Klage over sagsbehandlingen (formalitetsklage)
Min klage går på at Borgercenter Børn og Unge Amager herefter kaldet BBU, som har ansvaret for anbringelsen af mine børn ikke opfylder nedenstående krav i serviceloven:
"Under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støtte til forældrene efter stk. 1, efter § 52, stk. 3, eller efter anden lovgivning. Støtten skal så vidt muligt medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under anbringelsen. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte en særskilt plan for støtten til forældrene. Servicelovens § 54, stk. 2" (Uddrag af servicelovens § 71,stk. 1)
Jeg påstår i denne klage at BBU i flere tilfælde direkte har modarbejdet en løsning af de problemer som nødvendiggjorde anbringelsen af mine børn.
Jeg har delt denne påstand op i tre hovedområder. Jeg mener BBU modarbejder en løsning ved:
1. At fokusere på problemstillinger som ikke er relevante imens de som virkelig er relevante negligere
2. At skabe en asymmetri i forholdet mellem dem og mig
3. Forsøg på at påvirke barnets indstilling til fordel for en fortsat anbringelse
Efter at have set på hvordan BBU modarbejder en løsning af problemerne vil jeg ganske kort kikke på hvad grunden kan være til at BBU ikke ønsker børnene hjemgivet under overskriften "BBU's dagsorden" og så vil jeg komme med en "afsluttende" bemærkning.
1. At fokusere på problemstillinger som ikke er relevante imens de som virkelig er relevante negligeres
Da børnene blev anbragt havde vores familie allerede i to år været en "sag" hos BBU Amager. Jeg var helt fra starten klar over at jeg havde brug for hjælp til de problemer jeg stod med og jeg var indstillet på et samarbejde, men meget hurtig gik denne tro på samarbejdet over i en frustration over en oplevelse af at BBU ikke "lyttede" til de reelle problemer samtidig med at de tilbød hjælp inde for nogle områder hvor jeg ikke rigtigt mente der var behov for hjælp. Det var først år senere af det gik op for mig at dette nok i virkeligheden var grundridset af en mere eller mindre bevidst strategi fra BBUs side. Ved hele tiden at dreje fokus væk fra social, praktiske og logistiske problemstillinger over på personlige og adfærdsmæssige problemstillinger kan BBU også dreje sig selv ud af det direkte ansvar for løsningen af disse problemer. De kan i stedet iscenesætte sig som dommer over hvor hvidt forældrene er i stand til at løse deres forældreopgave. Dette er bekvemt for BBU, men temmelig unfair overfor de implicerede børn og forældre og det modarbejder loven om at BBU skal forsøge at hjælpe med at løse problemerne frem for at anbringe børnene. Forældre som udsættes for en sådan "personliggørelse" af reelle og konkret problemer for jo flere problemer på halsen end dem de har i forvejen. For det første skal de finde tid og kræfter til at deltage i den "irrelevante" hjælp de får tilbudt. Samtidig skal de opleve den smerte det er at blive "fejldiagnostiseret" og "beskyldt" for nogle adfærdsmæssige og personlige problemer som de måske slet ikke har. I mit tilfælde er der ikke meget belæg for at der skulle være utilstrækkelige forældrekompetencer eller personlige problemer af den type som er blevet fremstillet i den af BBU bestilte forældrekompetenceundersøgelse.
Det kan godt være svært at give konkrete eksempler på dette da det jo er ret subtilt. Jeg vil dog sige at hvis man kikker alle sagens akter igennem så vil man kunne få syn for at BBU på intet tidspunkt forsøger af forstå problemstillingerne fra min side og hjælpe med at løse den ud fra det perspektiv, men at de vedblivende at problematisere min og min ekskones adfærd.
Ved at fokusere på problemer som ikke er relevante og tillæge mig problemer som der ikke er noget rimeligt belæg for er relevante modarbejder BBU en løsning af de problemer som førte til anbringelsen.
2. At skabe en asymmetri i forholdet i mellem dem og mig
Dette punkt er meget beslægtet med det forrige. Enhver der med et åbent sind ville sætte sig ned og tale med mig omkring mine visioner, ønsker, ideer i forhold til børnene vil kunne hører at jeg er realistisk i mine planer, at jeg har øje for vanskeligheder der vil kunne være i forbindelse med en hjemtagelse af børnene, at jeg har konkrete løsningsforslag, at jeg er i stand til at sætte børnenes behov før mine egne, at jeg er meget motiveret for at hjemtage børnene og at jeg meget gerne vil samarbejde med BBU om en realistisk løsning til børnenes bedste. Det er dog som om BBU ikke er interesseret i at erkende dette. BBU vil langt hellere skabe et asymmetrisk forhold som de kan kontrollere. De vil hellere gøre mig til en "klient" med personlige problemer som er "skadelig" for børnene og som de skal "skærme" børnene imod end de vil se mig som en ligeværdig samarbejdspartner i et samarbejde som handler om at skabe de bedst mulige kår for børnene.
Konkrete eksempler: Den som vil have et konkret syn for dette kan prøve af sammenholde aktuelle beskrivelser af min person og adfærd som kommer fra mit uddannelsessted og praktiksteder, med de beskrivelser af min person og adfærd som ligger i sagen. Man vil heraf kunne se at der er meget stor forskel på hvordan BBU fremstiller min person og min adfærd og hvordan andre gør. Jeg kan fremsende sådanne dokumenter, hvis det ønskes.
3. Forsøg på at påvirke barnets indstilling til fordel for en fortsat anbringelse
På et tidspunkt i dette sagsforløb sad jeg til et møde og arbejdede for at begge forældre kunne se børnene mere i hverdagen. Jeg foreslog at jeg kunne følge min datter i mellem skole og plejefamilie hver dag. Jeg sagde at jeg naturligvis ikke ville kunne hindre børnenes mor i at slutte sig til os på denne tur hvis hun ville det. Der var en familierådgiver til stede ved mødet og hun spurgte da om jeg forventede at BBU ville acceptere at moren hver dag fik mulighed for at påvirke min datter med sit negative syn på BBU og plejefamilien.
Jeg blev overrasket over dette spørgsmål. Jeg troede ikke at BBU udøvede holdningscensur. En holdningspåvirkning af børnene som består i at yde dem en kærlighed og tryg omsorg som alternativ til den muligvis utrygge tilværelse de har haft inden anbringelsen er helt fin. Men at forsøge at fastholde børnene i en forestilling om at anbringelsen er den eneste løsning ved at afskære dem fra et kritisk syn på anbringelsen er absolut uacceptabelt og bringer mindelser om den måde hvorpå diktaturstater arbejder.
I takt med at min kritik af BBU's adfærd i sagen er tiltaget og BBU's forsøge på at "skærme" børnene fra kontakten også tiltaget.
I den nuværende samværsordning ser jeg min datter meget lidt. Kun nogle få timer hver fjortende dag (Jeg har også en telefontid en gang om ugen men denne fungere ikke i praksis). Jeg ser denne samværsordning som en forsøge på en holdningspåvirkning af mit barn. Endda et meget radikalt og ubehageligt forsøg på dette. Ved at nedsætte barnets mulighed for samvær med forældrene skabes en situation hvor børnene ikke ser noget alternativ til anbringelsen. Dette vil naturligt føre til at barnet knytter bånd med plejefamilien imens båndene til de oprindelige forældre svækkes. Med tiden er der stor sandsynlighed for at barnet fremmedgøres i forholdet til sine egne forældre og dette vil naturligvis besværliggøre en hjemtagelse af børnene. Der er også sandsynlighed for at barnet med tiden simpelthen vil foretrække at blive i en plejefamilie som det er blevet knyttet til frem for at komme hjem til en forældre som det har en svækket relation til.
Jeg tror på at det egentlige formål med BBU's samværspolitik i vores tilfælde er at svække barnets relation til forældrene og styrke relationen til plejefamilien. En sådan indsats fra BBU's side er etisk forkastelig, men ud over det så vil den besværliggøre en hjemtagning af børnene og dermed modarbejder den hensigten loven.
BBU's dagsorden
Men hvorfor arbejde BBU ikke for en løsning af problemerne? Hvorfor arbejder de ikke for en god og forsvarlig hjemgivelse af børnene? Loven sige de skal, alle undersøgelser peger på at det er bedst og det er jo også billigere samfundsøkonomisk så hvorfor ikke? Jeg kan ikke sige at jeg har noget svar på dette. Det er dog min klare fornemmelse at BBU har en dagsorden som går ud på at fastholde anbringelsen. Jeg har flere indicier på dette som det vil være omfattende at gennemgå her men som jeg hjertens gerne vil "udrulle" senere hvis der skulle være interesse for det. Jeg har også nogle gæt på hvorfor BBU arbejder for en fortsat anbringelse. Det kan være fordi de ikke vil kompromittere deres tidligere afgørelser i sagen og dermed sætte deres dømmekræft og tidligere handlinger i tvivl. Det kan også være at de med valget af en plejefamilie underforstået vælger at dette skal vare i hvert tilfælde et, eller to år, at det måske nærmest er en slags aftale de har med plejefamilien og at de derfor er tilbøjelige til at holde fast i den aftale selvom det måske reelt er muligt at hjemgive børnene før den tid. Endeligt kan det jo også være at BBU rent faktisk tror på at mine forældrekompetencer er utilstrækkelige og at børnene vil have bedre af en fortsat anbringelse, eller at de synes de økonomiske og sociale udfordringer jeg vil stå overfor som alene far vil være for vanskelige.
Selvom nogle af disse grunde til at arbejde for en fortsat anbringelse af børnene måske virker legitime så er de ikke forenelige med lovens krav om at arbejde for at løse problemerne og forsøge at facilitere en hjemgivelse af børnene.
Afrunding
Jeg savner BBU tager mig alvorligt som samarbejdspartner i et samarbejde som handler om at hjemgive børnene så hurtigt som de praktiske og formelle omstændigheder tillader det. Så længe BBU fastholder den strategi som handler om at diskvalificere mig som samarbejdspartner og fortsætte efter deres egen dagsorden ser jeg ikke anden mulighed end at benytte min mulighed for at klag.
Med Venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar