Torsdagsbrev om subjektive og objektive kriterier

Torsdagsbrev 10/01/19
- Om subjektiv versus objektiv -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

Om subjektiv versus objektiv

Dette torsdagsbrev er et åbent svar til afdelingsleder og sagsbehandler på BBU-Amager.

For at kunne forstå dette svar er det dog nødvendigt at jeg lige gennemgår den mailudvæksling som leder op til svaret.

Altså det hele starter med et møde midt i november 2018 hvor forvaltningen annoncerer at det vil indstille til overvågning af samværet imellem min datter og mig for at forhindre at jeg involvere min datter i min uenighed med forvaltningens beslutning om at anbringe hende.

Jeg skrev en formalitetsklage over dette. Den klage kan i finde på min blog. Den har titlen "Klage over misbrug af magtbeføjelser" og den er lagt på bloggen 22/11/18.

Den klage får jeg så et svar på den 21/12/18.

Efter at have læst svaret indsender jeg en række uddybende spørgsmål som allesammen vedrøre spørgsmålet om brug af objektiver kriterier versus brug af subjektive kriterier i belægget for et tiltag. Disse uddybende spørgsmål delte jeg på min blog som torsdagsbrev imellem jul og nytår.

I dag fik jeg så fra forvaltningen svar på min uddybende spørgsmål eller rettere jeg fik det svar at jeg ikke ville få noget svar.

Her er svaret fra forvaltningen:

"Angående din mail til Afdelingsleder med uddybende spørgsmål - Afdelingsleder og jeg har drøftet dine spørgsmål og er enig i, at vi har været i dialog omkring vores bekymringer og vurderinger ift. at indstille til overvåget samvær og givet udtryk for hvorledes BBU forholder sig til det - derfor vil vi ikke gå yderligere ind i dine forespørgsler. Hertil kan jeg oplyse dig om, at vi fremadrettet ikke vil besvare dine henvendelser, såfremt henvendelsernes indhold tidligere er besvaret."

Det er dette svar jeg gerne vil svare på selvom det er tydeligt at forvaltningen ikke ønsker at jeg svarer på det.

Så er her altså mit svar:

----------------------------

Kære Sagsbehandler og afdelingsleder

Jeg forstår godt jeres beslutning om ikke at ville besvare de uddybende spørgsmål. Særligt set i forhold til at det kan ende med at blive en tidskrævende affære og i sikkert som alle andre har meget travlt. Der er dog et problem ved det. Problemet er at i oplever at i har svaret på det jeg klager over imens jeg oplever at i ikke har svaret på det.

Da jeg stod med svaret fra afdelingsleder stod jeg med en underlig følelse. En følelse af uafstemthed. En følelse af at jeg havde henvende mig omkring et problem og havde fået svar på noget helt andet. Som om modtageren simpelthen ikke havde forstået hvad det var jeg kritiserede eller hvad jeg mente problemet var.

Det var anledningen til at jeg sendte mine uddybende spørgsmål.

Det begyndte at dæmre for mig at selvom både sagsbehandler, afdelingsleder og jeg var ansatte i samme kommune så havde vi en helt forskellig tilgang til hvordan vi validerede og begrundede vores valg og handlinger.

Jeg kommer fra et sundhedssystem hvor alt hvad jeg foretager mig skal være afstemt i forhold til nogle vedtagne retningslinjer.

For eksempel er det en vedtagne retningslinje om at der skal være et afbalanceret forhold imellem den indikation man observere og den behandling man tilbyder.

Hvis en behandling vurderes at være forbundet med risiko eller være af indgribende karakter så skal man være sikker på at der er tilstrækkelig indikation for behandlingen. Man skal sikre sig at der ikke er mindre indgribende foranstaltninger som kan benyttes i stedet.

Alt dette gør man ud fra nogle vedtagne retningslinjer. Nogle retningslinjer som man særligt som SOSU-Assistent med autorisation og med teamlederansvar er forpligtet til at kende og holde sig opdateret i forhold til.

Den måde at tænke og forstå behandling og indikation er blevet hel selvfølgelig del af min måde at tænke og forstå på.

Det svar jeg fik fra afdelingsleder afsløre at Socialforvaltningen benytter nogle helt andre ræsonomenter når de skal vurdere berettigelsen et tiltag.

Afdelingsleder skriver i sit klagesvar af 21/12/18:

"På vegne af BBU Amager vil jeg først og fremmest beklage, at du har fået oplevelsen af at vores indstilling til Børn og Unge udvalget har været et forsøg på at demonstrere forvaltningens magt og bruge denne som en straf for at få dig som forælder til "at rette ind". Jeg kan forsikre dig, at dette ikke er tilfældet. Baggrunden for vores indstilling kan udelukkende begrundes i vores faglig vurdering af, hvordan vi som forvaltning ser at Xx1s behov bedst muligt tilgodeses."

Det er tydeligt hvordan alt her valideres alene ud fra autoritetens dømmekraft og at der ikke gøres noget forsøg på at inddrage et objektivt kritterie. Belægget for at der ikke er tale om magtmisbrug er således at autoriteten forsikre mig at det ikke er tilfældet. Begrundelsen til indstillingen er "vores faglige vurdering".

Nu har forvaltningen så fortalt mig at man mener man har besvaret mine spørgsmål og man ikke vil besvare yderliggere uddybende spørgsmål, men er det mon nu også en klog beslutning?

Socialforvaltningens håndtering af anbringelsessager er i disse år genstand for en stadig tiltagende kritik fra flere sider.

Socialforvaltningen har en interesse i at forbedre forholdene både for deres egen skyld og for de familier de har med at gøre.

Den fuldstændige mangel på alment vedtagne kriterier og referencerammer kunne være en væsentlig årsag til den store fejlmargen i sagsbehandlingen. Den lægger også en stor belastning på medarbejder staben fordi de ikke har en rammer at kunne orienteres sig efter.

Måske er der en grund til at politiet, sundhedsvæsnet og psykiatrien alle arbejder med nogle objektivt definerede referencerammer.

Måske gjorde forvaltningen klog i alligevel at svare på mine uddybende spørgsmål. Dybest set vil vi jo det samme. Vi vil gerne have et system som funger så godt som muligt til gavn for forældre, børn og medarbejdere.

Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen