Dette blogindlæg for af en eller anden grund en del besøg løbende. Dette indlæg vedrøre den første forældre kompetence undersøgelse som blev lavet af mig tilbage i 2013. I 2016 gennemgik jeg og min datter en ny undersøgelse som jeg også skrev en klage over. Efter min egen mening er den klage fra 2016 skarpere og mere relevant end denne fra 2013.
Forældrekompetenceundersøgelse
Foretaget i perioden marts 2014 til juni 2014
Af far til to børn Mikkel Meinike Nielsen
Undersøgelsen er foretaget af Psykologhuset Clemens
for Børnefamiliecentret København - Børnefamilieenheden Amager Vest
Der er to grunde til at jeg har valgt at publicere denne indsigelse imod en forældrekompetenceundersøgelse her på min blog.
Den ene er ønsket om at forbedre min chance for at blive hørt. Forvaltningen her været rigtig dygtige i et taktisk spil om at være dem som får lov at udlægge sagen. Jeg er så heldig at have en rimelig velbesøgt blog og ved at lægge sagen ud her inddrager jeg et lidt støre publikum så jeg ikke står helt alene overfor et magtapperet som har interesse i at min indsigelse for mindst muligt opmærksomhed.
Den anden grund er simpelthen vidensdeling. Når nu skæbnen har sendt mig en tur igennem nogle hårde og uvejsomme områder og når nu jeg er et menneske som kan lide at formidler og dele mine oplevelser så kan jeg da lige så godt dele lidt af det jeg har oplevet. Det kunne hænde at være til gavn for nogen. Det kunne hende at være med til at fremme en mere ordentlig omgang med mennesker i de offentlige systemer. Det kunne kaste lys over noget som efter min mening foregår i en overraskende høj grad af mørke.
Der indgår ingen personnavne i det offentliggjorte material (ud over mit eget) og der er også i den offentlige udgave af indsigelsen fjernet et afsnit som indeholdt personfølsomme oplysninger.
Insigelsen er sendt som en indsigelse til forvaltningen. Den er samtidig sendt til Psykolognævnet som en klage over de pågældende psykologers faglighed.
Det ville selvfølgelig give et bedre samlet perspektiv, hvis jeg også havde gjort selve undersøgelsen tilgængelig, men det har jeg valgt ikke at gøre af to grunde. For det første fordi det ikke er mit material, jeg har altså ikke rettighederne til at offentliggøre det. For det andet fordi det indeholder kompromitterende og efter min mening usande fremstillinger af både mig og mine børne som jeg ikke har lyst til skal "flyde rundt i cyberspace".
Indsigelsen vedrørende Forældrekompetenceundersøgelse Foretaget i perioden marts 2014 til juni 2014 Af far til to børn Mikkel Meinike Nielsen Undersøgelsen er foretaget af Psykologhuset Clemens for Børnefamiliecentret København - Børnefamilieenheden Amager Vest Indholdsfortegnelse Indledende bemærkninger Den overordnede anke De specifikke ankepunkter Manglende ærlighed omkring egen rolle Undersøgelsen er et pres i sig selv Hemmeligholdelse Dansen med min søn Ikke tilpasset sprogbrug En uforsigtig anklage Det misbrugte fagsprog Egen udlægning Grunden er aldrig grunden Afslutning Indledende bemærkninger Dette er en indsigelse overfor en forældrekompetenceundersøgelse af mig som far. Undersøgelsen er foretaget af Psykologhuset Clemens i perioden marts 2014 til juni 2014 for Børnefamiliecentret København - Børnefamilieenheden Amager Vest Det er naturligvis ikke alt i hele undersøgelsen jeg er uenig i. Jeg finder det imidlertid ikke i overensstemmelse med min hensigt at begynde at nævne ting som jeg er enig i i undersøgelsens konklusion. På samme måde må man ikke forvente at jeg kommer omkring alle de ting som jeg finder forkerte og urimelige i undersøgelsens konklusion. Min påstand er, at undersøgelsen mangler redelighed og validitet, og det er det jeg har koncentreret mig om at vise. Jeg er tilfreds med selve afgørelsen i sagen. Min indsigelse retter sig imod undersøgelsen og dens konklusioner. Forældrekompetenceundersøgelsen er en undersøgelse af både moren til børnene og mig. Jeg forholder mig dog kun til den del af undersøgelsen som omhandler min person. Den overordnede anke Dette er min overordnede anke. Den vedrører, hvad jeg mener er en overtrædelse af det etiske kodeks, som hører til den type af undersøgelser, som Psykologhuset Clemens har benyttet til at beskrive mine forældrekompetencer. For at forklare hvad jeg mener med dette, vil jeg prøve at sammenligne to forskellige undersøgelsesformer. På den ene side en humanistisk, tillidsbaseret undersøgelsesform, på den anden side en politimæssig, mistillidsbaseret undersøgelsesform. Jeg vil starte med at prøve at udtrykke præmissen i en politimæssig, mistillidsbaseret undersøgelsesform igennem et kort udtryk. "Vi forventer ikke nødvendigvis at du taler sandt over for os. Til gengæld skal du ikke forvente vi er loyale overfor dig" I amerikanske kriminelfilm kan man se denne præmis udtrykt meget tydeligt når politiet råber: "Freeeeze!!! You are under arrest. You have the right to remain silent! Anything you say can and will be used against you in a court of law." Læg mærke til hvor meget man i det amerikanske system gør ud af at eksplicitere dette mistillidsforhold. "Vi regner ikke med at vi kan stole på dig og du skal ikke regne med at du kan stole på os". Helt anderledes forholder det sig med en humanistisk baseret undersøgelse. Her er tilliden essentiel. Uden tillid ingen undersøgelse. Den humanistisk baserede undersøgelse kommer ud af antropologien/etnologien, hvor man observerede og beskrev andre kulturer. Hvor den politimæssige undersøgelse er beregnet på at finde fejl og mangler i den undersøgtes udsagn eller handlinger, er den humanistisk basserede undersøgelse primært beregnet på at udvide indsigten og forståelsen hos den som observerer. Den humanistisk baserede undersøgelse er ikke særligt velegnet til at finde fejl og mangler i den undersøgtes adfærd og udsagn, fordi selve undersøgelsesformen fordrer at undersøgeren ikke er dømmende eller fordomsfuld, men hele tiden forsøger at flytte sit egnet ståsted for at kunne forstå den observeredes adfærd fyldestgørende og helhjertet. Der er et etisk kodeks forbundet med den humanistisk funderede undersøgelse. Observatørerne er nødt til at honorere den tillid som den observerede viser dem, fordi undersøgelsen fuldstændig bygger på dette tillidsforhold. Det er et brud på dette etiske kodeks, hvis man foretager den type af undersøgelser og man så bagefter går ud og udstiller den viden som er blevet en til del i undersøgelsen på en måde, som er meget kompromitterende for den observerede eller på en måde som ikke er i overenstemmelse med intentionerne i det som foregik. Man kunne formulere præmissen i en humanistisk baseret undersøgelse sådan: "Den observerede gøre alt hvad han/hun kan for at åbne sin verden op for observatørerne. Observatørerne gør på deres side alt hvad de kan for at prøve at forstå den observerede på dennes egne præmisser" I det undersøgelsesforløb som denne anke vedrører, vil jeg mene at der er blevet benyttet en humanistisk funderet undersøgelsesform. Alene anvendelse af termerne "interview" og "observation" i stedet for "forhør" og "bevis" peger på dette. Der blev på intet tidspunkt i forløbet råbt "Stop!! Advarsel!! Alt hvad du gør og sige vil kunne blive brugt imod dig. Du har en ret til at forblive tavs". I stedet blev der gjort alt for at skabe en følelse af fælles tillid og tryghed. Min forudgående tillidsfulde forventning til psykologernes adfærd var også grundet i min grundlæggende tillid til psykologer som faggruppe: Min forhåndsindstilling til psykologerne kan samles i dette udtryk: "Psykologer er sådan nogle som er gode til at forstå et menneske på dets eget præmisser. Nogle som ikke er fordomsfulde og dømmende og som passer godt på det man deler med dem". Psykologerne gjorde intet for at vise at det ikke forholdt sig sådan. Min påstand er altså, at psykologerne har benyttet sig af en humanistisk baseret undersøgelsesform, at denne undersøgelsesform stiller nogle etiske krav til dem som benytter den, og at disse etiske krav ikke er blevet honoreret. Jeg mener at psykologerne har fremstillet mig på en kompromitterende måde, som ikke er i overenstemmelse med virkeligheden og med intentionen i det som foregik under undersøgelserne. Jeg vil afslutte denne overordnede anke med at gøre gældende, at jeg mener der er forgået et lovbrud ved den måde psykologerne har forholdt sig i dette forløb. Hvis psykologerne i denne undersøgelser har arbejdet som psykologer og været underlagt psykologloven, og hvis jeg som undersøgelsens objekt har været beskyttet af denne lovgivning, så har psykologerne brudt loven ved at udlevere oplysninger som kan være til betydelig skade for mig og mine interesser til sagens øvrige parter uden mit samtykke. Hvis psykologerne i denne undersøgelse ikke har arbejdet som psykologer under psykologloven, og hvis jeg derfor ikke som undersøgelsens objekt har være beskyttet af denne lov, har psykologerne brudt loven ved ikke i tilstrækkelig grad at oplyse mig mine og deres rettighedder og pligter samt om hvad jeg kunne forvente af dem, og ved at have draget uberettiget fordel af den tillid jeg havde til dem i kraft at deres psykologautorisation. De specifikke ankepunkter Efter således at have forklaret min overordnede anke vil jeg gå til de specifikke ankepunkter. Manglende ærlighed omkring egen rolle Psykologerne er ofte direkte impliceret i situationer i det virkelige hændelsesforløb under observationerne, men i fremstillingen i den færdige undersøgelse er deres rolle i samspillet "klippet ud". Derved fremstår billedet fordrejet i forhold til det der egentligt foregik. Dette forhold vil jeg belyse over de fire følgende underoverskrifter. Undersøgelsen er et pres i sig selv Det er vigtigt at forstå at sådan en forældrekompetenceundersøgelse ikke er noget vi som en familie selv vælger. Det er noget vi stort set tvinges ind i med truslen om anbringelse af børnene hængende over hovedet. Det er både noget vi som voksne er klar over når vi går ind i denne undersøgelse, men det er bestemt også noget børnene er klar over eller i hvert tilfælde fornemmer. Selvom psykologerne er rare og venlige mennesker over for os og giver indtryk af at ville os det bedste, så er de samtidig repræsentanter for noget som vi alle frygter. Deres tilstedeværelse og krav om observation af os er både stressende og grænseoverskridende. Det er som om psykologerne i undersøgelsen forventer et naturligt afslappet samvær imellem mig og børnene, men det er jo en total urimelig forventning i under sådanne forhold. Hemmeligholdelse Der er for mig et kardinalpunkt i undersøgelseforløbet, og det er det tidspunkt hvor psykologerne foreslår at vi forsøger at gennemføre undersøgelseren hemmeligholdt overfor børnenes mor. Det giver for mig mening at forsøge at gennemføre disse undersøgelser i hemmelighed for børnenes mor, fordi hendes adfærd ellers vil umuliggøre gennemførelsen af undersøgelsen. Jeg har nu i snart mange år i forhold til mit job arbejdet under servicelovens paragraf, og jeg har efterhånden opbygget mig en rygmarvsfornemmelse for, hvornår en handling overfor en borger er på kant med serviceloven. Denne rygmarvsfornemmelse sagde mig straks, at psykologernes forslag om at gennemføre undersøgelserne hemmeligholdt for moren nok var på kant med serviceloven, al den stund at moren og jeg var ligeværdige forældremyndighedsindehavere. På den anden side vidste jeg, at det nok var eneste mulighed hvis forældrekompetenceundersøgelsen skulle gennemføres, og psykologerne gav klart udtryk for, at det ville være i min og børnenes interesse at undersøgelsen blev gennemført. Det var jo også forvaltningen selv som stod bag undersøgelsen og ønskede den foretaget, så mon ikke de vidste hvad de gjorde? Jeg gik altså ind i dette forslag om at gennemføre undersøgelserne i hemmelighed i forhold til børnenes mor. Jeg forestillede mig naivt, at når nu vi alle vidste at vi bevægede os ud på lidt gyngende grund lovgivningsmæssigt, og vi udsatte både mig og børnene for et betydeligt psykisk pres ved at skulle hemmeligholde undersøgelserne for moren så ville at både psykologerne og forvaltningen vise en ansvarlighed i forhold til det pres og den risiko de udsatte os alle for. Fx tænkte jeg at de ville tage snakken med skolen og forklare dem om vores valg, og om hvorfor og hvordan vi skulle tage børnene fri fra skolen og holde det hemmeligt for moren osv. Det gjorde de overhovedet ikke, tvært imod overlod de alt dette til mig. I bakspejlet er det klart at se hvorfor de gjorde det. De har godt været klar over, at den vej de skubbede os ud på ikke var helt i overenstemmelse med psykologloven og med serviceloven og med god etik og moral, og de har ønsket at kunne skubbe så meget af ansvaret som mulig for dette over på mig, hvilket de da også gjorde i det endelige undersøgelsesresultat. (Jeg har lyst til lige at tilføje at forvaltningen også var påfaldende tavse i forhold til den beslutning om at gennemføre undersøgelserne i hemmelighed for moren. Jeg kan endda fremvise en mail hvor jeg hvor jeg spørger direkte efter en udmelding fra dem omkring den drejning undersøgelsen har taget. Det spørgsmål svarer de ikke på). Det lykkes os faktisk at gennemføre disse observationer med mig og børnene hemmeligholdt for moren. At det lykkes skyldes i meget høj grad min indsats. Min evne for ukonventionelle løsninger, min fantasifuldhed, mit indgående kendskab til børnene og mit indgående kendskab til børnenes mor. Jeg synes selv at jeg klarede dette ret flot, og jeg regner da med at den indsats vil slå positivt igennem i den endelige undersøgelse, men som man nok efterhånden begynder at fornemme, så gik det lige omvendt. Al det pres, som forvaltningen og psykologerne med deres krav om at den her undersøgelse gennemføres udsætter familien for, den får jeg da skylden for. Ikke med et ord nævnes det, hvad der virkelig foregik, men det nævnes fx at min datter ikke har fået besked om hvad der skal foregå, da vi møder hende på skolen (FKU. s. 21 nederst). I beskrivelsen virker det som om det er mig der har forsømt at givet hende besked. Sandheden var, at jeg var nødt til at gøre det på den måde, for at hun ikke skulle nævne noget for moren. Dansen med min søn Det er den første observation. Psykologerne har foreslået de hemmeligholdte undersøgelse og jeg skal ligesom finde en måde at komme ind i det og få min søn med. Jeg er uddannet danser, og kort for inden havde min søn spurgt mig, om jeg ikke kunne lære ham at danse "techno dans". Vi havde ikke rigtigt fået gjort noget ved det, så jeg tænkte at vi kunne tage kravet om samværsobservation som en chance for at lave det her "techno dans" sammen. Altså vi har en grundlæggende ubehagelig ting vi skal igennem, og min søn og jeg prøver så at vende det til noget positivt og få noget godt og sjovt ud af det, og det gør vi virkeligt glimrende begge to, mener jeg. Psykologerne har slet ikke øje for disse kvaliteter, det er som om de slet ikke ved hvad de skal stille op med situationen og fuldstændigt mistolker den. Det at jeg er god til at motivere min søn til at gå ind i situationen med frisk mod, for de til at jeg "grænseoverskrider" ham (FKU. s. 19 nederst). Det at han er god til at lade sig inspirere og følge trop, kalder de at han lader sig "grænseoverskride", og det at de selv repræsenterer et stærk grænseoverskridende element i situationen inddrages slet ikke. Min søns bevægelser beskrives som klodsede og ufri. Denne beskrivelse er jeg slet ikke enig i. Jeg har undervist en del i dans, og jeg vil sige at de fleste 15 årige drenge fremstår lidt kejtede og usikre når det kommer til dans. Min søn fremstod mindre kejtet og usikker end gennemsnittet. Han burde have ros for denne fine og modige indsats og den positive tilgang i stedet for uretfærdige defensive og kritiske kommentarer, som efter min mening nok snarere bør ses som udtryk for psykologenes manglende evne til overhovedet at kunne lave en kvalificeret evaluering af situationen. Dette er for mig at se endnu et eksempel på, hvordan noget problematisk ved psykologernes egen adfærd og rolle skjules ved at flytte problemet over på min søn og mig. Ikke tilpasset sprogbrug Psykologerne beskriver i undersøgelsen at jeg ikke er i stand til at tilpasse mit sprogbrug til min datter, når jeg taler med hende (FKU. s. 20). Som eksempel på dette kommer psykologerne med et par eksempler fra observationerne. Alle de eksempler de kommer med har de i den virkelige situation som observationen henviser til selv indgået i samtalen. Det som er blevet citeret som min samtale med min datter har i virkeligheden været noget jeg sagde henvendt til psykologerne eller til min søn som indgik i samtalen samtidig med at min datter var til stede. Et af eksemplerne bruges som tegn på at jeg udviser grænseoverskridende adfærd over for min datter (FKU. s. 21 øverst). Psykologerne har spurgt os på hvilke punkter vi mener min datter og jeg ligner hinanden. Jeg tænker. Imens jeg tænker siger jeg hen for mig, at jeg mener at min datter og jeg har denne interesse for det fysiske og det sanselig til fælles, min datter spørger så, hvad jeg mener med dette og jeg prøver at forklare hende det og det bliver noget akavet, men situationen kan jo ikke ses uden sin sammenhæng. Psykologerne er aktivet medvirkende til at denne lidt akavede og ikke afstemt situation opstår. Dette er altså endnu et eksempel på psykologernes manglende ærlighed omkring deres egen rolle i observationerne. En uforsigtig anklage Jeg har fjernet dette afsnit fra den "offentlige" udgave af indsigelsen, fordi jeg vurdere at det indeholder personfølsomme oplysninger. Det misbrugte fagsprog Igennem historien er det ofte set, at lærde mennesker har sluppet afsted med at sige noget værre vås og få det til at lyde plausibelt ved at sige det på et fagsprog, som de fleste af tilhørerne ikke forstod. Forældrekompetenceundersøgelsen har også nogle eksempler på ting som bliver sagt med nogle fagtermer som lyder meget fine og overbevisende, men som hvis man analyserer hvad der egentligt står, fremstår fortænkte, irrelevante eller som det rene vrøvl. Et eksempel på dette er anvendelsen af termen "markeret spejling" under overskriften "Tegn på, at Mikkel ikke afstemmer sig emotionelt med børnene" på side 19, hvor det hedder "Der ses således et massivt fravær af markeret spejling...". Markeret spejling er en kommunikationsteknik som anvendes i svære kommunikationssituationer. Det kan fx være kommunikation med en meget dement person. Fysisk forsøger man at indtage en position som er et spejlbillede af den man taler med. Dette skulle i følge teorien forbedre identifikationen og reflektionen for den spejlede. Jeg er skeptisk overfor virkningen af denne metode selv i en svær kommunikationssituation. I en normal kommunikationssituation er den helt håbløs og samtidig komisk. Forestillingen om en far som forsøger at indtage samme fysiske positur som sin datter, imens han samtidig samtaler med hende, imens han samtidig laver frugtsalat giver nogle komiske billeder, i hvert tilfælde på min nethinde. Det kan godt være at der er nogle forældre som får noget godt ud af at gå rundt og "spejle" deres børn imens de kommunikere med dem, men at ophæve dette princip til en forudsætning for god kommunikation imellem en voksen og et barn er forfejlet og misvisende. Jeg kan blive ved med at hive ting frem i denne undersøgelse som jeg mener er misforstået, fejltolket, uredeligt, misvisende, uden for kontekst etc. etc., men jeg vil afslutte de specifikke ankepunkter her, da jeg mener jeg er kommet omkring de vigtigste. Egen udlægning Jeg vil herunder kort beskrive hvordan jeg selv ser mine egen forældrekompetencer. Jeg mener selv, at jeg har endog meget gode forældrekompetencer. Det er nok ikke den helt konventionelle udgave af "gode forældrekompetencer" man kan observere hos mig, men det er heller ikke et par helt konventionelle børn som jeg er far til (hvis der da findes noget som kan kaldes konventionelle børn), og det er heller ikke nogen hel konventionel tid vi lever i, forstået på den måde at mange af de konventionelle løsninger vi har været vandt til at forlade os på, på den ene eller den anden måde ikke rigtigt virker længere. Det er i hvert tilfælde min fornemmelse. Derfor tror jeg ikke børnene er dårligt stillede med en ukonventionel far, særlig når det er en far med evne for omsorg og med en god fornemmelse for disse børns særlige væsen og behov. Jeg tror jeg kunne være en udmærket og fyldestgørende enlig far for børnene. Alligevel vil jeg anbefale at børnene bliver anbragt udenfor hjemmet i den nuværende situation, og det er ikke pga. mine manglende forældrekompetencer. Det skyldes at børnenes mor har en "forstyrret personlighed" og at dette giver sig udslag i, at hun i stedet for at samarbejde med mig om at skabe gode ramme for børnene, gør alt for at sabotere mine muligheder for at varetage mit ansvar i forhold til børnene. At være enlig far til to børn er i sig selv en vanskelig opgave, men at være det samtidig med at man bliver bekriget af et andet menneske, endda et andet menneske som har betydelige rettigheder overfor børnene, er en nærmest umuligt opgave. Derfor er jeg ikke i stand til på nuværende tidspunkt at varetage forsørgelsen af børnene. Derfor er det bedre, at en tredie instans tager over og sikrer børnenes tryghed. Grunden er aldrig grunden Til allersidst vil jeg lige prøve at opridse nogle årsags -virkning sammenhænge som kan være med til at forklare hvorfor forældrekompetenceundersøgelsen falder så uretfærdigt ud i forhold til min person. Da forvaltningen indstillede os til en forældrekompetenceundersøgelse, gjorde de det med den begrundelse at de havde brug for at få et overblik over vores forældrekompetencer, for at have et grundlag at træffe beslutninger ud fra. Den forklaring troede jeg faktisk i det store og hele på på det tidspunkt. Efter at have været hele dette forløb igennem, kan jeg se at det sandsynligvis i virkeligheden er en helt anden "øvelse" forvaltningen har været ude i. Vores familie har på det her tidspunkt været en sag hos forvaltningen i hen ved tre år. Forvaltningen har allerede selv gennemført hele to undersøgelsesforløb med vores familie. De ved sandsynligvis på det her tidspunkt alt hvad de behøver at vide om vores forældrekompetencer. Det er noget helt andet, forvaltningen har brug for en forældrekompetenceundersøgelse til. De har brug for nogle helt bestemte ekspertudtalelser. Nogle ekspertudtalelser, som kan give juridisk hjemmel til en eventuel magtanvendelse ved behov for en tvungen anbringelse af børnene. De skal bruge disse udtalelser i forhold til deres indstilling af sagen til Børne og Unge-udvalget, som er den instans som tager stilling til en tvangsanbringelse af børn. Uden disse ekspertudtalelser vil de ikke kunne få sagen igennem hos Børne og Unge-udvalget. Forvaltningen betaler nogle psykologer i omegnen af 40.000 kr. for at lave en undersøgelse som kan give dem disse helt nødvendige udtalelser. Psykologerne har alt mulig god grund til at levere de ønskede udtalelser til forvaltningen. Dels sikre det dem deres indtægt og dels hjælper de nogle børn som rent faktisk vil være bedst tjent med at blive anbragt udenfor hjemmet med at blive det. Dette er altsammen meget logisk og forståeligt, og det kan forsvares ud fra hensynet til barnets tarv, men det er bare ikke redeligt undersøgessesarbejde. Hvis min fremstilling af disse årsagssammenhænge er sand, så er der ikke noget at sige til at jeg oplever at jeg er blevet uretfærdigt vurderet, for så har jeg faktisk været offer for manipulation og uredelighed i et spil som handler om noget andet end lige en retfærdig vurdering af min forældrekompetencer. Afslutning Med disse overvejelser om årsags -virkningsammenhængene i undersøgelsesforløbet vil jeg afslutte min indsigelse. Jeg håber at denne indsigelse vil kunne føre til et ændret syn på undersøgelsens validitet og dens konklusioner. |
