En oplevelse fra mit arbejde som Newsboy på rådhuspladsen i københavn hvor jeg står alle hverdage fra 6.45 til 9.15 og håndomdeler gratisaviserne Metro express og 24 timer.
Det var en kold morgen i morges. Frostgrader samtidig med blæst. Det var også en lys morgen. Jeg bemærkede at det var lyst allerede 5 minutter over syv hvilket jeg synes var meget tidligt og meget opmuntrende. Oveni det var himlen smukt lyseblå og rosa i morgen stunde. Jeg står på min plads og er lige kommet i gang og det er stadig tidligt og der er stadig ikke mange mennesker på gaden. Jeg bemærke en mand som står -eller måske rettere sidder i en mærkelig stilling lige ved fodgængerovergangen. Han sidder på hug med vægten lagt frem og støttende på hænderne lidt som en 100 meter løber som venter på startskud. Han bliver siddende længe i denne stilling. Vi er midt i København en tidlig fredag morgen. Guderne skal vide at jeg er vand til at møde mennesker som er berusede, narkomener og hjemløse, psykisk syge eller overstadigt glad. Mennesker hvis adfærd adskiller sig fra normal codexet. Jeg plejer at hjælpe i den udstrækning jeg nu kan hvis der er nogen som har det dårligt. Jeg bliver altså ikke meget overrasket over denne fyrs adfærd, men holder lidt øje med ham og da jeg synes han har siddet sådan længe går jeg hen til ham og spørger om han er OK. Han kikker op på mig og siger noget lidt uforståelig, men jeg forstår på ham at han har været i byen og noget med at ryge et eller andet. Han kommer op og stå. Jeg genkender ham. Det er festfyren fra min ungdom. På et tidspunk i min ungdom 16 - 17 års alderen opdagede jeg at jeg var helt vild med at danse alene og ukontrolleret til insisterende rytmisk musik. At jeg kunne gå i en form for ekstase når der var karneval i byen og trommerne dunkede i timevis, kunne blive helt høj og helt vild. Jeg begyndte at dyrke den særlig form for ekstase. At gå i byen og danse i Århus på stederne Vestergade 58 og Motown, til Grøn Koncert, på Roskilde Festival osv osv. Efterhånden var der nogle personer som jeg kunne genkende ofte når jeg på den måde var ude til fester og koncerter. Bland andet den-her lyshårede fyr med proptrækker krøller. Ikke så stor, altid solbrændt og meget slank, ofte i hvidt tøj -lækkert -designeragttig tøj. Altid ekstatisk og "doped" og næsten altid var han kravlet op i et eller andet højt så han kunne se ud over alle og alle kunne se ham og så stod han der og dansede alene vildt og henført. Jeg tænkte ofte "OK jeg er nok en -Wild boy- men ham der er altså lige takken vildere".
Det var ham. Jeg genkendte ham. Ham som stod her og sejlede foran mig nu. Mærkelig nok var det ikke så længe siden jeg havde tænk på ham af en eller anden grund som jeg nu har glemt. Jeg sagde til ham. "Jeg kender dig fra Århus". "Det kan godt passe sagde han" på Århusiansk. Han virkede meget påvirket, hans krop gjorde sære trækninger og hans øjne var sammenkneben og han blik flakkede, men hans tale var noget klarere end jeg havde ventet. Han var tydeligvis i stand til at forstå hvad jeg sagde til ham. Han må også kunne se at jeg delte aviser ud for han ville gerne have en avis. Jeg var lidt bekyret for ham. Hvis han fald om på gaden her i kulden kunne det blive alvorligt så jeg prøved at høre om han havde noget sted at gå hend. "Jeg bor egentligt på Nørrerbro" hørte jeg han sagde resten druknede lidt i noget usammenhængende om at han havde været i byen og han ikke kunne huske hvem jeg var. Så sejlede han vider ind på Rådhuspladsen, men et par minutter efter så jeg ham igen i denne sære stilling vilende på hænderne og jeg begynde at prøve at planglægge om jeg kunne få ham ind i varmen et eller andet sted. Næste gang jeg kikkede op var han væk. Jeg håber inderligt at han fandt hjem til Nørrebro og sove brænderden ud. Vildt at se ham igen. Der er immervæk gået nogle dage siden jeg var 18 år og jeg oplevede ham dengang som værende ældre end mig måske 25 år. Jeg er 41 år nu så hvis det holdt stik hvad jeg havde vurderet ham til så ville han nu være 48 år. Hans ansigt var lidt furet -lidt lædderagtigt, men det havde det egentligt allerede været dengang. Hans hår var stadig lyst og krøllet. På en måde så han næsten ud ligesom dengang han dansede rundt på i et stillads på Grøn Koncert eller i en lysmast på Storetorv i Arhus.
Der var noget bekræftende ved at se ham på den måde. Øjensynlig stadig "høj på fester". Jeg så os som to wildboys fra slutfirserne som krydser hinandens spor på Rådhuspladsen i København en tidlig fredag morgen. Ingen af dem var endnu blevet banket på plads i samfundsordenen. Begge stadig løsrevet, stadig dansende. Dansende alene, men stadig dansende. Imod forventningen til hvordan man opfører sig i den alder. Endnu på samme frekvens. God vind Lyshårede fyr med proptrækkerkrøller. Dance on.
