Torsdagsbrev: Har Danmark fået en autoimmun sygdom?

Torsdagsbrev 14/02/19
- Har Danmark fået en autoimmun sygdom? -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

Har Danmark fået en autoimmun sygdom?

Denne uges torsdagsbrev bare præg af at jeg har en stor interesse for kroppen, og for sundhed og sygdom. I den senere tid har jeg af forskellige årsager beskæftiget mig en del med de autoimmune sygdomme. Det kommer til udtryk i denne uges torsdagsbrev hver jeg slår en sløjfe omkring de autoimmune sygdomme for til sidst at vende tilbage til emnet tvangsanbringelse af børn, som jo er torsdagsbrevenes overordnede emne.

Denne lille rejse starter med spørgsmålet

Måske tænker at det er et underligt spørgsmål. Hvad er autoimmune sygdomme overhovedet og hvorfor skulle Danmark have fået sådan en?

Så hvad er autoimmune sygedomme?

 

Der er mange autoimmune sygdomme.

Fælles for dem er at immunforsvar angriber sundt og vigtigt væv og dette forårsager sygdommen. Forskellen på dem er hvilket sted i kroppen det sunde væv angribes.

I Skelrose for eksempel er det de sunde og nødvendige Myalinskeder som omgiver nervecellerne som immunforsvaret går til angreb på.

Immunforsvaret ser helt almindelige funktionsdygtige celler og forveksler disse med skadelige/farlige organismer.

Hvorfor kroppen på den måde angriber sig selv har undred mig i mange år. Den anerkendte videnskab har ikke noget klart svar på det.

Min kæreste præsenterede mig for et par dage siden for en forklaringsmodel som hun havde læst om. Modellen går ud på at immunforsvaret ikke bare går løs på de sunde og vigtige celler uden årsag.

Der er i stedet tale om en slags stressreaktion.

Der ligger et reelt problem bag immunforsvarets reaktion.

kroppen er udsat for en overbelastning fra et protein som reelt er skadeligt og som immunforsvaret bruger en masse kræfter på at bekæmpe.

Dette protein minder i sin struktur om de sunde og normale celler.

Immunforsvaret bliver altså så ivrig i sit forsøg på at udrydde det skadelige protein at det kommer til at også at udrydde de sunde celler som minder om det.

Ja men er det ikke netop det samme vi ser i disse anbringelsessager??

Der er et reelt problem.

Der er børn som bliver svigtet, vanrøgtet eller mishandlet af deres biologiske forældre.

Dette vil vi/systemet gerne gribe ind overfor.

Derfor optrapper det indsatsen.

Den optrappede indsats fører til en stigende forekomster af forvekslinger hvor normal adfærd aflæses som uønsket adfærd.

Forvekslinger som fører til tvangsfjernelser af børn som ikke behøvede at blive tvangsfjernet.

Ja ... måske har Danmark fået en autoimmun sygdom?

Torsdagsbrev 13/09/2018

Torsdagsbrev 13/09/18
- Torsdagsbrevet tegner og fortæller -

Første episode

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil I også kunne læse om tanken bag "torsdagsbrevet". Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber I vil læse det. Jeg håber at I vil overveje dets indhold. Jeg håber at I på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som I måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at I går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den.

- Første episode -

"Kommunen anbringer da ikke børn uden der er en rimelig grund til det!" "Hvorfor skulle de gøre det?" "Det har de da ingen interesse i?" "Det er dyrt, besværligt og det pynter ikke på statistikerne." "Kommune er da kun interesseret i at hjemgive et barn, hvis det overhovedet på nogen måde kan lade sig gøre". Sådan er der mange som har sagt til mig. Der er nok endnu flere som har tænkt det uden at sige det. Vi kan ikke rigtig forestille os at autoriteter på den måde kan være galt på den. "Der er nok noget om snakken ..." tænker vi. Sådan tænkte jeg egentligt også selv da hele denne sag begyndte. Der er så mange instanser som sikre at anbringelsen af børn kun sker hvis det er absolut nødvendigt og sikre at der altid sker en fair og grundig sagsbehandling.

.. Well, have I got news for you!

De systemer som ser vældigt betryggende og demokratiske ud i et teoretisk perspektiv fungerer slet ikke sådan i praksis. Hvorfor ikke? Det spørger jeg også mig selv om og jeg har spurgt mig selv om det lige siden jeg for mere end syv år siden kom i kontakt med systemet. Jeg har haft en interessant mulighed for at betragte forholdet imellem borger og system fra flere vinkler. Jeg var klient i systemet og samtidig blev jeg selv ansat i Kommunen inden for nogle andre, men beslægtede områder og fik ansvar for borgerkontakt fra den anden side af skranken. Der er mange grunde til at der opstår en uhensigtsmæssig skævvridning i forholdet mellem forældre, børn og myndighedder i en anbringelsessag og jeg vil ikke påstå at jeg er kommet frem til den endegyldige forklaring, men jeg har fået øje på nogle dynamikker som kommer i spil i disse forhold og som jeg tror kan forklare en del af det som i første omgang kan være svært at gennemskue. Da jeg er en kreativ sjæl som kan lide at "tegne og fortælle" har jeg haft lyst til at prøve at iscenesætte nogle af disse dynamikker som små illustrerede fortællinger og det vil jeg gerne bruge de næste to - tre torsdagsbreve på. Da denne introduktion til temaet allerede er blevet ret lang har jeg kun lige plads til at introducere tre vigtige elementer som vi vil indgå i den næste lille illustrerede fortælling:

En far En datter En bunke af sagsakter

Med Venlig Hilsen
Mikkel Meinike Nielsen

Formalitetsklage over Ankestyrelsens sagsbehandling

Formalitetsklage over Ankestyrelsens sagsbehandling

Jeg klager her ikke over afgørelsen som blev truffet (det gør jeg til gængæld i Byretten). Jeg klager over de omstændigheder under hvilke denne afgørelse er blevet truffet. Jeg klager over kvaliteten af det arbejde Ankestyrelsen har udført i forbindelse med behandlingen af min sag af dato: 04/07/2018. Mit overordnede klagepunkt hedder:

Manglende omhu i sagsbehandlingen

Jeg mener ikke at der er foretaget en egentlig revurdering af sagen på baggrund af de oplysninger som fremkom på mødet i Ankestyrelsen den 4. juli 2018.

På grund af min nye advokats engagerede og insisterende tilgang fremkom der ved mødet mange interessante synspunkter og vinkler på sagen som ikke har været ordentligt belyst før. Ingen af disse synspunkter og vinkler indgår i afgørelsens begrundelse. Afgørelsens begrundelse tager alene udgangspunkt i de tilsendte sagsakter. Den kunne meget vel være skrevet inden mødet i forbindelse med Ankestyrelsens forberedelse til mødet. Det forekommer mig sandsynligt at det er sådan det er foregået primært på grund af det korte tidsinterval imellem mødet og afsendelsen af den færdige skriftlige afgørelse. Jeg modtager afgørelsen fra Ankestyrelsen allerede dagen efter vi har været til mødet. Jeg modtager den ved 14 tiden og inden da har den været en tur omkring min tidligere advokat fordi den blev sendt forkert. Den er nok blevet sendt af sted om formiddagen den 5 juli. Dette giver i realiteten kun nogle få timers sagsbehandlingstid. Nok til at referenten lige kan tilføje et referat af mødet, men ikke nok til en egentlig sagsbehandling hvor de ting som er fremkommet ved mødet indgår i en genovervejelse af afgørelsen.

Belægene for afgørelsen er valgt lemfældigt. Flere af dem har slet ikke baggrund i sagens materiale, andre af dem giver ikke logisk mening.

Eksempler på dette: Lad os gå til den overordnede begrundelse som gives under overskriften "Begrundelse for afgørelsen om anbringelse", "Sådan vurderer Ankestyrelsen sagen".
Her hedder det:
"... at han (Mikkel) ikke kan give Xx1 tilstrækkelig omsorg og pleje i dagligdagen blandt andet på grund af sin umodenhed ..."
Det er her ordet "umodenhed" jeg studser over. Mine forældrekompetencer har været undersøgt grundigt af to omgange og i ingen af disse undersøgelser er "umodenhed" et tema. "Umodenhed" er grebet ud af den blå luft i denne sammenhæng og alligevel optræder det i den overordnede argumentation for en fortsat anbringelse. Lidt længere nede i underafsnittet "Hvad er afgørende for resultatet" henvises der til "begrænset udviklingspotentiale" og "nedsat mentaliseringsevne i bestemte situationer" begge disse begrundelser har i følge min vurdering integritetsproblemer. Jeg vil dog ikke i denne formalitetsklage gå dybere ind i disse problemer da dette vil række lidt ud over det fokus jeg har valgt her. Jeg regner med at tage disse med i Byretten i stedet. Den næste ting jeg vil se på er lige nedenfor det just nævnte i afgørelsen. Det er en ting som jeg mener ligger indenfor denne klages fokusområde som indbefattet manglende omhu, mangel på logisk konsekvens i argumentationen og manglende integritet. Det drejer sig om hvad jeg mener er en logisk inkonsekvens.
Sætningen hedder:
"... at Mikkel Nielsen, i forhold til Xx1, ikke tager tydeligt lederskab, hvilket bevirker, at der derved sker en rolleombytning i deres indbyrdes forhold så deres samvær tager udgangspunkt i Mikkels behov frem for i Xx1s."
Dette er ikke logisk sammenhængende. Logisk set må mindre lederskab føre til mindre dominans og dermed mindre indflydelse over samværet.

Referatet af mødet mangler integritet. Der fejlciteres og fejlrefereres og der udvises manglende betænksomhed i forhold til konsekvenserne af stereotype og forsimplede gengivelser af de impliceredes udsagn.

Mødereferatet starter på afgørelsens side 5 under overskriften "Mødet i Ankestyrelsen". Det er vigtigt at påtænke at referatet indgår i det videre sagsforløb uanset hvad den øjeblikkelige afgørelse er. Denne typer af sager afgøres ikke på baggrund af kriterier eller beviser. De afgøres på baggrund af "skøn" og "fornemmelse". "Tone" og "karaktertegningen" er derfor af stor betydning i disse sager og jeg mener ikke referenten har udvist tilstrækkelig omhu i forhold til dette i sit referat. Jeg vil pege på tre steder i referatet hvor dette skinner tydeligt igennem. Det første sted er på side 6 i afgørelsen under overskriften "Mødet i Ankestyrelsen". (Af hensyn til min datter har jeg i det nedenstående taget nogle få ord ud og erstattet med "xxx".)
"Med hensyn til bekymringerne om Xx1s xxxxxx adfærd har han kun et ord at sige: "Bullshit." Xx1 kan godt lide at xxxx xxxx xxxx, men hendes adfærd er inden for normalområdet. Det kan give problemer, hvis der er for meget fokus på hendes adfærd. Plejeforældrene siger det bare, fordi de gerne vil beholde hende som plejebarn".
Dette afsnit er meget langt fra det jeg rent faktisk sagde. Ordene er taget ud af kontekst. Der tegner sig et billede af en lidt brovtende, unuanceret person som svarer "Bullshit" når han præsenteres for en væsentlig bekymring i sagen og som så på barnelig vis siger "Det er bare noget de siger for at beholde min datter". Det er meget langt fra de nuancerede betragtninger jeg fremførte på mødet. Jeg husker godt at jeg brugte ordet "Bullshit", men formuleringen var noget i den her retning:
"... Det er noget jeg har tænkt over. I starten gik jeg delvist ind på præmissen om at min datter havde en xxxx xxxxx adfærd, men jeg er blevet mere og mere klar over, at det har hun ikke.. Det er.. hvad skal jeg sige?.. Det er Bullshit ..."
Der er en helt anden intention i mit oprindelige udsagn end i det som gengives i referatet. Den brovtende, negligerende tone som kommer frem i referatet kan være meget skadelig for mig og min datter fordi det matcher nogle arketypiske træk som man i hele systemet og i samfundet generelt er meget bange for og som slet ikke passer på virkeligheden. Jeg tror ikke referenten gør dette bevidst, men jeg synes det er ubetænksomt i en grad som bør påtales. Desuden lykkes det ikke referenten at indfange pointen i det jeg egentligt sagde. Det andet sted jeg gerne vil fremhæve er et stykke længere nede i teksten stadig på side 6:
"Xx1 har brug for at få skuldrene ned og få tryghed. For Xx1 er det vigtigste måske at få samværet med sin mor til at fungere. Mikkel A. Meinike Nielsen henviser til sagens akter og finder det ikke dokumenteret, at der er et anbringelsesgrundlag. Hvis der havde været tale om at fjerne en fod (ikke et barn), ville lægen have fået fingrene i klemme."
Dette uddrag er jo faktisk morsomt. Den kunne være med i en af de her citatsamlinger bestående af fortalelser og sproglige misforståelse, som danske skolebørn har lavet (Du er også min søn Brutus). Blandingen af skuldre, fødder, fingre, børn og en læge som får fingrene i klemme er morsom. Det triste er så bare at pointen i det jeg siger går fuldstændig tabt, det fremstår som det rene vrøvl og det fremstår som om det er mig som er afsender af dette vrøvl. Det er unfair. Referenten gjorde på mødet meget ud af at få vores navne så de kunne fremgå korrekt i referatet. Jeg vil mene at den samme omhu bør udvises i forhold til indholdet. Hvis der er noget man ikke forstår så må man lige spørge igen i stedet for at bare skriver sine misforståelser ind i referatet særlig når det drejer sig om ting som har så stor betydning for menneskers liv. Det tredje sted er i referatet af min kærestes udtalelser under mødet som blot er to linjer nederst på side 7.
Her hedder det:
"(Navn) bemærker, at hun er meget imponeret over Mikkel A. Meinike Nielsen engagement og store indsats for Xx1".
Igen fremmales et stereotypt billede hvor det forhold at min kæreste er "imponeret" over mig får særlig vægt. Det var ikke sådan jeg hørte min kærestes udtalelse ved mødet. Her handlede det om at hun fuldt ud bakkede op om det jeg ønskede og desuden at hun og min datter havde et rigtigt godt forhold. Når vægten på den måde lægges på at hun er "imponeret" får vi igen det her arketypiske billede af en dominerende mand som har en partner som er "imponeret" over ham. Et billede som jeg mener er meget langt fra virkeligheden og et billede som kan være meget skadeligt for mig og mit ønske i det videre forløb. Hele referatet har en form for naiv tone som og flere steder hvor meningen i de sætninger som refereres går tabt. Det trækker ofte i smilebåndet når jeg læser det og det kan jo være fint nok hvis ikke det var fordi det har så alvorlig konsekvenser for min datters og mit liv det som bliver behandlet på det møde. Når man læser kommunens klagevejledning opfordres man til at specificere hvad man gerne vil opnå med sin klage. Det vil jeg prøve at gøre her til slut. For mig at se er der kun et rigtigt svar på denne klage og det er at man giver mig og mødets øvrige deltager en stor undskyldning og invitere til et nyt møde hvor man behandler sagen igen denne gang med den fornødne omhu og hensyntagen. Jeg er dog klar over at dette næppe vil ske. Min klage skal derfor snarere ses som et forsøg på at medvirke til et opgør med en helt urimelig sagsbehandlingspraksis som synes at have udviklet sig indenfor dette område. Det er som om Ankestyrelsen har en position hvor de kan tillade sig hvad som helst og hvor der ikke er nogen konsekvenser ved sjusk eller manglende omhu. Jeg synes disse ting bør påtales og derfor har jeg skrevet denne formalitetsklage.

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

To uger efter bliver jeg ringet op af en medarbejder fra ombudsmandsinstitutionen. Det er en meget venlig mand som giver sig tid til at forklare mig hvorfor de ikke kan behandle sagen. Han forklare samtidig at det giver rigtig god mening at bringe de klage punker jeg har i klagen frem i byretten fordi kvalitetskontrollen i forhold til Ankestyrelsen netop er retssalene.

Torsdagsbrev 09/08/18

Torsdagsbrev

09/08/18

- Indblik i en sag om anbringelse -

D ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

Her

Her vil i også kunne læse om tanken bag "torsdagsbrevet". Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber i vil læse det. Jeg håber at i vil overveje dets indholdet. Jeg håber at i på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som i måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at i går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den. Se "torsdagsbrevet" som en "fribillet". En "fribillet" til et indblik i hvordan det opleves at være klient i dette system.

- Svar fra Borgmesteren -

Jeg havde tænkt mig at dette "torsdagsbrev" skulle handle om min datters fødselsdag som var i mandags. Om hvordan der er en komplet mangel på omsorg for at min datter har en tilknytning, har nogle biologiske forældre, har en historie som er forbundet med disse biologiske forældre som igen er forbundet med den ganske særlige dag hvor hun kom til verden. Men så fik jeg svar fra borgmesteren. Nærmere bestem Københavns Socialborgmester Mia Nyegaard (Radikale) og så besluttede jeg at mit "torsdagsbrev" denne gang skulle handle om dette. Faktisk var det anden gang hun svarede på mit "Torsdagsbrev" hvilket er bemærkelsesværdigt særligt fordi jeg giver ret klart giver udtryk for at jeg ikke behøver svar på min henvendelse. Jeg er oprigtigt taknemmelig for at borgmesteren har taget sig den tid og gjort sig den umage at skrive disse svar til mig. "- Tak for det Mia Nyegaard". Hendes svar er ikke bare et formelt standartsvar. Det var tydeligt at hun havde læst brevene og refererede til deres indhold. Hun gav udtryk for medfølelse med min situation og hun forklarede at hun ikke gik ind i enkeltsager. Til gengæld ignorere hun helt og aldeles den kritik jeg fremføre i forhold til den forvaltning som hun som borgmester står i spidsen for. Det er vel forståeligt. Hun er qua sin position nød til signalere at hun i det store og hele står inde for det som forgår i hendes forvaltning. Den præmis acceptere jeg. Mit ærende er ikke at give nogen skylden eller at hænge nogen ud som ansvarlig. Jeg tror hver eneste person inden for dette system ønsker at gøre en god indsats og skabe de bedste mulige forhold for de børn og voksne som de har med at gøre. Samtidig må jeg også bare sige at et eller andet sted på vejen er der noget som er gået grueligt galt. Der har sneget sig nogle umenneskelige, udemokratiske og uretfærdige uvaner ind i forvaltningskulturen. Det er dem jeg prøver at gøre opmærksom på.

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

Torsdagsbrev 02/08/18

Torsdagsbrev

02/08/18

- Indblik i en sag om anbringelse -

J eg sender dette ugebrev til udvalgte politikere, sagsbehandlere og administratorer inden for området samt til nogle udvalgte medier. Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil i også kunne læse om tanken bag torsdagsbrevet. Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige at jeg ikke forventer at i foretager jeg noget i forbindelse med denne henvendelse. Jeg forventer ikke at i går ind i sagen og prøver at løse den. Det jeg virkelig ønsker mig er at i læser - læser og reflektere. Jeg tror der er nogle ting at lære af de ting jeg beskriver og jeg tror der er nogle ting som trænger til at blive ændret.

- Kriterier og afgørelser -

Vi er vandt til i vores samfund at ting afgøres ud fra kriterier. Hvis vi søger om en ydelse så er det kriterier som afgøre om vi kan få ydelsen. Det kan være vi skal være en bestemt alder, have været en bestemt tid på arbejdsmarkedet, have betalt til en ordning igennem en længere tid osv. Hvis vi får en bøde fx. for at køre for stærk i bil så er det et kriterie som afgøre det. "Du kørt 120 og du måtte kun køre 80". Så er kriteriet opfyldt for at politiet kan udstede en bøde. Når vi bevæger os ind på de "bløde" områder som vedrøre mellemmenneskelige relationer så kan de være sværere at afgøre lige så skarp hvornår et kriterie er opfyld. Der skal en støre grad af tolkning til. Alligevel vil jeg mene at vi også i disse sager kan sigte imod nogle objektive kriterie. Når man arbejder med magtanvendelser inden for psykiatrien sigter man imod et kriterie som hedder at personen skal være til umiddelbare fare for sig selv eller sine omgivelser før man må foretage et fysisk indgreb. Jeg har selv arbejde inden for områder hvor der fra tid til anden var behov for magtanvendelse og jeg vil sige at det er nogenlund muligt at afgøre om kriteriet for anvendelse af magt er opfyldt. Da jeg indbragte mit ønske om at hjemtage min datter for Børne og Unge-udvalget i maj 2018 var det fordi jeg kunne se at kriteriet for tvungen anbringelse af min datter ikke længer var opfyldt. Loven siger at for at samfundet må tvangsanbringe et barn så skal der være åbenbare risiko for alvorlige skader på barnets sundhed og udvikling ved ophold i hjemmet. Min datter og jeg har været igennem en fem måneder lang, grundig psykologundersøgelse og jeg har læst produktet af denne undersøgelse grundigt og det er tydeligt for mig at kriteriet for tvangsanbringelse simpelthen ikke er opfyldt. Jeg tænkte at det var dette kriterie som udvalgets medlemmer ville kikke efter i sømmende og jeg tænkte at de med deres professionelle blik ligesom jeg ville kunne se at kriteriet for anvendelse af magt ikke var opfyldt.

Det var så bare slet ikke det som skete. Jeg mener.. det er noget helt andet som forgår når en sag afgøres i Børn og Unge-udvalget. Udvalget består som oftest af seks personer. To af disse er de børnesagkyndige. De er som regel psykologer. Reelt er det dem som afgøre sagen. Det de gør er ikke at vurdere om kriteriet for "tvang" er opfyldt. Det de gør er at vurdere ud fra eget skøn og faglig kompetence om en fortsat anbringelse er tilrådelig. Umiddelbart lyder det jo meget fornuftigt. Man har nogle eksperter som ved rigtig meget om børn. Man forlægger dem sagen og for dem til at træffe en afgørelse på bagrund af deres ekspertviden. Men tænk om andre sager i vores samfund også blev afgjort på den måde. Du får den bevilling du søger om hvis nogle ekspert vurder at det er det rigtige valg. Du får en bøde for at køre for hurtigt i bil hvis nogle eksperter vurdere at du kørte for hurtig i bil. Måske en anden person på præcist samme vej med præcist samme hastighed ville få en anden afgørelse fordi nogle eksperter vurderede sagen på en lidt anden måde i den situation. Det ville ikke rigtig føles fair vel? Værre bliver det dog hvis en borger vil forsøge at anke eller klage over en sag som er blevet afgjort på den måde for hvordan kan nogen nogensiden revurdere en sag hvor der ikke er et objektivt kriterie? Hvis det er selve ekspertens vurdering som er kriteriet så kan der jo ikke stilles spørgsmålstegn ved om afgørelsen er rigtig eller forkert. Så må fx ankestyrelsen bare sige "eksperten har vurderet det sådan og så må det være rigtigt" og det er præcist det de gør. Nuvel lad mig prøve at konkludere på det her. Det lader til at vi når det handler om børn og anbringelse har opbygget en kultur hvor vi ikke forholder os til objektive kriterie i vores afgørelse, men hvor vi forholder os til eksperters og socialrådgiveres vurderinger. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor man inden for dette område har opbygget denne kultur. På andre beslægtede områder som fx psykiatri eller hos politiet holder man blikket meget skarp rettet imod de objektive kriterier. Måske er det af bekvemmelighed. Hvis der ikke er objektive kriterie for afgørelsen så kan man selv bestemme hvad man vil afgøre og man kan ikke bliv hængt op på at have truffet et forkert valg. Jeg vil mene at det ikke er holdbart at afgøre sager på den måde. I virkeligheden kan jeg slet ikke forstå at noget sådant finder sted på daglig basis i et demokratisk retssamfund som vores? Lad os komme i gang med at få ryddet op i det! Lad os forsøge at finde nogle klare og rimeligt objektive kriterie for hvornår samfundet må anbring børn med tvang og hvornår de skal give slip på dem igen! En tilsvarende proces har været i gang indenfor psykiatrien i over 50 år og her er man nået lang. Meget længer end man tilsyneladende er på Børneområdet.
Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

Klage over Forældrekompetenceundersøgelse

Klage over forældrekompetanceundersøgelse

Klage over "Forældrekompetenceundersøgelse af Mikkel Meinike i forhold til datteren Xx1 cpr. nr. ######-####" af 31. januar 2018. Udarbejdet af Cand. Psych. Aut. Xy-psyc og Cand. Psych. Aut. XX-psyc fra PsykologHuset for Børn og Unge.

Indledning
Motivation: Min motivation for indsendelse af denne klage er stort set udelukkende af moralsk karakter. Det ikke rigtig nogen chance for at psykolognævnet afgørelse i sagen vil kunne få betydning for det konkrete sagsforløb. Det er en af de ulykkelige ting ved denne type af undersøgelse. Der er en klagemulighed, men realt er den mulighed ikke brugbar fordi sagsbehandlingen er så langsom og fordi hvis der endelig skulle ende med at jeg fik medhold i en eller anden udstrækning ville dette blot betyde at den undersøgelse som var lavet ikke længer kunne bruges. Et medhold ville sandsynligvis ikke i sig selv medfører en rehabilitering. Moralsk og erkendelsesmæssigt har det dog en betydning. Det er en først og fremmest en mulighed for at vende afmagt og følelse af nederlag og uremelighed til aktiv handlig, en mulighed for forsøge at rejse en kritik af en urimelig sagsgang med urimelige konsekvenser. Det er også en mulighed for at prøve at analysere hvad det egentligt er der er forgået i dette undersøgelsesforløb og endeligt er det er en mulighed for af at anvende den viden og indsigt jeg har fået ved at være klient i dette sytsem til at skabe opmærksomhed og nogle problemstiske sagsgange og på den måde skabe påvirknig imod en ændring af disse sagsgange så andre mennesker i samme situation fremover kan få en mere fair behandling.

Ordforklaring: Jeg vil gøre opmærksom på at jeg i det følgende vil brug ordet "undersøgelsen" om de faktiske undersøgelser som fandt sted imens jeg vil bruge ordet "produktet" om resultatet af undersøgelsen som det er blevet fremlagt både mundtligt og skriftligt den 31. 1. 2018. Jeg vil bruge forkortelsen BUU om Børne og Unge -udvalget. Med hensyn til min datters navn så skriver jeg det selv Xx1 for at indikere af de udtales med lang vokal (Som i Rosa). I "produktet" står der "Xx1" som hun jo også hedder på sygsikringen så når jeg citerer "produktet" bruger jeg "Xx1" imens når jeg skriver min egen tekst så bruger jeg "Xx1". Bestræbelse: Jeg vil bestræbe mig på at alle de ting jeg peger på som værende unfair eller som jeg mener ikke laver op til gængse -eller gældende kvalitetstandarter kan vises ved at se på det konkrete "produkt" og ved at sammenholde dette med relevante alment tilgængelige sammenligningsgrundlag. Jeg vil prøve at undgå at inddrage oplevelser i for løbet som nævnet ikke vil have mulighed for at opnå indsigt i. Dette er altså en klage over kvalitetesproblemer og etiske problemer som kan aflæses af det foreliggende produkt.

Forudsætninger: Jeg har nogle, tror jeg, usædvanlige forudsætninger for at fremfører mine klagepunkter i og med at jeg er uddannet -og i det daglige arbejder indenfor sundhedsvæsenet/plejesektoren. Der er mange paralleller imellem den situation jeg er i som klient i anbringelsessystemet og de situationer jeg til daglig er i som del af behandlingssystemet. Spørgsmålet om kvaliteten af bestilte -og udførte undersøgelser har jeg til daglig inde på livet. Jeg har også et erfaringsgrundlag fra psykiatrien med sager som kommer tæt på når det gælder grundlaget for anvendelse af magt og inddragelse af patient-ankenævnet som kritisk instans til støtte for patienten i et forsøg på at sikre fair behandling. Denne referenceramme vil jeg forsøge at bringe i spil i forhold til mine klagepunkter.

Overordnede betragtniger: De ting som psykologerne fremdrager i "produktet" til vurdering af min forældrekompetencer er alle ting som kan findes indenfor et normalområde i forældre og barn - relationer. Det er ting uden signifikans og det er ting som i sig selv ikke burde kunne retfærdiggøre brug af tvang. Alligevel er der en mulighed for at BUU ville lægge dette produkts vurderinger til grundlag for en tvungen anbringelse af min datter, hvis det skulle komme til en afgørelse i BUU. Det som der har betydning hos forvaltningen og i BUUs vurdering er nemlig ikke om de ting som fremdrages i "produktet" har substans. Det som har real betydning er at der er nogle eksperter som har vurderet sagen. Disse eksperter har man tillid til. Hvis man ved læsning af "produktet" får indtryk af at eksperterne finde et eller andet forhold problematsik så antager man at det er problematisk. Derfor kan en psykologundersøgelse med meget lidt egentlig substans ende med at fører til en tvangsanbringelse af børn. Vores almindelige retsforståelse bygger på at vores handlinger holdes op imod en temmelig fast defineret ramme nemlig loven og at der skal foreligge konkret beviser for overtrædelse af denne ramme før en borger kan sanktioneres. I dette tilfælde kan der sanktioneres på baggrund af nogle eksperters kvalificerede smag og behag. Det som for øjeblikket blandt psykologer "trender" inden for vurdering af forældrekompetencer bliver en udslagsgivende faktor. I øjeblikket er det "mentaliseringsbegrebet" som "trender". Et meget udefinerbart begreb. Psykolog Louise Svendsen beskriver det i således: "At mentalisere betyder, at man er i stand til at se sig selv udefra samtidig med, at man ser en anden person indefra" (side 20). At blive bedømt ud fra et så udefinerbart kriterier i kombination med en så indgribende sanktionsmulighed fra systemets side forekommer mildest talt urimeligt. Man kan hævde at psykologerne ikke kan lægges til ansvar for dette komplekse samspil som deres undersøgelse indgår i. Det vil jeg så hævde at de kan, eller i hvert fald vil jeg hævde at de er forpligtede til at vise ansvarlighed i forhold til den måde hvor på deres "produkt" bliver læst og brugt. Af Socialministeriets Retningslinjer for udarbejdelse af forældrekompetendeundersøgelser fremgår det at man ønsker en børnefaglig undersøgelse for at sikre et kvalificeret og uddybende afgørelsesgrundlag. Psykologi er i ikke nogen eksaktvidenskab derfor bygger hele denne undersøgelses pålidelighed på en tillid til psykologernes kvalificerede dømmekraft og moralske habitus. Det er en position af næsten uindskrænket magt psykologerne får, for det er jo stort se umuligt for borgeren at gøre indvendinger. Der er jo ikke noget konkret bevismateriale eller nogen lovramme at holde en indvending op imod. Der er bare psykologernes faglige skøn. En sådan magtposition stille uhyre store krav til psykologens moralske habitus. Det krav mener jeg ikke psykologerne har honoreret i denne undersøgelse. Det stiller store krav til kvaliteten af undersøgelsen. Disse krav mener jeg ikke psykologerne har honoreret. Endelig stiller det krav til at psykologerne har fokus på forældrenes resourcer og udviklingspotentiale. Dette krav mener jeg heller ikke psykologerne har honoreret. Jeg mener at de primært har været optaget af at finde svaghederne ved mit forældreskab imens betydningsfulde kompetencer som kunne være en stor fordel ved en hjemtagelse er blevet overset.

De overordnede klagepunkter samt uddybning af dem:
Af Socialministriets Retningslinjer for Udarbejdelse og Anvendelse af Forældrekompetenceundersøgelser fra 2011 fremgår det at man foreslår brugen af psykologer netop for at danne en modvægt til forvaltningens egen sagsfremstilling. Det beskrives øverst på side syv i retningslinjerne at man ønsker en autoriseret psykolog for at denne skal kunne tage behørigt hensyn til at det ofte er yderst følsomme sager og at undersøgelsens udfald ofte har store konsekvenser for de involveredes liv. Og lidt længere nede øverst på side ni tales der om at en forældrekompetence ikke udelukkende bør have til formål "at bekræfte eller blåstemple kommunens eget oplysningsgrundlag". Tilbage på side syv tales der om at at man anbefaler at to fagpersoner udfører undersøgelsen i samarbejde. Det fremgår at dette er tænkt som en sikringsmekanisme igen for at løfte kvaliteten særlig med tænke for de udsatte personer som skal undersøges. Jeg mener at psykologerne har svigtet i forhold til disse af ministeriet udstukne retningslinjer.

Mine to overordnede klagepunkter er:
Produktet lever ikke op til de moralske/etiske forpligtelser som det burde leve op til og "produktet" lever ikke op til de kvalitetskrav som det burde leve op til:

Jeg vil nu gå i gang med at elaborere og underbygge disse to overordnede klagepunkter med udgangspunkt i det foreliggende produkt. Produktet lever ikke op til de moralske/etiske forpligtelser som det burde leve op til - det er uretfærdigt i sin fremstilling af de undersøgte personer. Jeg mener at "produktet" er uretfærdigt i sin måde at bedømme mine forældrekompetencer og at det favorisere den situation som forvaltningen har etableret omkring Xx1. Det vil jeg forsøge at vise i det følgende med udgangspunkt i "produktet".

Ligestilling af ulige forhold:
Psykologerne stille særligt i "produktets" konklusion tingene op på en måde hvor det bliver mine mulighedder for at imødekomme Xx1s behov som kommer til at stå overfor anbringelsessituationens muligheder for det. Dette er ikke en fair opstilling. Det siger sig selv at jeg ikke kan tilbyde den samme grad af materiel tryghed eller samme grad af konkret dedikation som en velbjerget plejemor i Nærum som tjener penge ved at udfører dette arbejde og som har et stort kommunalt maskineri i ryggen til at hjælpe sig. Når mine mulighedder for at varetage forældreopgaven skal vurderes så bør de vurderes i forhold til en række mindstekrav med udgangspunkt i lovens forståelse af kriterierne for en tvungen anbringelse og ikke i en sammenligning med den situation som forvaltningen med alle sine ressourcer kan etablere omkring min datter.

Væsentlige behov overses: At der foregår en favorisering af den situation som forvaltningen har etableret bliver også tydeligt ved at psykologerne har fokusere på de af Xx1s behov som plejefamilien i særlig grad er velegnet til at opfylde fx behovet for tryghed og gode rammer og omsorgspersoner som kan dedikere sig helt til hendes behov, imens andre oplagte behov som fx. behovet for autencitet, behov for en normalisering (opløsning af anbringelsen) eller behov for at være forbundet med sine "rødder" fuldstændigt overses. De steder jeg ser dette i den konkrete tekst er på side 28 i kapitlerne "Xx1s udfordringer og behov" og "Mikkels evner til at møde Xx1s udfordriger og behov i forhold til opdraget" Det er her også påfaldende at Xx1s behov for styrkelse af egen identitet ikke knyttes sammen med en mangel på tilknytning til sine "rødder" - den biologiske arv, den kultur og de værdier hun er rundet af og at den manglende realitetstestning som psykologerne finder hos hende ikke knyttes sammen med den manglende autensitet i anbringelsessituationen. Her tænker jeg både på at anbringelsen i sig selv er en "kunstig" situation og på det forhold at der fra Xx1s perspektiv ikke er nogen forståelig grund til at hun fortsat skal være anbragt.

Urimelig personfremstilling: En anden urimelighed kommer frem i personfremstillingen. Det hedder i psykologloven at psykologerne skal arbejde "uhildet" altså at de ikke skal være forudindtagede. Produktet viser en forudindtagethed i forhold til min person. Det kommer tydeligt til syne i den sproglige fremstilling. Sprogligt vinkler psykologerne udtalelse og holdniger fra min side så de fremstår som udtryk for et subjektivt og mere eller minder uafstemt syn på virkeligheden frem for som reelle og ligeværdige holdninger og indstillinger. Dette ses tydeligt når man holder gengivelsen af udtalelser fra min side op imod gengivelsen af udsagn fra andre involverede - her primært plejefamilien. Eksempler på den subjektiverende måde at fremstille mine udsagn på. På side 17 i afsnittet "Drømmen om at få Xx1 hjem...": "Mikkel ved godt fra sin advokat, at han ikke må snakke dårligt om plejefamilien. Samtidig er Mikkel af den opfattelse, at han bliver nødt til at tegne et for Mikkel mere sandfærdigt alternativ for Xx1 end det, som plejefamilien og kommunen gør." Der levnes her ikke mulighed for en overvejelse af om min analyse af situationen og min afvejning af fordele og ulemper ved en bestemt adfærd faktisk er relevant og virkelighedsafstemte. Der forudsættes at den ikke er det. Eller på side 19 i afsnittet "Neela": "Adspurgt hvorfor han ikke gik fra Neela tidligere, siger Mikkel, at han følte sig som et gidsel. Mikkel giver udtryk for, at han ikke så det som en mulighed at forlade Neela uden, at han samtidig kunne risikere at miste kontakten til børnene med den konsekvens, at de ville bo alene med Neela." Den tilbagevende brug subjektiverende indramninger som "Mikkel føler" og "Mikkel giver udtryk for" frem for "Mikkel siger", "Mikkel forklarer". Der levnes som i forrige eksempel ikke mulighed for en overvejelse af om min analyse af situationen og min afvejning af fordele og ulemper faktisk er relevante og virkelighedsafstemte. Det markeres sprogligt at den nok ikke er det. Til sammenligning med de to eksempler jeg har givet fra tekstens fremstilling af mig vil jeg give et eksempel på hvordan plejefamiliens udsagn typisk refereres. "Susanne og Jørgen beskriver, at Xx1 særligt i begyndelsen af plejeforholdet virkede noget usikker i forhold til mad. Det var svært for Xx1 at gå på resttaurent, hvis de bestilte forskellige ting, idet Xx1 blev så fristet af de andres tallerkener. Xx1 havde også svært ved gratis smagsprøver i butikkerne, hvor..." Der er en helt anden tone i denne fremstilling. Susanne og Jørgen "føler" ikke at Xx1 gør sådan og sådan - nej de "beskriver" og det for de stort set lov til at gøre "uforstyrret" over lange stræk på en helt anden måde end man ser i forhold til referatet af mine udsagn. Sprogligt set får man ved referatet af samtalen med plejefamilien et billede af at den virkelighed som de fremstiller kan tages for gode vare imens man ved referatet af samtaler med mig for et billede af at den ikke kan det. En sådan fremstillingsform er udtryk for en forudindtagethed og derfor er det også et brud på psykologlovens krav. Hvis psykologerne igennem undersøgelsen opdager klare indikatorer for en manglende afstemning med virkeligheden fra min side så kan de fremfører deres belæg for det. Det ville være helt i orden, men det er ikke i orden at arbejde med en personfremstilling som implicit tillægger den person som undersøges utilregnelighed. Vedrørende personfremstillingen så findes der en unik mulighed for at nævnet kan danne sig et førstehåndsindtryk af det første møde imellem mig og psykologerne. Dette møde er nemlig et interview som er optaget på video. Såfremt interviewet er blevet opbevaret (hvilket jeg vil mene at det skal) vil nævnet kunne få det udleveret og selv se det. Det er interessant fordi psykologerne på side 29 i "produktet" tegner et billede at jeg i starten er meget skeptisk, men senere bliver mere tryg og at jeg fremstår kantet og grænseoverskridende, at jeg har en generel mistillid til systemet og at psykologerne i starten skulle passe meget på hvad de sagde. Det mener jeg ikke er tilfældet og jeg mener at et gennemsyn af det optagede materiale vil kaste et andet lys over de konklusioner psykologerne drager i produktet. I hvert tilfælde mener jeg det vil være interessant for nævnet at se det fordi det giver et godt billede af hvor lidt signifikans der er i det materiale som psykologerne analysere for at nå frem til deres konklusioner og hvor meget af fremstillingen som bygger på tillempeser og "storytelling".

Begrebsforvirring: Så vil jeg nævne en uretfærdighed i den måde begrebet "udvikling" i forhold til min person fortolkes. Undersøgelsen af mine muligheder for udvikling er del af undersøgelsens opdrag. Psykologerne når i "produktet" frem til en forståelse af begrebet "udvikling" som kan beskrives som min evne til at give afkald på grundlæggende værdier og rette mig ind efter "strategier anvist af andre" (Side 17 og side 30). De konkludere i forhold til det opstillede udviklingsbegreb at jeg kun vil have meget lille mulighed for at udvikle mig. Jeg mener at produktets udlægning af begrebet "udvikling" ligger langt fra hvad man i andre sammenhænge forstår ved "udvikling" og at det deraf følgende er en noget urimelig tolkning af opdraget som jeg her vurderes op imod.

En tydelig lille indikator: En lille, men tydelig indikator for psykologernes bias til fordel for den situation som forvaltningen har etableret omkring Xx1 finder man på side 27. Til aller sidst i kapitlet "Vurdering af hjemmebesøg" "Det bemærkes, at Xx1 siger, at hun, hvis hun står i sin værste frygt - at hendes mor "bortfører" hende - da vil hun ringe til plejemor". Det fremgår tydeligt at denne sætning skal demonstrere at hvis det virkeligt brænder på så er det plejemor Xx1 vil henvende sig til og ikke mig. Den er dog en meget unfair fremstilling, hvis man inddrager kontekst. Xx1 har ikke mit telefonnummer og må ikke ringe til mig. Under hele anbringelsen hos plejefamilien har hun ikke haft mulighed for at ringe til mig. Desuden tager den beskrevne situation udgangspunkt i en forestilling om at Xx1 "bortførers" fra plejefamiliens hjem i Nærum. Det er derfor et ret oplagt at Xx1 i den situation vil ringe til plejemor og ikke til mig. Negative aspekter af anbringelsen udelades: Anbringelsessystemet repræsenteres i "produktet" i form af den tidligere undersøgelse, beskrivelser fra skiftende sagsbehandlere, udtalelser fra familiekonsulenten og fra plejefamilien. Hele dette dataområde behandles i "produktet" som om det kommer fra en neutral, pålidelig kilde uden anden interesse end barnets tarv. Der stilles således ikke spørgsmålstegn ved validiteten og kvaliteten af denne datamængde. Det siger sig selv at en sådan tilgang er urealistisk. Alene mængden af aktører og rigiditeten i et så stort og kompliceret system taler for at der må opstå utilsigtede bivirkninger, at der må opstå dynamikker som modarbejder hensynet til barnets tarv. Der findes masser af evidens for det. En plejefamilie som er glad for deres plejebarn vil kunne have en interesse i at modarbejde en hjemgivelse af plejebarnet. Det er voldsomt og skræmmende for et barn at være en lille bitte brik i et stort, tungt, magtfuldt og fortravlet system med sagsbehandler, plejeforældre, forvaltninger og udvalg som bestemmer ens skæbne. En problematisering af anbringelsessituationen er fuldstændigt fraværende i "produktet". Jeg forstår at undersøgelsen er tænkt som en afdækning af min og min datters ressourcer og problemer, men man får ikke en realistisk afdækning af dette, hvis man ikke indrager et realistisk billede af den ramme vi agere i forhold til. Opsamling på

klagepunkter som vedrøre moral og etik: Jeg har her fremført min kritik i af nogle moralske/etiske aspekter i "produktet". Jeg har fremført den påstand at "produktet" i sin fremstilling er forudindtaget til fordel for den situation som forvaltningen har etableret omkring min datter. Dette har jeg underbygget ved at pege på at ulige forhold ligestilles, at væsentlige behov overses, at der arbejdes med en urimelig personfremstilling, at et centralt begreb defineres på en tvivlsom måde, at der er en tydelig lille indikator for psykologernes bias i fremstilling og at negative aspekter af anbringelsen udelades. Produktet lever ikke op til de kvalitetskrav som det burde leve op til. Produktet formår ikke at skabe afklaring: Formålet med undersøgelsen er at den skal skabe en afklaring af situationen og dermed danne grundlag for kvalificerede afgørelser vedrørende det videre forløb. Det burde være sådan at en læsning af "produktet" ville give læseren en detaljeret, realistisk kortlægning af ressourcer - og problemområder som ville have betydning i forbindelse med overvejelse og gennemførelse af en hjemgivelse af Xx1. Det gør den ikke. Den skaber snarere en fornemmelse af uafklarethed. En fornemmelse af at et eller andet ikke helt er som det skal være, samtidig med at det er meget svært at få et klart billede af hvad det er som ikke er helt som det skal være.

Undersøgelsen benytter et forældet paradigme: I år 2001 introducere ICF (International Classifacation of Functioning, Disability and Health) af WHO. ICF markere et paradigmeskift. Dette paradigmeskift har haft omfattende betydning på hele sundhedsvæsenet i Danmark over de sidste cirka 15 år hvor hele rehabiliterigsbegrebet er udviklet og har vundet indpas. I det "gamle" paradigme som man fulgte cirka frem til årtusindskiftet så man funktionsnedsættelser som følge af begrænsninger hos en person, der forhindrede denne i at udfører forskellige funktioner eller aktiviteter. I det nye paradigme ankerkendes de kontekstuelle aspekt af funktionsnedsættelser - den dynamiske interaktion mellem individ og miljø. Hvis man læser "produktet" kan man tydeligt se at der i undersøgelsen er blevet arbejdet ud fra "det gamle paradigme". Psykologerne forsøger via noget som skal ligne en videnskabelig tilgang at isolere og afgrænser fænomener som kan have betydning for mine mulighedder for at varetage forældreopgaven. Dette er en uhensigtsmæssig tilgang af flere årsager. For det første fordi den som jeg lige har beskrevet er forældet. Man gør det ikke længere på den måde. Man har fundet ud af at den tilgang har en tendens til at stå i vejen for løsningen af problemer. Det giver ikke mening at se funktionsevner som isolerede fænomener. Man bør i stedet se funktionsevner i sammenhæng med de aktiviteter/opgaver som skal udføres. For det andet fordi psykologi ikke er en eksakt videnskab. Psykologi er ikke særlig velegnet diagnosticerer via opstilling af standardiserede testningsmetoder. Det bliver en pseudovidenskabeligt tilgang frem for en videnskabelig tilgang og konklusionerne der drages heraf bliver misvisende og uproportionerede. Et problem uden underbygning. Der beskrives i produktets konklutionen af det som betragtes som det største problem i forhold til min mulighed for at varetage forældreopgaven er nogle "mentalisringssammenbrud" som angiveligt skulle ske i det øjeblik mine grundlæggende værdier anfægtes. (Side 29) "Samtidig ser vi i praksis eksempler på, at Mikkels evne eller vilje til at mentalisere Xx1 og hendes behov og dermed afstemme sig Xx1s behov bliver reduceret, når Xx1s behov ikke er i overenstemmelse med hans egne." (Side 29) Lad mig lige inden jeg går videre slå fast at dette jo er et alment menneskeligt træk. Det er for os allesammen lettere at afstemme os andres behov såfremt disse er i overensstemmelse med vore egne. Her fremhæves det dog ikke som et alment menneskeligt træk, men som et problem af væsentlig karakter hos mig. Så spørger jeg, hvor i produktet ser vi det problem komme til udtryk? Hvor er bellæget for denne konklusion? Er det samtalen om madpakker som refereres på side 26? Er det i samtalen om mor som ligeledes refereres på side 26? Er det fra PDI’en som gennemgåes på side 20 eller observationer af Xx1 og Mikkels samvær som refereres på side 22? Jeg har læst produktet grundigt igennem gentagende gang og jeg kan ikke finde noget sted som med en rimelig signifikans underbygger en konklusion om at der skulle være et problem her som ligger udenfor det normalt forventelige. Manglende kritisk blik Det er vigtigt af holde sig for øje at psykologundersøgelser som den foreliggende kan- og meget ofte bliver brugt som grundlag for en tvungen anbringelse af børn. Derfor er tanken om at psykologernes arbejde bør gennemgå et kritisk eftersyn meget nærliggende. Hvis vi vender tilbage tilSocialministeriets retningslinjer så kan vi på side syv se at man forestiller sig at de to samarbejdende fagpersoner/psykologer skal spille en kvalitetssikrende rolle i forhold til hinandens arbejde. "Pga. sagens kompleksitet og indgribende karakter kan det være hensigtsmæssigt, at forældrekompetenceundersøgelsere gennemføres af et team på to fagpersoner ... idet der er tale om sager af så følsom og potentielt indgribende en karakter, at de ikke bør overlades til en enkelt undersøger." (Socialministeriets retningslinjer s. 7). Jeg mener ikke at de to psykologer har spillet denne kvalitetssikrende rolle i forhold til hinandens arbejde. De er begge højt uddannede personer som har gået på universitetet de burde kunne opdage hinandens "fejl" vedrørende undersøgelsesintegritet. Med undersøgelsesintegritet mener jeg forhold som fair versus unfair personfremstilling, signifikans i observationer, realistisk proportionering af observationer og konklusioner, inddragelse af kontekstuelle forhold som har betydning for vurderingen og så videre. Jeg mener det færdige "produkt" bære præg af at psykologerne har samarbejdet om at understøtte hinandens pointer og konklusioner også selvom disse ikke levede op til de kvalitets - og integritetskrav som autoriserede undersøgelser bør leve op til. Opsamling på

klagepunkter som vedrøre "produktets" kvalitet: I min kritik af "produktets" kvalitet peger jeg på at "produktet" ikke formår at skabe afklaring, at der benyttes et forældet paradigme, at der mangler underbygning for det mest markante problem og at den kvalitetssikrende foranstaltning som skulle ligge i at lade to fagpersoner udfører undersøgelsen sammen tilsyneladende ikke virker. Konsekvenser for mit og mine børns liv Jeg og min datter har i dette forløb været igennem to omfattende psykologundersøgelser og i begge tilfælde har jeg haft oplevelsen af at undersøgelserne langt fra gav en fair og realistisk fremstilling af mine forældrekompetencer. I begge tilfælde har jeg haft en oplevelse af undersøgelserne på et uklart og "mystificerende" grundlag tagnede et negativt billede af mine forældrekompetencer. I begge tilfælde har jeg haft en fornemmelse af at undersøgelsernes konklusioner manglede substans og at de beskrevne problemer ikke lod sig konkretisere så der kunne laves en indsats for at løse dem. På et psykisk plan har det været rædselsfuldt fordi der er blevet sået en urimelig tvivl om mine evner og intentioner på nogle af de mest grundlæggende områder i min selvforståelse. På det konkrete fysiske plan har det betydet at man fra myndighedernes side har kunnet finde belæg for at fastholdt en anbringelse af min datter langt ud over hvad jeg mener er hensigtsmæssigt. Afslutning Dette var min klage over "produktet" af den undersøgelse som jeg og min datter har været igennem. Det er blevet en lang og detaljeret klage. Undersøgelsen har ikke nogle markante påstande eller standpunkter som jeg kan argumentere imod. Dens konklusioner etableres på baggrunde af små nuancer og det samlede indtryk den efterlader sig bygger mere på en "tone" i sagsfremstillingen end på egentligt klare udsagn. Derfor har jeg i min klage ikke haft anden vej at gå end at forsøge at afdække, fremhæve og belyse de tydeligeste/vigtigste af disse små nuancer og detaljer og på den måde anskueliggøre at det samlede billede som efterlades af "produktet" er urealistisk negativt.

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

Undersøgelsesetiske overvejelser

- Efter mit sidste møde med psykologerne i onsdags og efter at have tænkt længe over det som foregik på det møde er det som om noget begynder at dæmre for mig. Der er noget galt med rammen her. Noget som giver en skævvridning. Jeg vil prøve at forklare det.

- Ved et tidligere møde jeg har haft med de to psykologer som leder undersøgelserne forklare de mig at undersøgelserne er sat op som en række af prøver. Prøverne er designet til på forskellige måder at udfordre klienten forældrekompetencer. En hver situation i forløbet må jeg forstå som en sådan prøvning. Selv interview er en prøvning af min evne til at svare på en måde så jeg fremstiller mine forældrekompetencer i det bedst mulige lys. Vurderingen af hvor godt jeg "løser" de froskællige prøver danner grundlaget for psykologernes vurdering.

- Jeg tænker at i den forståelsesramme kan undersøgelserne fint sammenlignes med TV-formatet "Robinson ekspeditionen". Sociale, fysiske, psykiske og kognitive færdighedder sættes under pres under et længere forløb og det vurderes hvor godt deltagerne klarer de forskellige udfordringer.

- Psykologerne beskriver at de jo skal finde en og anden måde at lave en sådan undersøgelse på. At lave den som en række af prøver, mener de er den mest retfærdig måde fordi bedømmelsen så ikke bygger på uunderbyggede forestilling, men på en faktisk vurderinger af personens præstation. De beskriver at de i denne fremgangsmåde følger den fremgangsmåde som bruges i indenfor Københavns kommune ved udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser.

- Jeg mener at det er en helt tåbelig måde at vurdere en persons forældrekompetencer på. Så langt fra retfærdig på en helt masse områder. Alligevel acceptere jeg at det nu engang er sådan det foregår. Jeg gætter på at jeg ikke lige nu vil kunne ændre på dette og jeg tænker at når det nu engang er sådan så er det smarteste at forsøge at tilpasse mig det bedst muligt.

- I onsdags bliver det dog klart for mig at hvis jeg blindt acceptere denne ramme så sender jeg mig selv ud i et klapjagt-lignende situation hvor psykologerne kan jage mig rundt efter deres helt egne regler uden nogen smålig skelen til hvad der egentligt er ret og rimeligt.

- Det blev tydeligt for mig i onsdags da jeg blev interviewet af psykologerne. Jeg blev draget til ansvar for at bruge et bestemt ord i beskrivelsen af min datters adfærd. Psykologen spurgte mig om jeg ikke godt kunne se at dette ord kunne give nogle uheldige associationer. Jeg svarede at det kunne jeg godt se og jeg gav hende ret i at det var dumt af mig at bruge dette ord i den sammenhæng.

- Bagefter gik jeg rundt på Østerbro i timer imens jeg prøvede at få hoved og hale i hvad der var så helt galt ved det jeg lige havde været igennem.

- Først nu her et par dage efter begynder jeg at kunne præcisere det.

- Det er ikke mit ansvar at forhinder at psykologerne får nogle forkerte associationer. Det er psykologernes ansvar. De har en uddannelse som burde kvalificere dem til at kunne honorere dette ansvar og de har en autorisations som forpligter dem på at være omhyggelige og samvittighedsfulde i deres forsøg på at yde klienten en retfærdig vurdering.

- Når man fra statens side ønsker at børnefaglige undersøgelser foretages af autoriserede psykologer så er det jo netop for at sikre klienterne får en fair og kvalificeret vurdering.

- Når psykologerne definere undersøgelsen som et "game" hvor klienten for point efter hvor godt han/hun "performer" sin rolle fralægger de sig ansvaret for at yde klienten en fair og kvalificeret vurdering.

- Hvis ikke psykologerne bringer deres kompetencer i spil i forsøget på at foretage en nuanceret, kvalificeret og retfærdig vurdering af klienterne så udgør de en falsk kvalitetsikring.

Børnesagsodyssé

Jeg har lavet en hel lille serie af blog-indlæg som jeg har kaldt "Nyt Fra Anbringelsesland". Dette indlæg er en fortsættelse af denne serie. Jeg synes dog at det skulle skille sig ud fra denne serie fordi sagen har ændret sig radikalt siden sidste indlæg. Dette indlæg er også en slags forklaring til venner og interesserede af hvad der sker i mit liv i disse måneder og hvorfor jeg har trukket mig midlertidigt ud stort set alle sociale fritidsaktiviteter som jeg har dyrket de sidste par år (Social dancing og Zumba)

Jeg har på denne blog af mange gange skrevet om anbringelsen af mine børn og min kamp for at blive rehabiliteret i forælderrollen både fysisk, psykisk og socialt 

Sidst jeg skrev var kort inden møde i Børne og unge-udvalget i marts 2017. Jeg gik til mødet med påstand om hjemgivelse af min datter forvaltningen gik til mødet med en indstilling om en fortsat anbringelse af min datter i to år. Som jeg fortalte i sidste blog-post så havde jeg virkelig gjort et stykke arbejde op til mødet med at få fortalt situationen fra min side og med at prøve at vride mig fri af mønstre som forvaltningen rutinemæssigt forsøgte at spille mig ud ved hjælp af. Lige i de sidste dage inden sagen fik jeg sagens agter og jeg kunne se hvordan forvaltning krampagtigt forsøgte at fastholde billedet af mig som en uegnet forældre. I min gennemgang af sagens agter fik jeg øje på en fejl. Jeg kunne se ud fra et samtale referat at min sagsbehandler i sin ivrighed efter at finde belæg for påstanden om en fortsat anbringelse var gået over stregen og havde overtrådt sin tavshedspligt. Jeg indsendte øjeblikkeligt en klage over dette og det resulterede i at min sagsbehandler slet ikke mødte op til Børne og unge-udvalgsmødet og at der i stedet mødte en anden sagsbehandler som jeg aldrig havde mødt før (afdelingsleder fra BBU Amager var også til stede for repræsentation for forvaltningen). Dette var faktorer som gjorde at at der var kommet en del grus i forvaltningens maskineri og at det var tydeligt at Børne og unge-udvalget var lydhøre overfor min fremstilling af sagen. Det endte med at udvalget besluttede at følge forvaltningens indstilling, men at sætte genbehandlingsfristen til et år i stedet for to. Samtidig indstille til at der blev fortaget undersøgelser af mulighederne for hjemgivelse. Det blev også sagt at et af udvalgets medlemmer havde talt for en nedsættelse til et halvt års genbehandlingsfrist. Når man ikke er helt inde i hele dette anbringelsescirkus er det måske lidt svært at se, men dette resultat var en klar sejer til mig. Ved sin afgørelse tvang udvalget forvaltningen til at komme igang med et kursskifte. Til at komme igang med at arbejde hen imod en hjemgivelse. Hvad forvaltning ikke havde gjort hidtil. Hidtil havde forvaltningen brugt alle sine kræfter på at fastholde og bekræfte anbringelsegrundlaget og få det til at se ud som om de prøvede at samarbejde med mig, men at jeg var svær at samarbejde med. Børne og unge-udvalgets beslutning lagde klart op til et kursskifte og dette kursskifte viste sig allerede en måneds tid efter afgørelsen. Jeg modtog brev om at den tidlige sagsbehandler ikke længere var på sagen og der var en ny og jeg blev inviteret til møde med hende.

På det møde blev det ret hurtigt klart at der nu fra forvaltningens side var ønske om et reelt samarbejde.

Kort efter skrev jeg en for mig at se skelsættende meddelelse til forvaltningen hvor jeg giver mit samtykke til frivillig anbringelse af børnene. Reelt er det jo helt latterligt i og med at jeg rent faktisk hele vejen igennem sagen har givet mit samtykke til frivillig anbringelse af børnene (undtagen lige i ugerne op til børne og ungeudvalgsmødet i marts), men denne accept har bare være til-side-sat pga. forhold som er for komplicerede at komme ind på her. Den skrevne utvetydige accept af anbringelsen kan ikke bare tilsidesættes.

Forvaltningen har siden bekræftet at med indgivelsen af denne meddelelse er sagen nu overgået til en frivillig anbringelse. Det betyder at sagen ikke længere skal behandles af børne og unge udvalget, men at det skal forhandles i fordragelighed imellem forvaltningen og mig.

Her er link til anonymiseret udagave af dokumentet som PDF.

Ny fase

lovgivningsmæssige er der andre krav til en frivillig anbringelse end til en tvungen. Der er et krav om at forældrene i højere grad inddrages i barnets hverdag. Denne medinddragelse er noget jeg har ønsket og kæmpet for i gennem hele anbringelsen og som jeg mener at forvaltningen mere eller mindre bevidst har forsøgt at afskære mig fra primært ved at fremmane et billed af mig som en problematisk person som stod i vejen for at min datter kunne have en tryg og velfungerende hverdag. Derfor var min første plan at fokusere på at få en langt højere grad af samarbejde med plejefamilien. Denne plan har dog vist sig ikke at være så let at implementere i og med at plejefamilien faktisk ikke virker til at være interesseret i det. Rollefordelingen i et sådan samspil er også en svær faktor at arbejde med. Oven i det er der også en praktisk omstilling proces som tager meget tid som jeg er gået i gang med. Det drejer sig om omstillingen af praktisk og logistisk karakter vedrørende at gøre mit hjem og min hverdag i stand til at kunne rumme min datter og give hende trygge og gode rammer. Det betyder at jeg simpelthen ikke har tid til at hænge ud med plejefamilien også selv hvis de skulle være interesseret i det.

På et punkt er der dog kommet gang i en rehabeliteringsproces og det er i rollen som forældre på skolen. Der skete det for godt halvandet år siden (da mine børn blev flyttet til plejefamilien) at jeg pludseligt uden videre information blev taget af skolens informationssystem. Jeg fik ikke længere mail besked om fester, forældremøder fælles-projekter, etc. og dermed var jeg jo tydeligvis heller ikke ønsket ved disse begivenheder. Jeg skrev flere gange til skolen for at forstå hvad det gik ud på og jeg fik bare ikke noget svar. Med den nye sagsbehandler og den nye ændrede kurs og med en del email skriveri er det lykkes at blive sat tilbage i skolens informationssystem. Den 21 september modtog jeg den første mail fra Vidarskolens SFO. "Ridderfest i legestue og klub" var emnet. Det var skelsættende og det markerer et skift hvor jeg lige så stille skal tilbage i skolens sociale sammenhænge.

Det gør meget ved ens føleseleliv sådan at blive udelukket af et sociale netværk som man har været en del af samtidig med ens børn bliver taget fra en etc. Jeg tror ikke det bliver så let for mig lige at finde ind i et let naturligt samarbejde med de andre forældre. Det er jo mennesker som jeg i en og anden grad føler har været illoyale over for mig ligesom jeg føler at skolen har været det. Samtidig glæder jeg mig til en gradvis rehabilitering af min legitime forældre rolle i skole sammenhæng - til at komme tilbage og følge med i mine børns skoleliv, deltage i forældre møder igen osv.  

Ny undersøgelse

Det største nye tiltag i sagen er dog iværksættelsen af en ny børne-faglig-undersøgelse. Denne undersøgelse har til formål at afklare muligheden for en hjemgivelse af min datter. Det er en omfattende undersøgelse som skal stå på over fire måneder. Der vil være psykologiske undersøgelser af både min datter og af mig hver for sig og af os begge i samspil. Undersøgelsen minder om den undersøgelse jeg gennemgik lige op til anbringelsen for tre år siden. Den undersøgelse hvis konklusioner gav forvaltningen mandat til at gennemføre og opretholde en tvungen anbringelse af børnene. Jeg oplever denne undersøgelses konklusioner som det største tillidsbrud jeg i mit liv har været udsat for. Jeg havde forventet at en professionel psykolog undersøgelse ville være garant for en indsigtsfuld og retfærdig undersøgelse af høj kvalitet. Det var derfor så chokerende at blive bekendt med de dokumenter som undersøgelsen mundede ud i. Jeg oplevede en stærk fordrejet skildring af min person og min måde at håndtere mit ansvar som forældre. Jeg oplevede et dokument som var skræddersyet til at miskreditere min person og min adfærd og dermed gøre det muligt for forvaltningen at få sagen igennem hos Børne og unge-udvalget hvilket i praksis vil sige at de for stort set uindskrænket magt til at gøre nøjagtigt hvad de vil med børnene uden at behøve at inddrage forældrene i yderligere forhandlinger (og det til trods for at jeg rent faktisk utvetydigt havde tilkendegivet at jeg indså behovet for en anbringelse af børnene fordi den daværende situation var uholdbar). Det var derfor en stor følelse af utryghed jeg stod med da jeg skulle sige ja til at lade mig undersøge i en ny tilsvarende undersøgelse denne gang dog med omvendte forudsætninger. Jeg sagde dog naturligvis "ja" da det forkomne mig at være den eneste vej til det jeg gerne vil nemlig at få min datter hjem igen efter tre et halv år i anbringelse først på en integreret institution siden i en plejefamilie. Nu er vi midt i undersøgelserne og jeg vil stadig sige "Hvor er de dog håbløse og umenneskelige disse undersøgelser som vi i vores samfund bruger til at vurdere en forældres evne til at tage være på sit barn". Dette har jeg skrevet en tekst om som du kan læse som PDF her.

Her er link til anonymiseret udagave af dokumentet som PDF.

Ja så her står jeg i dag midt i en omfattende undersøgelse, midt i et omfattende gør-det-selv-indretningsprojekt i min store lejlighed, med et ret krævende fuldtidsarbejde og med mindst et par hobby/kunstneriske projekter i gang også. Nogle meget krævende og samtidig ret vigtige måneder af mit liv som forhåbentligvis og sandsynligvis vil munde ud i en konkret hjemgivelses-plan for min datter.

Med venlig og kærlig hilsen
Mikkel

Nyt fra anbringelsesland #3

Igennem denne sag er det blevet klar for mig at det vigtigst redskab forvaltningen har benyttet imod mig i forbindelse med at retfærdiggøre anbringelsen af min børn er "storytelling". Det handler om at få skabt en fortælling som beviser grundlaget for en tvungen anbringelse. Eller måske indnu mere om at få skabt en fortælling som miskreditere selve min personlighed. Når først en miskreditering af min personlighed er etableret kan man miskreditere alt hvad jeg siger og gør lige meget hvor fornuftigt det ser ud og lyder for det er jo blot tilsyneladende at det ser fornuftigt ud. Igen og igen har jeg set hvordan vinklingen af fortællingen og valget af ord har været forvaltningens primære redskab til at få deres ting igennem. Det er pudsigt at et forvaltningssystem som man forventer bygger på rationalitet, logik og retfærdighed i så høj grad i virkeligheden bygger på "storytelling". Forvaltningen sørger hele tiden for at positionere sig som dem som "fortæller historien" og der er ikke nogen instanser som giver denne "historie" et kritisk blik. Det som jeg har gjort i sagen over de sidste måneder er at sætte mig selv i scene som ligeværdig "historiefortæller". Jeg har sørget for løbende at supplere forvaltningens "historie" med min "min historie" fortalt med min egen stemme. Hver eneste skrivelse fra forvaltningen har jeg fulgt op med kommentar. Hvert eneste møde som jeg har haft med forvaltningen har jeg efterfølgende skrevet mødereferat af som fremstiller tingene som de ser ud fra min side. Jeg har således fokuseret mindre på at afvise og kæmpe imod den "historie" som forvaltningen fortæller og langt mere på at supplere den med "en anden historie" nemlig den "historie" som jeg ser og oplever. Effekten af denne tilgang har været nærmest magisk. Forvaltningen har gået fra at være den her selvsikre og magtfulde instans som styrede slaget og som jeg virkelig var bange for til at blive en lettere forkrampet, dårligt argumenterende, utroværdig - og panikhandledende instans, hvis sag ser meget tynd ud. Jeg siger ikke dette som en undervurdering af min modstander. Jeg ved godt at jeg er oppe imod et helt system som har en lang indgroet tradition for at give sig selv medhold i en hvilken som helst sag og at det derfor ikke er sikkert at jeg vinder lige meget hvor tynd forvaltningens sag ser ud (jeg tror dog stadig på at jeg vinder :-)). Jeg taler blot om den forandring jeg har bemærket over de sidste måneder hvor jeg er begyndt at arbejde målrettet med at være en deltagende og aktiv "stemme" i den "historie" som fortælles.

Nuvel. Vi nærmer os et opløb nu. Sagen skal op i Børne - og Ungeudvalget sidst i maj måned og jeg har lige været til det sidste møde som jeg vil blive indkaldt til inden afgørelsen. Jeg fremlægger her hvad der nok kommer til at blive den sidste længere skrivelse fra min side inden udvalgsmødet. En møde-opsummering fra et møde jeg holdt med sagsbehandleren den 10. 4. 2017. Jeg har tænkt mig at indsende denne skrivelse på mandag til forvaltningen så de har den når de kommer tilbage fra påsken og så den kan blive del i det samlede materiale som indgår i sagen og som udsendes til alle sagens parter også den advokat som fører sagen for mig.

-----------------------------------------------

-----------------------------------------------
Møde-opsummering samt eftertanker:

Mødetidspunkt: Mandag den 10. 4. 2017 kl 13.

Mødedeltagende: Sagsbehandler X-X og undertegnede

Møde tema: Præsentation af forvaltningens indstilling i forhold til det forestående Børne - og Ungeudvalgsmøde.

Indledning:

Jeg vil her forsøge at opsummere nogle for mig at se vigtige punkter fra mødet. Samtidig vil så tilføje nogle af de ting som er blevet klart for mig i eftertanken.

Stemningen på mødet:

Der var en ualmindelig dårlig stemning på mødet. X-X virkede uoplagt og irritabel og jeg selv følte mig ikke i stand til at løfte stemningen da jeg var træt og meget skuffet over forvaltningen og X-Xs måde at agere på i forhold til mig og hele sagen det forudgående forløb.

Mødets tema:

Mødet tog udgangspunkt i forvaltningens indstilling op til det kommende Børne - og Ungeudvalgsmøde. Det blev klargjort at man fra forvaltningens side indstillede til at min datter skulle forblive i anbringelse for en yderligere toårig periode. Dette kom ikke bag på mig da jeg allerede havde gætte mig frem til det. Resten af mødet blev brugt på at drøfte uenigheder omkring forhold omkring indstillingen og de forudgående begivenheder samt på at prøve at nå til enighed om hvad X-X skulle skrive i indstillingen som udtryk for min holdning. Selvom det formelle indhold af mødet var overbragt meget hurtigt kom mødet til at strække sig over mere end halvanden time på grund af det mange uenigheder og uafklarede spørgsmål i sagen. Det er nogle af disse uenigheder og uafklarede spørgsmål jeg her vil tage op og kommenter på.

Det først jeg vil tage op er forvaltningens "neutralitet" eller mangel på samme:

Dette var ikke et emne vi talte meget om på mødet, men det er noget som er blevet klarere i eftertanken.  Forvaltningens indstilling til Børne - og Ungeudvalget er nu bekendtgjort og det er klart at forvaltningen  ikke i den nuværende fase vil være til sinds at skifte holdning, men at de vil arbejde for at få deres indstilling igennem. Det er derfor temmelig logisk at alt hvad de gør, skriver og siger i sagen vil have til sigte at fremme deres indstilling. De er i et hvert henseende part i sagen og det er derfor urimeligt at de samtidig for tildelt rolle som "den neutrale part" som varetager "barnets tarv". Fx. er det urimeligt at det er sagsbehandler X-X som skal tale med min datter og viderebringe hendes synspunkt da X-X uden tvivl vil være interesseret i at stille spørgsmål og formulere tingene på en måde som fremmer forvaltningens indstilling. (Det skal hertil siges at min datter har givet udtryk for at hun ikke selv ønsker at blive hørt af udvalget hvilket ellers ville være en mulighed)

Det næste jeg vil se på drejer sig om forvaltningens manglende tiltro til mine duelighed som forældre:

X-X siger under mødet "Det er jo klart at man ikke ikke bare uden videre kan begynde at hjemgive når man har set at der har været opstået nogle alvorlige problemer med hensyn til varetagelsen af barnets basale behov. At man først må opnå en eller anden sikkerhed for at disse problemer ikke bare gentager sig". Jeg svare til dette at det har jeg forståelse for og at jeg er villig til at indgå i en proces hvor hjemgivelsen af min datter foregår trinvis og i et roligt tempo og forvaltningen får mulighed for at "kikke mig over skulderen" og kunne trække i "nødbremsen" hvis det viser sig at jeg ikke skulle være i stand til det jeg tror jeg er i stand til. Det jeg har tænkt over efterfølgende er, at hvis forvaltningen havde levet op til det som er dens egentlige opgave så skulle den jo have brugt de forgangne to år på at prøve at få sig et overblik over dette. Jeg skrev og indsendte optil Børne - og Ungudvalgsmøde i juni 2015 et udspil med en rimelig klar plan for hvordan forvaltningen ville kunne støtte mig i en hjemtagels. I de to år som er gået burde forvaltningen jo have samlet op på dette og være gået i gang med at prøve at undersøge om den plan var realistisk og om de kunne støtte mig i den. Det har man ikke gjort. Forvaltningen har brugt alle deres kræfter på at implementere deres plan om anbringelse i plejefamilie, på at forsøge at begrænse forbindelse imellem min datter og mig på at få hende til at integrere sig fuldt og helt med plejefamilien. Alle bestræbelser fra forvaltningens side har være brugt på at fasthold billedet af mig som "uegnet forældre" og der overhovedet ikke været brugt nogle kræfter på at prøve at finde ud af om jeg rent faktisk ville kunne klare opgaven og hvordan man i så fald ville kunne støtte mig. Jeg er klar over at jeg har sagt "nej tak" til nogle af de tiltag jeg er blevet tilbudt, men det er jo fordi jeg har kunnet gennemskue at forvaltningen har udviklet en metode for at vende disse tiltag på hovedet sådan at et tiltag som fra lovgivningens side var tænkt som en chance for forældrene til at blive "rehabiliteret" eller for at få en fair behandling bliver brugt til det modsatte, nemlig at fastholde billedet af forældrenes uegnethed. Det er den strategi man har villet anvende imod mig og som jeg også nu her i skrivende stund kæmper en brag kamp for at komme fri af.

Så var der spørgsmålet om retten til samtykke:

Dette spørgsmål var også oppe på mødet. Kort resumeret så er der fra lovgivningens side indlagt en ret til at samtykke i forbindelse med anbringelsessager. Ved at samtykke til anbringelsen kan forældre opnå nogle lidt mere fordelagtige forhold under anbringelsen. Jeg har hele tiden givet samtykke til anbringelsen. Min ekskone som på daværende tidspunkt var forældremyndighedsindehaver sammen med mig gav ikke dette samtykke og dermed kunne det ikke blive til en "accepteret anbringelse". I mellemtiden er der sket det at jeg har overtaget den fulde forældremyndighed og logisk set skulle det jo så føre til at anbringelsen skifter status fra "tvungen anbringelse" til "accepteret anbringelse" med de fordele som det nu medføre. Først for tre uger siden går det op for mig at sådan ser forvaltningen ikke på det. Forvaltningen har tolket mit samtykke som værende "ikke gældende" fordi man har tolket at jeg ikke rigtigt har "ment" mit samtykke. På mødet bringer jeg sagen op og det udvikler sig på en måde hvor man godt kan sige at X-X "vinder" dialogen i og med at hun påpeger at jeg ikke har læst hindes klagesvar ordentligt og ikke har fået kikket på det link til ankestyrelses hjemmeisede hvor det pågældende lovgrundlag er beskrevet (Informeret samtykke). Efterfølgende har jeg tænkt over dialogen og er kommet frem til at X-X ikke har ret. Jeg behøver ikke læse noget lovgrundlag for det hele er meget simplere end det. Det er spørgsmålet om at; "en aftale er en aftale". Man kan ikke sige til nogen "Hvis du siger "ja" til dette så får du nogle fordele" for så bagefter når personen har sagt "ja" at sige "fordelen gælder alligevel ikke fordi vi vurdere at du ikke mente dit "ja"". Det er slet og ret et aftalebrud. Jeg er så med på at man i meget grelde tilfælde fx. hvis en person bliver ved med at skrifte holdning vil kunne sige "Vi kan ikke regne med dit "ja"", men så må dette for det første begrundes i afgørelsen, for det andet vil det langt fra være gældende i mit tilfælde. Jeg har tvært imod været uhyre vedholdende både i min formelle accept af anbringelsen, i min kritik af måden hvorpå den er blevet effektueret og i min kritik af forvaltningens manglende indsats for at bane vej for en hjemgivelse.

Anbringelsesgrundlaget:

Jeg har igennem de seneste måneder, med henblik på at forsøge at finde løsninger på forvaltningens bekymringer prøvet af få forvaltningen til at præcisere anbringelsesgrundlaget. Der blev for et års tid siden på min opfordring udarbejdet en liste med alle de problemer man fra forvaltningens side mente stod i vejen for en hjemgivelse. Disse problemer må i dag siges i det store og hele at være løst. Forvaltningen har så sagt at det problemkompleks som stadig står i vejen for en hjemgivelse er min forældrekompetencer og at disse er beskrevet i forældrekompetenceundersøgelsen. Jeg har så bedt forvaltningen om at tage tage disse problemer ud af undersøgelsen og stille dem op som nogle punkter så man kan se mere præcist hvad det handler om. Det har forvaltningen gjort og man er kommet op med følgende punkter.

- Tegn på "fravær" under samværet med børnene

- Ikke afstemt emotionelt med børnene

- Ikke afstemt med børnenes udviklingsniveau

- Tegn på grænseløshed i samværet med børnene

- Vanskeligheder med at støtte strukturer

- Rolle ombytning (altså at den voksne kommer til at tage barnet rolle og omvendt)

- Tegn på manglende interesse i samværet.

Jeg gør opmærksom på at disse er "diffuse psykologiske diagnoser", at de vil kunne ses og tolkes forskelligt i forhold til hvem det er som tolker dem, at de vil kunne påhæftes et stort antal af velfungerende forældre, at de er blevet beskrevet i en undersøgelse hvis validitet der kan være god grund til at betvivle, men førs og fremmest at de ikke har den "signifikans" der skal til for at berettige en tvungen anbringelse af børn.

Evnen til enighed med forvaltningen er ikke en forældrekompetence:

Hele tiden igennem de over fem år jeg har haft kontakt med systemet har jeg bemærket at der er en evne som forvaltningen sætte over alle andre evner hos en forældre og det er evnen til at være enig med forvaltningen. Det kom også frem i dette møde hvor X-X sagde ting som "Jamen du vil jo ikke vedkende dig et eneste af de problemer som forældrekompetenceundersøgelsen beskriver" eller "Du har jo ikke ændret holdning eller vist at du havde havde forståelse for nogle af de tiltag og vurderinger vi har lavet i forhold til din datters trivsel". Jeg er helt enig i at hvis ens ønske er at styre og kontrollere andres adfærd så er det rigtigt godt parameter at dem man gerne vil styre er enige med en. Jeg vil dog understrege at enighed med forvaltningen ikke i sig selv er en forældrekompetence. Forvaltningen har ikke patent på sandheden, den er ikke engang en neutrale repræsentant for barnets tarv. At have en egen holdning og være villig til at kæmpe for den er nok ikke så dårligt en egenskab, hvis man skal være en god forældre.

Jeg indstiller til hjemgivelse af min datter så hurtigt som dette er forsvarligt muligt:

Mine rammer hvad angår økonomi og bolig er på plads så en hjemtagning er realistisk og jeg er parat til at lade mine forhold indspiser så længe dette bliver gjort på en rimelig måde hvor man ikke stiller højere krav til mine forhold en man gør til en hver anden enlig forældre. Jeg erkender at min datter nok igennem en opvækst med en psykisk syg mor og nogle deraf følgende meget svære kår og siden i familieanbringelse udenfor hjemmet har fået nogle "sår" på sjælen som der bør tages hånd om. Jeg mener dog at der fint kan tages hånd om disse "sår" i en situation hvor min datter hjemgives og jeg er villig til at samarbejde med forvaltningen og med øvrige instanser omkring dette naturligvis med udgangspunkt i min datters egne ønsker og oplevelse af behov for hjælp (hun har hidtil ikke ønsket fx psykologhjælp). Jeg er indstillet på at følge Statsforvalningens afgørelse hvad angår min datters samvær med sin mor. Desuden er jeg indstillet på at være ansvarlig i forhold til de relationer som min datter har opbygget i anbringelsesperioden således at der skal være plads til at bevare kontakten med plejefamilien så længe som der er ønske om dette (der kan evt. aftales en aflastningsfamilieordning) samt med vigtige relationer fra børnehjemmet. Jeg vedgår at der vil være store udfordringer i forbindelse med en hjemgivelse fordi det i sig selv er en stor opgave at være enlig forældre og fordi der for mit vedkommende vil være nogle ekstra udfordringer oven i som har at gøre med min datters mors adfærd. Jeg mener dog at alle disse problemer vil kunne løses og jeg er meget villig til at tage imod relevant hjælp. Særlig mener jeg at det er vigtigt at se på hvor motiveret jeg er for denne opgave og hvor meget jeg allerede uden nogen form for hjælp fra forvaltningens side (tvært imod) har fået stablet på benene under anbringelsen (bolig, uddannelse, fast arbejde, sufficient indkomst etc.)

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

-----------------------------------------------

-----------------------------------------------