184 visninger på et halvt år ikke meget at bygge en kunstnerisk eksistensberettigelse på.
Der findes nogle kunstnere som har den holdning at de skaber fordi de gerne vil skabe og at det dybest set ikke betyder noget for dem om der er nogen der oplever deres kunst. Den type af kunstnere er jeg bestemt ikke. Det betyder bestemt noget at der er nogen som vil opleve det jeg laver. Hvis ikke der var det kunne det være lige meget. Jeg har hørt om en tysk forfatter som mente at hvis der bare var syv mennesker som ville læse hans bog så var det arbejdet værd. Det er en fascinerende tanke som jeg langt lettere kan forbinde mig med end den om at det er lige meget med "tilskuerne".
184 er så mange gange min video The T-Archive er blevet set siden jeg udgav den på youtube den 17. jun 2010 . Jeg har modtaget en del positive tilbagemeldinger og et par lunkne og en del hvor jeg kan fornemme at de synes det er lidt synd for mig at jeg bruger så meget tid på at lave noget så verdensfjernt og "mærkeligt". Selvom dette bestemt ikke er noget imponerende "resultat" af en temmelig omfattende arbejds indsats vil jeg alligevel udnævne udgivelsen af The T-Archive til den vigtigste enkeltbegivenhed for mig personligt i det år som er gået.
Omkring selve udgivelsen var der det forunderlig sammetræf at et band som var med til den fest som meget af handlingen i The T-Archive udspiller sig omkring spillede en gratis koncert på havnekajen udenfor skuespilhuset. Det var i alt hast lykkes mig at få kaldt nogle venner sammen til en lille fejring med et par flasker Champagne nede ved denne gratis koncert. Jeg var så rørt over hvor mange der dukkede op med så kort varesel.
(Her ligger The T-Archive hvis nogle skulle have lyst til at se eller gense den. )
2010 var året hvor vores families økonomiske situation krakelerede. Min kone var uden indtægt siden ophørselen af hendes revalidering aug. 09 og jeg stod alene med et udgift niveau som jeg ikke kunne magte. Da jeg i februar stod der dybt desperat og ikke kunne se hvordan jeg kunne brødføde mine børn tænkte jeg "Hvad kan jeg som jeg kan brug til at finde vej ud af dette.. jo jeg kan få folk i tale over internette.. det er det jeg hår brugt kræfter på og dygtiggjort mig i de seneste år.." så besluttede jeg at prøve at bruge denne evne til at iscenesætte et "nødråb" over internettet. Og jeg fik skabt opmærksomhed om vores situation og de sociale myndighedder kom ind vores families liv. Det var nu som de mange velmenende mennesker ikke rigtigt kunne hjælpe os. Jeg ende ofte i opslidende og sjældent konstruktive diskussioner om ansvar og grundlæggende værdier. Till gængæld blev jeg vikar på et bosted for fire "krævende" beboere og det var en stor hjælp. Både økonomisk i det jeg fik nogle flere penge imellem hænderne pga arbejdet, men ikke mindst personligt. Jeg kom i en ramme som hjalp mig enormt med at forstå min egen hjemlige situation og hvor jeg fik lov at øve nogle situationer som jeg havde vildt meget brug for at kunne håndtere derhjemme også.
År 2010 har for mig været et barsk år med fattigdom og hårde sociale og medmenneskelige udfordringer, men det har også været et år hvor jeg har taget skridt og håndteret opgaver som jeg ikke troede muligt før. I det heletaget synes jeg at dette tema med at opløse grænserne for det mulige, for perceptionen og for hvad der overhovedet er virkeligheden er ret betegnende for det år som er gået i mit liv.
Lad mig ønske alle et godt og lykkebringende 2011.
Flickr billeder fra mit og familiens år 2010 for dem som er interesserede og endnu ikke har set dem.
Love Love Love
Mikkel
