Samtalen fandt sted i dag den 5. 1. 2021 den varede en times tide, men det var først i samtalens sidste minutter at hele clue'et gik op for mig. Ja faktisk var det måske i virkeligheden først i minutterne efter samtalen at det helt gik op for mig hvad det var der var forgået i den samtale.
Nu hvor det står tydeligt for mig kalder det på et smil. Faktisk endda på et lille latterudbrud. Det er morsomt selvom konsekvense af det som foregik er knapt så morsomme.
For en person der som jeg kommer fra en (dans og) teaterbaggrund er det sjovt, at observere hvor udbredt disciplin "at spille teater" er i erhvervsområder som man ellers skulle tro intet havde med teater at gøre.
Den samtale jeg var til i dag drejede sig stort set ikke om andet end "at spille teater" og det var først mod slut at jeg fangede hvad stykket egentligt gik ud på.
Til en begyndelse handlede stykket om en skuffet ledelse. Den skuffede ledelse havde stolet på den indkaldte medarbejder som nu havde svigtet deres tillid. Den skuffede ledelse havde igennem lang tid givet plads til den indkaldte medarbejder og den havde holdt hånden over ham selvom han flere gange havde svigtet dem. Nu havde ledelsens skuffelse over medarbejderen nået nye højder på grund af en overtrædelsen juleaften.
Jeg (i rollen som medarbejderen) forsvarede min sag og fremførte at det da var i orden at ledelsen var skuffede, men at jeg ikke kunne se at den havde så meget at have sin skuffelse i. Jeg tilbageviste anklager, gav belæg for handlinger og dispositioner og påpegede urimeligheder i forhold til ledelsens udlægning af sagen.
Det gjorde jeg ganske godt synes jeg selv
og det virkede faktisk som om ledelsen efterhånden fik lidt svært ved at fastholde intensiteten og troværdigheden i dens skuffelse. Som om selve grundlaget for dens skuffelse begynde at fremstå utroværdig.
Uberettiget skuffelse over en medarbejder er nu en gang ikke noget særlig overbevisende fyringsgrundlag.
Vi nærmede os mødet afslutning og ledelsen opsummerede, at man var kommet frem til at en afskedigelse nok var nødvendig og at mødet ikke havde givet anledning til at ledelsen havde ændret holdning til dette.
Sagen var dog endnu ikke afgjort. Den skulle ført til juridisk afdeling, jeg ville efter deres gennemgang af sagen modtage en partshøring. Jeg ville herefter have fem dage til at svare på den og først herefter ville jeg modtage den endelige afgørelse.
Jeg prøvede så at fiske lidt efter hvad det var for en type af opsigelse man sigtede i mod, altså om det var en form for bortvisning eller noget i den retning. Ledelsen svarede at jeg i følge min kontrakt vidst havde tre måneders opsigelse fra varslingstidspunktet.
Det var lige der det begyndte at gå op for mig. ... "Der er jo en helt almindelig opsigelse det her!". En helt almindelig opsigelse pakket ind i et teaterstykke. De kunne i princippet bare have indkaldt mig og sagt: "Vi synes ikke samarbejdet fungere. Du er hermed fyret!" De havde slet ikke behøvet den patetiske iscenesættelse.
På det danske arbejdsmarked kan arbejdsgiver opsige en medarbejder uden at behøve at skulle begrunde det. Partshøring og juridisk afdeling er slet ikke nødvendig for at foretage en overenskomstmæssigt afskedigelse.
Med den indsigt faldt også min plan om at klage over uberettiget afskedigelse. Hvordan skal man klage over en uberettiget afskedigelse når ledelsen er fuldt ud berettiget til at afskedige? Hvad kan man klage over når varslinger, fristes og overforenskomster er overholdt?
Og ledelsen ville af med mig det var indlysende. De havde ikke brug for al min fokuseren på beboertrivsel, omsorgsvigt, personalemangel og Corona-fejldisponering.
Et par spørgsmål står dog tilbage. Hvad skulle hele teaterstykket til for? Hvem skulle ledelsen gøre indtryk på? Hvorfor sagde de ikke bare "Vi synes ikke samarbejdet fungere så derfor har vi valgt at afslutte det"? Hvorfor lod de som om det var noget de var nød til på grund af min opførsel?
Det andet der står tilbage er beboerne.
I princippet er min egen situation ganske fin. Tre måneders fritstilling med løn. Masser af tid til at afklimatisere, bruge tid på aktivisme og stille og roligt at finde et nyt arbejde.
Beboernes situation derimod ser alvorlig ud. Den står i gral kontrast til det ovenfor beskrevene lettere humoristiske amatørteaterstykke.
Hele plejehjemmet infrastruktur er på sammenbruddets rand, beboerne lider under omsorgssvigt, ignorent personale og ledelsesmæssige fejldisponeringer mens ledelsen selv bruger tid på teatermøder, trækker en vigtig medarbejder ud af beboernes hverdag og lader som om alt i øvrigt er i sin skønneste orden.
