Undersøgelsesetiske overvejelser

- Efter mit sidste møde med psykologerne i onsdags og efter at have tænkt længe over det som foregik på det møde er det som om noget begynder at dæmre for mig. Der er noget galt med rammen her. Noget som giver en skævvridning. Jeg vil prøve at forklare det.

- Ved et tidligere møde jeg har haft med de to psykologer som leder undersøgelserne forklare de mig at undersøgelserne er sat op som en række af prøver. Prøverne er designet til på forskellige måder at udfordre klienten forældrekompetencer. En hver situation i forløbet må jeg forstå som en sådan prøvning. Selv interview er en prøvning af min evne til at svare på en måde så jeg fremstiller mine forældrekompetencer i det bedst mulige lys. Vurderingen af hvor godt jeg "løser" de froskællige prøver danner grundlaget for psykologernes vurdering.

- Jeg tænker at i den forståelsesramme kan undersøgelserne fint sammenlignes med TV-formatet "Robinson ekspeditionen". Sociale, fysiske, psykiske og kognitive færdighedder sættes under pres under et længere forløb og det vurderes hvor godt deltagerne klarer de forskellige udfordringer.

- Psykologerne beskriver at de jo skal finde en og anden måde at lave en sådan undersøgelse på. At lave den som en række af prøver, mener de er den mest retfærdig måde fordi bedømmelsen så ikke bygger på uunderbyggede forestilling, men på en faktisk vurderinger af personens præstation. De beskriver at de i denne fremgangsmåde følger den fremgangsmåde som bruges i indenfor Københavns kommune ved udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser.

- Jeg mener at det er en helt tåbelig måde at vurdere en persons forældrekompetencer på. Så langt fra retfærdig på en helt masse områder. Alligevel acceptere jeg at det nu engang er sådan det foregår. Jeg gætter på at jeg ikke lige nu vil kunne ændre på dette og jeg tænker at når det nu engang er sådan så er det smarteste at forsøge at tilpasse mig det bedst muligt.

- I onsdags bliver det dog klart for mig at hvis jeg blindt acceptere denne ramme så sender jeg mig selv ud i et klapjagt-lignende situation hvor psykologerne kan jage mig rundt efter deres helt egne regler uden nogen smålig skelen til hvad der egentligt er ret og rimeligt.

- Det blev tydeligt for mig i onsdags da jeg blev interviewet af psykologerne. Jeg blev draget til ansvar for at bruge et bestemt ord i beskrivelsen af min datters adfærd. Psykologen spurgte mig om jeg ikke godt kunne se at dette ord kunne give nogle uheldige associationer. Jeg svarede at det kunne jeg godt se og jeg gav hende ret i at det var dumt af mig at bruge dette ord i den sammenhæng.

- Bagefter gik jeg rundt på Østerbro i timer imens jeg prøvede at få hoved og hale i hvad der var så helt galt ved det jeg lige havde været igennem.

- Først nu her et par dage efter begynder jeg at kunne præcisere det.

- Det er ikke mit ansvar at forhinder at psykologerne får nogle forkerte associationer. Det er psykologernes ansvar. De har en uddannelse som burde kvalificere dem til at kunne honorere dette ansvar og de har en autorisations som forpligter dem på at være omhyggelige og samvittighedsfulde i deres forsøg på at yde klienten en retfærdig vurdering.

- Når man fra statens side ønsker at børnefaglige undersøgelser foretages af autoriserede psykologer så er det jo netop for at sikre klienterne får en fair og kvalificeret vurdering.

- Når psykologerne definere undersøgelsen som et "game" hvor klienten for point efter hvor godt han/hun "performer" sin rolle fralægger de sig ansvaret for at yde klienten en fair og kvalificeret vurdering.

- Hvis ikke psykologerne bringer deres kompetencer i spil i forsøget på at foretage en nuanceret, kvalificeret og retfærdig vurdering af klienterne så udgør de en falsk kvalitetsikring.

Børnesagsodyssé

Jeg har lavet en hel lille serie af blog-indlæg som jeg har kaldt "Nyt Fra Anbringelsesland". Dette indlæg er en fortsættelse af denne serie. Jeg synes dog at det skulle skille sig ud fra denne serie fordi sagen har ændret sig radikalt siden sidste indlæg. Dette indlæg er også en slags forklaring til venner og interesserede af hvad der sker i mit liv i disse måneder og hvorfor jeg har trukket mig midlertidigt ud stort set alle sociale fritidsaktiviteter som jeg har dyrket de sidste par år (Social dancing og Zumba)

Jeg har på denne blog af mange gange skrevet om anbringelsen af mine børn og min kamp for at blive rehabiliteret i forælderrollen både fysisk, psykisk og socialt 

Sidst jeg skrev var kort inden møde i Børne og unge-udvalget i marts 2017. Jeg gik til mødet med påstand om hjemgivelse af min datter forvaltningen gik til mødet med en indstilling om en fortsat anbringelse af min datter i to år. Som jeg fortalte i sidste blog-post så havde jeg virkelig gjort et stykke arbejde op til mødet med at få fortalt situationen fra min side og med at prøve at vride mig fri af mønstre som forvaltningen rutinemæssigt forsøgte at spille mig ud ved hjælp af. Lige i de sidste dage inden sagen fik jeg sagens agter og jeg kunne se hvordan forvaltning krampagtigt forsøgte at fastholde billedet af mig som en uegnet forældre. I min gennemgang af sagens agter fik jeg øje på en fejl. Jeg kunne se ud fra et samtale referat at min sagsbehandler i sin ivrighed efter at finde belæg for påstanden om en fortsat anbringelse var gået over stregen og havde overtrådt sin tavshedspligt. Jeg indsendte øjeblikkeligt en klage over dette og det resulterede i at min sagsbehandler slet ikke mødte op til Børne og unge-udvalgsmødet og at der i stedet mødte en anden sagsbehandler som jeg aldrig havde mødt før (afdelingsleder fra BBU Amager var også til stede for repræsentation for forvaltningen). Dette var faktorer som gjorde at at der var kommet en del grus i forvaltningens maskineri og at det var tydeligt at Børne og unge-udvalget var lydhøre overfor min fremstilling af sagen. Det endte med at udvalget besluttede at følge forvaltningens indstilling, men at sætte genbehandlingsfristen til et år i stedet for to. Samtidig indstille til at der blev fortaget undersøgelser af mulighederne for hjemgivelse. Det blev også sagt at et af udvalgets medlemmer havde talt for en nedsættelse til et halvt års genbehandlingsfrist. Når man ikke er helt inde i hele dette anbringelsescirkus er det måske lidt svært at se, men dette resultat var en klar sejer til mig. Ved sin afgørelse tvang udvalget forvaltningen til at komme igang med et kursskifte. Til at komme igang med at arbejde hen imod en hjemgivelse. Hvad forvaltning ikke havde gjort hidtil. Hidtil havde forvaltningen brugt alle sine kræfter på at fastholde og bekræfte anbringelsegrundlaget og få det til at se ud som om de prøvede at samarbejde med mig, men at jeg var svær at samarbejde med. Børne og unge-udvalgets beslutning lagde klart op til et kursskifte og dette kursskifte viste sig allerede en måneds tid efter afgørelsen. Jeg modtog brev om at den tidlige sagsbehandler ikke længere var på sagen og der var en ny og jeg blev inviteret til møde med hende.

På det møde blev det ret hurtigt klart at der nu fra forvaltningens side var ønske om et reelt samarbejde.

Kort efter skrev jeg en for mig at se skelsættende meddelelse til forvaltningen hvor jeg giver mit samtykke til frivillig anbringelse af børnene. Reelt er det jo helt latterligt i og med at jeg rent faktisk hele vejen igennem sagen har givet mit samtykke til frivillig anbringelse af børnene (undtagen lige i ugerne op til børne og ungeudvalgsmødet i marts), men denne accept har bare være til-side-sat pga. forhold som er for komplicerede at komme ind på her. Den skrevne utvetydige accept af anbringelsen kan ikke bare tilsidesættes.

Forvaltningen har siden bekræftet at med indgivelsen af denne meddelelse er sagen nu overgået til en frivillig anbringelse. Det betyder at sagen ikke længere skal behandles af børne og unge udvalget, men at det skal forhandles i fordragelighed imellem forvaltningen og mig.

Her er link til anonymiseret udagave af dokumentet som PDF.

Ny fase

lovgivningsmæssige er der andre krav til en frivillig anbringelse end til en tvungen. Der er et krav om at forældrene i højere grad inddrages i barnets hverdag. Denne medinddragelse er noget jeg har ønsket og kæmpet for i gennem hele anbringelsen og som jeg mener at forvaltningen mere eller mindre bevidst har forsøgt at afskære mig fra primært ved at fremmane et billed af mig som en problematisk person som stod i vejen for at min datter kunne have en tryg og velfungerende hverdag. Derfor var min første plan at fokusere på at få en langt højere grad af samarbejde med plejefamilien. Denne plan har dog vist sig ikke at være så let at implementere i og med at plejefamilien faktisk ikke virker til at være interesseret i det. Rollefordelingen i et sådan samspil er også en svær faktor at arbejde med. Oven i det er der også en praktisk omstilling proces som tager meget tid som jeg er gået i gang med. Det drejer sig om omstillingen af praktisk og logistisk karakter vedrørende at gøre mit hjem og min hverdag i stand til at kunne rumme min datter og give hende trygge og gode rammer. Det betyder at jeg simpelthen ikke har tid til at hænge ud med plejefamilien også selv hvis de skulle være interesseret i det.

På et punkt er der dog kommet gang i en rehabeliteringsproces og det er i rollen som forældre på skolen. Der skete det for godt halvandet år siden (da mine børn blev flyttet til plejefamilien) at jeg pludseligt uden videre information blev taget af skolens informationssystem. Jeg fik ikke længere mail besked om fester, forældremøder fælles-projekter, etc. og dermed var jeg jo tydeligvis heller ikke ønsket ved disse begivenheder. Jeg skrev flere gange til skolen for at forstå hvad det gik ud på og jeg fik bare ikke noget svar. Med den nye sagsbehandler og den nye ændrede kurs og med en del email skriveri er det lykkes at blive sat tilbage i skolens informationssystem. Den 21 september modtog jeg den første mail fra Vidarskolens SFO. "Ridderfest i legestue og klub" var emnet. Det var skelsættende og det markerer et skift hvor jeg lige så stille skal tilbage i skolens sociale sammenhænge.

Det gør meget ved ens føleseleliv sådan at blive udelukket af et sociale netværk som man har været en del af samtidig med ens børn bliver taget fra en etc. Jeg tror ikke det bliver så let for mig lige at finde ind i et let naturligt samarbejde med de andre forældre. Det er jo mennesker som jeg i en og anden grad føler har været illoyale over for mig ligesom jeg føler at skolen har været det. Samtidig glæder jeg mig til en gradvis rehabilitering af min legitime forældre rolle i skole sammenhæng - til at komme tilbage og følge med i mine børns skoleliv, deltage i forældre møder igen osv.  

Ny undersøgelse

Det største nye tiltag i sagen er dog iværksættelsen af en ny børne-faglig-undersøgelse. Denne undersøgelse har til formål at afklare muligheden for en hjemgivelse af min datter. Det er en omfattende undersøgelse som skal stå på over fire måneder. Der vil være psykologiske undersøgelser af både min datter og af mig hver for sig og af os begge i samspil. Undersøgelsen minder om den undersøgelse jeg gennemgik lige op til anbringelsen for tre år siden. Den undersøgelse hvis konklusioner gav forvaltningen mandat til at gennemføre og opretholde en tvungen anbringelse af børnene. Jeg oplever denne undersøgelses konklusioner som det største tillidsbrud jeg i mit liv har været udsat for. Jeg havde forventet at en professionel psykolog undersøgelse ville være garant for en indsigtsfuld og retfærdig undersøgelse af høj kvalitet. Det var derfor så chokerende at blive bekendt med de dokumenter som undersøgelsen mundede ud i. Jeg oplevede en stærk fordrejet skildring af min person og min måde at håndtere mit ansvar som forældre. Jeg oplevede et dokument som var skræddersyet til at miskreditere min person og min adfærd og dermed gøre det muligt for forvaltningen at få sagen igennem hos Børne og unge-udvalget hvilket i praksis vil sige at de for stort set uindskrænket magt til at gøre nøjagtigt hvad de vil med børnene uden at behøve at inddrage forældrene i yderligere forhandlinger (og det til trods for at jeg rent faktisk utvetydigt havde tilkendegivet at jeg indså behovet for en anbringelse af børnene fordi den daværende situation var uholdbar). Det var derfor en stor følelse af utryghed jeg stod med da jeg skulle sige ja til at lade mig undersøge i en ny tilsvarende undersøgelse denne gang dog med omvendte forudsætninger. Jeg sagde dog naturligvis "ja" da det forkomne mig at være den eneste vej til det jeg gerne vil nemlig at få min datter hjem igen efter tre et halv år i anbringelse først på en integreret institution siden i en plejefamilie. Nu er vi midt i undersøgelserne og jeg vil stadig sige "Hvor er de dog håbløse og umenneskelige disse undersøgelser som vi i vores samfund bruger til at vurdere en forældres evne til at tage være på sit barn". Dette har jeg skrevet en tekst om som du kan læse som PDF her.

Her er link til anonymiseret udagave af dokumentet som PDF.

Ja så her står jeg i dag midt i en omfattende undersøgelse, midt i et omfattende gør-det-selv-indretningsprojekt i min store lejlighed, med et ret krævende fuldtidsarbejde og med mindst et par hobby/kunstneriske projekter i gang også. Nogle meget krævende og samtidig ret vigtige måneder af mit liv som forhåbentligvis og sandsynligvis vil munde ud i en konkret hjemgivelses-plan for min datter.

Med venlig og kærlig hilsen
Mikkel

Nyt fra anbringelsesland #3

Igennem denne sag er det blevet klar for mig at det vigtigst redskab forvaltningen har benyttet imod mig i forbindelse med at retfærdiggøre anbringelsen af min børn er "storytelling". Det handler om at få skabt en fortælling som beviser grundlaget for en tvungen anbringelse. Eller måske indnu mere om at få skabt en fortælling som miskreditere selve min personlighed. Når først en miskreditering af min personlighed er etableret kan man miskreditere alt hvad jeg siger og gør lige meget hvor fornuftigt det ser ud og lyder for det er jo blot tilsyneladende at det ser fornuftigt ud. Igen og igen har jeg set hvordan vinklingen af fortællingen og valget af ord har været forvaltningens primære redskab til at få deres ting igennem. Det er pudsigt at et forvaltningssystem som man forventer bygger på rationalitet, logik og retfærdighed i så høj grad i virkeligheden bygger på "storytelling". Forvaltningen sørger hele tiden for at positionere sig som dem som "fortæller historien" og der er ikke nogen instanser som giver denne "historie" et kritisk blik. Det som jeg har gjort i sagen over de sidste måneder er at sætte mig selv i scene som ligeværdig "historiefortæller". Jeg har sørget for løbende at supplere forvaltningens "historie" med min "min historie" fortalt med min egen stemme. Hver eneste skrivelse fra forvaltningen har jeg fulgt op med kommentar. Hvert eneste møde som jeg har haft med forvaltningen har jeg efterfølgende skrevet mødereferat af som fremstiller tingene som de ser ud fra min side. Jeg har således fokuseret mindre på at afvise og kæmpe imod den "historie" som forvaltningen fortæller og langt mere på at supplere den med "en anden historie" nemlig den "historie" som jeg ser og oplever. Effekten af denne tilgang har været nærmest magisk. Forvaltningen har gået fra at være den her selvsikre og magtfulde instans som styrede slaget og som jeg virkelig var bange for til at blive en lettere forkrampet, dårligt argumenterende, utroværdig - og panikhandledende instans, hvis sag ser meget tynd ud. Jeg siger ikke dette som en undervurdering af min modstander. Jeg ved godt at jeg er oppe imod et helt system som har en lang indgroet tradition for at give sig selv medhold i en hvilken som helst sag og at det derfor ikke er sikkert at jeg vinder lige meget hvor tynd forvaltningens sag ser ud (jeg tror dog stadig på at jeg vinder :-)). Jeg taler blot om den forandring jeg har bemærket over de sidste måneder hvor jeg er begyndt at arbejde målrettet med at være en deltagende og aktiv "stemme" i den "historie" som fortælles.

Nuvel. Vi nærmer os et opløb nu. Sagen skal op i Børne - og Ungeudvalget sidst i maj måned og jeg har lige været til det sidste møde som jeg vil blive indkaldt til inden afgørelsen. Jeg fremlægger her hvad der nok kommer til at blive den sidste længere skrivelse fra min side inden udvalgsmødet. En møde-opsummering fra et møde jeg holdt med sagsbehandleren den 10. 4. 2017. Jeg har tænkt mig at indsende denne skrivelse på mandag til forvaltningen så de har den når de kommer tilbage fra påsken og så den kan blive del i det samlede materiale som indgår i sagen og som udsendes til alle sagens parter også den advokat som fører sagen for mig.

-----------------------------------------------

-----------------------------------------------
Møde-opsummering samt eftertanker:

Mødetidspunkt: Mandag den 10. 4. 2017 kl 13.

Mødedeltagende: Sagsbehandler X-X og undertegnede

Møde tema: Præsentation af forvaltningens indstilling i forhold til det forestående Børne - og Ungeudvalgsmøde.

Indledning:

Jeg vil her forsøge at opsummere nogle for mig at se vigtige punkter fra mødet. Samtidig vil så tilføje nogle af de ting som er blevet klart for mig i eftertanken.

Stemningen på mødet:

Der var en ualmindelig dårlig stemning på mødet. X-X virkede uoplagt og irritabel og jeg selv følte mig ikke i stand til at løfte stemningen da jeg var træt og meget skuffet over forvaltningen og X-Xs måde at agere på i forhold til mig og hele sagen det forudgående forløb.

Mødets tema:

Mødet tog udgangspunkt i forvaltningens indstilling op til det kommende Børne - og Ungeudvalgsmøde. Det blev klargjort at man fra forvaltningens side indstillede til at min datter skulle forblive i anbringelse for en yderligere toårig periode. Dette kom ikke bag på mig da jeg allerede havde gætte mig frem til det. Resten af mødet blev brugt på at drøfte uenigheder omkring forhold omkring indstillingen og de forudgående begivenheder samt på at prøve at nå til enighed om hvad X-X skulle skrive i indstillingen som udtryk for min holdning. Selvom det formelle indhold af mødet var overbragt meget hurtigt kom mødet til at strække sig over mere end halvanden time på grund af det mange uenigheder og uafklarede spørgsmål i sagen. Det er nogle af disse uenigheder og uafklarede spørgsmål jeg her vil tage op og kommenter på.

Det først jeg vil tage op er forvaltningens "neutralitet" eller mangel på samme:

Dette var ikke et emne vi talte meget om på mødet, men det er noget som er blevet klarere i eftertanken.  Forvaltningens indstilling til Børne - og Ungeudvalget er nu bekendtgjort og det er klart at forvaltningen  ikke i den nuværende fase vil være til sinds at skifte holdning, men at de vil arbejde for at få deres indstilling igennem. Det er derfor temmelig logisk at alt hvad de gør, skriver og siger i sagen vil have til sigte at fremme deres indstilling. De er i et hvert henseende part i sagen og det er derfor urimeligt at de samtidig for tildelt rolle som "den neutrale part" som varetager "barnets tarv". Fx. er det urimeligt at det er sagsbehandler X-X som skal tale med min datter og viderebringe hendes synspunkt da X-X uden tvivl vil være interesseret i at stille spørgsmål og formulere tingene på en måde som fremmer forvaltningens indstilling. (Det skal hertil siges at min datter har givet udtryk for at hun ikke selv ønsker at blive hørt af udvalget hvilket ellers ville være en mulighed)

Det næste jeg vil se på drejer sig om forvaltningens manglende tiltro til mine duelighed som forældre:

X-X siger under mødet "Det er jo klart at man ikke ikke bare uden videre kan begynde at hjemgive når man har set at der har været opstået nogle alvorlige problemer med hensyn til varetagelsen af barnets basale behov. At man først må opnå en eller anden sikkerhed for at disse problemer ikke bare gentager sig". Jeg svare til dette at det har jeg forståelse for og at jeg er villig til at indgå i en proces hvor hjemgivelsen af min datter foregår trinvis og i et roligt tempo og forvaltningen får mulighed for at "kikke mig over skulderen" og kunne trække i "nødbremsen" hvis det viser sig at jeg ikke skulle være i stand til det jeg tror jeg er i stand til. Det jeg har tænkt over efterfølgende er, at hvis forvaltningen havde levet op til det som er dens egentlige opgave så skulle den jo have brugt de forgangne to år på at prøve at få sig et overblik over dette. Jeg skrev og indsendte optil Børne - og Ungudvalgsmøde i juni 2015 et udspil med en rimelig klar plan for hvordan forvaltningen ville kunne støtte mig i en hjemtagels. I de to år som er gået burde forvaltningen jo have samlet op på dette og være gået i gang med at prøve at undersøge om den plan var realistisk og om de kunne støtte mig i den. Det har man ikke gjort. Forvaltningen har brugt alle deres kræfter på at implementere deres plan om anbringelse i plejefamilie, på at forsøge at begrænse forbindelse imellem min datter og mig på at få hende til at integrere sig fuldt og helt med plejefamilien. Alle bestræbelser fra forvaltningens side har være brugt på at fasthold billedet af mig som "uegnet forældre" og der overhovedet ikke været brugt nogle kræfter på at prøve at finde ud af om jeg rent faktisk ville kunne klare opgaven og hvordan man i så fald ville kunne støtte mig. Jeg er klar over at jeg har sagt "nej tak" til nogle af de tiltag jeg er blevet tilbudt, men det er jo fordi jeg har kunnet gennemskue at forvaltningen har udviklet en metode for at vende disse tiltag på hovedet sådan at et tiltag som fra lovgivningens side var tænkt som en chance for forældrene til at blive "rehabiliteret" eller for at få en fair behandling bliver brugt til det modsatte, nemlig at fastholde billedet af forældrenes uegnethed. Det er den strategi man har villet anvende imod mig og som jeg også nu her i skrivende stund kæmper en brag kamp for at komme fri af.

Så var der spørgsmålet om retten til samtykke:

Dette spørgsmål var også oppe på mødet. Kort resumeret så er der fra lovgivningens side indlagt en ret til at samtykke i forbindelse med anbringelsessager. Ved at samtykke til anbringelsen kan forældre opnå nogle lidt mere fordelagtige forhold under anbringelsen. Jeg har hele tiden givet samtykke til anbringelsen. Min ekskone som på daværende tidspunkt var forældremyndighedsindehaver sammen med mig gav ikke dette samtykke og dermed kunne det ikke blive til en "accepteret anbringelse". I mellemtiden er der sket det at jeg har overtaget den fulde forældremyndighed og logisk set skulle det jo så føre til at anbringelsen skifter status fra "tvungen anbringelse" til "accepteret anbringelse" med de fordele som det nu medføre. Først for tre uger siden går det op for mig at sådan ser forvaltningen ikke på det. Forvaltningen har tolket mit samtykke som værende "ikke gældende" fordi man har tolket at jeg ikke rigtigt har "ment" mit samtykke. På mødet bringer jeg sagen op og det udvikler sig på en måde hvor man godt kan sige at X-X "vinder" dialogen i og med at hun påpeger at jeg ikke har læst hindes klagesvar ordentligt og ikke har fået kikket på det link til ankestyrelses hjemmeisede hvor det pågældende lovgrundlag er beskrevet (Informeret samtykke). Efterfølgende har jeg tænkt over dialogen og er kommet frem til at X-X ikke har ret. Jeg behøver ikke læse noget lovgrundlag for det hele er meget simplere end det. Det er spørgsmålet om at; "en aftale er en aftale". Man kan ikke sige til nogen "Hvis du siger "ja" til dette så får du nogle fordele" for så bagefter når personen har sagt "ja" at sige "fordelen gælder alligevel ikke fordi vi vurdere at du ikke mente dit "ja"". Det er slet og ret et aftalebrud. Jeg er så med på at man i meget grelde tilfælde fx. hvis en person bliver ved med at skrifte holdning vil kunne sige "Vi kan ikke regne med dit "ja"", men så må dette for det første begrundes i afgørelsen, for det andet vil det langt fra være gældende i mit tilfælde. Jeg har tvært imod været uhyre vedholdende både i min formelle accept af anbringelsen, i min kritik af måden hvorpå den er blevet effektueret og i min kritik af forvaltningens manglende indsats for at bane vej for en hjemgivelse.

Anbringelsesgrundlaget:

Jeg har igennem de seneste måneder, med henblik på at forsøge at finde løsninger på forvaltningens bekymringer prøvet af få forvaltningen til at præcisere anbringelsesgrundlaget. Der blev for et års tid siden på min opfordring udarbejdet en liste med alle de problemer man fra forvaltningens side mente stod i vejen for en hjemgivelse. Disse problemer må i dag siges i det store og hele at være løst. Forvaltningen har så sagt at det problemkompleks som stadig står i vejen for en hjemgivelse er min forældrekompetencer og at disse er beskrevet i forældrekompetenceundersøgelsen. Jeg har så bedt forvaltningen om at tage tage disse problemer ud af undersøgelsen og stille dem op som nogle punkter så man kan se mere præcist hvad det handler om. Det har forvaltningen gjort og man er kommet op med følgende punkter.

- Tegn på "fravær" under samværet med børnene

- Ikke afstemt emotionelt med børnene

- Ikke afstemt med børnenes udviklingsniveau

- Tegn på grænseløshed i samværet med børnene

- Vanskeligheder med at støtte strukturer

- Rolle ombytning (altså at den voksne kommer til at tage barnet rolle og omvendt)

- Tegn på manglende interesse i samværet.

Jeg gør opmærksom på at disse er "diffuse psykologiske diagnoser", at de vil kunne ses og tolkes forskelligt i forhold til hvem det er som tolker dem, at de vil kunne påhæftes et stort antal af velfungerende forældre, at de er blevet beskrevet i en undersøgelse hvis validitet der kan være god grund til at betvivle, men førs og fremmest at de ikke har den "signifikans" der skal til for at berettige en tvungen anbringelse af børn.

Evnen til enighed med forvaltningen er ikke en forældrekompetence:

Hele tiden igennem de over fem år jeg har haft kontakt med systemet har jeg bemærket at der er en evne som forvaltningen sætte over alle andre evner hos en forældre og det er evnen til at være enig med forvaltningen. Det kom også frem i dette møde hvor X-X sagde ting som "Jamen du vil jo ikke vedkende dig et eneste af de problemer som forældrekompetenceundersøgelsen beskriver" eller "Du har jo ikke ændret holdning eller vist at du havde havde forståelse for nogle af de tiltag og vurderinger vi har lavet i forhold til din datters trivsel". Jeg er helt enig i at hvis ens ønske er at styre og kontrollere andres adfærd så er det rigtigt godt parameter at dem man gerne vil styre er enige med en. Jeg vil dog understrege at enighed med forvaltningen ikke i sig selv er en forældrekompetence. Forvaltningen har ikke patent på sandheden, den er ikke engang en neutrale repræsentant for barnets tarv. At have en egen holdning og være villig til at kæmpe for den er nok ikke så dårligt en egenskab, hvis man skal være en god forældre.

Jeg indstiller til hjemgivelse af min datter så hurtigt som dette er forsvarligt muligt:

Mine rammer hvad angår økonomi og bolig er på plads så en hjemtagning er realistisk og jeg er parat til at lade mine forhold indspiser så længe dette bliver gjort på en rimelig måde hvor man ikke stiller højere krav til mine forhold en man gør til en hver anden enlig forældre. Jeg erkender at min datter nok igennem en opvækst med en psykisk syg mor og nogle deraf følgende meget svære kår og siden i familieanbringelse udenfor hjemmet har fået nogle "sår" på sjælen som der bør tages hånd om. Jeg mener dog at der fint kan tages hånd om disse "sår" i en situation hvor min datter hjemgives og jeg er villig til at samarbejde med forvaltningen og med øvrige instanser omkring dette naturligvis med udgangspunkt i min datters egne ønsker og oplevelse af behov for hjælp (hun har hidtil ikke ønsket fx psykologhjælp). Jeg er indstillet på at følge Statsforvalningens afgørelse hvad angår min datters samvær med sin mor. Desuden er jeg indstillet på at være ansvarlig i forhold til de relationer som min datter har opbygget i anbringelsesperioden således at der skal være plads til at bevare kontakten med plejefamilien så længe som der er ønske om dette (der kan evt. aftales en aflastningsfamilieordning) samt med vigtige relationer fra børnehjemmet. Jeg vedgår at der vil være store udfordringer i forbindelse med en hjemgivelse fordi det i sig selv er en stor opgave at være enlig forældre og fordi der for mit vedkommende vil være nogle ekstra udfordringer oven i som har at gøre med min datters mors adfærd. Jeg mener dog at alle disse problemer vil kunne løses og jeg er meget villig til at tage imod relevant hjælp. Særlig mener jeg at det er vigtigt at se på hvor motiveret jeg er for denne opgave og hvor meget jeg allerede uden nogen form for hjælp fra forvaltningens side (tvært imod) har fået stablet på benene under anbringelsen (bolig, uddannelse, fast arbejde, sufficient indkomst etc.)

Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen

-----------------------------------------------

-----------------------------------------------

Nyt fra anbringelsesland #2

Vågnede i morges kl 05.12. Kunne ikke såve videre. Nogle ting jeg havde pudslet med inde i hovedet begyndte at tage form og give mening. Jeg kunne ikke sove mere. Jeg måtte op i skrive det ned og få det afsted. Her er hvad jeg har fået skrevet og sendt afsted på bare nogle få timer i dag.

Klage over forvaltningen af lovsikret rettighed

Sag vedrørende cpr. nr. xxxxxx - xxxx

Jeg er igennem det seneste år i stigende grad blevet opmærksom på at den forvaltninge som varetager den tvungne/frivillige anbringelse af mine børn har udviklet en forvaltningspraksis som har fjernet sig fra hensigten i den lov den forvalter. Jeg er blevet opmærksom på at de instanser som skulle være det "kritiske blik" som sørger for at en forvaltning ikke på den måde skaber sin egne love og fortolkning ikke opfylder deres rolle på dette område. Der hersker en overordnet ukritisk tillid til at forvaltningen på dette område varetager barnets tarv og ingen ønsker at udfordre denne antagelse.

Jeg klager her over et konkret rettighed i lovgivningen i forhold til hvilken jeg mener at forvaltningen i samspil med Børne - og Ungeudvalget har skabt en praksis som afviger fra hensigten med loven.

Mit formål med klagen er at gøre opmærksom på problemet og at appellere til at der foretages en lidt mere dybgående juridisk vurdering af hensigten i loven sammenholdt med den måde hvorpå den forvaltes, med udgangspunkt i min konkrete sag.

På et møde jeg havde med afdelingsleder G og sagsbehandler A tirsdag den 21. 3. 2017 hos BBU Amager. fik jeg fremlagt forvaltningens tolkning af "forældres samtykkemulighed" i forbindelse med tvungen anbringelse af børn. Det som jeg fik at vide var at forvaltningens jurister mente at Børne - og Ungeudvalget (her efter kaldet BUU) godt kunne vælge at "suspendere" en forældres mulighed for samtykke til anbringelsen, hvis de mente at grundlaget for anbringelsen berettigede til det. G sagde det var det man havde gjort i mit tilfælde. Altså selvom jeg havde givet "samtykke" til anbringelsen så suspenderede man dette "samtykke" og valgt an anbringelsen skete på "tvangskriterier". Hun forklarede ligeledes at det kunne være nødvendigt for BUU at suspendere samtykkeretten for at undgå at en forældre gav samtykke af "strategiske" grunde og udnyttede fordelen ved samtykket til fx allerede dagen efter afgørelsen at begære deres barn hjemgivet.

Min påstand er at dette er en "ulovlig" praksis. Jeg påstår dette ud fra mit kendskab til forvaltning af loven omkring "tvang" indenfor psykiatriområdet.

Når en patient i psykiatrisk regi opfylder kriterierne for tvangsmedicinering så får patienten tilbudt "muligheden for at give samtykke til tvang". Ved at patienten giver "samtykke til tvang" undgår patienten at der foregår et fysisk overgreb. Man ønsker at give patienten en chance for at undgå det fysiske overgreb. Hvis patienten giver sit "samtykke til tvang" kan man ikke vælge at tilsidesætte dette samtykke og alligevel gennemføre en tvangsmedicinering med fysisk fastholdelse og alt hvad der til hører.

Retten til samtykke er patienten mulighed for at undgå et fysisk overgreb.

Jeg vil mene at forældrenes ret til samtykke ved "tvangsanbringelser" er tiltænkt nøjagtig samme funktion som psykiatriske patienters ret til samtykke i forbindelse med tvungen medicinering.

Det er en rettighed og den kan ikke bare suspenderes efter BUU's eller forvaltningens for godt befindende.

G forklare at man er nød til at "suspendere" denne rettighed for at undgå at forældre udnytter de fordele som rettigheden giver til at hjemtage børnene.

Dette er efter min opfattelse en misforståelse. Forældrene har retten til at give samtykke og dermed få behandlet sagen på "samtykkepræmisser". Såfremt en forældre allerede dagen efter udvalgsmødet skulle tilbagetrækker sit "samtykke" så ændres præmissen. Der skal så indkaldes til nyt BUU møde hvor sagen skal vurderes ud fra de ændrede præmisser. Forældres samtykke er dermed ikke et "carte blanche" til at kunne hjemtage børnene når som helst som G fremstiller det.

Jeg mener altså at BUU såfremt de suspendere en forældres samtykke på baggrund af anbringelsesgrundlagt overtræder den pågældende forældres lovsikrede rettigheder.

Uddybende note.
Jeg er i tvivl om BUU overhoved er klar over at forvaltningen fortolker deres  afgørelse som den gør. Jeg har fornemmelse af et problemet ligger mere i forvaltningens fortolkning af BUU afgørelse. Det fremgår ikke direkte af afgørelsen i min sag at man har valt at suspendere mit ret til at give samtykke. Det fremgår derimod af afgørelsen at jeg giver "samtykke". Jeg har indtil i tirsdags troet at grunden til at det ikke var en "samtykked anbringelse" var at børnenes mor ikke gav samtykke. Da hun på det tidspunkt var medforældremyndighedsindehaver betød det at anbringelsen samlet set ikke var en "accepteret anbringelse". Disse vilkår er nu ændret. Jeg har nu fuld forældremyndighed over min datter. (Min søn er i mellemtiden blevet 18) og dermed troede jeg at sagen skiftede status til en "samtykket anbringelse". Det er ud fra dette at forvaltningen nu har forklaret sagen og sagt at mit samtykke blev suspenderet af BUU på afgørelsestidspunktet.

Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen