Børnesagsodyssé

Jeg har lavet en hel lille serie af blog-indlæg som jeg har kaldt "Nyt Fra Anbringelsesland". Dette indlæg er en fortsættelse af denne serie. Jeg synes dog at det skulle skille sig ud fra denne serie fordi sagen har ændret sig radikalt siden sidste indlæg. Dette indlæg er også en slags forklaring til venner og interesserede af hvad der sker i mit liv i disse måneder og hvorfor jeg har trukket mig midlertidigt ud stort set alle sociale fritidsaktiviteter som jeg har dyrket de sidste par år (Social dancing og Zumba)

Jeg har på denne blog af mange gange skrevet om anbringelsen af mine børn og min kamp for at blive rehabiliteret i forælderrollen både fysisk, psykisk og socialt 

Sidst jeg skrev var kort inden møde i Børne og unge-udvalget i marts 2017. Jeg gik til mødet med påstand om hjemgivelse af min datter forvaltningen gik til mødet med en indstilling om en fortsat anbringelse af min datter i to år. Som jeg fortalte i sidste blog-post så havde jeg virkelig gjort et stykke arbejde op til mødet med at få fortalt situationen fra min side og med at prøve at vride mig fri af mønstre som forvaltningen rutinemæssigt forsøgte at spille mig ud ved hjælp af. Lige i de sidste dage inden sagen fik jeg sagens agter og jeg kunne se hvordan forvaltning krampagtigt forsøgte at fastholde billedet af mig som en uegnet forældre. I min gennemgang af sagens agter fik jeg øje på en fejl. Jeg kunne se ud fra et samtale referat at min sagsbehandler i sin ivrighed efter at finde belæg for påstanden om en fortsat anbringelse var gået over stregen og havde overtrådt sin tavshedspligt. Jeg indsendte øjeblikkeligt en klage over dette og det resulterede i at min sagsbehandler slet ikke mødte op til Børne og unge-udvalgsmødet og at der i stedet mødte en anden sagsbehandler som jeg aldrig havde mødt før (afdelingsleder fra BBU Amager var også til stede for repræsentation for forvaltningen). Dette var faktorer som gjorde at at der var kommet en del grus i forvaltningens maskineri og at det var tydeligt at Børne og unge-udvalget var lydhøre overfor min fremstilling af sagen. Det endte med at udvalget besluttede at følge forvaltningens indstilling, men at sætte genbehandlingsfristen til et år i stedet for to. Samtidig indstille til at der blev fortaget undersøgelser af mulighederne for hjemgivelse. Det blev også sagt at et af udvalgets medlemmer havde talt for en nedsættelse til et halvt års genbehandlingsfrist. Når man ikke er helt inde i hele dette anbringelsescirkus er det måske lidt svært at se, men dette resultat var en klar sejer til mig. Ved sin afgørelse tvang udvalget forvaltningen til at komme igang med et kursskifte. Til at komme igang med at arbejde hen imod en hjemgivelse. Hvad forvaltning ikke havde gjort hidtil. Hidtil havde forvaltningen brugt alle sine kræfter på at fastholde og bekræfte anbringelsegrundlaget og få det til at se ud som om de prøvede at samarbejde med mig, men at jeg var svær at samarbejde med. Børne og unge-udvalgets beslutning lagde klart op til et kursskifte og dette kursskifte viste sig allerede en måneds tid efter afgørelsen. Jeg modtog brev om at den tidlige sagsbehandler ikke længere var på sagen og der var en ny og jeg blev inviteret til møde med hende.

På det møde blev det ret hurtigt klart at der nu fra forvaltningens side var ønske om et reelt samarbejde.

Kort efter skrev jeg en for mig at se skelsættende meddelelse til forvaltningen hvor jeg giver mit samtykke til frivillig anbringelse af børnene. Reelt er det jo helt latterligt i og med at jeg rent faktisk hele vejen igennem sagen har givet mit samtykke til frivillig anbringelse af børnene (undtagen lige i ugerne op til børne og ungeudvalgsmødet i marts), men denne accept har bare være til-side-sat pga. forhold som er for komplicerede at komme ind på her. Den skrevne utvetydige accept af anbringelsen kan ikke bare tilsidesættes.

Forvaltningen har siden bekræftet at med indgivelsen af denne meddelelse er sagen nu overgået til en frivillig anbringelse. Det betyder at sagen ikke længere skal behandles af børne og unge udvalget, men at det skal forhandles i fordragelighed imellem forvaltningen og mig.

Her er link til anonymiseret udagave af dokumentet som PDF.

Ny fase

lovgivningsmæssige er der andre krav til en frivillig anbringelse end til en tvungen. Der er et krav om at forældrene i højere grad inddrages i barnets hverdag. Denne medinddragelse er noget jeg har ønsket og kæmpet for i gennem hele anbringelsen og som jeg mener at forvaltningen mere eller mindre bevidst har forsøgt at afskære mig fra primært ved at fremmane et billed af mig som en problematisk person som stod i vejen for at min datter kunne have en tryg og velfungerende hverdag. Derfor var min første plan at fokusere på at få en langt højere grad af samarbejde med plejefamilien. Denne plan har dog vist sig ikke at være så let at implementere i og med at plejefamilien faktisk ikke virker til at være interesseret i det. Rollefordelingen i et sådan samspil er også en svær faktor at arbejde med. Oven i det er der også en praktisk omstilling proces som tager meget tid som jeg er gået i gang med. Det drejer sig om omstillingen af praktisk og logistisk karakter vedrørende at gøre mit hjem og min hverdag i stand til at kunne rumme min datter og give hende trygge og gode rammer. Det betyder at jeg simpelthen ikke har tid til at hænge ud med plejefamilien også selv hvis de skulle være interesseret i det.

På et punkt er der dog kommet gang i en rehabeliteringsproces og det er i rollen som forældre på skolen. Der skete det for godt halvandet år siden (da mine børn blev flyttet til plejefamilien) at jeg pludseligt uden videre information blev taget af skolens informationssystem. Jeg fik ikke længere mail besked om fester, forældremøder fælles-projekter, etc. og dermed var jeg jo tydeligvis heller ikke ønsket ved disse begivenheder. Jeg skrev flere gange til skolen for at forstå hvad det gik ud på og jeg fik bare ikke noget svar. Med den nye sagsbehandler og den nye ændrede kurs og med en del email skriveri er det lykkes at blive sat tilbage i skolens informationssystem. Den 21 september modtog jeg den første mail fra Vidarskolens SFO. "Ridderfest i legestue og klub" var emnet. Det var skelsættende og det markerer et skift hvor jeg lige så stille skal tilbage i skolens sociale sammenhænge.

Det gør meget ved ens føleseleliv sådan at blive udelukket af et sociale netværk som man har været en del af samtidig med ens børn bliver taget fra en etc. Jeg tror ikke det bliver så let for mig lige at finde ind i et let naturligt samarbejde med de andre forældre. Det er jo mennesker som jeg i en og anden grad føler har været illoyale over for mig ligesom jeg føler at skolen har været det. Samtidig glæder jeg mig til en gradvis rehabilitering af min legitime forældre rolle i skole sammenhæng - til at komme tilbage og følge med i mine børns skoleliv, deltage i forældre møder igen osv.  

Ny undersøgelse

Det største nye tiltag i sagen er dog iværksættelsen af en ny børne-faglig-undersøgelse. Denne undersøgelse har til formål at afklare muligheden for en hjemgivelse af min datter. Det er en omfattende undersøgelse som skal stå på over fire måneder. Der vil være psykologiske undersøgelser af både min datter og af mig hver for sig og af os begge i samspil. Undersøgelsen minder om den undersøgelse jeg gennemgik lige op til anbringelsen for tre år siden. Den undersøgelse hvis konklusioner gav forvaltningen mandat til at gennemføre og opretholde en tvungen anbringelse af børnene. Jeg oplever denne undersøgelses konklusioner som det største tillidsbrud jeg i mit liv har været udsat for. Jeg havde forventet at en professionel psykolog undersøgelse ville være garant for en indsigtsfuld og retfærdig undersøgelse af høj kvalitet. Det var derfor så chokerende at blive bekendt med de dokumenter som undersøgelsen mundede ud i. Jeg oplevede en stærk fordrejet skildring af min person og min måde at håndtere mit ansvar som forældre. Jeg oplevede et dokument som var skræddersyet til at miskreditere min person og min adfærd og dermed gøre det muligt for forvaltningen at få sagen igennem hos Børne og unge-udvalget hvilket i praksis vil sige at de for stort set uindskrænket magt til at gøre nøjagtigt hvad de vil med børnene uden at behøve at inddrage forældrene i yderligere forhandlinger (og det til trods for at jeg rent faktisk utvetydigt havde tilkendegivet at jeg indså behovet for en anbringelse af børnene fordi den daværende situation var uholdbar). Det var derfor en stor følelse af utryghed jeg stod med da jeg skulle sige ja til at lade mig undersøge i en ny tilsvarende undersøgelse denne gang dog med omvendte forudsætninger. Jeg sagde dog naturligvis "ja" da det forkomne mig at være den eneste vej til det jeg gerne vil nemlig at få min datter hjem igen efter tre et halv år i anbringelse først på en integreret institution siden i en plejefamilie. Nu er vi midt i undersøgelserne og jeg vil stadig sige "Hvor er de dog håbløse og umenneskelige disse undersøgelser som vi i vores samfund bruger til at vurdere en forældres evne til at tage være på sit barn". Dette har jeg skrevet en tekst om som du kan læse som PDF her.

Her er link til anonymiseret udagave af dokumentet som PDF.

Ja så her står jeg i dag midt i en omfattende undersøgelse, midt i et omfattende gør-det-selv-indretningsprojekt i min store lejlighed, med et ret krævende fuldtidsarbejde og med mindst et par hobby/kunstneriske projekter i gang også. Nogle meget krævende og samtidig ret vigtige måneder af mit liv som forhåbentligvis og sandsynligvis vil munde ud i en konkret hjemgivelses-plan for min datter.

Med venlig og kærlig hilsen
Mikkel