Torsdagsbrev
17/01/19
- Dancing with Lady Justice -
Læs
tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com
I
dag torsdag den 17/01/19 skal min datters og min sag i
B&U-Udvalget klokken 12.15 på Køenhavns
Rådhus.
Hvorfor
tingene har udviklet sig på den måde at jeg nu
skal i dette møde bliver for omfattende til dette
blogindlæg. Torsdagsbrevets nytårs tale kommer
lidt ind på forløbet så den kan man se
hvis man vil vide mere.
Her
kunne jeg tænke mig at lave mit eget lille oplæg
til mødet. Det som er mit budskab, det som jeg gerne
vil have frem.
Mødet
er jo ikke sådan et hvor jeg bare kan fremlægge
disse ting. Det er min advokat som spørger mig og hun
spørger om nogle bestemte ting, så det her er
mere en slags forestilling om hvad jeg ville sige hvis jeg
fik 20 minutter til at fremstille mit
synspunkt:
Fremstillingen
af mit synspunkt
Jeg
er ikke i tvivl om at B&U-Udvalget har følt sig
utrygge ved at min datter skulle hjemgives til mig. At de
har tænkt "Mon ikke vi heller skulle beholde
hende i anbringelse for en sikkerheds skyld". At de med
baggrund i en enighed om denne tanke har kigget
sagsmaterialet igennem og fundet de ting som bedst talte for
en fortsat anbringelse og brugt disse som begrundelse for en
afgørelse.
Når
jeg nu har valgt at ønske min datter hjemgivet
på trods af at udvalget for under et år siden
har truffet afgørelse om fortsat anbringelse så
er det fordi jeg mener at de kriterier som udvalget har
brugt til at begrunde afgørelsen om fortsat
anbringelse efter min bedst overbevisning er ude af trit med
de kriterier som lovrammen lægger op
til.
Lovrammen
lægger op til at børn kun må anbringes
såfremt der ikke er andre muligheder. Lovrammen tager
udgangspunkt i en forestilling om at det vil være
bedst for et barn at være hos sine biologiske
forældre hvis detter er muligt.
Udvalget
skal således ikke tage stilling til hvad de mener der
vil være bedst for barnet, det her lovrammen allerede
taget stilling til. De skal blot tage stilling til om
anbringelse er en
nødvendighed.
Man
kunne også sige det på den måde at i
Danmark godkender vi ikke
"bekvemmelighedsanbringelser", vi godkender alene
"nødvendighedsanbringelser" (i hvert
tilfælde så længe vi taler
tvangsanbringelse).
Der
er i det forelagte materiale efter min vurdering ikke noget
som tyder på at fortsat tvangsanbringelse skulle
være en nødvendighed.
Det
er tvetydige, bøjelige og udefinerbare begreber som
bruges som belæg for
anbringelsen.
Begreber
og tolkninger som ikke udtrykker nogen signifikans. Begreber
og tolkninger som vil kunne tolkes forskelligt af
forskellige personer, begreber og tolkninger som ikke
udtrykker noget entydigt.
Sådanne
begreber og tolkninger bør ikke kunne bruges som
belæg for en tvangsanbringelse.
Når
vi begrunder en tvangsanbringelse skal vi kigge efter de
nedre "grænsekriterier". Adfærd eller
forhold som med signifikans skiller sig ud fra
normaladfærd på en måde som med
overvejende sandsynlighed vil føre til skad på
barnet hvis dette hjemgives.
Vi
har haft to psykologer til at kigge på min datter og
mig igennem et halvt år. Det er i løbet af
denne omfattende og grundige undersøgelser ikke
lykkes psykologerne af finde noget som signifikans viser at
en anbringelse skulle være
nødvendig.
Når
der ikke er fundet nogle klare eksempler på at en
anbringelse er en nødvendighed selv efter så
grundig en undersøgelse så er der ikke
belæg for fortsat anbringelse.
Lige
som hospitalsophold er en nødløsning som
bør ophøre når det akutte
indlæggelsesbehov er afhjulpet er også
tvangsanbringelse en nødløsning som bør
ophøre når det akutte behov ikke længere
er til stede.
I
min datters og mit tilfælde må man sige der ikke
længere kan påvises et behov for anbringelsen.
De undersøgelsesresultater som er blevet lagt til
grund for afgørelsen om fortsat anbringelse må
siges ikke at have den fornødne signifikans eller
evidens. Selvfølgelig skal hjemgivelsen ske gradvist
og med behørig hensyn til de vaner og relationer som
er opstået under det lange anbringelsesforløb,
men forudsætningen for anbringelsen er ikke
længer til stede og derfor bør den
ophøre.