- Efter mit sidste møde med psykologerne i onsdags og efter at have tænkt længe over det som foregik på det møde er det som om noget begynder at dæmre for mig. Der er noget galt med rammen her. Noget som giver en skævvridning. Jeg vil prøve at forklare det.
- Ved et tidligere møde jeg har haft med de to psykologer som leder undersøgelserne forklare de mig at undersøgelserne er sat op som en række af prøver. Prøverne er designet til på forskellige måder at udfordre klienten forældrekompetencer. En hver situation i forløbet må jeg forstå som en sådan prøvning. Selv interview er en prøvning af min evne til at svare på en måde så jeg fremstiller mine forældrekompetencer i det bedst mulige lys. Vurderingen af hvor godt jeg "løser" de froskællige prøver danner grundlaget for psykologernes vurdering.
- Jeg tænker at i den forståelsesramme kan undersøgelserne fint sammenlignes med TV-formatet "Robinson ekspeditionen". Sociale, fysiske, psykiske og kognitive færdighedder sættes under pres under et længere forløb og det vurderes hvor godt deltagerne klarer de forskellige udfordringer.
- Psykologerne beskriver at de jo skal finde en og anden måde at lave en sådan undersøgelse på. At lave den som en række af prøver, mener de er den mest retfærdig måde fordi bedømmelsen så ikke bygger på uunderbyggede forestilling, men på en faktisk vurderinger af personens præstation. De beskriver at de i denne fremgangsmåde følger den fremgangsmåde som bruges i indenfor Københavns kommune ved udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser.
- Jeg mener at det er en helt tåbelig måde at vurdere en persons forældrekompetencer på. Så langt fra retfærdig på en helt masse områder. Alligevel acceptere jeg at det nu engang er sådan det foregår. Jeg gætter på at jeg ikke lige nu vil kunne ændre på dette og jeg tænker at når det nu engang er sådan så er det smarteste at forsøge at tilpasse mig det bedst muligt.
- I onsdags bliver det dog klart for mig at hvis jeg blindt acceptere denne ramme så sender jeg mig selv ud i et klapjagt-lignende situation hvor psykologerne kan jage mig rundt efter deres helt egne regler uden nogen smålig skelen til hvad der egentligt er ret og rimeligt.
- Det blev tydeligt for mig i onsdags da jeg blev interviewet af psykologerne. Jeg blev draget til ansvar for at bruge et bestemt ord i beskrivelsen af min datters adfærd. Psykologen spurgte mig om jeg ikke godt kunne se at dette ord kunne give nogle uheldige associationer. Jeg svarede at det kunne jeg godt se og jeg gav hende ret i at det var dumt af mig at bruge dette ord i den sammenhæng.
- Bagefter gik jeg rundt på Østerbro i timer imens jeg prøvede at få hoved og hale i hvad der var så helt galt ved det jeg lige havde været igennem.
- Først nu her et par dage efter begynder jeg at kunne præcisere det.
- Det er ikke mit ansvar at forhinder at psykologerne får nogle forkerte associationer. Det er psykologernes ansvar. De har en uddannelse som burde kvalificere dem til at kunne honorere dette ansvar og de har en autorisations som forpligter dem på at være omhyggelige og samvittighedsfulde i deres forsøg på at yde klienten en retfærdig vurdering.
- Når man fra statens side ønsker at børnefaglige undersøgelser foretages af autoriserede psykologer så er det jo netop for at sikre klienterne får en fair og kvalificeret vurdering.
- Når psykologerne definere undersøgelsen som et "game" hvor klienten for point efter hvor godt han/hun "performer" sin rolle fralægger de sig ansvaret for at yde klienten en fair og kvalificeret vurdering.
- Hvis ikke psykologerne bringer deres kompetencer i spil i forsøget på at foretage en nuanceret, kvalificeret og retfærdig vurdering af klienterne så udgør de en falsk kvalitetsikring.
