Gaslighting
-Et åbent brev til Borgercenter Børn og Unge Amager
Fordrejning af virkeligheden
Gaslighting
Mikkel Meinike Nielsen
Klage over
forældrekompetanceundersøgelse
Klage over "Forældrekompetenceundersøgelse af Mikkel
Meinike i forhold til datteren Xx1 cpr. nr. ######-####" af 31.
januar 2018. Udarbejdet af Cand. Psych. Aut.
Xy-psyc og Cand. Psych. Aut.
XX-psyc fra PsykologHuset for Børn og
Unge.
Indledning
Motivation: Min motivation for
indsendelse af denne klage er stort set udelukkende af moralsk
karakter. Det ikke rigtig nogen chance for at psykolognævnet
afgørelse i sagen vil kunne få betydning for det konkrete
sagsforløb. Det er en af de ulykkelige ting ved denne type af
undersøgelse. Der er en klagemulighed, men realt er den mulighed
ikke brugbar fordi sagsbehandlingen er så langsom og fordi hvis der
endelig skulle ende med at jeg fik medhold i en eller anden
udstrækning ville dette blot betyde at den undersøgelse som var
lavet ikke længer kunne bruges. Et medhold ville sandsynligvis ikke
i sig selv medfører en rehabilitering. Moralsk og
erkendelsesmæssigt har det dog en betydning. Det er en først og
fremmest en mulighed for at vende afmagt og følelse af nederlag og
uremelighed til aktiv handlig, en mulighed for forsøge at rejse en
kritik af en urimelig sagsgang med urimelige konsekvenser. Det er
også en mulighed for at prøve at analysere hvad det egentligt er
der er forgået i dette undersøgelsesforløb og endeligt er det er en
mulighed for af at anvende den viden og indsigt jeg har fået ved at
være klient i dette sytsem til at skabe opmærksomhed og nogle
problemstiske sagsgange og på den måde skabe påvirknig imod en
ændring af disse sagsgange så andre mennesker i samme situation
fremover kan få en mere fair behandling.
Ordforklaring: Jeg vil gøre opmærksom på at jeg i det
følgende vil brug ordet "undersøgelsen" om de faktiske
undersøgelser som fandt sted imens jeg vil bruge ordet "produktet"
om resultatet af undersøgelsen som det er blevet fremlagt både
mundtligt og skriftligt den 31. 1. 2018. Jeg vil bruge forkortelsen
BUU om Børne og Unge -udvalget. Med hensyn til min datters navn så
skriver jeg det selv Xx1 for at
indikere af de udtales med lang vokal (Som i Rosa). I "produktet"
står der "Xx1" som hun jo også hedder på sygsikringen så når jeg
citerer "produktet" bruger jeg "Xx1" imens når jeg skriver min egen
tekst så bruger jeg "Xx1". Bestræbelse: Jeg vil bestræbe mig på at
alle de ting jeg peger på som værende unfair eller som jeg mener
ikke laver op til gængse -eller gældende kvalitetstandarter kan
vises ved at se på det konkrete "produkt" og ved at sammenholde
dette med relevante alment tilgængelige sammenligningsgrundlag. Jeg
vil prøve at undgå at inddrage oplevelser i for løbet som nævnet
ikke vil have mulighed for at opnå indsigt i. Dette er altså en
klage over kvalitetesproblemer og etiske problemer som kan aflæses
af det foreliggende produkt.
Forudsætninger: Jeg har nogle, tror jeg, usædvanlige
forudsætninger for at fremfører mine klagepunkter i og med at jeg
er uddannet -og i det daglige arbejder indenfor
sundhedsvæsenet/plejesektoren. Der er mange paralleller imellem den
situation jeg er i som klient i anbringelsessystemet og de
situationer jeg til daglig er i som del af behandlingssystemet.
Spørgsmålet om kvaliteten af bestilte -og udførte undersøgelser har
jeg til daglig inde på livet. Jeg har også et erfaringsgrundlag fra
psykiatrien med sager som kommer tæt på når det gælder grundlaget
for anvendelse af magt og inddragelse af patient-ankenævnet som
kritisk instans til støtte for patienten i et forsøg på at sikre
fair behandling. Denne referenceramme vil jeg forsøge at bringe i
spil i forhold til mine klagepunkter.
Overordnede betragtniger: De ting som psykologerne
fremdrager i "produktet" til vurdering af min forældrekompetencer
er alle ting som kan findes indenfor et normalområde i forældre og
barn - relationer. Det er ting uden signifikans og det er ting som
i sig selv ikke burde kunne retfærdiggøre brug af tvang. Alligevel
er der en mulighed for at BUU ville lægge dette produkts
vurderinger til grundlag for en tvungen anbringelse af min datter,
hvis det skulle komme til en afgørelse i BUU. Det som der har
betydning hos forvaltningen og i BUUs vurdering er nemlig ikke om
de ting som fremdrages i "produktet" har substans. Det som har real
betydning er at der er nogle eksperter som har vurderet sagen.
Disse eksperter har man tillid til. Hvis man ved læsning af
"produktet" får indtryk af at eksperterne finde et eller andet
forhold problematsik så antager man at det er problematisk. Derfor
kan en psykologundersøgelse med meget lidt egentlig substans ende
med at fører til en tvangsanbringelse af børn. Vores almindelige
retsforståelse bygger på at vores handlinger holdes op imod en
temmelig fast defineret ramme nemlig loven og at der skal foreligge
konkret beviser for overtrædelse af denne ramme før en borger kan
sanktioneres. I dette tilfælde kan der sanktioneres på baggrund af
nogle eksperters kvalificerede smag og behag. Det som for
øjeblikket blandt psykologer "trender" inden for vurdering af
forældrekompetencer bliver en udslagsgivende faktor. I øjeblikket
er det "mentaliseringsbegrebet" som "trender". Et meget
udefinerbart begreb. Psykolog Louise Svendsen beskriver det
i således: "At mentalisere betyder, at man er i stand til at se sig
selv udefra samtidig med, at man ser en anden person indefra" (side
20). At blive bedømt ud fra et så udefinerbart kriterier i
kombination med en så indgribende sanktionsmulighed fra systemets
side forekommer mildest talt urimeligt. Man kan hævde at
psykologerne ikke kan lægges til ansvar for dette komplekse samspil
som deres undersøgelse indgår i. Det vil jeg så hævde at de kan,
eller i hvert fald vil jeg hævde at de er forpligtede til at vise
ansvarlighed i forhold til den måde hvor på deres "produkt" bliver
læst og brugt. Af Socialministeriets Retningslinjer for
udarbejdelse af forældrekompetendeundersøgelser fremgår det at man
ønsker en børnefaglig undersøgelse for at sikre et kvalificeret og
uddybende afgørelsesgrundlag. Psykologi er i ikke nogen
eksaktvidenskab derfor bygger hele denne undersøgelses pålidelighed
på en tillid til psykologernes kvalificerede dømmekraft og moralske
habitus. Det er en position af næsten uindskrænket magt
psykologerne får, for det er jo stort se umuligt for borgeren at
gøre indvendinger. Der er jo ikke noget konkret bevismateriale
eller nogen lovramme at holde en indvending op imod. Der er bare
psykologernes faglige skøn. En sådan magtposition stille uhyre
store krav til psykologens moralske habitus. Det krav mener jeg
ikke psykologerne har honoreret i denne undersøgelse. Det stiller
store krav til kvaliteten af undersøgelsen. Disse krav mener jeg
ikke psykologerne har honoreret. Endelig stiller det krav til at
psykologerne har fokus på forældrenes resourcer og
udviklingspotentiale. Dette krav mener jeg heller ikke psykologerne
har honoreret. Jeg mener at de primært har været optaget af at
finde svaghederne ved mit forældreskab imens betydningsfulde
kompetencer som kunne være en stor fordel ved en hjemtagelse er
blevet overset.
De overordnede klagepunkter samt uddybning af dem:
Af Socialministriets Retningslinjer for Udarbejdelse og
Anvendelse af Forældrekompetenceundersøgelser fra 2011 fremgår
det at man foreslår brugen af psykologer netop for at danne en
modvægt til forvaltningens egen sagsfremstilling. Det beskrives
øverst på side syv i retningslinjerne at man ønsker en autoriseret
psykolog for at denne skal kunne tage behørigt hensyn til at det
ofte er yderst følsomme sager og at undersøgelsens udfald ofte har
store konsekvenser for de involveredes liv. Og lidt længere nede
øverst på side ni tales der om at en forældrekompetence ikke
udelukkende bør have til formål "at bekræfte eller blåstemple
kommunens eget oplysningsgrundlag". Tilbage på side syv tales der
om at at man anbefaler at to fagpersoner udfører undersøgelsen i
samarbejde. Det fremgår at dette er tænkt som en sikringsmekanisme
igen for at løfte kvaliteten særlig med tænke for de udsatte
personer som skal undersøges. Jeg mener at psykologerne har svigtet
i forhold til disse af ministeriet udstukne
retningslinjer.
Mine to overordnede klagepunkter er:
Produktet lever ikke op til de moralske/etiske forpligtelser som
det burde leve op til og "produktet" lever ikke op til de
kvalitetskrav som det burde leve op til:
Jeg vil nu gå i gang med at elaborere og underbygge disse
to overordnede klagepunkter med udgangspunkt i det foreliggende
produkt. Produktet lever ikke op til de moralske/etiske
forpligtelser som det burde leve op til - det er uretfærdigt i sin
fremstilling af de undersøgte personer. Jeg mener at "produktet" er
uretfærdigt i sin måde at bedømme mine forældrekompetencer og at
det favorisere den situation som forvaltningen har etableret
omkring Xx1. Det vil jeg forsøge
at vise i det følgende med udgangspunkt i "produktet".
Ligestilling af ulige forhold:
Psykologerne stille særligt i "produktets" konklusion tingene op på
en måde hvor det bliver mine mulighedder for at imødekomme
Xx1s behov som kommer til at stå overfor
anbringelsessituationens muligheder for det. Dette er ikke en fair
opstilling. Det siger sig selv at jeg ikke kan tilbyde den samme
grad af materiel tryghed eller samme grad af konkret dedikation som
en velbjerget plejemor i Nærum som tjener penge ved at udfører
dette arbejde og som har et stort kommunalt maskineri i ryggen til
at hjælpe sig. Når mine mulighedder for at varetage forældreopgaven
skal vurderes så bør de vurderes i forhold til en række mindstekrav
med udgangspunkt i lovens forståelse af kriterierne for en tvungen
anbringelse og ikke i en sammenligning med den situation som
forvaltningen med alle sine ressourcer kan etablere omkring min
datter.
Væsentlige behov overses: At der foregår en favorisering af
den situation som forvaltningen har etableret bliver også tydeligt
ved at psykologerne har fokusere på de af Xx1s behov som
plejefamilien i særlig grad er velegnet til at opfylde fx behovet
for tryghed og gode rammer og omsorgspersoner som kan dedikere sig
helt til hendes behov, imens andre oplagte behov som fx. behovet
for autencitet, behov for en normalisering (opløsning af
anbringelsen) eller behov for at være forbundet med sine "rødder"
fuldstændigt overses. De steder jeg ser dette i den konkrete tekst
er på side 28 i kapitlerne "Xx1s udfordringer og behov" og "Mikkels
evner til at møde Xx1s udfordriger og behov i forhold til opdraget"
Det er her også påfaldende at Xx1s behov for styrkelse af
egen identitet ikke knyttes sammen med en mangel på tilknytning til
sine "rødder" - den biologiske arv, den kultur og de værdier hun er
rundet af og at den manglende realitetstestning som psykologerne
finder hos hende ikke knyttes sammen med den manglende autensitet i
anbringelsessituationen. Her tænker jeg både på at anbringelsen i
sig selv er en "kunstig" situation og på det forhold at der fra
Xx1s perspektiv ikke er nogen forståelig grund til at hun
fortsat skal være anbragt.
Urimelig personfremstilling: En anden urimelighed kommer
frem i personfremstillingen. Det hedder i psykologloven at
psykologerne skal arbejde "uhildet" altså at de ikke skal være
forudindtagede. Produktet viser en forudindtagethed i forhold til
min person. Det kommer tydeligt til syne i den sproglige
fremstilling. Sprogligt vinkler psykologerne udtalelse og holdniger
fra min side så de fremstår som udtryk for et subjektivt og mere
eller minder uafstemt syn på virkeligheden frem for som reelle og
ligeværdige holdninger og indstillinger. Dette ses tydeligt når man
holder gengivelsen af udtalelser fra min side op imod gengivelsen
af udsagn fra andre involverede - her primært plejefamilien.
Eksempler på den subjektiverende måde at fremstille mine udsagn på.
På side 17 i afsnittet "Drømmen om at få Xx1 hjem...": "Mikkel ved
godt fra sin advokat, at han ikke må snakke dårligt om
plejefamilien. Samtidig er Mikkel af den opfattelse, at han bliver
nødt til at tegne et for Mikkel mere sandfærdigt alternativ for Xx1
end det, som plejefamilien og kommunen gør." Der levnes her ikke
mulighed for en overvejelse af om min analyse af situationen og min
afvejning af fordele og ulemper ved en bestemt adfærd faktisk er
relevant og virkelighedsafstemte. Der forudsættes at den ikke er
det. Eller på side 19 i afsnittet "Neela": "Adspurgt hvorfor han
ikke gik fra Neela tidligere, siger Mikkel, at han følte sig som et
gidsel. Mikkel giver udtryk for, at han ikke så det som en mulighed
at forlade Neela uden, at han samtidig kunne risikere at miste
kontakten til børnene med den konsekvens, at de ville bo alene med
Neela." Den tilbagevende brug subjektiverende indramninger som
"Mikkel føler" og "Mikkel giver udtryk for" frem for "Mikkel
siger", "Mikkel forklarer". Der levnes som i forrige eksempel ikke
mulighed for en overvejelse af om min analyse af situationen og min
afvejning af fordele og ulemper faktisk er relevante og
virkelighedsafstemte. Det markeres sprogligt at den nok ikke er
det. Til sammenligning med de to eksempler jeg har givet fra
tekstens fremstilling af mig vil jeg give et eksempel på hvordan
plejefamiliens udsagn typisk refereres. "Susanne og Jørgen
beskriver, at Xx1 særligt i begyndelsen af plejeforholdet virkede
noget usikker i forhold til mad. Det var svært for Xx1 at gå på
resttaurent, hvis de bestilte forskellige ting, idet Xx1 blev så
fristet af de andres tallerkener. Xx1 havde også svært ved gratis
smagsprøver i butikkerne, hvor..." Der er en helt anden tone i
denne fremstilling. Susanne og Jørgen "føler" ikke at Xx1 gør
sådan og sådan - nej de "beskriver" og det for de stort set lov til
at gøre "uforstyrret" over lange stræk på en helt anden måde end
man ser i forhold til referatet af mine udsagn. Sprogligt set får
man ved referatet af samtalen med plejefamilien et billede af at
den virkelighed som de fremstiller kan tages for gode vare imens
man ved referatet af samtaler med mig for et billede af at den ikke
kan det. En sådan fremstillingsform er udtryk for en
forudindtagethed og derfor er det også et brud på psykologlovens
krav. Hvis psykologerne igennem undersøgelsen opdager klare
indikatorer for en manglende afstemning med virkeligheden fra min
side så kan de fremfører deres belæg for det. Det ville være helt i
orden, men det er ikke i orden at arbejde med en personfremstilling
som implicit tillægger den person som undersøges utilregnelighed.
Vedrørende personfremstillingen så findes der en unik mulighed for
at nævnet kan danne sig et førstehåndsindtryk af det første møde
imellem mig og psykologerne. Dette møde er nemlig et interview som
er optaget på video. Såfremt interviewet er blevet opbevaret
(hvilket jeg vil mene at det skal) vil nævnet kunne få det
udleveret og selv se det. Det er interessant fordi psykologerne på
side 29 i "produktet" tegner et billede at jeg i starten er meget
skeptisk, men senere bliver mere tryg og at jeg fremstår kantet og
grænseoverskridende, at jeg har en generel mistillid til systemet
og at psykologerne i starten skulle passe meget på hvad de sagde.
Det mener jeg ikke er tilfældet og jeg mener at et gennemsyn af det
optagede materiale vil kaste et andet lys over de konklusioner
psykologerne drager i produktet. I hvert tilfælde mener jeg det vil
være interessant for nævnet at se det fordi det giver et godt
billede af hvor lidt signifikans der er i det materiale som
psykologerne analysere for at nå frem til deres konklusioner og
hvor meget af fremstillingen som bygger på tillempeser og
"storytelling".
Begrebsforvirring: Så vil jeg nævne en uretfærdighed i den
måde begrebet "udvikling" i forhold til min person fortolkes.
Undersøgelsen af mine muligheder for udvikling er del af
undersøgelsens opdrag. Psykologerne når i "produktet" frem til en
forståelse af begrebet "udvikling" som kan beskrives som min evne
til at give afkald på grundlæggende værdier og rette mig ind efter
"strategier anvist af andre" (Side 17 og side 30). De konkludere i
forhold til det opstillede udviklingsbegreb at jeg kun vil have
meget lille mulighed for at udvikle mig. Jeg mener at produktets
udlægning af begrebet "udvikling" ligger langt fra hvad man i andre
sammenhænge forstår ved "udvikling" og at det deraf følgende er en
noget urimelig tolkning af opdraget som jeg her vurderes op
imod.
En tydelig lille indikator: En lille, men tydelig indikator
for psykologernes bias til fordel for den situation som
forvaltningen har etableret omkring Xx1 finder man på side
27. Til aller sidst i kapitlet "Vurdering af hjemmebesøg" "Det
bemærkes, at Xx1 siger, at hun, hvis hun står i sin værste frygt -
at hendes mor "bortfører" hende - da vil hun ringe til plejemor".
Det fremgår tydeligt at denne sætning skal demonstrere at hvis det
virkeligt brænder på så er det plejemor Xx1 vil henvende sig
til og ikke mig. Den er dog en meget unfair fremstilling, hvis man
inddrager kontekst. Xx1 har ikke mit telefonnummer og må ikke
ringe til mig. Under hele anbringelsen hos plejefamilien har hun
ikke haft mulighed for at ringe til mig. Desuden tager den
beskrevne situation udgangspunkt i en forestilling om at Xx1
"bortførers" fra plejefamiliens hjem i Nærum. Det er derfor et ret
oplagt at Xx1 i den situation vil ringe til plejemor og ikke
til mig. Negative aspekter af anbringelsen udelades:
Anbringelsessystemet repræsenteres i "produktet" i form af den
tidligere undersøgelse, beskrivelser fra skiftende sagsbehandlere,
udtalelser fra familiekonsulenten og fra plejefamilien. Hele dette
dataområde behandles i "produktet" som om det kommer fra en
neutral, pålidelig kilde uden anden interesse end barnets tarv. Der
stilles således ikke spørgsmålstegn ved validiteten og kvaliteten
af denne datamængde. Det siger sig selv at en sådan tilgang er
urealistisk. Alene mængden af aktører og rigiditeten i et så stort
og kompliceret system taler for at der må opstå utilsigtede
bivirkninger, at der må opstå dynamikker som modarbejder hensynet
til barnets tarv. Der findes masser af evidens for det. En
plejefamilie som er glad for deres plejebarn vil kunne have en
interesse i at modarbejde en hjemgivelse af plejebarnet. Det er
voldsomt og skræmmende for et barn at være en lille bitte brik i et
stort, tungt, magtfuldt og fortravlet system med sagsbehandler,
plejeforældre, forvaltninger og udvalg som bestemmer ens skæbne. En
problematisering af anbringelsessituationen er fuldstændigt
fraværende i "produktet". Jeg forstår at undersøgelsen er tænkt som
en afdækning af min og min datters ressourcer og problemer, men man
får ikke en realistisk afdækning af dette, hvis man ikke indrager
et realistisk billede af den ramme vi agere i forhold til.
Opsamling på
klagepunkter som vedrøre moral og etik: Jeg har her fremført
min kritik i af nogle moralske/etiske aspekter i "produktet". Jeg
har fremført den påstand at "produktet" i sin fremstilling er
forudindtaget til fordel for den situation som forvaltningen har
etableret omkring min datter. Dette har jeg underbygget ved at pege
på at ulige forhold ligestilles, at væsentlige behov overses, at
der arbejdes med en urimelig personfremstilling, at et centralt
begreb defineres på en tvivlsom måde, at der er en tydelig lille
indikator for psykologernes bias i fremstilling og at negative
aspekter af anbringelsen udelades. Produktet lever ikke op til de
kvalitetskrav som det burde leve op til. Produktet formår ikke at
skabe afklaring: Formålet med undersøgelsen er at den skal skabe en
afklaring af situationen og dermed danne grundlag for kvalificerede
afgørelser vedrørende det videre forløb. Det burde være sådan at en
læsning af "produktet" ville give læseren en detaljeret, realistisk
kortlægning af ressourcer - og problemområder som ville have
betydning i forbindelse med overvejelse og gennemførelse af en
hjemgivelse af Xx1. Det gør den ikke. Den skaber snarere en
fornemmelse af uafklarethed. En fornemmelse af at et eller andet
ikke helt er som det skal være, samtidig med at det er meget svært
at få et klart billede af hvad det er som ikke er helt som det skal
være.
Undersøgelsen benytter et forældet paradigme: I år 2001
introducere ICF (International Classifacation of Functioning,
Disability and Health) af WHO. ICF markere et paradigmeskift. Dette
paradigmeskift har haft omfattende betydning på hele
sundhedsvæsenet i Danmark over de sidste cirka 15 år hvor hele
rehabiliterigsbegrebet er udviklet og har vundet indpas. I det
"gamle" paradigme som man fulgte cirka frem til årtusindskiftet så
man funktionsnedsættelser som følge af begrænsninger hos en person,
der forhindrede denne i at udfører forskellige funktioner eller
aktiviteter. I det nye paradigme ankerkendes de kontekstuelle
aspekt af funktionsnedsættelser - den dynamiske interaktion mellem
individ og miljø. Hvis man læser "produktet" kan man tydeligt se at
der i undersøgelsen er blevet arbejdet ud fra "det gamle
paradigme". Psykologerne forsøger via noget som skal ligne en
videnskabelig tilgang at isolere og afgrænser fænomener som kan
have betydning for mine mulighedder for at varetage
forældreopgaven. Dette er en uhensigtsmæssig tilgang af flere
årsager. For det første fordi den som jeg lige har beskrevet er
forældet. Man gør det ikke længere på den måde. Man har fundet ud
af at den tilgang har en tendens til at stå i vejen for løsningen
af problemer. Det giver ikke mening at se funktionsevner som
isolerede fænomener. Man bør i stedet se funktionsevner i
sammenhæng med de aktiviteter/opgaver som skal udføres. For det
andet fordi psykologi ikke er en eksakt videnskab. Psykologi er
ikke særlig velegnet diagnosticerer via opstilling af
standardiserede testningsmetoder. Det bliver en
pseudovidenskabeligt tilgang frem for en videnskabelig tilgang og
konklusionerne der drages heraf bliver misvisende og
uproportionerede. Et problem uden underbygning. Der beskrives i
produktets konklutionen af det som betragtes som det største
problem i forhold til min mulighed for at varetage forældreopgaven
er nogle "mentalisringssammenbrud" som angiveligt skulle ske i det
øjeblik mine grundlæggende værdier anfægtes. (Side 29) "Samtidig
ser vi i praksis eksempler på, at Mikkels evne eller vilje til at
mentalisere Xx1 og hendes behov og dermed afstemme sig Xx1s behov
bliver reduceret, når Xx1s behov ikke er i overenstemmelse med hans
egne." (Side 29) Lad mig lige inden jeg går videre slå fast at
dette jo er et alment menneskeligt træk. Det er for os allesammen
lettere at afstemme os andres behov såfremt disse er i
overensstemmelse med vore egne. Her fremhæves det dog ikke som et
alment menneskeligt træk, men som et problem af væsentlig karakter
hos mig. Så spørger jeg, hvor i produktet ser vi det problem komme
til udtryk? Hvor er bellæget for denne konklusion? Er det samtalen
om madpakker som refereres på side 26? Er det i samtalen om mor som
ligeledes refereres på side 26? Er det fra PDI’en som gennemgåes på
side 20 eller observationer af Xx1 og Mikkels samvær som refereres
på side 22? Jeg har læst produktet grundigt igennem gentagende gang
og jeg kan ikke finde noget sted som med en rimelig signifikans
underbygger en konklusion om at der skulle være et problem her som
ligger udenfor det normalt forventelige. Manglende kritisk blik Det
er vigtigt af holde sig for øje at psykologundersøgelser som den
foreliggende kan- og meget ofte bliver brugt som grundlag for en
tvungen anbringelse af børn. Derfor er tanken om at psykologernes
arbejde bør gennemgå et kritisk eftersyn meget nærliggende. Hvis vi
vender tilbage tilSocialministeriets retningslinjer så kan
vi på side syv se at man forestiller sig at de to samarbejdende
fagpersoner/psykologer skal spille en kvalitetssikrende rolle i
forhold til hinandens arbejde. "Pga. sagens kompleksitet og
indgribende karakter kan det være hensigtsmæssigt, at
forældrekompetenceundersøgelsere gennemføres af et team på to
fagpersoner ... idet der er tale om sager af så følsom og
potentielt indgribende en karakter, at de ikke bør overlades til en
enkelt undersøger." (Socialministeriets retningslinjer s. 7). Jeg
mener ikke at de to psykologer har spillet denne kvalitetssikrende
rolle i forhold til hinandens arbejde. De er begge højt uddannede
personer som har gået på universitetet de burde kunne opdage
hinandens "fejl" vedrørende undersøgelsesintegritet. Med
undersøgelsesintegritet mener jeg forhold som fair versus unfair
personfremstilling, signifikans i observationer, realistisk
proportionering af observationer og konklusioner, inddragelse af
kontekstuelle forhold som har betydning for vurderingen og så
videre. Jeg mener det færdige "produkt" bære præg af at
psykologerne har samarbejdet om at understøtte hinandens pointer og
konklusioner også selvom disse ikke levede op til de kvalitets - og
integritetskrav som autoriserede undersøgelser bør leve op til.
Opsamling på
klagepunkter som vedrøre "produktets" kvalitet: I min kritik
af "produktets" kvalitet peger jeg på at "produktet" ikke formår at
skabe afklaring, at der benyttes et forældet paradigme, at der
mangler underbygning for det mest markante problem og at den
kvalitetssikrende foranstaltning som skulle ligge i at lade to
fagpersoner udfører undersøgelsen sammen tilsyneladende ikke
virker. Konsekvenser for mit og mine børns liv Jeg og min datter
har i dette forløb været igennem to omfattende
psykologundersøgelser og i begge tilfælde har jeg haft oplevelsen
af at undersøgelserne langt fra gav en fair og realistisk
fremstilling af mine forældrekompetencer. I begge tilfælde har jeg
haft en oplevelse af undersøgelserne på et uklart og
"mystificerende" grundlag tagnede et negativt billede af mine
forældrekompetencer. I begge tilfælde har jeg haft en fornemmelse
af at undersøgelsernes konklusioner manglede substans og at de
beskrevne problemer ikke lod sig konkretisere så der kunne laves en
indsats for at løse dem. På et psykisk plan har det været
rædselsfuldt fordi der er blevet sået en urimelig tvivl om mine
evner og intentioner på nogle af de mest grundlæggende områder i
min selvforståelse. På det konkrete fysiske plan har det betydet at
man fra myndighedernes side har kunnet finde belæg for at fastholdt
en anbringelse af min datter langt ud over hvad jeg mener er
hensigtsmæssigt. Afslutning Dette var min klage over "produktet" af
den undersøgelse som jeg og min datter har været igennem. Det er
blevet en lang og detaljeret klage. Undersøgelsen har ikke nogle
markante påstande eller standpunkter som jeg kan argumentere imod.
Dens konklusioner etableres på baggrunde af små nuancer og det
samlede indtryk den efterlader sig bygger mere på en "tone" i
sagsfremstillingen end på egentligt klare udsagn. Derfor har jeg i
min klage ikke haft anden vej at gå end at forsøge at afdække,
fremhæve og belyse de tydeligeste/vigtigste af disse små nuancer og
detaljer og på den måde anskueliggøre at det samlede billede som
efterlades af "produktet" er urealistisk negativt.
Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen