Torsdagsbrev om tvivl, håb og kærlighed

Torsdagsbrev 28/03/19

- Om tvivl håb og kærlighed -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Om tvivl håb og kærlighed -

Sidste uges torsdagsbrev handlede om ret. Om at jeg mente at der var en fejl i den måde kriteriet for tvangsanbringelse blev valideret i retssystemet. Det var mit håb at jeg med tilstrækkeligt omhu og vedholdenhed ville kunne tydeliggøre dette problem og få Byretten til at indse denne fejl og på baggrund af dette ændre sin vurdering.

Dette håb fik jeg godt og grundigt skudt ned da jeg i mandags var til møde i Aarhus, hvor advokat Hanne Ziebe holdt et oplæg omkring menneskerettigheder i forbindelse med anbringelsessager. Under mødet og efter mødet fik jeg lejlighed til at vende nogle aspekter af min og min datters sag med Hanne Ziebe. Samtalen med Hanne efterlod mig med en klar fornemmelse af, at min ide om at bruge retsmødet i Byretten til at påvise en fejl i anbringelsesgrundlaget stort set var spild af kræfter. Sætningen "Retsinstanserne gider ikke tabe de her sager" som Hanne formulerede gav genklang i mine tanker og mine følelser. Jeg forstod at chancen for på klassisk vis at kæmpe for at opnå retfærdighed igennem en rettergang var stort set lig nul.

Jeg var ret slået ud efter denne samtale, fordi forberedelserne til en behandling i Byretten var grundpillen i mit håb. Hanne Ziebe fortalte mig stort set det samme som alle andre advokater havde fortalt mig, men jeg havde troet på at disse andre advokater tog fejl. At de var alt for optaget at at "please" systemet og derfor ikke havde modet til at "gå til bidet" i de processer hvor de indgik. Nu gik jeg selv "til bidet". Jeg havde læst på lektion og sat mig ind i tingene og jeg tænkte at det ville blive svært for retsinstanserne at afvise noget som var så tydeligt beskrevet og velargumenteret. Jeg er så sikker på at kriteriet for tvang ikke er opfyldt i min og min datters sag og jeg vil kunne fremvise fyldestgørende belæg for dette, hvordan kan det være at man så ikke vil lytte til det og dømme efter det? Hvordan kan man have en retsinstans som overser tydelige fejl i regnestykket? Hvordan kan vi have et retssystem som acceptere en påstand om at 2 og 2 er 5? Tjaaa.. det kan man åbenbart ...

Det slog mig som sagt ud, jeg krøb momentant sammen i fosterstilling i mit indre og havde svært ved at finde fodfæste for mit håb. Jeg kunne afmægtigt se til at myndighederne stille og roligt aflivede mulighederne for en sund og stærk relation imellem min datter og mig ved at begrænse samværet imellem os og ved på forskellig vis at fremmane et billedet af jeg som far ikke ville kunne tage vare på min datter eller ikke havde den fornødne "ægte" omsorg.

Man straffede mit vedholdende forsøg på at opnå retfærdighed ved at lægge pres på mit barn.

Hvordan håndtere man sådan en situation? Skal jeg gå på kompromis? Indrømme myndighedernes tolkning af sagen er rigtig selvom jeg ved at den er forkert? Indrømme det og håbe, at de vil være nådige og ikke ødelægge relationen imellem min datter og mig så meget? Eller skal jeg holde fast i at jeg ikke mener at anbringelsen er berettiget og at jeg ikke mener at det er sundt for min datter, at hun fastholdes i en tvangsanbringelse når dette overhovedet ikke er nødvendigt? Holde fast i dette og så se forvaltningen og plejefamilien lade dette gå ud over min datters og min relation?

Det var den slags tanker jeg tumlede med og disse tanker blandede sig med de nye tanker og inspirationer som var kommet ud af mødet i Aarhus og Hanne Ziebes oplæg om menneskerettighederne og midt i disse overvejelser den pludselige meddelelse om min bekendte Morten Lindberg alias Master Fatmands var død.

Ud over sorg og undren over sådan en pludselig død af et menneske jeg kender og holder af så bragte det også mindelsen om hvad det hele gælder om ind i mine overvejelser. "Kærligheden" som Morten jo var en så varm fortaler for. I denne blanding af afmagt, sorg, indsigt og kærlighed var det som om glæden, håbet, kreativiteten og virkelysten lige så stille begyndte at komme til live igen.

En ide begyndte at tage form. En idé som fyldte mig med inspiration og så småt begyndte at bringe det sædvanlig livsglade smil tilbage på mine læber.

Kærligheden overvinder alt.