Klage over forvaltningen af lovsikret rettighed
Sag vedrørende cpr. nr. xxxxxx - xxxx
Jeg er igennem det seneste år i stigende grad blevet opmærksom på at den forvaltninge som varetager den tvungne/frivillige anbringelse af mine børn har udviklet en forvaltningspraksis som har fjernet sig fra hensigten i den lov den forvalter. Jeg er blevet opmærksom på at de instanser som skulle være det "kritiske blik" som sørger for at en forvaltning ikke på den måde skaber sin egne love og fortolkning ikke opfylder deres rolle på dette område. Der hersker en overordnet ukritisk tillid til at forvaltningen på dette område varetager barnets tarv og ingen ønsker at udfordre denne antagelse.
Jeg klager her over et konkret rettighed i lovgivningen i forhold til hvilken jeg mener at forvaltningen i samspil med Børne - og Ungeudvalget har skabt en praksis som afviger fra hensigten med loven.
Mit formål med klagen er at gøre opmærksom på problemet og at appellere til at der foretages en lidt mere dybgående juridisk vurdering af hensigten i loven sammenholdt med den måde hvorpå den forvaltes, med udgangspunkt i min konkrete sag.
På et møde jeg havde med afdelingsleder G og sagsbehandler A tirsdag den 21. 3. 2017 hos BBU Amager. fik jeg fremlagt forvaltningens tolkning af "forældres samtykkemulighed" i forbindelse med tvungen anbringelse af børn. Det som jeg fik at vide var at forvaltningens jurister mente at Børne - og Ungeudvalget (her efter kaldet BUU) godt kunne vælge at "suspendere" en forældres mulighed for samtykke til anbringelsen, hvis de mente at grundlaget for anbringelsen berettigede til det. G sagde det var det man havde gjort i mit tilfælde. Altså selvom jeg havde givet "samtykke" til anbringelsen så suspenderede man dette "samtykke" og valgt an anbringelsen skete på "tvangskriterier". Hun forklarede ligeledes at det kunne være nødvendigt for BUU at suspendere samtykkeretten for at undgå at en forældre gav samtykke af "strategiske" grunde og udnyttede fordelen ved samtykket til fx allerede dagen efter afgørelsen at begære deres barn hjemgivet.
Min påstand er at dette er en "ulovlig" praksis. Jeg påstår dette ud fra mit kendskab til forvaltning af loven omkring "tvang" indenfor psykiatriområdet.
Når en patient i psykiatrisk regi opfylder kriterierne for tvangsmedicinering så får patienten tilbudt "muligheden for at give samtykke til tvang". Ved at patienten giver "samtykke til tvang" undgår patienten at der foregår et fysisk overgreb. Man ønsker at give patienten en chance for at undgå det fysiske overgreb. Hvis patienten giver sit "samtykke til tvang" kan man ikke vælge at tilsidesætte dette samtykke og alligevel gennemføre en tvangsmedicinering med fysisk fastholdelse og alt hvad der til hører.
Retten til samtykke er patienten mulighed for at undgå et fysisk overgreb.
Jeg vil mene at forældrenes ret til samtykke ved "tvangsanbringelser" er tiltænkt nøjagtig samme funktion som psykiatriske patienters ret til samtykke i forbindelse med tvungen medicinering.
Det er en rettighed og den kan ikke bare suspenderes efter BUU's eller forvaltningens for godt befindende.
G forklare at man er nød til at "suspendere" denne rettighed for at undgå at forældre udnytter de fordele som rettigheden giver til at hjemtage børnene.
Dette er efter min opfattelse en misforståelse. Forældrene har retten til at give samtykke og dermed få behandlet sagen på "samtykkepræmisser". Såfremt en forældre allerede dagen efter udvalgsmødet skulle tilbagetrækker sit "samtykke" så ændres præmissen. Der skal så indkaldes til nyt BUU møde hvor sagen skal vurderes ud fra de ændrede præmisser. Forældres samtykke er dermed ikke et "carte blanche" til at kunne hjemtage børnene når som helst som G fremstiller det.
Jeg mener altså at BUU såfremt de suspendere en forældres samtykke på baggrund af anbringelsesgrundlagt overtræder den pågældende forældres lovsikrede rettigheder.
Uddybende note.
Jeg er i tvivl om BUU overhoved er klar over at forvaltningen fortolker deres afgørelse som den gør. Jeg har fornemmelse af et problemet ligger mere i forvaltningens fortolkning af BUU afgørelse. Det fremgår ikke direkte af afgørelsen i min sag at man har valt at suspendere mit ret til at give samtykke. Det fremgår derimod af afgørelsen at jeg giver "samtykke". Jeg har indtil i tirsdags troet at grunden til at det ikke var en "samtykked anbringelse" var at børnenes mor ikke gav samtykke. Da hun på det tidspunkt var medforældremyndighedsindehaver betød det at anbringelsen samlet set ikke var en "accepteret anbringelse". Disse vilkår er nu ændret. Jeg har nu fuld forældremyndighed over min datter. (Min søn er i mellemtiden blevet 18) og dermed troede jeg at sagen skiftede status til en "samtykket anbringelse". Det er ud fra dette at forvaltningen nu har forklaret sagen og sagt at mit samtykke blev suspenderet af BUU på afgørelsestidspunktet.
Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen
