Torsdagsbrev 30/05/19
- Rehabiliteringsbegrebet og tvangsanbringelser -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com
- Om rehabiliteringsbegreb og tvangsanbringelser -
Sidste gang gennemgik jeg rehabiliteringsbregrebet og ICF sammen med jer. Vi så hvordan man inden for sundhedsområdet havde fundet ud af at den måde vi definerede funktionsevne var for begrenset og vi så hvordan man ved at ændre den uhensigtsmæssige definition af funktionsevner fik skabt forbedringer som både gavnede den enkelte borger og samfundsøkonomien.
Jeg beskrev sidste hvordan den biomedicinske kausale forståelse af sundhed og sygdom førte til en forståelse af sygdom som en fejl i kroppen som kan helbredes ved at "reparere" fejlen.
Hvis man ser på det som foregår i forbindelse med udsatte familier i dagens Danmark (og Norge) så minder det meget om denne biomedicinske kausale forståelsesramme. Man lokalisere en fejl og så sigter man imod at løse fejlen ved at fjerne det som man mener er fejlkilden.
Det ser ud til at være en gennemgående antagelse at kilden til problemet er forbindelsen imellem barnet og dets forældre.
En antagelse af at man kan reparere opståede fejl ved at fjerne barnet fra dets forældre.
Hvor den ide kommer fra er jeg i gang med at undersøge, men jeg kan allerede nu afsløre at der er så godt som ingen evidens for at det skulle forhold sig sådan. Altså at man rent faktisk skulle kunne fjerne dusfunktion eller udensigtimessige udvikling ved at bryde tilknytningen imellem barnet og dets forældre.
Det er klart at der er børn der bliver behandlet så dårligt hos deres forældre at de er nød til at blive fjernet fra dem, men det er noget andet. Det handler ikke om at selve tilknytningen imellem barn og forældre er skadelig, det handler om at de vilkår barnet lever under er skadelige og uacceptable.
Den fremragende TV2 dokumentar "Det bedste for Cecilie" viser et rigtigt godt eksempel på den type kommunal-biomedicinsk-tænkning. Man observere en problematisk adfærd hos barnet. Man definere at problemet bunder i tilknytningen imellem mor og datter. Man forsøger så at løse problemet ved at afskære tilknytningen med tvang.
Udsendelsen viser tydelig hvordan indsatsen ikke har den ønskede effekt.
Man har her indenfor socialområdet lånt en tænkmåde fra den biomedicinske model, men der er bare en ting man ikke har taget med fra den biomedicinske tilgang.
Den biomedicinsk kausale tilgang lægger meget vægt på evidens. Altså det skal kunne vises og efterprøves at de diagnoser, man stiller er korrekte og at de indgreb man laver på baggrund af diagnosen har gavnlig effekt.
Den del har man ikke taget med i den kommunale udgave af den biomedicinske tilgang. Her bygger man sin diagnose og behandling model på en fuldstændig uunderbygget antagelse af at tilknytning imellem barn og forældre er problemet og afbrydelse af tilknytningen er løsningen.
Det princip man har lånt i den medicinske verden vurderes i dag at være forældet i den medicinske verden. Tilmed anvender man det forældet princip på en måde som ikke lever op til de standarder som knytter sig til det.
Der er altså ikke noget at sige til at tingene går voldsomt skævt på anbringelsesområdet.
Hermed kommer vi tilbage til pengeproblematikken.
At det er frygteligt smertefuld og urimeligt overfor de familier det går ud over er der efterhånden talt meget om.
At dette samtidig er et frygteligt spild af skatteydernes penge er der ikke blevet talt så meget om.
Der bruges helt ufattelige summer på tvangsanbringelser. Alene retsprocesserne hvor råd og nævn og advokater kaldes sammen igen og igen uden at det på nogen måde bidrager til løsning af problemer er ufattelig.
Dertil kommer at der er nogle helt omvendte motivationsmekanismer i systemet. Jo mere problematisk en sag ser ud jo flere penge kan der søges refusion for. Refusion betyder at der flyttes penge fra statskassen over i kommunekassen. Derfor har det kommunale system som har ansvar for barnet et incitament til at få sager til at fremstå problematiske.
Man kan gå så vidt som til at sige at der er et økonomisk incitament for kommunerne i at "skade" barnet udvikling. Hvis barnet har det godt og er let og veltilpasset så kan der ikke søges refusionspenge.
Særlig plejefamilierne har et incitament for at holde børnene i en "usund udvikling" for jo flere problemer de kan beskrive omkring barnet jo flere konkret midler følger der med. De går helt konkret ned i løn, hvis barnet trives og har det godt.
Det er ikke nogen smart model, hvis man gerne vil fremme sund, trivselsmæssig og økonomisk udvikling.
Ligesom vi har set det på sundhedsområdet med indførelsen af ICF så er der rigtig god økonomi i at inddrage borgeres egenressourcer i videst mulig omfang.
Dette princip lader sig uden videre overføre til området for anbringelser af børn. Hvis en enlig mor ikke kan tage sig fuldt ud af sit barn og hvis det skal flytte til en plejefamilie kunne man med fordel bruge så mange af de ressourcer den mor har man kan.
Man kunne indtænke hendes aktive deltagelse på alle de områder hvor det var muligt, hæntning, pasning, aktiviteter, skole etc. Det er præcist det man gør med rehabiliteringstanken.
Kan en person ikke bruge sit højre ben så er der ingen grund til at "kassere" hele "personen". Man kan arbejde ind omkring det konkret problem og understøtte og underbygge og få alle de øvrige ressourcer i spil som den person har til rådighed.
Hvis man omkring udsatte familier begynder at tænke i ICF og i rehabilitering er jeg ikke i tvivl om at man vil se de samme gavnlige effekter på trivsel og økonomi som man har set på sundhedsområdet.
Ideen om at man efter den biomedicinsk model kan løse problemer ved at lave et "clean break" imellem barnet og det biologiske forældre og øvrige netværk er indlysende forkert. Derfor foreslår jeg at man indenfor anbringelsesområdet kikker på hvad man har gjort sig af tænkt omkring sundhed, sygdom og funktionsevner i WHO og at man prøver at lave det samme paradigmeskifte på det social område som man har gjort på det sundhedsmæssige område.
