Torsdagsbrev: Psykologhuset Fikumdik

Torsdagsbrev 21/02/19
- Psykologhuset Fikumdik -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

- Psykologhuset Fikumdik -

Den første psykologundersøgelse jeg var igennem i forbindelse med sagen omkring mine børn var tilbage i foråret 2013. Jeg betragter det stadig som det som det største tillidsbrud jeg har oplevet i mit liv.

Denne uges torsdagsbrev handler min oplevelse af min første forældrekompetenceundersøgelse et logo, men inden jeg går videre til at fortælle om det vil jeg lige fortælle lidt om hvad en forældrekompetence undrsøgelse overhovedet er for noget.

En forældrekompetenceundersøgelse er noget de fleste forældre til anbringelsestruede børn går igennem. Det er en meget omfattende psykologisk undersøgelse som i praksis oftest foretages af to autoriserede psykologer i samarbejde.

Det er en undersøgelse som strækker sig over flere måneder og som indeholder tests, samtaler og samværs observationer.

Lad mig sige med det samme at validiteten af disse undersøgelser i min optik er yderst tvivlsom hvilket jeg har skrevet om mange steder på min blog, men det vidste jeg ikke dengang i foråret 2013.

Jeg så på det tidspunkt undersøgelsen som en chance for at blive set af professionelle øjne. Mennesker som jeg regnede med netop ville være i stand til at se, at mit engagement i børnene og mine kompetencer i forhold til dem ikke fejlede noget, men at jeg var fanget i en position hvor jeg ikke kunne udfolde dette forældrepotentiale.

Jeg havde også en grundlæggende tillid til psykologer. Jeg synets at psykologi var et spændende fag og jeg havde generelt gode erfaringer med psykologer.

Altså forvaltningen havde på det her tidspunkt informeret mig om at man ønskede at der skulle foretages en forældrekompetenceundersøgelse og at man havde valgt det selvstændige psykologhus Psykologihuset Clemens til opgaven.

Der var blevet afholdt et indledende møde hos forvaltningen, hvor jeg havde mødt de to psykologer og nu skulle jeg ind til den første egentlige undersøgelsessession inde i Psykologihuset Clemens.

Det var en voldsom svær periode i mit liv jeg var trængt op i et hjørne på mange planer, men jeg havde alligevel en grundlæggende positiv indstilling til det som skulle foregå og jeg var nysgerrig.

Da jeg kommer der ind mødtes jeg af et stort logo/billede som sad på indgangsdøren til Psykologihuset Clemens. Billedet forestilled en dreng som sad i skrædderstilling og så lidt trist ud.

Jeg bed mærke i det af tre grunde. For det første fordi det sad der lige på døren hvor jeg skulle ind. For det andet fordi jeg umiddelbart kunne lide det og for det tredie fordi der var noget meget genkendeligt ved "stregen" -selve tegnestilen. Det måtte være en af Stines tegninger. Og hvem er så Stine? Stine er Stine Spedsbjerg. Jeg kendte hende lidt ... sådan virtuelt fra Twitter. Hun tegnede og skrev en meget hyped tegneserie/blog/dagbog som hed StineStregen. Den fulgte jeg med stor interesse.

Samtidig var hun aktiv på Twitter hvor jeg også var aktiv i de år. Det skete fra tid til anden at vi vekslede et par ord på Twitter så .. ja .. Vi kendte hinanden lidt syntes jeg.

Det viste sig at det ganske rigtigt var Stine Spedsbjerg som havde lavet "det grafiske-ansigt" for Psykologhuset Clemens og det bidrog yderligere til min følelse af grundlæggende tillid til stedet og til processen vi skulle i gang med.

Jeg startede med at sige at denne psykologiske undersøgelse er det største tillidsbrud jeg har oplevet i mit liv.

Tillidsbruddet viste sig ikke under selve den cirka tre måneder lange proces. Tillidsbruddet kom frem ved psykologernes fremlæggelse af resultatet af undersøgelsen.

Det skete ved en mundtlig fremlæggelse inde på forvaltningen. Psykologerne fremlagde resultatet af undersøgelsen overfor min ekskone, mig og to tilknyttede medarbejdere fra forvaltningen.

To dage efter fremlæggelsen fjernede forvaltningen børnene.

Det var det billede psykologerne tegnede af mig og af hele situationen i deres fremstilling som jeg blev så chokeret over og ked af.

Det var et vrangbillede. Dele af de beskrevne var decideret forkert, men det meste af det var ikke decideret "forkert" det var bare "fordrejet" og taget ud af sin rette sammenhæng.

Det var som om psykologerne nøje havde udvalgt dele af det jeg havde sagt og gjort og arrangeret det på en sådan måde, at det til sammen tegnede et billede af en dysfunktionel og inkompetent forældre.

Jeg havde igennem de seneste år kæmpet en meget vanskelig og intens kamp for at få en hverdag til at hænge sammen omkring børnene. Jeg havde skulle udfolde kreativitet og gå på mod i en usædvanlig høj grad. Jeg havde løst problemer og håndteret hverdagsudfordringer på en måde som den dag i dag, når jeg tænker på det virker imponerende, næsten overnaturlig.

Alt dette havde psykologernes rapport ikke øje for. Den tegnede et billede af en selvoptaget kunstnertype med god intelligens, men uden og ægte engagement i børnenes liv. Tilmed insinuerde den at jeg måske led af en form for personlighedsforstyrrelse uden at give nogen form for underbyggelse eller begrundelse for dette.

Jeg var fuldstændig lamslået over den lemlæstende behandling de to psykologer havde givet mig. At børnene var blevet fjernet var forfærdeligt, men det var også en kæmpe lettelse. Opgaven havde igennem alt for lang tid været alt for vanskelig og det var på det tidspunkt det rigtige at gøre. Det som slog mig hårdest var psykologundersøgelsen og den fordrejede fremstilling af mig. Det havde ikke været nødvendigt. Det var en ussel måde at honorere min ærlige og tillidsfuld tilgang igennem hele forløbet og det var ikke et sandfærdigt eller fyldestgørende billed der blev tegnet. Det var en karikatur.

Undersøgelsen var som et åbent sår som jeg måtte i gang med at hele hvis jeg skulle finde en vej videre. For mig som kreativt menneske handler det at hele ofte om at skabe et kreativt/kunstnerisk udtryk for det jeg oplever og føler.

En af de ting som stod stærkest ved psykologforløbet var forræderiet. Den afdæmpede tillidsvækkende stil under forløbet i kontrast til den brutale udnyttelse af de indsamlede oplysninger ved afslutningen af forløbet.

Jeg legede med tænkte om at lave en mere sigende præsentation af psykologhuset så kommende klienter kunne få et mere realistisk billede af hvad der foregik inde i det.

Et nyt logo til døren og brevpapiret. Lavet i Stine Spedsbjerg tegnestil, men med et mere ærligt budskab og indhold.

Jeg fik ikke dengang ført ideen ud i livet, men i den foregående uge fik jeg lyst til at samle ideen op og prøve at virkeliggøre den som så materiale til et torsdagsbrev.

Så her er det altså mit bud på et nyt logo til Psykologhuset Clemens -og til en hel masse andre psykologer og psykologhuse som arbejder indenfor dette område.

Med venlig hilsen Mikkel

---