fredag den 19. april 2013

Duft af æble, vanilje og anis

Valentins dag 2013 hørte jeg et radioprogram på DR-P4. Det er jo Valentins dag så det handler om lækre, romantiske, sensualiserende emner. Der var en mand i studiet som var meget begejstret for duften og smagen af lakrids. Han fortalt at han havde udviklet en duft af lakrids, æble og vanilje. Det synes jeg lød lækkert. Jeg har det sidste halvandet år leget med dufte og lavet min egen alkoholbaserede deodorant. Alkohol dræber bakterier og nedbringer dermed svedlugt og så kan man dryppe æteriske olier i til at tilføje nogle lækre dufte. Det har jeg haft meget glæde af at eksperimenterer med. Nå men jeg fik lyst til at prøv at eksperimenterer med den duft kombination han fortalte om i radioen. Det skulle baseres på naturlige duftolier som jeg købte i min lokale helsekost. Jeg rådspurte mig hos ekspedienten og vi kom frem til at anis æterisk olie måtte være det nærmeste vi kunne komme på en duft af lakrids baseret på naturlige æteriske olier. Ud over denne olie købte jeg så æble og vanilje -æteriske olier på små 10 ml. flasker med dryplåg. Jeg eksperimenterede så lidt med det og kom frem til en blanding som jeg dog ikke var specielt begejstret for. Min far er gammel biologi, fysik og kemi -lærer og jeg fortalte ham om mit projekt. Jeg kunne godt høre at han var noget skeptisk da jeg fortalte om naturlige æteriske olier udvundet på baggrund af rosenblade eller æble. Da jeg blev nysgerrig på hans skepsis sagde han at han ikke mente det ville være muligt at trække naturlig æterisk olie ud af rosenblade og æble, men at det til gengæld var let at skabe nogle syntetiske dufte som mindede om dem. Jeg skal ærlig indrømme at jeg i første omgang tænkte at han måtte tage fejl. At min gode helsekost da ikke solgt sådan noget syntetisk-fake-stads. Men jeg var dog alligevel kommet vældig i tvivl og skyndte mig hjem og kikkede på de små flaske med æterisk olie. Og ganske rigtigt, på de fleste af de efterhånden mange flasker jeg have stod der "100 procent naturlig æterisk olie", men på lige præsis rose, æble og vanilje som jeg lige havde købt stod der "natur identisk olie" som vel kan oversættes til "duft som dufter som et givet naturprodukt uden at være udvundet af dette" og de duftede bare heller ikke godt disse olier. Særlig æble var forfærdelig og hovedpine fremkaldende. Jeg hældt straks de kunstige æteriske olier ud i vasken -sådan nogle ville jeg ikke have og alt imens jeg gjorde dette fik jeg en ide. Det er jo alkohol jeg blander mine dufte sammen i (ren vodka) og alkohol kan jo bruges til at trække naturlige duft og smag ud af bær og krydderurter som man gøre når man laver hjemmelavet kryddersnaps. Hvorfor ikke prøve om jeg kunne trække duften ud af tørrede æbler og ægte vanilje og andre naturlige ingredienser i stedet for kun at benyttet æteriske olier? Jeg skyndte mig ned i Irma og købte en pose tørrede æbler og et nyt produkt de havde som de kaldte flydende vanilje som ifølge deklaration var lavet af ren burbon vanilje rørt op med en lille smule alkohol for at få et flydende og langtidsholdbart produkt ud af det. Vaniljen var jo lige til at bruge imens de tørrede æbler skulle op og trække i noget vodka en måneds tid. Så imens æblerne trak begyndte jeg at lege med de 100 procent naturlig duft jeg nu havde til min rådighed og jeg kom frem til en duft som jeg er ret vild med. Den rene anis duft er lækker, men den kan også være en lille smule skarp og komme til at lugte som om man bare har drukket for meget Ouzo. Derfor prøvede jeg at give den lidt mere fylde og kom frem til at sort-peber æterisk olie gav lidt "bund" og fik den til mere at dufte af sådan noget lakrids vi kan lide at stoppe i munden. Æble havde jeg jo ikke endnu så jeg valgte bergamot æterisk olie i stedet og så en hel del af den her flydende vanilje jeg lige havde købt. Det blev en helt vidunderlig duft som jeg virkelig har nydt at have "omkring mig". Særlig har jeg lagt mærke til hvor mange nuancer der er i vaniljen. Det er ligesom om man kan blive ved at udforske den og det blev særlig sat i perspektiv af duften af den syntetiske vanilje jeg var kommet til at købe i først omgang og som bare var så dum og intetsigende i forhold til den ægte vare. Hvor er naturlige dufte bare 'intelligente' at dufte til :-). Jeg har selvfølgeligt prøvet at lave en dufte med en maskulin identitet, men man kunne jo også lege med nogle mere feminine dufte ved f. eks at fylde rosenblade og små selv-plukkede violer i en flaske vodka og lade det stå og trække. Det kunne da være interessant. Nå men her er opskriften som jeg har blandet og duftet mig frem til på min egen flydende deodorant med duft af lakrids og vanilje så den som har den på efter min smag bare er lige til at spise (og i øvrigt tak til ham gutten i radioen på Valentins dag som inspirerede mig til eksperimenterne). Jeg har også fundet på en en smart måde at påfører den, men et eller andet sted må jeg jo stoppe og jeg er heller ikke sikker på at jeg har lyst til at dele alle intime detaljer, men overordnet kan jeg sige at jeg har erfaret at de naturlige dufte "fordufter" meget hurtigere end de syntetiske vi er vand til at omgive os med igennem diverse kosmetiske produkter, sæber og shampooer. Derfor skal de også opfriskes oftere hvis man vil have en vedvarende effekt.

Nuvel her er min opskrift:

4 dl. klar vodka.
10 dråber sort peber æterisk olie.
10 dråber anis æterisk olie.
10 dråber bergamot æterisk olie.
2 teskefuld flydende økologisk vanilje fra Irma.

Ryst det hele godt sammen.

Der er lige i denne måned en lille gennemgang af parfumens historie på side 34 i Ud og Se. Det er meget sjovt at se i forhold til de tidligere tider hvor de også forsøgte at få dufte ud af blomster og andre naturligt forekommende ingredienser.

http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2013/UdSeApril2013/

Jeg synes også lige at det til al retfærdighed skal nævnes at man godt kan købe ren naturlig "rosenvand" altså noget "vand" med naturlig duft fra rosenblade. Der findes bla. et ayurvedisk produkt som hedder "Pukka organic rosewater" som er lavet af dampdistillerede rosenblade. Det er et lækkert produkt med en meget blid duft, men det er ikke en æterisk olie.

Kærlig hilsen
Mikkel