fredag den 19. april 2019

Torsdagsbrev: Hvem får anbragt børn?

Torsdagsbrev 18/04/19

- Hvem får anbragt børn?  -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Hvem får anbragt børn? -

Når myndighederne tvangsanbringer børn så sker det i en bestræbelse på at forhindre at børn lever under uholdbare og umenneskelige forhold.

Man har en forestilling om at en procentdel af børn i vores samfund lever under sådanne umenneskelige forhold og disse børn vil man gerne opspore så man kan hjælpe dem.

Befolkningen og pressen lægger pres på de ansvarlige politikere om ikke at svigte børn som har brug for hjælp, men hvordan finder man frem til de børn som har brug for hjælp?

Man kan jo opgradere den opsøgende indsats ved at indstille til sundhedsplejersker, skoler, tandlæger etc. om at være opmærksomme og indberette når de ser noget som kunne tyde på at et barn vanrøgtes.

Men er det sandsynligt at man vil nå frem til de rette børn på den måde?

Er der en mulighed for at man i stedt vil presse lærere, sundhedsplejersker, tandlæger til at blive overivrige og indberette ting som ikke burde have været indberettet?

Hvis man øger kvantiteten så har det en tilbøjelighed til at gå ud over kvaliteten.

I England er der noget som tyder på at jagten på tegn på misbrug af børn har krævet så mange ressourcer at det har ført til at børn som virkelig blev misbrugt er blevet overset.

Når en indsats skal øges har systemet tendens til at se kategorier frem for individer. Alle som selv var anbragte ses som nogle der kan have svært ved at tage sig af egne børn. Alle som har været stofmisbrugere. Alle som har haft psykiske diagnoser. Alle som har anden etnisk baggrund end dansk ses som nogle som muligvis kunne have svært ved at tage sig af deres egne børn.

Når man vurdere behovet for at anbringe børn gøres det med udgangspunkt i sådanne kategorier.

Når man arbejder med udgangspunkt i kategoriseringer så går det ud over fornemmelsen for nuancerne i de konkrete sager. Man skære alle over en kam som det hedder.

Systemet vil gerne fremstå som effektivt og handlekraftigt. Det vil demonstrerer at det gør noget for de mest udsatte børn, men det bliver til et spil for galleriet hvor man blot øger mængden af anbringelser af børn som i virkeligheden slet ikke havde behov for at blive anbragt imens de børn som virkelig har behovet stadig ikke opspores.

Når jeg møder andre forældre til anbragte børn så er det netop ofte eksempler på en sådan overreaktion eller fejlreaktion fra myndighedernes sidde. Det er typisk forældre som repræsenterer de nævnte kategorie. Nogle som har haft psykiske diagnoser, nogle som har haft et misbrug, nogle som er udlændinge og ikke fungere så godt i det danske system, nogle som af den ene eller anden grund er på førtidspension eller kontanthjælp og så nogle med nogle komplekse problemstillinger som myndighederne ikke har overskud til at sætte sig ind i. 

I stedt for at prøve at forstå og løse disse familiers komplekse problemer tvangsanbringer man børnene.

Hvis man ser på gruppen af mennesker som får anbragt deres børn så er det ofte langt fra tydeligt at den eneste mulighed er anbringelse.

Det er meget ofte forældre om hvem man tænker. "Hvorfor skulle disse forældre ikke kunne hjælpes til selv at tage sig af deres børn?"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar