Torsdagsbrev om samarbejde

Torsdagsbrev 29/11/18
- Om samarbejdsanalfabetisme -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

Om samarbejdsanalfabetisme

Sidste uge fortalte jeg om hvordan forvaltningen var kommet frem til at det helt rigtige tiltag i den nuværende situation ville være at overvåge samværet imellem min datter og mig. Det torsdagsbrev kan du læse her på bloggen ved at gå lidt tilbage. I den mellemliggende uge her jeg været meget aktiv ved tastaturet. Jeg fik skrevet et mødereferat, en formalitetsklage og en påtale som du også kan finde her på bloggen.

Henimod weekenden var det dog som om der gik nogle ting op for mig. Det kom sig af en SMS-dialog jeg havde med plejemoren i min datters plejefamilie. Hun havde igennem en længere tid været meget undvigende i kontakten og det var tydeligt at der var noget hun ikke var tilfreds med. Jeg havde da bestemt nogle idéer om hvad det kunne være hun var utilfreds med, men jeg tænkte også ... "Damen er jo professionel, eller hun burde i hvertilfælde være det. Vi må da kunne tale om det. Hvis der er noget hun er vred på mig over så må hun da kunne fortælle mig hvad det er og så kan jeg se om det er noget jeg kan ændre på, ligesom man gør i almindelig forhold."

Jeg foreslog derfor at vi tog en snak over telefon eller måske mødtes på en café og prøvede at se om vi kunne få udredt nogle af problemerne og skabe bedre samarbejde indenfor de givne rammer til gavn for barnet.

Det var ret hurtigt, ret tydeligt, at det var hun ikke interesseret i. Så var det at der var nogle brikker som begyndte at falde på plads inde i mit hoved.

Forvaltningen havde varslet en radikal indgriben i samværet imellem min datter og mig. En indgriben som uden tvivl ville give en stor grad af frihedsindskrænkning og dermed smerte og afsavn for både min datter og mig. Forvaltningen fortalte at man valgte dette for at beskytte min datter imod en loyalitetskonflikt som jeg pressede hende ud i ved at være åben om mit syn på anbringelsen.

Godt, lad os lige se lidt grundigere på disse udsagn. Forvaltningen fortæller at de er bekymrede for min datters trivsel. At de derfor vil iværksætte nogle tiltag. De siger at min datter står i en loyalitetskonflikt imellem plejefamilien og mig og at de for at beskytte hende imod denne konflikten vil iværksætte overvågning af samværet imellem hende og mig.

Vi har en konflikt som opstår på grund af de voksne som min datter står imellem. På den ene side plejefamilien og hele forvaltningsapparatet og på den anden side mig.

Ville det naturlige første skridt ikke være at forsøge at nedbringe konfliktmaterialet ved at forbedre samarbejdet imellem de voksne parter?

Ville det ikke være nøjagtigt den tilgang man havde taget, hvis dette var en skilsmissesag i Statsforvaltningen? Først skal mulighederne for samarbejde udtømmes. - Ja men du godeste .. i vores situation var disse ikke engang berørt. I Statsforvaltningen har de i årevis arbejdet med konfliktløsning og mediation. I mit eget fag, i sundhedssektoren arbejder vi hele tiden med konfliktnedtrapning igennem dialog og samarbejde med pårørende.

I Socialforvaltningen ser det ud til at man end ikke berører den mulighed. Man er i hvertilfælde i min sag gået direkte til sanktioner af samværet og uden om et hvert forsøg på samarbejde.

Det var lige godt vildt!

Kunne man tale om en slags samarbejdsanalfabetisme?

En forvaltning som simpelthen ikke har opbygget kompetencer inden for kunsten at samarbejde. Som ikke har lært det fordi den ikke er blevet udfordret på området. Som ikke har lært det fordi den havde nogle sanktionsmidler som var så effektive at den ikke havde behov for at samarbejde. Som ikke har lært det fordi der aldrig var nogen som påtalte det forkerte i at løse samarbejdsudfordringer ved brug af magt og splitting.

En forvaltning som opfatter det som det mest naturlige i verden at udsætte et barn og dets pårørende for frihedsbegrænsende og tilknytningsnedbrydende foranstaltninger for at opnå de ønskede resultater.

Når en forvaltning arbejder på den måde så er det jo ikke bare barnet og dets pårørende som lider under det. Det er i lige så høj grad forvaltningen selv.

Det er jo ikke speciale opmuntrende at komme hjem fra arbejde og sige.

"I dag har jeg vredet armen om på fire forældre som var lidt for høje i hatten og så har jeg skræmt en fireårig dreng til at holde op med at fortælle at han savner sin mor".

Det ville jo være meget mere bekræftende, hvis man kunne komme hjem og fortælle at:

"I dag har jeg brugt mine evner for samarbejde og det er lykkedes mig at skabe fælles ståsted med fire forældre som ellers på hver deres måde var vanskelige at samarbejde med og så har jeg fortalt en fireårig dreng at det er helt i orden han savner sin mor og at jeg nu har fået etableret forhold hvor de vil kunne komme til at se mere til hinden."

Der ligger et kæmpe uudnyttet potentiale for samarbejde i den her forvaltning og der er penge at spare for både stat og kommune
ved at tage dem i brug.

Det er meget billigere at lave socialarbejde, hvis man kan aktivere borgerens egne ressourcer. Der er besparelser ved det både på kort og på lang sigt. Der er potentiale for store besparelser på både de økonomiske og de menneskelige omkostninger.

Det system vi har nu er dysfunktionelt og jeg tror at den primære årsag til det er at systemet har så sikre og effektive magtbeføjelser til sin rådighed. Man kan tage menneskers børn fra dem uden at behøve at forsvare grundlaget og man kan beholde dem i anbringelsen så længe man vil og på hvilken måde man vil uden at behøve at forsvare grundlaget for det.

Dette er så effektive magtmidler at forvaltningen vil være tilbøjelig til at bruge dem frem for at samarbejde omkring løsninger.

"Al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt"
Lord Actons

Og når vi nu har fat i citaterne så lad os slutte af med det her:

"Hvor kærlighed hersker, er der ingen vilje til magt; og hvor viljen til magt dominerer, der mangler kærligheden. Den ene er skyggen af den anden."
Carl Gustav Jung

Konstruktivt forslag: Sendt til forvaltningen 26/11/18

Konstruktivt Forslag
- Lad os prøve at samarbejde -

Vedrørende Xx1. Løsningsforslag i forhold til trivselsproblemer

Dette løsningsforlag skal ses i lyset af at forvaltningen ved opfølgningsmøde af 16/11/18 varslede indstilling til overvåget samværd imellem min datter og mig.

Man fortalte mig ved mødet at man ville indstille til overvåget samvær ved næste B&U-Udvalgsmøde som var berammet til at skulle finde sted 17/01/19. Man fortalte mig at man havde valgt at indstille til denne intervention for at modvirke en grad af mistrivsel man oplevede hos Na-na under anbringelsen.

Man mente at denne mistrivsel skyldes at jeg i for høj grad delte mit syn på anbringelsen med hende. Man mente at dette pressede Na-na ud i en loyalitetkonflikt og at dette førte til mistrivsel. Man forklarede mig ikke om man mente at overvåget samvær ville kunne nedbringe dette problem og fører til en højere grad af trivsel hos Na-na, men det går jeg ud fra at man har ment at det ville.

I forbindelse med overvejelserne af dette tiltag og de mulige konsekvenser af det, blev jeg klar over noget. Det er et gyldent princip i al samarbejde imellem myndighedder og borgere. Det gyldne princip er at før man iværksætter en intervention som indbefatter gennemgribende ændringer i en borgers liv så skal samarbejdsmulighederne være udtømte.

I denne situation er samarbejdsmulighederne langt fra udtømte. Faktisk vil jeg mene at de ikke engang berørt.

Det er helt forkert af forvaltningen af skride til så radikale tiltag uden først at have forsøgt at løse problemerne igennem samarbejd. Særligt set i lyset af barnets tarv. Der er ikke nogen tvivl om, at hvis problemerne kan løses i samarbejde vil dette være langt mindre belastende for barnet.

Jeg ser ingen grund til at der ikke skulle kunne findes en løsning på det fremførte problemer af forhandlingens vej. Det er ved de seneste samtaler imellem forvaltningen og mig blevet klart at der er ting vi ikke er enige om, men i mine øjner er det ikke den store hindring. Der er nemlig ting som er meget væsentlige som vi absolut burde kunne nå til enighed om.

- Jeg håber og tror på at vi kan blive enige om at det er vigtigt at Na-na har det så godt som muligt under anbringelsen.

- Jeg håber og tror på at vi kan blive enige om at en nedbringelse af loyalitetikonfligten i Na-nas liv vil være en positiv ting som ville gavne hendes trivsel.

Se hvis vi kan blive enige så lang og det tror jeg vi kan. Så ville det da være fuldstøndigt tåbeligt ikke at prøve at gå lidt videre af den vej!

Det næste kunne jo så være at jeg så på om der var noget jeg kunne gøre uden at gå på kompromis med mine grundlæggende værdier som kunne afhjælpe og nedtrappe konfliktniveauet. Lyder det ikke som noget vi kunne bruge til noget?

Der er også et andet område hvor jeg vil mene at der er et kæmpe potentiale for at bedre Na-nas trivsel under anbringelsen. Et område som af en eller anden grund fuldstændigt er blevet overset i hele optagten til forvaltningens forslag om en hårdhændede intervention.

Jeg tænker her på plejefamiliens måde at agere på i forhold til Na-nas forældre. Selvom plejefamilien er dygtig og kun vil Na-na det bedste så er ingen fejlfri. Det kan være at plejefamilien selv i deres aller bedste intentioner kommer til at agere på en måde som optrapper loyalitetikonflikten og dermed medvirker til at skabe mistrivselen.

Jeg håber at i ligesom jeg kan se at der er et kæmpe uudnyttet potentiale for samarbejde med det formål at forbedre Na-nas trivsel under anbringelsen. Lad os prøve at få udnyttet dette potentiale inden der rasles mere med sabler.

Lad os få indkaldt de vigtigste parter i samarbejdet til et møde. Jeg ved at man normalt i disse tilfælde indkalder til et såkaldt netværksmøde. Min erfaring er at netværksmøder kan være svære og tidskrævende at få stablet på benene simpelthen fordi der er mange travle aktører som alle skal finde tid i deres kalender. Min erfaring er også at disse store møder med mange perifære deltagere sjællent er velfungernde. Jeg foreslår derfor en mindre konstellation.

Sagsbehandler, en koordinator, Plejemor evt. Plejefar og så mig.

En plan for mødet kunne se sådan ud:

1. Afklarende.

Plejefamilien fremlægger hvad det er for en adfærd fra min side som de mener er en belastning for Na-na og de kommer med nogle forslag til hvordan jeg kan ændre denne adfærd.

Jeg fremlægge herefter hvad det er for en adfærd fra deres side jeg mener er belastende for Na-na og kommer med forslag til hvordan jeg mener de vil kunne ændre denne adfærd.

2. Forhandling

Vi prøver at afklare hvilke af disse forslag og fremstillinger vi kan forholde os til og på hvilke punkter vi hver især vil være i stand til at imødekomme modpartens ønsker.

3. Konklusion

Vi nedskriver de ting vi er kommet frem til.

4. Evaluering

Der afsættes dato for et evalueringsmøde, hvor vi taler om hvordan det er gået og om vi kan se nogen effekt på Na-nas trivsel.

Det behøver naturligvis ikke lige være på den måde vi gør det. Det er bare mit forslag. Det vigtigste er at det er ligeværdig dialog hvor man lytter til hinanden.

Jeg synes at vi meget hurtigt skal få stablet et sådant samarbejdsmøde og se om vi ikke kan finde løsninger så vi undgår at der skal laves tiltag som utvivlsomt vil sætte Na-na under et stort og uhensigtsmæssigt psykisk pres.

Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen

Se billag her

-------------------------------------------
Som billag
-------------------------------------------

Som billag indsætter jeg her en SMS som jeg skrev til plejemor Plejemor i går den 25/11/18. Jeg ville gerne også have vedhæftet hendes svar på denne SMS. Det kan jeg dog desværre ikke for der kom aldrig noget svar på den.

Torsdagsbrev: Når mørke skyer trækker ind

Torsdagsbrev 21/11/18
- Når mørke skyer trækker ind -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

- Når mørke skyer trækker ind -

I sommers startede jeg med at lægge denne konfrontatoriske linje overfor systemet. Et system som efter min bedste vurdering var helt gal på den. Et system som var brutalt og uretfærdigt og gjorde urimelig og unødvendig skade på børn og voksne og på samfundets ressourcer. Mit torsdagsbrev var ført i grønne nuancer for grøn er håbets farve og min vilje og lyst til at påvirke og skabe forandring var stor og ukuelig.

Mit oprør imod systemet skulle ikke være en bitter kamp. Jeg kæmpede for et barn jeg var glad for og derfor skulle min kamp også være præget af glæde. I hvert tilfælde i den udstrækning det var muligt. Det skulle ikke være sorgen og bitterheden, skuffelsen og afmagten som dominerede billedet. Der er så meget sorg og smerte i disse sager hvor myndigheder fjerner menneskers børn. Jeg har fuld forståelse for dette. Jeg har selv mærket den. Sorgen, bitterhed, ydmygelsen og smerten. Men jeg vidste også meget tidligt at det ikke var den vej jeg ville. Jeg ville heller komme ind i kampen end at synke tilbage i afmagten.

Og sådan har det også været. Det har gået op og ned. Til tider har jeg kunne trække i samme retning som forvaltningen og vi har sammen kunne arbejde hen imod en løsning på problemerne. Til tider har det været sværere, næsten umuligt. I sommers var det klart for mig at der ikke var noget ønske længere fra forvaltningens side til at finde en løsning i samarbejde. At jeg enten underkastede mig og dermed gav op eller kastede mig ud i en direkte konfrontation med magtsystemet.

Lige siden jeg besluttede åbenlyst og offentligt at tale myndighedernes mening midt imod har jeg følt mig stærkere og gladere. Jeg har også kunne se at det har haft effekt. Kunnet se hvordan forvaltningsansatte som ellers var sikre i deres magtposition blev usikre og sårbare, tøvede, famlede efter ordene i takt med at jeg blev klarere og mere velargumenteret i min kritik.

Min åbenmundede modstand havde også en god virkning i forhold til min måde at stå i forhold til min datter. Jeg fik omsat min amputerede faderrolle til noget brugbart. Selvom det ikke var meget jeg i praksis fik lov at udfylde min faderrolle så var der her en måde at udfylde min faderrolle i en mere symbolsk forstand. Jeg kunne vise en vej og stå op for noget jeg troede på og på den måde blive en tydeligere person i forhold til min datter. Når vi havde samvær var det derfor også en gladere far, med større selvværd og overskud som min datter fik at se.

Men så kom forvaltningen tilbage. Det var i fredags. Jeg var kaldt til møde der ude på Amager. Jeg vidste godt at jeg skulle ind og kæmpe med dem. Kæmpe på den gode måde. Vride mig ud af deres fælder, pege på fejl og urimelighedder i deres løsninger og foreslå bedre løsninger selv. Jeg glædede mig til det for jeg var begyndt at synes at det var ret sjovt. Som en sportsgren. En sportsgren hvor jeg efterhånden havde fået et vist niveau og var ved at komme ind i spillets mere raffinerede finesser.

Og sådan gik det møde også. Som et spil efter spillets regler hvor jeg hold stilen, var hurtig i replikken, undgik at bliver ramt på de sårbare steder, smuttede ud af fælder som blev lagt ud og prøvede at ramme dem på deres sårbare steder.

Men de fik et slag ind. Ikke et fair slag. Ikke sådan et slag hvor man tænker "Respekt! Der var I dygtigere end mig". Nej ikke sådan et slag. Bare sådan et rigtigt gement et. Et ondskabsfuldt et hvor man bryder fairplay reglerne, som når man slår under bæltestedet eller går efter manden uden at der er en bold.

Man fortalte mig at man var kommet frem til at min åbenhed i forhold til min uenighed med anbringelsen var så stor en belastning for min datter at man ville indstille til at vores samvær frem over skulle være overvåget.

Det er et forslag som ingen rimelig begrundelse har. Muligheden for at indstille til overvåget samvær er en mulighed som forvaltningen har fået stillet til rådighed af lovgivningen for at de skal kunne beskytte børn imod forældre som er en real trussel imod dem.

Denne mulighed ville man nu anvende imod min datter og mig.

Overvåget samvær er en meget indgribende foranstaltning. Den indebære at der under samværet er en vagt tilstede, med beføjelse til magtanvendelse. Der skal være observation på hele samværet og der skrives en rapport af observatøren for hver gang der er samvær. Når der er overvåget samvær betyder det også at der kun må være samvær med overvågning. Man må ikke have noget sådan vilkårligt samvær som ligger udenfor rammerne af det overvågede samvær.

Min datter og jeg er vandt til selv at finde ud af hvad vi gør når vi har samvær. Vi planlægger og finder på ting. Nogle gange hænger vi bare ud hos mig, andre gange tager vi ud og laver noget. Min datter overnatter hos mig en gang om måneden. Vi har et godt og velfungerende og helt almindeligt samvær som andre mennesker har.

Overvåget samvær er ikke helt almindeligt samvær som alle andre har det. Det er samvær af en type som man ville finde i et fængsel hvor den ene af parterne vurderes potentielt farlig for den anden og hvor der derfor holdes nøje opsyn med alt hvad der foregår under samværet. Med overvåget samvær vil der heller ikke længere være mulighed for at min datter kan overnatte hos mig, samværet vil blive beskåret drastisk.

I først omgang forekom det mig så absurd at jeg havde svært ved overhovedet at tage det alvorligt. Det var så tydeligt, at man var blevet irriteret på min adfærd, min åbne kritik og på det forhold at jeg nu endnu engang havde anmodet om at få min datter hjemgivet. Så irriteret at man var kommet op med dette morbide og fuldstændigt uunderbyggede tiltag. Hvis det ikke var fordi jeg vidste bedre ville jeg sige "Det kommer I aldrig igennem med. Der er jo slet ikke noget hold i det. Vi lever jo trods alt i et retssamfund. Forvaltningen kan jo ikke iværksætte deres egen hævnaktion og så slippe igennem med det".

Hvis ikke jeg vidste bedre ... Men det gør jeg. Jeg ved at forvaltningen kan slippe igennem med det. Jeg ved at de kan slippe igennem med lige nøjagtigt hvad de vil. Der ville ikke stå nogen retfærdighedens vågter og råber "Hej! Hov! Den går ikke". Der er stor chance for at den kan gå igennem. Særlig fordi B&U-Unge udvalget også vil være irriteret på mig over at jeg kritisere systemet. De vil have lyst til at give mig en lærerstreg og vise at man ikke sådan kan sætte sig op imod systemet og de har som jeg før har beskrevet fuldstændig frie tøjler.

Jeg kunne altså se frem til i realiteten fuldstændigt at få lukket ned for kontakten med min datter og hun kunne se frem til fuldstændig at få lukket ned for kontakten til mig. En kontakt som ellers er både stærk og vital trods de hårde odds.

Det gjorde mig vred, gav mig lyst til at kæmpe endnu hårdere og mere vedholdende, men det slog mig også ud. Mandag nat lå jeg vågen og så for mig alle de skønne stunder min datter og jeg havde haft sammen også under anbringelsen og til trods for den. Mærkede den knugende afkoblethed og forladthed som min datter ville kunne komme til at opleve, hvis alt dette blev en realitet.

Den mandag nat gled de mørke skyer ind og det hele virkede en anelse håbløst.

Heldigvis er de grå skyer allerede ved at driver væk igen og jeg er ved at genvinde modet og kampgejsten. At tage børn til gidsler og bruge dem til afpresning er beskidte tricks og det skal ikke kunne betale sig at lave beskidte tricks særlig ikke når man er en offentlig forvaltning med ansvar for børns tarv og trivsel.

Op på hesten igen. Så let får de os ikke. Det gode skal vinde.

Klage over misbrug af magtbeføjelser

Formalitetsklage

Klage over misbrug af magtbeføjelser

Jeg klager over hvad jeg mener er et tydeligt misbrug af forvaltningens magtbeføjelser i forbindelse med den tvungne anbringelse af min datter Xx1

Afklarende i forhold til forvaltnings magtbeføjelser

I sager om anbringelser af børn har myndighederne nogle ganske særlige magtbeføjelser. Beføjelser som er meget vidtgående i forhold til det man kan kalde den almindelige beskyttelse af borgeres retssikkerhed.

Disse beføjelser har man givet myndighederne, fordi man ønsker at de skal kunne yde tilstrækkelig beskyttelse, hvis det vurderes, at et barn er i en real og nærliggende risiko for at lide overlast ved samvær med sine forældre.

Andre steder i vores samfund hvor myndighedder for særlige beføjelser til at gøre indgreb i en borgeres personlige frihed sker dette under stor bevågenhed. Det kan man for eksempel se i forhold til politiets arbejde eller i forhold til anvendelse af magt indenfor det psykiatriske område. Her er en høj grad af fokus på om kriterierne for anvendelsen af magt er opfyldt.

Når det kommer til sager om anbringelser af børn virker det som om der ikke er denne bevågenhed. Det er mit indtryk at magtbeføjelser som myndighederne har fået tildelt til brug i ganske særligt vanskelige situationer tages i brug som magtmiddel i situationer hvor de ellers ikke er berettiget. Det er den type af misbrug af magtbeføjelser jeg mener at jeg har været udsat for ved møde på BUU-Amager 16/11/18.

Klage

På mødet fortalte man mig at man ville indstille til overvåget samvær imellem min datter og mig. At man ville gøre dette i forbindelse med indstilling til B&U-Udvalgsmøde 17. Januar 2018. Man fortalte mig at man ville gøre dette for at beskytte min datter imod at jeg deler mit syn på anbringelsen med hende.

Jeg ved godt at der er tale om en indstilling og at det er B&U-Udvalget som træffer den endelige afgørelse. Jeg mener dog at der allerede ved indstillingen er tale om et misbrug af magtbeføjelser. Indstillingen er så kræfttig et signal at sende både overfor B&U-Udvalget og overfor de impliceret personer at den må anses at være et magtmiddel og at den derfor må anvendes unders skærpet ansvar.

Jeg mener at forvaltningen har svigtet dette skærpede ansvar ved at indstiller til overvåget samvær uden at der er den fornødne indikation.

Forvaltningens beføjelser til at indstille til overvåget samvær er beregnet på at kunne yde beskyttelse i forhold til et barn i forbindelse med real og nærliggende risiko. Her benyttes disse magtbeføjelser i stedet til at mindske en forældres indflydelse på sit barns holdningsdannelse og til at få denne forældre til at "rette ind". Dette er misbrug af magtbeføjelser.

Jeg vil tilføje at jeg ser den samme tendens til at sanktionere i forvaltningens varsling af en forlængelse af genbehandlingsfristen fra to til tre år.

Ved mødet blev jeg fortalt at forvaltningen ved kommende B&U-Udvalgsmøde ville indstille til en forlængelse af anringelsesperioden fra to år til tre år. Man forklarede dette med en vurdere af, at min anmodning om hjemgivelse virker forstyrrende på min datters anbringelse. Det vil altså sige, at fordi min datter er blevet forstyrret i sin anbringelse så har hun brug for at være i anbringelsen et år længere. Jeg har svært ved at se at der skulle være en valid kausalitet i denne forklaring. Der er derimod en tæmmelig i øjnefaldende kausalitet i det forhold at forvaltningen bliver irriteret på mig over at jeg foretager anmodning om hjemgivelse kun et halvt år efter at sagen sidst har været oppe i B&U-Udvalget. At man derfor vil demonstrer at der er en konsekvens ved at gøre den slags.

Jeg forstår at forvaltningen kan være fristet til at forlænge anbringelsessperioden for at vise at der er konsekvenser ved at anmode om hjemgivelse midt i en anbringelsesperiode. Jeg er dog nød til at påpeje, at hvis forvaltningen laver en indstillingen til B&U-Udvalget som er båret af et ønske om at at udsætte en borger for "koncekvenser" så er det et brud på formålet med forvaltningens arbejdet og det er et misbrug af magtbeføjelser.

Når man har mulighed for at gribe ind med magt i andre menneskers liv i en grad som ligger ud over det sædvanlige vil det altid være en fristelse til at misbruge den magt. I socalforvaltningen, på B&U-området er der opstået en kultur hvor det er helt almindeligt at misbruge magtbeføjelser og hvor det ingen koncekvenser har.

Jeg håber at man ved behandling af denne klage har mod på at gøre op med denne kultur.

Med venlig Hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

Manglende varsling af aflyst samvær

Dette er en anonymiseret udgave af et dokument i min datters og min anbringelsessag hos Borgercenter Børn og Unge Amager. Jeg lægger det ud for at få skabe transperence i sagen. For at eksponere nogle af de ting som jeg og min datter udsættes for for at vise hvordan jeg prøver at arbejde proaktivt i forhold til forvaltningen.

Påtale af manglende varsling af aflyst samvær

Jeg er selv kommunalt ansat. Jeg ved hvor travlt man kan have og hvor mange ting man skal huske at gøre korrekt. Derfor har jeg også meget forståelse for at man som sagsbehandler kan komme til at glemme eller overse noget. På den anden side så synes jeg at det som er sket her er problematisk og bør påtales.

Det fremgår af planen for samvær at der er samvær imellem min datter og mig fredag den 16 november kl 15 til lørdag den 17 kl 12.

Jeg kontakter torsdag den 15/11/18 min datter via sms for at planlægge vores aktiviteter i samværet. Min datter fortæller at hun ikke mener der er samvær. Plejemor har sagt at der ikke er samvær på grund af ændringerne som blev lavet på grund af efterårsferien. Jeg svarer at disse ændringer ikke burde påvirke samværet nu da de handlede specifik om ferien.

Jeg forsøger så herefter at få kontakt med plejemor. Jeg ringer to gange hvor telefonen ikke bliver taget og jeg skriver SMS som ikke bliver besvaret.

Jeg kontaktede herefter sagsbehandler Sagsbehandler Winther. Hun tager ikke telefonen. Jeg skriver så en SMS til hende og hun ringer mig op. Hun fortæller at hun nu har været i journalen og kan se at der er et notat om at hun den 10/10/18 i en telefon samtale har informeret mig om det aflyste/flyttede samvær. Jeg acceptere i første omgang denne forklaring og vi afslutter samtalen.

Jeg er dog noget forundret over dette forløb. Jeg kan tydelig huske den telefonsamtale som Sagsbehandler referer til. Jeg husker at jeg gik på gaden da jeg tog opkaldet. Jeg kan huske at vi aftalte nogle ændringer af samvær i efterårsferien. Jeg husker ikke at vi talte om ændringer den 16/11/18. Selvfølgelig kan Sagsbehandler have nævnt det og jeg kan efterfølgende have glemt det. Det ligner mig nu bare ikke. Særlig tror jeg jeg ville have spurgt ind til årsagen til at man ønskede at flytte samværet og at jeg ville have kunne huske svaret på dette.

Selvom der er en teoretiske chance for at jeg kan have fået informationen og herefter glemt den igen så er der også en chance for at Sagsbehandler har glemt at give mig informationen. Under alle omstændigheder er der tale om en lidt for nonchalant informationsgivning. Samtalen burde været fulgt op af en skrevet påmindelse i e-boks eller på SMS. Jeg har været den digitale korrespondance igennem og har ikke fundet noget

Lad os se om vi kan hjælpe hinanden med at minimere/undgå den slags fremover. Jeg gør opmærksom på at det ikke bare er for mig at dette er utrygt, men at Xx1 også endte med at stå midt i en forvirrende/utryg situation på grund af det.

Med Venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen.

Referat af Møde af 16/11/18

Dette er en anonymiseret udgave af et dokument i min datters og min anbringelsessag hos Borgercenter Børn og Unge Amager. Jeg lægger det ud for at få skabe transperence i sagen. For at eksponere nogle af de ting som jeg og min datter udsættes for for at vise hvordan jeg prøver at arbejde proaktivt i forhold til forvaltningen.

Referat af møde afholdt på BBU-Amager fredag den 16. 11. 18. Kl. 11 - 12

Tilstedeværende: Mikkel (Far), Sagsbehandler (Sagsbehandler) og Koordinator (Koordinator).

Indledende bemærkning: Dette referet forsøger ikke at give en ordret gengivelse af alt hvad der foregik på mødet. Det forsøger derimod at opsummer de vigigste udtalelser og diskurser.

Dagsorden for mødet

- Status på Mikkels samvær med Xx1
- Rammerne for samvære fremadrettet
- Partshøring omkring Børn og Unge udvalgsmødet.

Check-in

Der er ved mødets begyndelse en udemærket stemning. Begge parter er venligt tilbageholdende og der udveksles almindelige høflighedsfraser.

Mødereferat

Sagsbehandler præsenterer den meget korte dagsorden. Hun fortæller herefter om en samtale hun har haft med Xx1 dagen forinden. Hun har haft samtalen ud fra metoden "De 3 Huse"

Gennemgangen af Xx1s udtalelser er meget kort og overfladisk og det er tydeligt at det som ligger Sagsbehandler på hjertet er at komme frem til nogle pointer. Sagsbehandlers pointer kan opsummeres sådan.

Xx1 er glad for skoleskiftet hun har fået nye venner og hun ønsker ikke der skal ændres ved dette. Xx1 er glad for at være i plejefamilien. Hun ønsker at fortsætte med at være i plejefamilien. Hun ønsker ikke at komme hjem til far at bo. Xx1 bliver ked af det og føler sig forstyrret over at mor og far bliver ved med at sætte spørgsmålstegn ved hendes anbringelse i plejefamilien.

Sagsbehandler spørger mig hvad jeg tænker om dette. Jeg svarer at jeg godt kan forstå at Xx1 bliver tilsvarende til at være hos plejefamilien og at det kan være svært for hende at se hvordan tingene kunne være anderledes. Jeg gør så opmærksom på at Xx1 ved cirka samme tid sidste år i psykologundersøgelsen gav udtryk for at være optaget af tanke om at komme hjem at bo og at hun tænkte at dette kunne blive godt.

Jeg siger at der kan være mange grund til at Xx1s mod på en hjemgivelse er faldet. Jeg siger at jeg mener at en af de vigtigste grunde til dette er den massive påvirkning Xx1s udsættes for i daglidagen. En påvirkning som handler om at få hende til at acceptere plejeforholdet som den bedste mulighed og det rigtige for hende.

Sagsbehandler indvender at hun kan forsikre mig om at plejemoren ikke er interesseret i at holde fast på Xx1. Hun har spurgt hende om hun gerne vil hjem til far og Xx1 har sagt "Nej".

Jeg spørger tilbage hvordan Sagsbehandler kan forsikre mig om at plejemor ikke er interesseret i at fastholde Xx1 i plejeforholdet? Jeg spørger om hun mener hun kender plejemors oprigtige intentioner bedre end jeg gør? Jeg siger at plejemor er et af de mest kalkulerede mennesker jeg nogensinde har mødt.

Sagsbehandler henstiller til at jeg for Xx1s skyld undlader at give udtryk for negative holdninger til plejefamilien og til den situation hun er i. Hun fortæller at det er meget svært for Xx1 at skulle forholde sig til og at hun bliver ked af det.

Jeg prøver at forklare at den konflikt Xx1 står i jo faktisk ikke er mit ansvar da det er forvaltningen som fastholder hende i den. Jeg prøver at forklare at jeg ved min blotte eksistens påminder Xx1 om nogle problemer som hun har valgt at lukke ned for, for at overleve. Jeg prøver at forklare at jeg generelt er meget forsigtig med hvad jeg siger til Xx1 og hvordan jeg siger det. Jeg prøver at forklare at det trods det er min overbevisning at jo bedre Xx1 forstår det komplicerede spil hun er centrum i, jo bedre vil hun være rustet til at orientere sig i det.

Sagsbehandler fortæller at Xx1 har sagt at hun er glad for det samvær hun har med mig i den nuværende form og at hun synes det er godt at vi kan skrive SMS sammen. Sagsbehandler fortæller at selvom Xx1 synes det fungerer godt så synes forvaltningen det ikke. De synes at kommunikationen imellem Xx1 og mig både over SMS og i samværende er en forstyrrelse i Xx1s liv.

Vi går nu videre til at tale om det kommende B&U Udvalgsmøde.

Koordinator informerer mig om at man ved kommende møde vil indstille til at genbehandlingsfristen vil blive forhøjet fra de nuværende to år til tre år. Hun fortæller at man vil gøre det fordi man opfatter min anmodning om hjemtagelse af Xx1 som en forstyrrelse som skader Xx1. Jeg svarer at det ikke betyder noget for mig. To år er allerede for lang tid. At de lægger et år oven i gør ingen forskel.

Så fortæller de mig at de vil indstille til overvåget samvær imellem Xx1 og mig ved det kommende B&U Udvalgsmøde. De fortæller at de er bekymrede over at jeg deler min oplevelser af situationen med Xx1 og at de ser overvågningen som en måde at begrænse den negative indflydelse som dette har på Xx1s liv. De spørger mig om min holdning til dette.

Jeg svarer at jeg mener det er et helt absurd tiltage og at jeg ikke kan se det som andet end en magtmanifestation og et forsøg på at vinde kontrol over Xx1s meningsdannelse.

Jeg spurgte mod slut hvordan det kunne være at de så ensidigt så min adfærd som den problematiske i situationen og hvorfor de ikke indrog problemer ved plejefamiliens adfærd i den samlede forståelse af situationen. Jeg gjorde opmærksom på at jeg i forsommeren havde indsendt en indberetning omkring problematiske forhold vedrørende plejefamilien. Jeg spurgte hvorfor der ikke blev arbejdet med nogle af de problemer jeg fremhævede i denne indberetning.

Sagsbehandler svarede til dette at hun ikke var klar over hvad det var for et dokument jeg henførte til da hun ikke var sagsbehandler på daværende tidspunkt.
Check-ud

Tiden var gået og vi hævede mødet. Stemningen var bestemt noget mere trygget ved afslutningen af dette møde end den var ved begyndelsen.

Illustrationen Til En Event i Aarhus

Jeg fik en ide til dette, hvis jeg selv skal sige det, meget flotte billede her i nat eller tidligt i morges. Det kom sig af at jeg havde meldt mig til at komme til et møde som to personer, Heidi Christensen og Erik Nielsen havde taget initiativ. Et møde vedrørende oprettelse af en forening der skal være talerør for forældre/familie til anbragte børn. Se mere her.

Jeg så at der ikke var noget Facebook event oprettet for mødet og jeg spurgt arrangørerne om det var OK hvis jeg oprettet et. Det synes det det var og så oprettede jeg eventet.

Nå og hvad skulle jeg så bruge som forside billed for denne vigtige begivenhed. Et flot billed som utrygt noget om hvad det hele gik ud på og som var unikt.

Så er det altså at min hjerne er noget så skøn for når den får sådan en opgave så går den bare i gang. Den ligger vandret i luften, smider forslag på bordet, vækker mig midt om natten for at hører min mening om et eller andet den har udtænkt eller set for sig. Hen af morgene havde den puslet sig frem til noget i retning af det som du kan se her. Nu skulle det bare laves.

Jeg stod op på vej ud af sengen fik jeg øje på forældrekompetenceundersøgelsen som lå fremme på bordet. "Jeg klipper sku' de her papirsfigure ud af forældrekompetenceundersøgelse" tænkte jeg og gik straks i gang.

Jeg vidste den forældrekompetenceundersøgelse ville kunne bruges til et eller andet :-)

// Mikkel

Torsdagsbrev: Om Norges Skjulte Skandale

Torsdagsbrev 15/11/18
- Om Norges skjulte skandale -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

Om Norges skjulte skandale

Jeg har henover de seneste torsdagsbreve været på sporet af et fænomen som jeg kalder "Loven i loven". Fænomenet handler om at man i børnesager vender tingene på hovedet i forhold til almindelig lovgivning. Man prøver at afgøre hvad der vil være det bedste for barnet. I almindelig lovgivning går man ikke ind og bestemmer hvad der vil være det bedste. Man holder sig til at tage stilling til om en borger har overtrådt grænsen for hvad vores samfund accepterer. Jeg har skrevet om hvordan denne perspektivforskydning åbner op for at de som skal træffe afgørelse så at sige kan lave deres egen lov.

Sidste gang satte jeg fokus på hvordan det er den børnesagkyndiges vurdering som er den altafgørende faktor i afgørelserne i disse sager. Systemet har en uindskrænket tillid til at det som den børnesagkyndige vurdere at være barnets tarv også er barnets tarv. Man stiller ikke spørgsmål til om den normale retssikkerhed kompromitteres ved at man gennefører interventioner på baggrund af disse vurderinger.

Denne gang skal vi se på en historie som sætter forholdene omkring tilliden til den børnesagkyndiges dømmekraft i perspektiv.

Historien kommer ud af et tema som har kørt i BBC News under titlen "Norway’s hidden scandal" eller "Norways Silent Scandal". (Det er let at finde både artikler og videoer på nettet om dette).

Artiklen følger en Norsk enlig mor som får besøg af myndighederne i form af en mandlig psykiater og en kvindelig psykolog. Disse to skriver en rapport, hvor de beskriver utilstrækkelig forældreomsorg i hjemmet. Der er her tale om en helt almindelig mor uden nogle markante dysfunktioner, der er ikke forekommet vold eller lignende og barnet er også et barn med en adfærd som holder sig inden for normalområdet.

Alligevel finder de to børnesagkyndige forholdene så problematiske at myndighederne med baggrund i særligt psykiaterens vurdering beslutter at barnet skal fjernes fra moderen. Over de næste par år får mor og datter kun lov at se hinanden samlet set syv gange.

Nu spoler artiklen lidt frem i tiden til april i år. Den mandlig psykiater, hvis udtalelser ført til myndighedernes indgriben i sagen er nu tilbage i den retsbygning hvor hans udtalelser førte til tvangsanbringelse af pigen. Denne gang er han der dog ikke som børnesagkyndig. Han er der i stedet som sigtet.

Han er sigtet for at have brugt og delt børneporno i store mængder igennem en lang år række. Han dømmes til fængsel i to år for disse aktiviteter.

Denne psykiaters udtalelser har været den afgørende faktor ved myndighedernes tvangsfjernelse af børn i hundredvis. De seneste år havde han endda været medlem af den eksklusive Børneekspertkommision som evaluerede alle anbringelsessager nationalt i Norge.

Det perspektiv rejser nogle interessante spørgsmål i forhold til det som jeg i de sidste måneder har beskæftiget mig med her i torsdagsbrevet. Spørgsmålet om hvor vidt det er ansvarligt at vi har opbygget denne kultur både i Norge og herhjemme. En kultur hvor den børnesagkyndiges udtalelser ikke vurderes i et kritisk perspektiv, men slet og ret tages som "lov".

Vi ser med denne sag at en person som samfundet viser uindskrænket tillid i forhold til hans evne til at vurdere hvad der vil være bedst for et barn. Vi ser så at den samme mand udviser en adfærd som etisk og moralsk ikke er forlignelig med samfundets forståelse af hvad det er at varetage børns interesser.

Sagen understreger det uholdbare i det system vi har nu. Vi har i disse sager sendt familiers retssikkerhed ud og vi har erstattet den med en eksperts vurdering af hvad der vil være det bedste for barnet. Vi har sikkert gjort dette i den bedste mening for at dæmme op for grelle sager om omsorgssvigt som dem vi har set i pressen igennem en årrække.

Der er en anden ting som er bemærkelsesværdig ved den norske historie. Hvis vi kigger på drivkraften bag de seneste mange års optrapning af iværksættelse af tvungne anbringelser så spiller frygten for voksnes seksuelle misbrug af børn en central rolle. Alle de stor presse sager omkring svigt af børn har indbefattet seksuelt misbrug. At det netop er seksuelt misbrug af børn (sekundret via børneporno) denne norske psykiater er anklages for er bemærkelsesværdigt. Man kan sige at det norske samfund via den centrale placering af denne psykiater i symbolsk forstand udsætter barnet for nøjagtig det som det ønsker at beskytte det imod. Man kan sige at det norske samfund har næret en slange/drage ved sit bryst.

Norges skjulte skandale og hele sagen omkring det norske barneværnet er en interessant historie som er langt mere omfattende en det lille hjørne jeg har berørt her. Jeg kan kun opfordre interesserede i at dykke ind i den. Der er masser at finde på

Torsdagsbrev om Socialstyrelsen og Barnets Reform

Torsdagsbrev 08/11/18
- Om barnets reform og Socialstyrelsen -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

Om Barnets Reform og Socialstyrelsen

For to uger siden udsendte jeg et i min egen vurdering meget centralt torsdagsbrev som jeg kaldte "Loven i loven". Det handlede om at man lader B&U-Udvalget definere hvad der vil være det bedste for barnet og hvordan dette medfører en forskydning i perspektivet i forhold til gængs retspraksis.

Sidste torsdag så jeg så på hvordan denne forskydning i perspektivet førte til, at forældre til anbragte børn blev presset til at erklære sig enige med en sagsfremstilling som de slet ikke var enige i. Jeg sammenlignede det med HC. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder" hvor alle bedsteborgerne bliver narret til at sige at de kan se nogle smukke klæder som de i virkeligheden slet ikke kan se.

I denne uges torsdagsbrev fortsætter vi med at følge konsekvenserne af den omtalte perspektivforskydning. Vi skal se på hvordan perspektivforskydningen påvirker implementeringen af Barnets Reform som kom i 2011 og som er den seneste reform på anbringelsesområdet. Reformen skulle være en forbedring af barnets rettighedder og af kvaliteten af barnets vilkår under anbringelsen. Desværre er barnets reform i praksis blevet lige det modsatte. En forværring af barnets rettighedder og en forringelse af kvaliteten af barnets vilkår.

En stor del af skylden for dette er så vidt jeg kan se den omtalte perspektiv forskydning. Man vil gerne beskytte barnet og imødekomme dets behov, men man har samtidig ikke tillid til at barnet selv kan udtrykke disse behov eller forstå dem. Hvis ikke barnet selv kan udtrykke sine behov, hvem kan så? Ja- det er her de børnesagkyndige kommer ind i billedet. Det er de børnesagkyndige som for lov at udlægge hvad der er barnets behov. Man kan sige at tanken var at barnets behov skulle i centrum, men det som er kommet i centrum i stedet er ekspertens vurdering af barnets behov. I den nuværende situation er der uindskrænket tillid til at ekspertens vurdering af barnets behov er korrekt og uegennyttig.

Perspektivforskydningen forstærkes yderligere af en af hensigterklæringerne i barnets reform. Hensigtserklæringen lyder:

"(Formålet er) - At styrke hensynet til barnets tarv frem for hensynet til forældrene"

Problemet med denne hensigtsærklæring er at den giver en tilskyndelse til at se et modsætningsforhold imellem "barnets bedste" og "forældrenes bedste". Det er langfra altid sådan det hænger sammen i virkeligheden. Meget ofte vil der være sammenfald imellem det som vil være til "barnets bedste" og det som vil være til "forældrenes bedste".

Vi har altså en situation hvor al magt gives til de børnesagkyndige og hvor de børnesagkyndige samtidig fra lovgivningens side tilskyndes til at se barnets behov og forældrenes behov som modsætningsforhold.

Dette er ikke nogen særlig god cocktail og næste gang skal vi prøve se på hvordan denne cocktail pludselig blev rigtig giftig. Det skete i Norge, hvor de har en konstruktion i anbringelsessager som minder meget om vores her i Danmark. Vi skal se på "Barnevernet" og "Norges skjulte skandale". Vi skal se på hvorfor det ikke bare kan forudsættes at de børnesagkyndige er neutrale foretalere for barnets tarv.

Ind til da kan jeg dog ikke nære mig for lige at nævne at svindelmistænkte og nu anholdte Britta Nielsen var afdelingsleder i selv samme styrelse som har det overordnede ansvar for anbringelser af børn i Danmark. Samme styrelse som har udarbejdet Barnets Reform som vi har kigget på i dagens torsdagsbrev. Jeg synes det sætter forestillingen om fagpersoners uegennyttige neutralitet i perspektiv. Jeg synes det peger på nogle problemer ved at lade fagpersoner definere den lov de selv dømmer efter.

Med ønsket om en god uge.
Mikkel Meinike Nielsen

Torsdagsbrev 01/11/18: Som I Kejserens Nye Klæder

Torsdagsbrev 01/11/18
- Som i kejserens nye klæder -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

I sidste torsdagsbrev (som jeg virkelig vil anbefale dig at læse for det er brand godt :-)) fortalte jeg om hvordan fokus på hvad der vil være bedst for barnet vrider billedet og skaber et rum hvor forvaltningen og udvalget kan skabe deres egen lov ud fra en vurdering af hvad de mener vil være bedst for barnet. I dag vil jeg så se på hvordan forældrenes ønske om at få børnene tilbage får dem til at underlægge sig denne lov selvom den slet ikke er rimelig. Det er ligesom i H. C. Andersens skønne eventyr "Kejserens nye klæder" hvor alle vil vise at de er kloge og dygtige og derfor siger at de kan se kejserens nye klæder selvom de i virkeligheden slet ikke kan se dem.

Når en gang Børn og Unge-udvalget og forvaltningen har etableret den lov de dømmer efter, være det sig den manglende øjenkontakt, det manglende udviklingspotentiale eller den utilstrækkelige mentaliseringsevne så skal forældrene nu gøre sig fortjent til at (måske) få deres børn hjem ved at de også kan indse at der er et problem. Forældre rådes af advokaterne til at erkende de problemer som fagfolkene peger på og love bod og bedring. Det er ikke en god ide at begynde at sige at man ikke er enig i at der er et problem. Det bliver betragtet som mangel på evne til at erkende problemet. Ved sidste Børn og Unge udvalgsmøde jeg var til blev det eksemplificeret meget godt. Den ene af de børnefagkyndige spurgte mig om jeg godt kunne se en bestemt problemstilling som der blev peget på. Jeg svarede at jeg ikke mente at der var et problem. At det som foregik var inden for et normal område og at det var et problem at man forsøgte at gøre det til et problem. Den børnefagkyndige reagerede på mit svar ved at sige "Jeg spurgte om du kunne se den adfærd som gør at forvaltningen ser et problem her". Han ville ikke høre MIT syn på tingene, han vil blot teste min evner til at forstå og acceptere DERES syn på tingene. Ved et andet Børne og Unge-udvalgsmøde spørger advokaten mig hvad jeg synes om plejefamilien og jeg svarer ærligt at jeg synes plejefamilien gør et forfærdeligt dårligt stykke arbejde og at jeg ikke kan forstå at de kan handle som de gør hvis de har en ægte kærlighed til min datter. Da vi kommer ud siger min advokat til mig "Det var meget godt det du sagde, men en ting vil jeg sige til dig. Du skal ikke kritisere plejefamilien, det kan de ikke lide. Barnet skal have lov at være hos plejefamilien det skal der ikke skabes tvivl om". Jeg var målløs. Ja men hvad nu hvis plejefamilien gør et elendigt stykke arbejde? Tjja.. forvaltningen og udvalget har jo magten over børnene og hvis ikke du siger det de gerne vil høre så skal de jo nok sørge for at børnene forbliver anbragte. Den lov inden i loven som jeg fortalte om sidst bliver altså aldrig udsat for kritik. Forældre vil jo gerne have deres børn hjem og derfor prøver de at sige det som forvaltningen og udvalget gerne vil høre. Forvaltningen og Udvalget kan gå ned igennem retssalen uden en travl på kroppen, i overført betydnings selvfølgelig og der er ikke nogen som tør sige "Ja men de har jo ikke noget tøj på" for de er bange for at det vil betyde at de ikke får deres barn hjem.