Torsdagsbrev 25/10/18: En Lov i Loven

Torsdagsbrev 25/10/18

EN LOV I LOVEN

Kender I det når man er sikker på at der er noget galt med et eller andet man har talt om eller har været udsat for? Man kan ikke sige præcis hvor fejlen eller inkonsekvensen er hænde, men man ved at det er forkert det man præsenteres for. Det er sådan jeg har det med den behandling jeg og mine børn har været udsat for af de sociale myndigheder. Der er noget galt. Noget som bliver vendt på hovedet, men hvor er det hænde? Og så nogle gange er der nogen ting som falder på plads og man ser det pludseligt for sig. "Det er det her, der er galt". "Det er sådan her, det hænger sammen". Sådan en oplevelse havde jeg i sidste uge. Jeg havde kredset om det igennem mine torsdagsbreve, jeg havde talt med advokater, læst artikler og haft samtaler og så var det som om tingene pludselig faldt på plads. Nu vil jeg prøve at forklare hvad det var der faldt på plads.

Problemet er at man i forbindelse med en meget voldsom sanktion, nemlig en tvangsfjernelse af et barn, baserer afgørelsen på en vurdering af hvad der vil være bedst for barnet.

"Ja, men hvad skulle der være galt med det? Er det ikke netop det det hele gælder om?". -Jo det er det måske, men problemet er at det ikke er sådan lovgivning fungerer normalt. Lovgivning sætter normalt nogle rammer op som gælder for alle mennesker, eller for en afgrænset gruppe af mennesker. Det er derfor vi siger at vi alle er lige for loven. Så længe du ikke overtræder de rammer som er opstillet er du omfattet af den grundlovssikrede selvbestemmelsesret. Du kan med andre ord gøre tingene som du selv vil så længe du ikke overtræder loven.

Når man i forhold til spørgsmålet om tvangsfjernelse af børn tager udgangspunkt i en vurdering af hvad der vil være det bedste for barnet så bryder man fundamentalt med dette princip. Man skaber en situation hvor forvaltningen og Børn og Unge-udvalget for lov til at "skabe" den lov de selv dømmer efter. Jeg siger ikke at der noget steder står skrevet at forvaltningen og Børn og Unge-udvalget må lave deres egne regler, men jeg ser, oplever og læser om at det sker i praksis. Det sker her i landet og i udlandet. Særlig i Norge ser man nogle meget klare eksempler på det. Pludseligt ser man at et barn kan fjernes på grund af manglende øjenkontakt, fordi det vurderes at den manglende øjenkontakt er udtryk for en adfærd hos den voksne, som kan skade barnets udvikling. Eller der kan fjernes børn på baggrund af en vurdering af at den voksne har en utilstrækkelig mentaliseringsevne. Mentaliseringsevne er et fortolkningsafhængigt og svært definerbart begreb som de færreste nok overhovedet forstår. Pludseligt kan et begreb som dette anvendes som begrundelse for én af de voldsomste og mest indgribende interventioner mennesker overhovedet kan udsættes for. Et løst, udefinerbart begreb som mentaliseringsevne ville ikke kunne bruges som grundlag for sanktioner inden for almindelig retspraksis. Her er der fastlagt nogle rammer og man tager stilling til om disse rammer er overtrådt. Når man tager udgangspunkt i en vurdering af hvad der vil være bedst for barnet og lader nogle eksperter foretage denne vurdering så er der pludseligt skabt grobund for en praksis som åbner op for at den dømmende institution selv kan "skrive" den lov som den dømmer ud fra. Der skabes en lov inde i loven og det gamle princip om at adskille den lovgivende og den dømmende magt ophæves. Det er fundamentalt en meget dårlig idé som har nogle konsekvenser som jeg gerne vil kigge nærmere på i de kommende torsdagsbreve.

Torsdagsbrev 18/10/18: Kritisk indblik i en anbringelsessag

Torsdagsbrev 18/10/18
- Kritisk indblik i en anbringelsessag -
Torsdagsbrevet tegner og fortæller om dynamikker og automatikker i sagsbehandling

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

De sidste to dynamikker

Jeg er i færd med at gennemgå dynamikker/automatikker som kan bevirke at sagsbehandlere fremstiller familier i et mere negativt lys end der er realistisk belæg for. Her er de to sidste: "Overdragelse" og "Mangel på konsekvenser".

- Overdragelse -

- Eller kollegial loyalitet -

Sagsbehandlere inden for børneområdet skifter ofte plads eller forlader pladsen. Min datter har skiftet sagsbehandler fem gange inden for de seneste to år. Det vil sige sagen skal hele tiden overdrages. Sagsbehandleren møder ikke familien første hånds, de møder dem primært igennem sagsoverleveringen. De er hele tiden nye og usikre på posten og så læner man sig jo op af kollegaens beskrivelser. Det urealistisk negative billede af familien bliver det sæt af briller som den nye sagsbehandler ser familien igennem.

- Mangel på konsekvens -

Der er i det her system simpelthen ingen konsekvenser ved at behandle forældrene til børn urimeligt. Faktisk er der heller ikke nogen konsekvenser ved at behandle børnene urimeligt. Der er blevet skabt nogle alliancer og nogle arbejdsgange hvor der altid er støtte til sagsbehandlerne hvad de end beslutter sig for at udsætte familien for. Afdelingsleder blåstempler med sikkerhed sagsbehandlerens valg (som sandsynligvis slet ikke er sagsbehandlerens valg, men nogle overordnedes valg). Hvis familien sender klagen videre til Ankestyrelsen så blåstempler Ankestyrelsen med sikkerhed afdelingsleders valg. Der er for sagsbehandleren risiko forbundet med at hjemgive et barn, men ingen risiko forbundet med at sørge for at det forbliver anbragt. Så hvis en sagsbehandler ikke er meget stærk og meget sikker på sin position vil denne være tilskyndet til at fremme et negativt billede af familien så barnet kan fastholdes i anbringelsen.

"Men hov! ... Hvor blev barnet nu af imens jeg prøver at udrede trådene i sagsbehandlernes motivationscyklus ??? Åhh nej... Det er kommet i klemme nede under bunken af sagsagter ... nå ja hvad p***er ... så ved vi da hvor vi har det. !!!"

Torsdagsbrev 10/10/18: Om anbringelsessag

Torsdagsbrev 10/10/18
- Indblik i en anbringelsessag -

Torsdagsbrevet tegner og fortæller om anbringelsessager

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.

Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

De næste to dynamikker

Jeg er i færd med at gennemgå dynamikker/automatikker som kan bevirke at sagsbehandlere fremstiller, tolker familier de har med at gøre i et mere negativt lys end der er realistisk belæg for.

- Det er ketcherens skyld -

Vi kender det godt alle sammen. Hvis noget ikke går helt som det skal, så har man tendensen til at give noget andet skylden. Nogle gange med rette naturligvis ... Nogle gange måske knap så meget med rette. Familiesager er ikke desideret nemme at løse og man ser ofte at Kommunens succes med at løse dem kan ligge på et meget lille sted og hvem skal så have skylden for det? Ikke sagsbehandleren i hvert tilfælde. De har gjort en brav indsats, men familien var bare så svære at hjælpe og de modarbejdede alle de gode tiltag som sagsbehandleren kom med ... - Ja, hvis der er nogen, som er skyldig i at det her forløb ikke er gået så godt, så må det bestemt være familien og dens vanskelige børn og krævende forældre. Så når familien skal beskrives i sagsagterne, så kan sagsbehandlere og andre aktører godt komme til at tegne et lidt mere dystert billede af familien end der er realistisk belæg. Så det tydeligt fremgår at han/eller hun virkelig har gjort et godt stykke arbejde, men familien bare var så vanskelige at hjælpe at det alligevel ikke lykkedes.

- Optrapning -

Når familien så på et eller andet tidspunkt bliver præsenteret for beskrivelsen af dem i sagsagterne bliver de vrede og skuffede, fordi de synes at.. gæt hvad??.. - Sagsagterne tegner et meget mere negativt billede af dem end der er realistisk belæg for. Da de i forvejen er i en ekstremt presset situation med trussel om fjernelse af børnene hængende over hovedet og sikkert også økonomiske problemer og en hel masse andre problemer, så kan det da godt være at de kommer til at tale lidt højt eller virke lidt truende over for personalet på Børne og Unge-centeret. Nu bekræfter de pludseligt det lidt ovredrevne billede, som sagsbehandleren tegnede af dem. Sagsbehandleren bliver samtidig også lidt bange. Både for at de skal komme frem at han eller hun måske overdrev billede en lille smule da han eller hun skrev om familien og også for familien som sådan og for hele situationen. Hvor angst er til stede, har den en tendens til at forstærke blikket for det truende og farlige i andres adfærd og den negative fremstilling af familien bliver endnu en gang forstærket.

Det var de to dynamikker jeg havde valgt for denne torsdag. Vi har stadig to dynamikker tilbage "overdragelse" og "mangel på konsekvenser". De to ser vi på næste gang. Hav det godt så længe.

Torsdagsbrev 04/10/18 : Tvangsfjernelser - sagsbehandling

Torsdagsbrev 04/10/18
- Indblik i sag om tvangsfjernelse -

Torsdagsbrevet tegner og fortæller, med fokus på sagsbehandlingen i sager om tvangsfjernelser

D

ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier. Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil I også kunne læse om tanken bag Torsdagsbrevet. Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber I vil læse det. Jeg håber at I vil overveje dets indhold. Jeg håber at I på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som I måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at I går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den.

Berøringsangst
- Den første dynamik -

Torsdagsbrevet tegner og fortæller har haft en tendens til at vokse imens jeg arbejdede på det og da jeg stadig gerne vil have at Torsdagbrevet skal udkomme i små mundrette bidder har jeg valgt at opdele indholdet yderligere. Dette Torsdagsbrev vil derfor koncentrere sig om den første af fem dynamikker/automatikker som jeg mener er tilstede i den konkrete sagsbehandling. Dynamikker/automatikker som får sagsbehandlerne til at tegne et mere negativt billede af den familie de har med at gøre end der er realistisk grundlag for. Den første dynamik jeg vil illustrere og beskrive vil jeg kalde berøringsangst.

Problemerne som ligger bag sådan nogle sager om børn er sjældent meget "attraktive" at komme i berøring med. De er behæftet med en del social fordømmelse som sagsbehandler nødig vil associeres med. Sagsbehandlerne har heller ikke lyst til at blive personligt involverede som de måske kunne blive, hvis de virkeligt satte sig ind i problemerne som familien kæmper med. Derfor holder sagsbehandlere et meget distanceret forhold til klienterne og til de problemer de repræsentere. For klienterne opleves det som om sagsbehandleren ikke forstår deres situation og ikke VIL forstå den. Som om sagsbehandlerne har travlt med at se ud som om de prøver at hjælpe imens de samtidig holder hænderne på ryggen og sørger for ikke at komme i kontakt med problemerne. Der ligger altså et incitament for sagsbehandlerne til at beskrive familien mere negativt end der er realistisk belæg for. Dette incitament handler om at sagsbehandlerne gerne vil lægge afstand til de problemer som familien kæmper med. De har brug for at vise at de problemer familien kæmper med ligger langt fra dem de selv har og derfor vil de have en tendens til at fremstille klienterne på stereotype måder og forstærke det negative billede. Det var altså den første dynamik/automatik, berøringsangst.

Næste gang skal vi se på den næste dynamik/automatik. Den har jeg valgt at kalde Det er ketcherens skyld.

Open letter to Tim Whewell

Dear Tim Whewell

I have followed your reports on the Norwegian "Barnevernet" with interest.
I would like to thank you for the work you have done. I myself have a daughter who was placed into care without consent and I am fighting here in Denmark to bring attention to the system I’m up against, that in my view does not work properly. There appear to be many similarities to the Norwegian system’s approach that was described in your documentary.

For more than seven years I have been a client in Denmark’s child care system and I have now started my own little ‘one-man's action’ where I write (and draw) each week a letter that I send to a number of politicians and some selected media. You can see these letters on my blog with a google translation here if you are interested:

Link to Thursday-letters

If you are interested in how the Danish child care system operates I would very much like to help and explain my case and some of the insights I have gained through it.

Thanks again for your work.

/ Mikkel