældrekompetencer. I begge tilfælde har jeg haft en fornemmelse af at undersøgelsernes konklusioner manglede substans og at de beskrevne problemer ikke lod sig konkretisere så der kunne laves en indsats for at løse dem. På et psykisk plan har det været rædselsfuldt fordi der er blevet sået en urimelig tvivl om mine evner og intentioner på nogle af de mest grundlæggende områder i min selvforståelse. På det konkrete fysiske plan har det betydet at man fra myndighedernes side har kunnet finde belæg for at fastholdt en anbringelse af min datter langt ud over hvad jeg mener er hensigtsmæssigt. Afslutning Dette var min klage over "produktet" af den undersøgelse som jeg og min datter har været igennem. Det er blevet en lang og detaljeret klage. Undersøgelsen har ikke nogle markante påstande eller standpunkter som jeg kan argumentere imod. Dens konklusioner etableres på baggrunde af små nuancer og det samlede indtryk den efterlader sig bygger mere på en "tone" i sagsfremstillingen end på egentligt klare udsagn. Derfor har jeg i min klage ikke haft anden vej at gå end at forsøge at afdække, fremhæve og belyse de tydeligeste/vigtigste af disse små nuancer og detaljer og på den måde anskueliggøre at det samlede billede som efterlades af "produktet" er urealistisk negativt.

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen