Torsdagsbrev: Om En Sårbar Delegation

Torsdagsbrev 24/01/19
- Om en sårbar delegation -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

En sårbar delegation

Pyha.. Sikke en historie dette er ved at udvikle sig til.

Forvaltningen møder op fire mand høj i B&U-Udvalget, eller fire kvinder høj for det var det jo ret beset.

Normalt er de to. En sagsbehandler og en afdelingsleder. Men her havde disse to altså fået følgeskab af en områdeleder og en jurist.

De så ikke glade ud. En delegation udsendt fra et system i krise. En delegation som skulle markere at nu havde de fået nok af mig og min evindelige kritik af deres forvaltning.

De havde dog et problem. Et problem som er symptomatisk for hele hele det forvaltningsområde som har med børn at gøre.

De var mødt op til et møde som skulle tage hånd om et barns trivsel med en dagsorden som handlede om at sanktioner en voksens adfærd.

De gør det hele tiden. Bruger magten over barnet til at holde besværlige forældre i skak. Problemet var bare at på dette møde blev det tydeligt.

Det blev tydeligt at det som forvaltningen foreslog ikke var i overensstemmelse med hensynet til barnets tarv.

Det blev tydeligt at forvaltningen ønskede at sanktionere både barn og far i en situation hvor der ikke kunne siges at være et reelt behov for det.

Det kom frem i deres forklaringer da de blev bedt om at uddybe.

Det system som havde virkede så sikkert i sin magtposition. Det system som kunne gøre lige som det vil fordi det på forhånd var udnævnt til at være en uegennyttig repræsentant for barnets tarv var pludseligt blevet sårbart og skrøbeligt.

Det var blevet sårbart fordi det skinnede igennem at billede ikke passede. At de ikke sad der fire mand høj for at passe på et stakkels udsat barn, men at de sad der fire mand høj for at passe på et system som uventet var kommet under pres.

Et system som var blevet udsat for kritik.

En kritik som så ud til at være velbegrundet.

Torsdagsbrev: Dancing with Lady Justice

Torsdagsbrev 17/01/19
- Dancing with Lady Justice -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

I dag torsdag den 17/01/19 skal min datters og min sag i B&U-Udvalget klokken 12.15 på Køenhavns Rådhus.

Hvorfor tingene har udviklet sig på den måde at jeg nu skal i dette møde bliver for omfattende til dette blogindlæg. Torsdagsbrevets nytårs tale kommer lidt ind på forløbet så den kan man se hvis man vil vide mere.

Her kunne jeg tænke mig at lave mit eget lille oplæg til mødet. Det som er mit budskab, det som jeg gerne vil have frem.

Mødet er jo ikke sådan et hvor jeg bare kan fremlægge disse ting. Det er min advokat som spørger mig og hun spørger om nogle bestemte ting, så det her er mere en slags forestilling om hvad jeg ville sige hvis jeg fik 20 minutter til at fremstille mit synspunkt:

Fremstillingen af mit synspunkt

Jeg er ikke i tvivl om at B&U-Udvalget har følt sig utrygge ved at min datter skulle hjemgives til mig. At de har tænkt "Mon ikke vi heller skulle beholde hende i anbringelse for en sikkerheds skyld". At de med baggrund i en enighed om denne tanke har kigget sagsmaterialet igennem og fundet de ting som bedst talte for en fortsat anbringelse og brugt disse som begrundelse for en afgørelse.

Når jeg nu har valgt at ønske min datter hjemgivet på trods af at udvalget for under et år siden har truffet afgørelse om fortsat anbringelse så er det fordi jeg mener at de kriterier som udvalget har brugt til at begrunde afgørelsen om fortsat anbringelse efter min bedst overbevisning er ude af trit med de kriterier som lovrammen lægger op til.

Lovrammen lægger op til at børn kun må anbringes såfremt der ikke er andre muligheder. Lovrammen tager udgangspunkt i en forestilling om at det vil være bedst for et barn at være hos sine biologiske forældre hvis detter er muligt.

Udvalget skal således ikke tage stilling til hvad de mener der vil være bedst for barnet, det her lovrammen allerede taget stilling til. De skal blot tage stilling til om anbringelse er en nødvendighed.

Man kunne også sige det på den måde at i Danmark godkender vi ikke "bekvemmelighedsanbringelser", vi godkender alene "nødvendighedsanbringelser" (i hvert tilfælde så længe vi taler tvangsanbringelse).

Der er i det forelagte materiale efter min vurdering ikke noget som tyder på at fortsat tvangsanbringelse skulle være en nødvendighed.

Det er tvetydige, bøjelige og udefinerbare begreber som bruges som belæg for anbringelsen.

Begreber og tolkninger som ikke udtrykker nogen signifikans. Begreber og tolkninger som vil kunne tolkes forskelligt af forskellige personer, begreber og tolkninger som ikke udtrykker noget entydigt.

Sådanne begreber og tolkninger bør ikke kunne bruges som belæg for en tvangsanbringelse.

Når vi begrunder en tvangsanbringelse skal vi kigge efter de nedre "grænsekriterier". Adfærd eller forhold som med signifikans skiller sig ud fra normaladfærd på en måde som med overvejende sandsynlighed vil føre til skad på barnet hvis dette hjemgives.

Vi har haft to psykologer til at kigge på min datter og mig igennem et halvt år. Det er i løbet af denne omfattende og grundige undersøgelser ikke lykkes psykologerne af finde noget som signifikans viser at en anbringelse skulle være nødvendig.

Når der ikke er fundet nogle klare eksempler på at en anbringelse er en nødvendighed selv efter så grundig en undersøgelse så er der ikke belæg for fortsat anbringelse.

Lige som hospitalsophold er en nødløsning som bør ophøre når det akutte indlæggelsesbehov er afhjulpet er også tvangsanbringelse en nødløsning som bør ophøre når det akutte behov ikke længere er til stede.

I min datters og mit tilfælde må man sige der ikke længere kan påvises et behov for anbringelsen. De undersøgelsesresultater som er blevet lagt til grund for afgørelsen om fortsat anbringelse må siges ikke at have den fornødne signifikans eller evidens. Selvfølgelig skal hjemgivelsen ske gradvist og med behørig hensyn til de vaner og relationer som er opstået under det lange anbringelsesforløb, men forudsætningen for anbringelsen er ikke længer til stede og derfor bør den ophøre.