Torsdagsbrevet goes BLACK MIRROR

Torsdagsbrev 28/02/19
- Torsdagsbrevet goes BLACKMIRROR -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

- Torsdagsbrevet goes BLACKMIRROR -

Black Mirror er en britisk science fiction- og thrillerserie, først produceret for Channel 4 fra 2011 til 2013 og siden for Netflix fra 2016. Serien er skabt af satirikeren, forfatteren og journalisten Charlie Brooker, og afsnittene er fritstående fra hinanden.

Black Mirror arbejder med det koncept at tage en nutidig teknologi og så fremskrive den til et eller andet for det meste uhyggelig scenarie.

Det kunne vær robotter som allerede findes i dag. Et afsnit hvor man lader disse robotter udryde alle mennesker på jorden. Eller det kunne være virtual reality eller online dating man laver en ughyggelig historie med.

Dagens torsdagsbrev er første del af en lille "Fanfiction-fortælling" inspirerer at Black Mirror -serien. Her er det dog ikke en teknologisk udvikling som fremskrives. Det er i stedet den retspraksis som benyttes indenfor sager om tvangsanbringelse.

I sager om tvangsanbringelse af børn benyttes psykologundersøgelser/psykologvurderinger i vid udstrækning som retsligt validering-metode. Svagheden ved denne validering-metode er at den hviler helt og holdent på en eller flere fagpersoners evne til at vurdere korrekt. Man kan sige at man derved ophøjer nogle enkeltpersoners dømmekræft til sandhed.

Dette udvirker at den/de børnesagkyndige for en usædvanlig stor magt. Det de vurdere er per definition "sandt" og når de har afsagt deres "dom" har systemet en legitimeret ret til med magt fjerne børn fra deres forældre.

For langt de fleste mennesker med børn er relationen til børnene den vigtigste bestanddel i deres liv. Dermed er det også det sårbareste punkt både psykisk, fysisk og socialt.

Hvad nu hvis en person med slette hensigter fik skaffet sig en tæt alliance med en af disse centralt pladserede børnesagkyndige og af den vej fik adgang til at ramme et hvilket som helst menneske med børn på dets aller sårbareste punkt?

Det er denne tanke som den følgende lille Black-Mirror-inspirerede-fiktion leg med.

Min illustrerede fiktive Black Mirror episode bære titlen:

Paragraf 50

Med reference til den paragraf 50 undersøgelse som skal laves inden et barn må tvangsfjernes fra sine forældre.

I dette torsdagsbrev når vi kun lige til episodens aller første scener. Den lille intro som ofte åbner en episode og giver en lille smagsprøve eller forhistorie inden tekster og serie-intro sætter i gang og markere episoden egentligt start.

I denne scene ser man en mandlig psykoater og en kvindelig psykolog banke på en døre til en almidelig middelklasse lejlighed. En lyshåret og temmeligt almindeligt udsende kvinde lukke op. Psykiateren præsenterer sig og sin kollega og fortæller at de er kommet på besøg fordi de har modtaget en indbreretning om at kvindens barne ikke trives i skolen og at de derfor er kommet på besøg for at se til barnet og se hvilke forhold det lever under.

Moderen lukker dem ind og de går lidt rund i den ryddelige og temmeligt upåfaldende lejlighed. De kikker og skriver notater ned på papir og de taler lidt med barnet som er en fire årig mørkhåret pige som virke lidt betutet ved besøget og de fremmede, mennesker i boligen.

I næste klip er ser man en gruppe på tre socialarbejdere som trækker den lille grædende pige ud af samme lejlighed og moren som står grædende, forvirret og fortvivlet tilbage i den åbne dør ind til hendes lejlighed.

Socialarbejderne sætter sig sammen med pigen  ind i en sort bil og køre væk.

Det var et introklip, nu kommer start teksterne .

<

Herefert tager episoden sin egenlige begyndelse som i må vente på til næste gang

Læs fortsættelsen: 

https://mimeini.blogspot.com/2019/03/torsdagsbrevet-goes-black-mirror-del-2.html?m=1

Torsdagsbrev: Psykologhuset Fikumdik

Torsdagsbrev 21/02/19
- Psykologhuset Fikumdik -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

- Psykologhuset Fikumdik -

Den første psykologundersøgelse jeg var igennem i forbindelse med sagen omkring mine børn var tilbage i foråret 2013. Jeg betragter det stadig som det som det største tillidsbrud jeg har oplevet i mit liv.

Denne uges torsdagsbrev handler min oplevelse af min første forældrekompetenceundersøgelse et logo, men inden jeg går videre til at fortælle om det vil jeg lige fortælle lidt om hvad en forældrekompetence undrsøgelse overhovedet er for noget.

En forældrekompetenceundersøgelse er noget de fleste forældre til anbringelsestruede børn går igennem. Det er en meget omfattende psykologisk undersøgelse som i praksis oftest foretages af to autoriserede psykologer i samarbejde.

Det er en undersøgelse som strækker sig over flere måneder og som indeholder tests, samtaler og samværs observationer.

Lad mig sige med det samme at validiteten af disse undersøgelser i min optik er yderst tvivlsom hvilket jeg har skrevet om mange steder på min blog, men det vidste jeg ikke dengang i foråret 2013.

Jeg så på det tidspunkt undersøgelsen som en chance for at blive set af professionelle øjne. Mennesker som jeg regnede med netop ville være i stand til at se, at mit engagement i børnene og mine kompetencer i forhold til dem ikke fejlede noget, men at jeg var fanget i en position hvor jeg ikke kunne udfolde dette forældrepotentiale.

Jeg havde også en grundlæggende tillid til psykologer. Jeg synets at psykologi var et spændende fag og jeg havde generelt gode erfaringer med psykologer.

Altså forvaltningen havde på det her tidspunkt informeret mig om at man ønskede at der skulle foretages en forældrekompetenceundersøgelse og at man havde valgt det selvstændige psykologhus Psykologihuset Clemens til opgaven.

Der var blevet afholdt et indledende møde hos forvaltningen, hvor jeg havde mødt de to psykologer og nu skulle jeg ind til den første egentlige undersøgelsessession inde i Psykologihuset Clemens.

Det var en voldsom svær periode i mit liv jeg var trængt op i et hjørne på mange planer, men jeg havde alligevel en grundlæggende positiv indstilling til det som skulle foregå og jeg var nysgerrig.

Da jeg kommer der ind mødtes jeg af et stort logo/billede som sad på indgangsdøren til Psykologihuset Clemens. Billedet forestilled en dreng som sad i skrædderstilling og så lidt trist ud.

Jeg bed mærke i det af tre grunde. For det første fordi det sad der lige på døren hvor jeg skulle ind. For det andet fordi jeg umiddelbart kunne lide det og for det tredie fordi der var noget meget genkendeligt ved "stregen" -selve tegnestilen. Det måtte være en af Stines tegninger. Og hvem er så Stine? Stine er Stine Spedsbjerg. Jeg kendte hende lidt ... sådan virtuelt fra Twitter. Hun tegnede og skrev en meget hyped tegneserie/blog/dagbog som hed StineStregen. Den fulgte jeg med stor interesse.

Samtidig var hun aktiv på Twitter hvor jeg også var aktiv i de år. Det skete fra tid til anden at vi vekslede et par ord på Twitter så .. ja .. Vi kendte hinanden lidt syntes jeg.

Det viste sig at det ganske rigtigt var Stine Spedsbjerg som havde lavet "det grafiske-ansigt" for Psykologhuset Clemens og det bidrog yderligere til min følelse af grundlæggende tillid til stedet og til processen vi skulle i gang med.

Jeg startede med at sige at denne psykologiske undersøgelse er det største tillidsbrud jeg har oplevet i mit liv.

Tillidsbruddet viste sig ikke under selve den cirka tre måneder lange proces. Tillidsbruddet kom frem ved psykologernes fremlæggelse af resultatet af undersøgelsen.

Det skete ved en mundtlig fremlæggelse inde på forvaltningen. Psykologerne fremlagde resultatet af undersøgelsen overfor min ekskone, mig og to tilknyttede medarbejdere fra forvaltningen.

To dage efter fremlæggelsen fjernede forvaltningen børnene.

Det var det billede psykologerne tegnede af mig og af hele situationen i deres fremstilling som jeg blev så chokeret over og ked af.

Det var et vrangbillede. Dele af de beskrevne var decideret forkert, men det meste af det var ikke decideret "forkert" det var bare "fordrejet" og taget ud af sin rette sammenhæng.

Det var som om psykologerne nøje havde udvalgt dele af det jeg havde sagt og gjort og arrangeret det på en sådan måde, at det til sammen tegnede et billede af en dysfunktionel og inkompetent forældre.

Jeg havde igennem de seneste år kæmpet en meget vanskelig og intens kamp for at få en hverdag til at hænge sammen omkring børnene. Jeg havde skulle udfolde kreativitet og gå på mod i en usædvanlig høj grad. Jeg havde løst problemer og håndteret hverdagsudfordringer på en måde som den dag i dag, når jeg tænker på det virker imponerende, næsten overnaturlig.

Alt dette havde psykologernes rapport ikke øje for. Den tegnede et billede af en selvoptaget kunstnertype med god intelligens, men uden og ægte engagement i børnenes liv. Tilmed insinuerde den at jeg måske led af en form for personlighedsforstyrrelse uden at give nogen form for underbyggelse eller begrundelse for dette.

Jeg var fuldstændig lamslået over den lemlæstende behandling de to psykologer havde givet mig. At børnene var blevet fjernet var forfærdeligt, men det var også en kæmpe lettelse. Opgaven havde igennem alt for lang tid været alt for vanskelig og det var på det tidspunkt det rigtige at gøre. Det som slog mig hårdest var psykologundersøgelsen og den fordrejede fremstilling af mig. Det havde ikke været nødvendigt. Det var en ussel måde at honorere min ærlige og tillidsfuld tilgang igennem hele forløbet og det var ikke et sandfærdigt eller fyldestgørende billed der blev tegnet. Det var en karikatur.

Undersøgelsen var som et åbent sår som jeg måtte i gang med at hele hvis jeg skulle finde en vej videre. For mig som kreativt menneske handler det at hele ofte om at skabe et kreativt/kunstnerisk udtryk for det jeg oplever og føler.

En af de ting som stod stærkest ved psykologforløbet var forræderiet. Den afdæmpede tillidsvækkende stil under forløbet i kontrast til den brutale udnyttelse af de indsamlede oplysninger ved afslutningen af forløbet.

Jeg legede med tænkte om at lave en mere sigende præsentation af psykologhuset så kommende klienter kunne få et mere realistisk billede af hvad der foregik inde i det.

Et nyt logo til døren og brevpapiret. Lavet i Stine Spedsbjerg tegnestil, men med et mere ærligt budskab og indhold.

Jeg fik ikke dengang ført ideen ud i livet, men i den foregående uge fik jeg lyst til at samle ideen op og prøve at virkeliggøre den som så materiale til et torsdagsbrev.

Så her er det altså mit bud på et nyt logo til Psykologhuset Clemens -og til en hel masse andre psykologer og psykologhuse som arbejder indenfor dette område.

Med venlig hilsen Mikkel

---

Torsdagsbrev: Har Danmark fået en autoimmun sygdom?

Torsdagsbrev 14/02/19
- Har Danmark fået en autoimmun sygdom? -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

Har Danmark fået en autoimmun sygdom?

Denne uges torsdagsbrev bare præg af at jeg har en stor interesse for kroppen, og for sundhed og sygdom. I den senere tid har jeg af forskellige årsager beskæftiget mig en del med de autoimmune sygdomme. Det kommer til udtryk i denne uges torsdagsbrev hver jeg slår en sløjfe omkring de autoimmune sygdomme for til sidst at vende tilbage til emnet tvangsanbringelse af børn, som jo er torsdagsbrevenes overordnede emne.

Denne lille rejse starter med spørgsmålet

Måske tænker at det er et underligt spørgsmål. Hvad er autoimmune sygdomme overhovedet og hvorfor skulle Danmark have fået sådan en?

Så hvad er autoimmune sygedomme?

 

Der er mange autoimmune sygdomme.

Fælles for dem er at immunforsvar angriber sundt og vigtigt væv og dette forårsager sygdommen. Forskellen på dem er hvilket sted i kroppen det sunde væv angribes.

I Skelrose for eksempel er det de sunde og nødvendige Myalinskeder som omgiver nervecellerne som immunforsvaret går til angreb på.

Immunforsvaret ser helt almindelige funktionsdygtige celler og forveksler disse med skadelige/farlige organismer.

Hvorfor kroppen på den måde angriber sig selv har undred mig i mange år. Den anerkendte videnskab har ikke noget klart svar på det.

Min kæreste præsenterede mig for et par dage siden for en forklaringsmodel som hun havde læst om. Modellen går ud på at immunforsvaret ikke bare går løs på de sunde og vigtige celler uden årsag.

Der er i stedet tale om en slags stressreaktion.

Der ligger et reelt problem bag immunforsvarets reaktion.

kroppen er udsat for en overbelastning fra et protein som reelt er skadeligt og som immunforsvaret bruger en masse kræfter på at bekæmpe.

Dette protein minder i sin struktur om de sunde og normale celler.

Immunforsvaret bliver altså så ivrig i sit forsøg på at udrydde det skadelige protein at det kommer til at også at udrydde de sunde celler som minder om det.

Ja men er det ikke netop det samme vi ser i disse anbringelsessager??

Der er et reelt problem.

Der er børn som bliver svigtet, vanrøgtet eller mishandlet af deres biologiske forældre.

Dette vil vi/systemet gerne gribe ind overfor.

Derfor optrapper det indsatsen.

Den optrappede indsats fører til en stigende forekomster af forvekslinger hvor normal adfærd aflæses som uønsket adfærd.

Forvekslinger som fører til tvangsfjernelser af børn som ikke behøvede at blive tvangsfjernet.

Ja ... måske har Danmark fået en autoimmun sygdom?

Torsdagsbrev: Om Den Præjuridiske Suppe

Torsdagsbrev 07/01/19
- Den præ-juridiske suppe -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

Den præjuridiske suppe

Denne blogpost tager udgangspunkt i et opslag i Facebookgruppen "Anbringelse af børn udenfor hjemmet - juridisk set". Gruppen er etableret af advokat Hanne Ziebe og jeg kan varmt anbefale den til alle som interesserer sig for emnet. Opslaget var en opfordring til at brugerne af gruppen i deres opslag holdt sig til det som var emnet for gruppen nemlig at samle og dele viden om de juridiske aspekter af anbringelsessager. Det fik mig til at skrive en kommentar. En kommentar som jeg gerne vil citere et uddrag af her:

"... Jeg plejer fx at poste link til mine torsdagsbreve en gang om ugen. Man kan sige at de meget sjældent eller måske i virkeligheden aldrig har egentligt juridisk indhold, men de arbejder meget omkring et felt som har formået at unddrage sig det egentligt juridiske. Jeg taler om feltet for psykologisk vurdering og feltet for "forvaltningsgenereret storytelling".

Det er mit indtryk at langt det meste af det som foregår indenfor dette forvaltnings område ikke handler om regler, men handler om signaler, ordvalg og "storytelling".

Hvis ikke vi på en eller anden måde får kultiveret og kvalificeret dette "bløde område" så vil vi ikke kunne gøre særligt meget med vores juridiske indsigt. ..."

Det er denne "præjuridiske suppe" jeg gerne vil beskæftige mig med i dette torsdagsbrev. I virkeligheden er det den "præjuridiske suppe" jeg har beskæftiget mig med i langt de fleste af torsdagsbrevene så længe jeg har lavet dem.

Jeg arbejder i dag som SOSU-assistent og det arbejde er jeg glad for, men det er først i de seneste år af mit liv jeg er blevet SOSU-Assistent. Før det var jeg kunstner. Danser med uddannelse og arbejde indenfor teaterverdenen. "Iscenesættelse" var mit arbejdsområde.

Måske er det derfor at det var så genkendeligt for mig at forvaltningen arbejdede med i "iscenesættelse". Jeg forstod det bestemt ikke med det samme men hen af vejen er det blevet tydeligere og tydeligere at der ikke er langt imellem den måde man arbejder indenfor fiktion og teater når man vil fremmane stemninger og billeder og den måde forvaltning arbejder på når de skal fremmane en bestemt beslutninger fra B&U-Udvalget.

Da min kæreste havde læst den seneste forældrekompetenceundersøgelse (undersøgelse som foretages for at afklare deres evner for at tage sig af deres børn) kaldte hun den for et "impressionistisk maleri". En god beskrivelse fordi den som et impressionistisk malere var fuld af farvetoner og stemninger, men uden klare konturer og faste holdepunkter.

Op til seneste B&U-Udvalgsmøde blev dette "impressionistisk maleri", sagsfremstilling som kunstnerisk disciplin endnu mere tydeligt for mig end det havde været før.

Forvaltningen havde valgt at skrive et 18 sider langt sagsresumé hvor sagen gennemgåes fra starten. Det er jo i sig selv ikke en særlige juridisk måde at fremstille på. I en traditionel juridisk fremstilling vil man typiske forsøge at at lade vidner og andre former for bevis og vidnesbyrd tale for sig selv.

Det var tydeligt hvordan hver ord i dette 18 sider lange resume var udvalgt nøje. Hver sætning var formuleret omhyggeligt med henblik på at fremmane det billede forvaltningen ønskede at fremmane -at fortælle historien på en måde så den ville vinde accept hos udvalgets medlemmer.

I den "præjuridiske suppe" bruges der tid og kræfter på sminkning og vinkling.

Den "præjuridiske suppe" koger i langt størstedelen af hele processen i en børnesag. Det er egentligt først på selve mødet i B&U-Udvalget at der kommer jura ind i sagen. På det tidspunkt er suppen allerede tilberedt. Det eneste udvalget og dommeren skal gøre er at smage på den. Hvis den smager bare nogenlunde som de forventer den skal smage så bliver den godkendt.

Disse sager handler i høj grad om "præjuridiske suppekogning", de handler om "impressionistiske penselstrøg" og sproglige fremstillingsformer.

De handler meget lidt om det egentligt juridiske.