Torsdagsbrev
14/11/2019
- Verden rundt del 3
-
Idenne uge fortsætter jeg turen rundt til lande, som deltager i den globale protest mod familiesplittende metoder indenfor børneforsorgen.
Denne gang skal vi besøge Tyskland, Spanien, Hawaii og New Zealand. Lige inden jeg går til de konkrete lande vil jeg gerne skrive lidt om et emne, som jeg har tænkt på og som er relateret til det øvrige. Det handler om forholdet imellem Norge og USA.
For nogle år siden nærmere bestemt i 2015 var der en stor sag omkring norges børneforsorg. De norske myndighedder havde tvangsfjernet fem børn fra en Norsk bosiddende rumænsk familie. Familien hed Bodnariu og sagen blev kaldt Bodnariu-sagen. De norske myndighedder påstod at familien havde anvendt fysisk afstraffelse overfor børnene.
Der viste sig dog hurtigt at der ikke var belæg for den påstand og det hed sig så at det var, fordi familien troede på en straffende gud, altså faktisk det forhold, at de var kristne.
Tvangsfjernelsen af Bodnariu-familiens fem børn førte til protester verdens over. Først og fremmest protesterede den rumænske befolkning i Rumænien og i mange andre lande og der kom også protester og fordømmelser fra flere landes regeringer.
Det var temmelig massivt, og det endte med, at Norge gav børnene tilbage til familien.
For mindre en et år siden hørte jeg for første gang om, at de norske myndigheder havde tvangsfjernet børn fra Amerikanske familier som levede i Norge, med tynde og urimelige begrundelser lige som i Bodnariu-sagen. Da jeg hørte om dette tænkte jeg. "Det var da det dummeste Norge kunne gøre".
Naturligvis ville supermagten USA ikke acceptere at Norge tog børn fra Amerikanske statsborgere på urimeligt grundlag. Hvis Rumænien havde protestere ville USA da protestere endnu mere.
Dette kunne kun gå galt for Norge tænkte jeg.
Det mærkelige var at Amerika ingen ting gjorde. Der var ingen kommentar, ingen protest, ingen fordømmelse, ingen officielle regeringsudtalelser.
Det var mig på det tidspunkt en gåde hvorfor Rumænien forsvarede sine statsborgere, men USA ikke gjorde.
Siden er jeg kommet til at forstå grunden til dette bedre. Der er meget tætte bånd imellem Norge og USA. Nogle kalder endda Norge for Amerikas 51'ene stat.
De metoder Norge bruger i børneforsorgen bruges også i USA.
Børneforsorg er blevet et middel til kontrol af befolkningen.
USA er ikke er interesseret i et opgør med disse metoder. USA er under de nuværende forhold ikke synderligt optaget af, om dets egne borgeres rettigheder krænkes, hverken hjemme eller i andre lande.
Norge har frit lejde til at gribe inde i Amerikanske familiers liv og det ser endda ud til at de Amerikanske myndighedder støtter op om de Norske myndigheders beslutninger.
Turen Fortsætter
Tyskland
Vi starter turen I Tyskland.
Der er ikke let at finde tyske børneforsorgs-modstans-grupper på nettet. Det kunne jo betyde at problemet ikke er så stort i Tyskland som det er i andre lande. Det var også mit første indtryk at Tyskland havde en lidt mere anstændig børneforsorg end Danmark og Norge. Der er dog et par medlemmer fra Tyskland i den globale gruppe og efterhånde som jeg fik talt med dem kunne jeg godt høre at Tyskland havde nøjagtig de samme problemer med børneforsorgen som vi havde.
Tvangsfjernelser var blevet et slags sanktionmiddel imod borgere og det var blevet en meget profitabel forretning for en lille gruppe af mennesker.
Jeg bed særlig mærke i, at de tyske medlemmer af den internationale gruppe, beskrev nøjagtig samme situation omkring det retslige som vi oplever her hjemme og som vi har set i Norge.
De tyske retsinstanser dømmer efter deres egen smag og behag og der er ingen form for retfærdighed end sige opretholdelse af objektiver kriterier.
Den 7. september 2019 demonstrerede en lille gruppe af mennesker i Tysklands hovedstad Berlin. Her er lidt billeder fra demonstrationen i Tyskland.
Spanien
Faktisk ved jeg ikke meget om børneforsorgen i Spanien. Der er en særlig grund til at Spanien deltager i den globale protest imod familiesplittende børneforsorg.
Det er en helt bestemt grupper af mennesker som protester i Spanien og deres protest retter sig imod Norge specifikt. Det drejer sig om en gruppe af spanske sømand, som arbejdede for den norske flåde i årene 1948 - 1994. De arbejdede i lang tid og betalte skat alligevel mener Norge ikke at disse mennesker er berettiget til pension fra Norge. Menneskerettighedsjurist Marius Reikerås har hjulpet disse ex-sømand med at indbringe deres sag for den europæiske menneskerettighedsdomstol. Det er derfor at disse stærke eks-sømand nu slutter op om kampen imod den norske børneforsorgs brud på menneskerettighederne.
Billeder fra de Spanske ex-sømand demonstration på den 7 september 2019.
Hawaii
Hawaii oplever ikke overraskende de samme problemer med børneforsorgen som vi nu har set så mange steder. Her er det særligt et bestemt adoptionsbureau som hedder Bethany Christian services, som er under anklage for uberettiget at tvangsadoptere børn under påskud af varetagelse af barnets tarv.
Hawaii har en lille stærk gruppe af aktivister som jævnligt protestere. Mennesker som selv har fået deres børn fjernet.
Her er billeder fra deres protest den 7. september 2019
New Zealand
Hvad er det med små velfungerende demokratier som er gået så galt? New Zealand er kendt som et lille velfungerende demokratisk land lidt som Norge, Danmark, Sverige og Finland. Folk passer på hinanden og på naturen.
På New Zealand oplever vi præcist samme billede som vi oplever her i norden. Børnebeskyttelse er kommet ud af kontrol. Det er blevet et middel som bruges til alt muligt andet end at hjælpe børn som har behov for det. Vi ser et retssystem som er komplet korrupt og som forfølger de mennesker som retter kritik imod systemet, med bøder, fængsel og lignende. Der er en høj andel af selvmord på grund af børneforsorgens indgriben i familier. Særlig er den oprindelige New Zealandske befolkning maorierne udsat for denne type af indgriben i deres familieliv.
New Zealand har været meget dygtige til at forme modstandsbevægelse og protestere. Deres demonstration den 7. september havde flere hundrede, hvis ikke tusinde deltagende og den foregik i flere New Zealandske byer.
Her er billeder fra protesten i New Zealand 7. september 2019.
Her er en nyelig udsendt video som er produceret af den stærke New Zealandske modstandsbevægelse. I denne video interviewer de New Zealandske aktivister den Norske menneskerettighedsjurist Marius Reikerås.
