torsdag den 27. juni 2019
Torsdagsbrev: In English, Report From Trial
This week's Thursday letter comes in a slightly different format. First, it is a video second, it is in English. The video is a conversation between my girlfriend Hannah and me about our experiences in the city court. The recording is from 26. 06. 19. the same day we were in court so it is a recording where we have the experiences in fresh memory. The I must apologize in advance for the word (biased. I understand that this is not a true English word I think the word I am following is predetermined :-)).
torsdag den 20. juni 2019
Torsdagsbrev på vej i byretten del 3
Torsdagsbrev 20/6/19
- På vej til byretten del 3 -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com
-
På vej til byretten del 3, om den formastelige borger og om de konkrete rammer
-
Ankestyrelsen gør sig klar til at give den formastelige borger læsterlig tæv
Den formastelige borger forbereder sig på en tur igennem knippelregnen
Husker det gamle ordsprog: "Der findes intet der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning"
Gør mig klar til at danse i knippelregn
Gør mig klar til at hoppe i vandpytterne
Den formastelige borger forbereder sig på en tur igennem knippelregnen
Husker det gamle ordsprog: "Der findes intet der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning"
Gør mig klar til at danse i knippelregn
Gør mig klar til at hoppe i vandpytterne
Ovenstående er en lille fantasifuld billedgørelse af situationen som jeg oplever den lige nu. Retssagen er på onsdag så vi er meget tæt på og jeg har modtaget alle dokumenterne og jeg begynder at have et ret klart billede af hvordan man fra Ankestyrelsens side har tænkt sig at gribe sagen an.
Det første jeg vil sige er, at det er min fornemmelse, at man fra myndighedernes side ikke tager helt let på denne sag.
Systemet reagere i min sag anderledes end tilsvarende andre sager jeg har kendskab til. Det skyldes naturligvis den meget åbenmundede kritik jeg har ført i forhold til anbringelsessager igennem det sidste års tid og mit valg om at prøve, at fører denne kritik ind i retssagen i min argumentation for hvorfor den igangværende anbringelse af min datter er både uberettiget og uhensigtsmæssig.
Der bliver rustet op fra systemts side og budskabet er klart når jeg læser dokumenterne i sagen. Man er træt af den her formastelige borger.
Bunken af bilag fra Ankestyrelsen virker som en stor betonklods, som skal cementere at denne sag ikke er til diskusion og at anbrigelsen er beretiget.
Tjaa... hvad skal jeg sige? Et utilstrækkeligt anbringelsesgrundlag støbt i beton er stadig et utilstrækkeligt anbringelsesgrundlag.
Det jeg ville denne gang var at give et overblik over det formelle og procesuelle forhold.
Vejen til byretten går i tre trin. Først træffer B&U-Udvalget en afgørels. Denne afgørelse kan så indklages for Ankestyrelsen (Blåstemplingscentralen som den også kaldes) og hvis man der ikke får medhold, kan man klage over Ankestyrelsens afgørelse til byretten.
Dette kaldes en cevil sag ved byretten. Der er forskellige typer af cevile sager ved byretten. Jeg vil her prøve at opridse formen for den type af civile sager som handler om tvangsanringelse af børn og om min helt specifike sag.
Det jeg ville denne gang var at give et overblik over det formelle og procesuelle forhold.
Vejen til byretten går i tre trin. Først træffer B&U-Udvalget en afgørels. Denne afgørelse kan så indklages for Ankestyrelsen (Blåstemplingscentralen som den også kaldes) og hvis man der ikke får medhold, kan man klage over Ankestyrelsens afgørelse til byretten.
Dette kaldes en cevil sag ved byretten. Der er forskellige typer af cevile sager ved byretten. Jeg vil her prøve at opridse formen for den type af civile sager som handler om tvangsanringelse af børn og om min helt specifike sag.
Person galleriet: Jeg er med som sagsøger med sag imod Ankestyrelsen i forhold til deres afgørelse i min og min datters sag.
Ved siden af mig har vi min advokat og så må jeg have en bisidder med. Bisidder er ikke part i sagen og har ingen ret til at udtale sig.
Over for os sidder så Ankestyrelsen for det meste repræsenteret ved en enkelt advokat fra Ankestyrelsen. I vores tilfælde har Ankestyrelsen dog ment, at det var vigtigt at de blev bakket op af afdelingsleder og sagsbehandler fra BBU-Amager.
På dommersiden: Har man en byretsdommer fra den lokale byret. Ved siden af ham har man to fagdommere. De to fagdommere er såkaldt børnesagkyndige. Det er som oftest børnepsykologer.
Der kan ikke føres vidner for nogle af parterne.
Tilhører: Tilhørere i salen er tilladt i henhold til loven dog har dommer ret til at bede alle forlade salen hvis det skulle skønnes hensigtsmæssigt af en eller anden grund.
Tidsberamning: Der er afsat 2,5 time til forhandlingen. Præcist hvordan tiden fordeles er jeg ikke helt sikker på. Jeg vil opdatere denne information efter retssagen
Dokumenter i sagen: Sagens dokumenter fremlægger Ankestyrelsen. Det er i bund og grund de dokumenter, som har været i sagen ved de to foregående møder bortset fra at mine dokumenter som jeg via min advokat har tilføjet tidligere i sagsforløbet nu igen er taget ud.
Dokumenter i sagen: Sagens dokumenter fremlægger Ankestyrelsen. Det er i bund og grund de dokumenter, som har været i sagen ved de to foregående møder bortset fra at mine dokumenter som jeg via min advokat har tilføjet tidligere i sagsforløbet nu igen er taget ud.
Det er stort set helt og holdent Ankestyrelsen, som for lov at præsentere deres sag som de selv helst vil præsentere den.
Min advokat og jeg har dog ret til at tilføje akter som vi mener er relevante. Jeg har valgt fem dokumenter som synes var relevante for min vinkling.
Det er ikke mit indtryk at kommende retsproces i nævneværdigt omfang vil komme til at handle om min datter og om hvorvidt anbringelsen af hende er berettiget og hensigtsmæssig.
Det er i stedt en sag, hvor det er vigtigt for Ankestyrelsen at vise at det er dem som bestemmer og at det ikke kan betale sig for en borger at begynde at rejse tvivl om validiteten af deres afgørelse og grundlaget for den.
Min advokat og jeg har dog ret til at tilføje akter som vi mener er relevante. Jeg har valgt fem dokumenter som synes var relevante for min vinkling.
Det er ikke mit indtryk at kommende retsproces i nævneværdigt omfang vil komme til at handle om min datter og om hvorvidt anbringelsen af hende er berettiget og hensigtsmæssig.
Det er i stedt en sag, hvor det er vigtigt for Ankestyrelsen at vise at det er dem som bestemmer og at det ikke kan betale sig for en borger at begynde at rejse tvivl om validiteten af deres afgørelse og grundlaget for den.
fredag den 14. juni 2019
Torsdagsbrev: På Vej i Byretten Del 2
Torsdagsbrev 13/06/19
- På vej i byretten del 2 -
- Holy System -
- Holy System -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com
- På vej i byretten Del 2 -
- Holy System -
- Holy System -
Dette er det andet torsdagsbrev i serien om min sag imod Ankestyrelsen ved byretten. Min plan var at lave en gennemgang af de formelle rammer for en sådan sag i byretten. I mellemtiden er der dog et emne som er kommet op igen og igen i samtaler jeg har haft med mennesker om situationen.
Det er spørgsmålet om hvorfor mine chancer for at vinde i byretten er så små når nu jeg tydeligvis har en god sag på alle leder og kanter?
Det er et spørgsmål som jeg har berørt i forbindelse med tidligere torsdagsbreve.
Jeg har besluttet at dedikere dette torsdagsbrev til at give et bud på en besvarelse af dette spørgsmål.
Man kan jo tale en del om hvordan ting burde være, men hvis vi skal komme til en forståelse af hvordan nogle mekanismer rent faktisk fungere kan det være en fordel lige at tilsidesætte forestillingen om hvordan de burde fungere eller hvordan vi forventer at de fungere.
Systemet har i sin nuværende form en grundlæggende antagelse om at forvaltningen er ufejlbarligt.
Det er spørgsmålet om hvorfor mine chancer for at vinde i byretten er så små når nu jeg tydeligvis har en god sag på alle leder og kanter?
Det er et spørgsmål som jeg har berørt i forbindelse med tidligere torsdagsbreve.
Jeg har besluttet at dedikere dette torsdagsbrev til at give et bud på en besvarelse af dette spørgsmål.
Man kan jo tale en del om hvordan ting burde være, men hvis vi skal komme til en forståelse af hvordan nogle mekanismer rent faktisk fungere kan det være en fordel lige at tilsidesætte forestillingen om hvordan de burde fungere eller hvordan vi forventer at de fungere.
Systemet har i sin nuværende form en grundlæggende antagelse om at forvaltningen er ufejlbarligt.
I hvertfælde er systemets vurdering af en forældres evner og et barns behov ikke til diskussion.
Systemet er ikke interesseret i en grundlæggende revudering af den vurdering forvaltningen har lavet. Derfor er udgangspunktet at forvaltningen har vurderet korrekt.
Man ønsker ikke at sætte spørgsmålstegn ved forvaltningens evne til at vurdere korrekt.
Hvis man stillede spørgsmålstegn ved forvaltningens evne til at vurdere korrekt kunne det have nogle alvorlige følgevirkninger. Krav om fyringer, erstatning og retsforfølgelse. Krav om genoptagelse af gamle sager.
Hvis man sætter det lidt på spidsen kan man godt sige, at hvis domstolene for alvor stillede spørgsmålstegn ved forvaltningens evner til at foretage korrekte vurderinger ville det være en trussel imod rigets stabilitet og sikkerhed.
Det er lige præcis den overvejelse som kommer til udtryk når advokaterne siger til deres klienter at der ikke er noget forkert i at Ankestyrelsen giver forvaltningen medhold 97 ud af 100 sager. Sådan bør det faktisk være. Hvis Ankestyrelsen gav borgeren medhold i et stort antal sager så ville det være udtryk for at der var noget grundlæggende galt med B&U-Udvalgets evne til at vurdere korrekt og så ville det kalde på en grundig ransagning af både forvaltningens og B&U-Udvalgets arbejde.
Dette ønsker man fra systemets side ikke. Man vil hellere udsætte borgere for urimelig behandling end man vil udsatte centralmagten for alvorlig kritik.
Systemet er ikke interesseret i en grundlæggende revudering af den vurdering forvaltningen har lavet. Derfor er udgangspunktet at forvaltningen har vurderet korrekt.
Man ønsker ikke at sætte spørgsmålstegn ved forvaltningens evne til at vurdere korrekt.
Hvis man stillede spørgsmålstegn ved forvaltningens evne til at vurdere korrekt kunne det have nogle alvorlige følgevirkninger. Krav om fyringer, erstatning og retsforfølgelse. Krav om genoptagelse af gamle sager.
Hvis man sætter det lidt på spidsen kan man godt sige, at hvis domstolene for alvor stillede spørgsmålstegn ved forvaltningens evner til at foretage korrekte vurderinger ville det være en trussel imod rigets stabilitet og sikkerhed.
Det er lige præcis den overvejelse som kommer til udtryk når advokaterne siger til deres klienter at der ikke er noget forkert i at Ankestyrelsen giver forvaltningen medhold 97 ud af 100 sager. Sådan bør det faktisk være. Hvis Ankestyrelsen gav borgeren medhold i et stort antal sager så ville det være udtryk for at der var noget grundlæggende galt med B&U-Udvalgets evne til at vurdere korrekt og så ville det kalde på en grundig ransagning af både forvaltningens og B&U-Udvalgets arbejde.
Dette ønsker man fra systemets side ikke. Man vil hellere udsætte borgere for urimelig behandling end man vil udsatte centralmagten for alvorlig kritik.
Det er en meget lang tradition i Danmark for at domstolene ikke blander sig i forvaltningernes anliggender. Det beskrives i den video med Mads Pramming som jeg linker til nederst i denne blogpost.
Men, hvis ikke man kan få domstolene til at tage stilling til forvaltningens fejl, hvad kan man så som borger gøre for at få medhold i sin sag?
Man kan sige at systemet havde ret i deres vurdering, men at der siden er sket noget nyt i sagen som gør at den må genvurderes.
Hvis det kan vises, at der er nyt i sagen, som giver anledning til genovervejelse så skabes der mulighed for at domstolen kan komme borgeren i møde uden at behøve at skule afdække fejl i forvaltningens sagsbehandling.
Det er typisk dette kompromis advokaten vil forsøge at gå efter.
Hvis borgeren holder for stejlt på, at forvaltningen har vurderet forkert så er det ikke muligt at lande dette kompromis og så er domstolen så at sige nød til at tage forvaltningens parti af hensyn til rigets stabilitet og sikkerhed.
I min sag er det meget vanskeligt at indgå et sådan kompromis.
Det skyldes at mine forhold formelt set er optimale. Jeg er klar til at hjemtage min datter.
Det er svært at smide noget på bordet som viser en markant forbedring i og med at både forældrekompetencer og fysisk konkrete forhold er så gode som de realistisk set kan blive.
Jeg har altså ikke rigtigt andre muligheder end at forsøge at påvise, at forvaltningen har vurderet forkert når de vurdere, at der er grundlag for en fortsat tvangsanbringelse.
Faktisk er det ret let at påvise at forvaltningen, B&U-Udvalgt og Ankestyrelsen har vurderet forkert ved at sammenligne de konkrete sagsakter med de konkrete lovkrav.
Forvaltningen for det til at se ud som om de har vurderet rigtigt og at der er belæg for deres vurderinger, men disse belæg er ret tynde og det ville være let at påvise både fejl og direkte manipulation fra forvaltningens side, hvis domstolen gik kritisk til værks.
Det er så her problemet opstår for som jeg lige har beskrevet, så ønsker domstolen ikke at afdække de fejl og den manipulation som laves af forvaltningen og som derefter blåstemples af både B&U-Udvalget og af Ankestyrelsen.
Derfor er mine chancer for at få medhold i byretten så små, selvom jeg formelt set har en god sag.
Men, hvis ikke man kan få domstolene til at tage stilling til forvaltningens fejl, hvad kan man så som borger gøre for at få medhold i sin sag?
Man kan sige at systemet havde ret i deres vurdering, men at der siden er sket noget nyt i sagen som gør at den må genvurderes.
Hvis det kan vises, at der er nyt i sagen, som giver anledning til genovervejelse så skabes der mulighed for at domstolen kan komme borgeren i møde uden at behøve at skule afdække fejl i forvaltningens sagsbehandling.
Det er typisk dette kompromis advokaten vil forsøge at gå efter.
Hvis borgeren holder for stejlt på, at forvaltningen har vurderet forkert så er det ikke muligt at lande dette kompromis og så er domstolen så at sige nød til at tage forvaltningens parti af hensyn til rigets stabilitet og sikkerhed.
I min sag er det meget vanskeligt at indgå et sådan kompromis.
Det skyldes at mine forhold formelt set er optimale. Jeg er klar til at hjemtage min datter.
Det er svært at smide noget på bordet som viser en markant forbedring i og med at både forældrekompetencer og fysisk konkrete forhold er så gode som de realistisk set kan blive.
Jeg har altså ikke rigtigt andre muligheder end at forsøge at påvise, at forvaltningen har vurderet forkert når de vurdere, at der er grundlag for en fortsat tvangsanbringelse.
Faktisk er det ret let at påvise at forvaltningen, B&U-Udvalgt og Ankestyrelsen har vurderet forkert ved at sammenligne de konkrete sagsakter med de konkrete lovkrav.
Forvaltningen for det til at se ud som om de har vurderet rigtigt og at der er belæg for deres vurderinger, men disse belæg er ret tynde og det ville være let at påvise både fejl og direkte manipulation fra forvaltningens side, hvis domstolen gik kritisk til værks.
Det er så her problemet opstår for som jeg lige har beskrevet, så ønsker domstolen ikke at afdække de fejl og den manipulation som laves af forvaltningen og som derefter blåstemples af både B&U-Udvalget og af Ankestyrelsen.
Derfor er mine chancer for at få medhold i byretten så små, selvom jeg formelt set har en god sag.
torsdag den 6. juni 2019
Torsdagsbrev: På vej til Byretten Del 1
Torsdagsbrev 30/05/19
- På vej i Byretten del 1 -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com
- På vej i Byretten del 1 -
Den 26. 6. 2019 skal min sag prøves ved Byretten.
Dette torsdagsbrev og det følgende vil have temaet "På vej til Byretten". Denne her gang vil jeg prøve at fremføre det som vil være min påstand og den dertil hørende argumentation som et samlet manifest. Den måde jeg her vil fremsætte denne påstand vil ikke svare til hvad jeg realistisk set vil få mulighed for at gøre i Byretten. I Byretten vil det primært være min advokat som fremfører mine standpunkter og argumenter og det hele vil foregå ind i en ramme som vil begrænse min mulighed for virkelige at forklare og uddybe min argumentation. Derfor skal den følgende gennemgang ses som en slags forøvelse.
Næste gang vil jeg se mere konkret på rammerne og formerne som sådan en sag i Byretten fungerer efter.
Manifest
Manifestet indeholder syv overskrifter. Disse er:
1. Overordnet påstand
2. Fejlagtig forforståelse
3. Realitetskonflikt
4. Kriterier for anvendelse af tvang
5. Uberettiget forsigtighedshensyn
6. Barnets ønske
7. Klagepunkt negligeres
1. Overordnet påstand
Min overordnede påstand er at kriteriet som beskrives i lov om social service § 58 styk 1 og 4 ikke er opfyldt vedrørende min og min datters sag.
Lovens formulering lyder sådan her:
§ 58 At der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,
4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge
Det lovkriterie mener jeg ikke er opfyldt.
Jeg er en normaltfungerende voksen uden nogle signifikante dysfunktioner og min datter er en normal og velfungerende pige med aldersvarende udvikling, dette vil man kunne læse ud af den grundige forældrekompetenceundersøgelse som er lavet af både mig og min datter og ud af øvrige dokumenter i sagen.
2. Fejlagtig forforståelse
Den tankerække som fører frem til, at man fra retsystemets side vurderer at kriteriet i § 58 styk 1 og 4 er opfyldt bygger på nogle forudsætninger som der ikke er rimeligt belæg for.
Problemet udspringer af det danske retssystems målsætning om at prioritere barnets ret frem for den voksnes ret. Denne målsætning kom tydelige på banen ved indførelsen af barnets reform i 2011.
Fortolkningen af dette princip har ført til en praksis, som har nogle oplagte fejlformodninger og der af følgende fejlslutninger.
Jeg vil prøve at opridse det billede som disse underliggende formodninger tegner i min og min datters sag.
Når jeg beder om at få mit barn hjemgivet så katagoriserer man dette ønske som et udtryk for mit behov for at få barnet hjemgivet. Overfor dette, stiller man så barnets behov som implicit antages at stå i et modsætningsforhold til mit behov.
Det fører frem til en grundforestilling om at man imødekommer barnets egentlige behov ved at afvise opfyldelsen af forældrerens behov.
Dette er en falsk forudsætning og i min sag er det ret let at vise, hvorfor det er det.
Det centrale for mig ikke er at få min datter hjemgivet. Jeg er helt indstillet på fx at betale for hendes ophold i plejefamilien, hvis det er det som lige nu vil være bedst for hendes oplevelse af ro og tryghed.
Når jeg beder om at få mit barn hjemgivet så katagoriserer man dette ønske som et udtryk for mit behov for at få barnet hjemgivet. Overfor dette, stiller man så barnets behov som implicit antages at stå i et modsætningsforhold til mit behov.
Det fører frem til en grundforestilling om at man imødekommer barnets egentlige behov ved at afvise opfyldelsen af forældrerens behov.
Dette er en falsk forudsætning og i min sag er det ret let at vise, hvorfor det er det.
Det centrale for mig ikke er at få min datter hjemgivet. Jeg er helt indstillet på fx at betale for hendes ophold i plejefamilien, hvis det er det som lige nu vil være bedst for hendes oplevelse af ro og tryghed.
Det centrale for mig er altså ikke opfyldelsen af mit behov for at få min datter hjem. Det centrale for mig er at få min datter ud af tvangsanbringelsen fordi tvangsanbringelse har så mange omkostninger og fordi det er ødelæggende for min datters identitet og mulighed for at orientere sig i virkeligheden.
3. Kriterier for tvang
Anvendelse af tvang i forbindelse med gennemførelse af foranstaltninger forudsætter at brugen af tvang er nødvendig. Hvis der kan findes andre løsninger på et problem så skal disse tages i brug frem for anvendelsen af tvang.
I min og min datters situation er der oplagte muligheder for at løse de pågældende problemer i samarbejde. Min datter og jeg er begge velfungerende. Jeg er fuldt ud i stand til at indgå i et ligeværdigt og hensigtsmæssigt samarbejde med forvaltning og plejefamilie. I sådan en situation bortfalder kriteriet for anvendelse af tvang og man er nød til at forsøge at løse opgaverne af samarbejdets vej.
4. Realitetskonflikt
Der tales i sagens agter igen og igen om at min datter står i en loyalitetskonflikt imellem plejefamilien og sine forældre og man forsøger at skærme hende imod denne loyalitetskonflikt.
3. Kriterier for tvang
Anvendelse af tvang i forbindelse med gennemførelse af foranstaltninger forudsætter at brugen af tvang er nødvendig. Hvis der kan findes andre løsninger på et problem så skal disse tages i brug frem for anvendelsen af tvang.
I min og min datters situation er der oplagte muligheder for at løse de pågældende problemer i samarbejde. Min datter og jeg er begge velfungerende. Jeg er fuldt ud i stand til at indgå i et ligeværdigt og hensigtsmæssigt samarbejde med forvaltning og plejefamilie. I sådan en situation bortfalder kriteriet for anvendelse af tvang og man er nød til at forsøge at løse opgaverne af samarbejdets vej.
4. Realitetskonflikt
Der tales i sagens agter igen og igen om at min datter står i en loyalitetskonflikt imellem plejefamilien og sine forældre og man forsøger at skærme hende imod denne loyalitetskonflikt.
Min påstand er at hun ikke står i nogen udtalt loyalitetskonflikt, men at hun i stedet står i en udtalt realitetskonflikt.
Hun fastholdes i en tvangsanbringelse som baserer sig på en forestilling om at hun er et barn med en særlig sårbarhed, som ikke kan leve under normale forhold som andre børn. Et barn som på grund af sin særlige sårbarhed må tages ud af den normale sammenhæng og være hos en plejefamilie som kan tage særlige hensyn til hendes behov (§ 58, 4).
Hun fastholdes i en forestilling om at hendes far har nogle dysfunktioner og nedsatte evner som gør at han ikke på forsvarlig vis kan opfylde hendes behov (§ 58, 1).
Begge disse to forestillinger er i uoverenstemmelse med virkeligheden.
Det er usundt at fastholde et barn i en faktuel forkert forestilling og det har nogle voldsomt uhældige følgevirkninger.
5. Uberettiget forsigtighedshensyn
Den normale praksis i disse sager er så at sige. "Nå ja.. Den her far lyder som om han godt kan se barnets behov og indrette sig efter det, men vi vurderer, at der er en risiko for at det bare er på overfladen, at han siger de her ting. Vi vurderer, at han i virkeligheden er optaget af sine egne behov og at han hvis vi hjemgav straks ville handle anderledes end hvad han her siger han vil".
At siger sådan er dog et brud på det grundlæggende retsprincip om ikke at træffe afgørelse på baggrund af ubegrundet mistanke. I mit og min datters tilfælde har vi otte års material i bunker af sagsagter. Hvis ikke man i dette store materiale kan finde klart belæg for en påstand om at jeg vil modarbejde min datters behov så snart jeg for chancen, så kan det ikke være rimeligt at man træffer afgørelse på baggrund af en mistanke om at jeg vil gøre det.
6. Barnets ønske
På det seneste er hovedargumentet for den fortsatte anbringelse blevet min datters udtalte ønske om at forblive i anbringelsen og hendes udtalte utryghed ved udsigten til hjemgivelse.
I forhold til dette er min påstand at grunden til min datter reagerer som hun gør er, at hun udsættes for en ensidig holdningspåvirkning og misinformation under anbringelsen som gør at hun er unødig skræmt i forhold til muligheden for hjemgivelse. Samtidig at samværet begrænses og besværliggøres i en sådan grad at det skader tilknytningen og muligheden for at skabe en tryg situation som kunne befordre hjemgivelse.
Jeg påstår at der under min datters liv i plejefamilien er blevet arbejdet på at gøre min datter uegnet til hjemgivelse og der er blevet arbejdet på at lukke for forestillingen om hjemgivelse som en mulighed. Der er i sagens agter glimrende dokumentation for.
Hensigtserklæringen med hensyn til anbringelser generelt, er at der skal arbjedes for at befordre muligheden for hjemgivelse. Der er altså tale om et brud på den overordnede hensigt med anbringelsen.
Selvom der således er blevet udført en forkert "behandling" i forhold til at gøre min datter egnet til hjemgivelse, og selvom denne forkert behandling har påvirket min datter og umiddelbart gjort hende uegnet til hjemgivelse vurderer jeg ikke at skaden er så stor at den er uoprettelig.
Jeg vurderer, at med en korrekt og hensigtsmæssig indsats vil kunne genopbygge den tillidsfulde tilknytning imellem min datter og mig meget hurtigt. Ligeledes mener jeg også at der vil kunne skabes en tillid til hjemgivelse som en reel mulighed i min datters liv.
7. Klagepunkt negligeres
Da sagen i Byretten er min sag imod Ankestyrelsen, vil jeg også her adressere et centralt problem jeg ser ved Ankestyrelsens behandling af min klage over B&U-Udvalgets afgørelse.
Når en borger klager over noget så skal klageinstansen forholde sig til det borgeren klager over.
Jeg klager over at kriteriet for tvungen anbringelse af et barn ikke er opfyldt i denne sag. Det er mit hovedklagepunkt.
Ankestyrelsen skulle derfor have forholdt sig til dette klagepunkt og skulle havde givet begrundelse for hvorfor de mener at kriteriet for tvungen anbringelse er opfyldt. Det gør de ikke. De forholder sig end ikke til det. De sætter i stedet en ny dagsorden på banen, som handler om at samværet imellem min datter og jeg er en belastning for hende. Denne nye dagsorden virker "produceret" og det er påfaldende at Ankestyrelsen ikke forholder sig til det som der bliver klaget over.
Det var gennemgangen af mine syv overskrifter. Min påstand og argumentationen for den.
Næste gang skal vi så se på de formelle rammer for sådan en byretssag.
Begge disse to forestillinger er i uoverenstemmelse med virkeligheden.
Det er usundt at fastholde et barn i en faktuel forkert forestilling og det har nogle voldsomt uhældige følgevirkninger.
5. Uberettiget forsigtighedshensyn
Den normale praksis i disse sager er så at sige. "Nå ja.. Den her far lyder som om han godt kan se barnets behov og indrette sig efter det, men vi vurderer, at der er en risiko for at det bare er på overfladen, at han siger de her ting. Vi vurderer, at han i virkeligheden er optaget af sine egne behov og at han hvis vi hjemgav straks ville handle anderledes end hvad han her siger han vil".
At siger sådan er dog et brud på det grundlæggende retsprincip om ikke at træffe afgørelse på baggrund af ubegrundet mistanke. I mit og min datters tilfælde har vi otte års material i bunker af sagsagter. Hvis ikke man i dette store materiale kan finde klart belæg for en påstand om at jeg vil modarbejde min datters behov så snart jeg for chancen, så kan det ikke være rimeligt at man træffer afgørelse på baggrund af en mistanke om at jeg vil gøre det.
6. Barnets ønske
På det seneste er hovedargumentet for den fortsatte anbringelse blevet min datters udtalte ønske om at forblive i anbringelsen og hendes udtalte utryghed ved udsigten til hjemgivelse.
I forhold til dette er min påstand at grunden til min datter reagerer som hun gør er, at hun udsættes for en ensidig holdningspåvirkning og misinformation under anbringelsen som gør at hun er unødig skræmt i forhold til muligheden for hjemgivelse. Samtidig at samværet begrænses og besværliggøres i en sådan grad at det skader tilknytningen og muligheden for at skabe en tryg situation som kunne befordre hjemgivelse.
Jeg påstår at der under min datters liv i plejefamilien er blevet arbejdet på at gøre min datter uegnet til hjemgivelse og der er blevet arbejdet på at lukke for forestillingen om hjemgivelse som en mulighed. Der er i sagens agter glimrende dokumentation for.
Hensigtserklæringen med hensyn til anbringelser generelt, er at der skal arbjedes for at befordre muligheden for hjemgivelse. Der er altså tale om et brud på den overordnede hensigt med anbringelsen.
Selvom der således er blevet udført en forkert "behandling" i forhold til at gøre min datter egnet til hjemgivelse, og selvom denne forkert behandling har påvirket min datter og umiddelbart gjort hende uegnet til hjemgivelse vurderer jeg ikke at skaden er så stor at den er uoprettelig.
Jeg vurderer, at med en korrekt og hensigtsmæssig indsats vil kunne genopbygge den tillidsfulde tilknytning imellem min datter og mig meget hurtigt. Ligeledes mener jeg også at der vil kunne skabes en tillid til hjemgivelse som en reel mulighed i min datters liv.
7. Klagepunkt negligeres
Da sagen i Byretten er min sag imod Ankestyrelsen, vil jeg også her adressere et centralt problem jeg ser ved Ankestyrelsens behandling af min klage over B&U-Udvalgets afgørelse.
Når en borger klager over noget så skal klageinstansen forholde sig til det borgeren klager over.
Jeg klager over at kriteriet for tvungen anbringelse af et barn ikke er opfyldt i denne sag. Det er mit hovedklagepunkt.
Ankestyrelsen skulle derfor have forholdt sig til dette klagepunkt og skulle havde givet begrundelse for hvorfor de mener at kriteriet for tvungen anbringelse er opfyldt. Det gør de ikke. De forholder sig end ikke til det. De sætter i stedet en ny dagsorden på banen, som handler om at samværet imellem min datter og jeg er en belastning for hende. Denne nye dagsorden virker "produceret" og det er påfaldende at Ankestyrelsen ikke forholder sig til det som der bliver klaget over.
Det var gennemgangen af mine syv overskrifter. Min påstand og argumentationen for den.
Næste gang skal vi så se på de formelle rammer for sådan en byretssag.
*Jeg takker min kæreste for formuleringen "Der er ikke tale om en loyalitetskonflikt der er tale om en realitetskonflikt" som hun kom med under en samtale vi havde om emnet.
Abonner på:
Opslag (Atom)