Torsdagsbrev Om Tærskelkriterier Versus Optimalitetskriterier

Torsdagsbrev 21/03/19

- Tærskelkriterier versus optimalitetskriterier -

Læs tidligere torsdagsbreve på

mimeini.blogspot.com

- Tærskelkriterier versus optimalitetskriterier -

Jeg var i går til møde med min advokat. Det er en ny advokat jeg har fået denne gang fordi min normale advokat ikke kan. Den første mandlige advokat jeg nogensinde har haft i den lange række af familieretslige advokater jeg har haft. (6 styks i alt). Jeg plejer at være ligeglad om det er en mand eller en kvinde, men jeg må indrømme at jeg syntes det var rigtigt rart at det var en mand jeg havde fået denne gang.

Jeg var indstillet på at vi skulle bokse lidt. Jeg har været længe nok i det her til at vide hvordan de tænker disse advokater. De tænker at klienten jo nok gerne vi have sit barn hjem og de ved at hvis man inden for det her system skal have sit barn hjem så er det bedst at klienten viser at han/hun kan indse at forvaltningen har vurderet korrekt.

Jeg mener ikke forvaltningen har vurderet korrekt og jeg vil noget andet. Jeg mener netop at det her fastlagte "game" hvor borger og advokat "pleaser" udvalgsmedlemmerne i håb om at de vil yde dem "nåde" er roden til at systemet funger så dårligt.

Jeg vil altså ikke tale om mig og mine fordele og ulemper, jeg vil ikke fremføre, at jeg skam er en fin og dygtig far som fortjæner at få min datter hjemgivet og at jeg godt ved at det hele er min skyld, men at jeg angre og lover bod og bedreing, men hvis jeg ikke vil det hvad er det så jeg vil?

Det vil jeg meget gerne fortælle her:

Jeg mener der er en uoverenstemmelse imellem det lovgrundlag som administres af socialforvaltning og Ankestyrelsen og den praksis det administres efter.

Hvis man kikke på lovgrundlaget kan man se at der beskrives et "tærskelprincip".

Med "tærskelprincip", mener jeg at loven definere en "bundgrænse", som markere under hvilke forhold vi vil accepterer at et barn lever.

Hvis denne "bundgrænse" overtrædes kan der gribes ind med magt.

Hvis ikke den overtrædes kan der ikke gribes ind med magt.

Hvis man kikke på praksis kan man se at der i børnesager ikke dømmes ud fra et "tærskel princip", men i stedet dømmes ud fra et "optimalitetsprincip" altså, hvad man mener vil være bedst for barnets udvikling og trivsel.

Det er en uovernstemmelse imellem lovgrundlaget og praksis og det fører til at udvalg og styrelser træffes afgørelse ud fra et "optimalitetsprincip" og begrunder afgørelsen ud fra et "tærskelprincip" uagtet at kriteriet for "tærskelprincippet" ikke er opfyldt.

En uoverenstemmelse som har vært præsent for mig hele vejen igennem forløbet, fordi jeg har arbejde inden for områder hvor magtanvendelse var en del af det jeg havde med at gøre og hvor jeg var vand til at være meget skarp på at kunne vurdere om kriteriet for anvendelse af magt var opfyldt.

Lige fra starten undrede jeg mig over hvad der foregik i sagen omkring anbringelsen af mine børn. Jeg kunne ikke forstå hvordan ubetydelige nuancer uden signifikans kunne bruges som grundlag for en radikalt indgribende intervention.

Selvom jeg fra starten var klar over at der var noget helt galt så var det først her inden for de seneste måneder at det er blevet klart at de rammer loven udstikker som kriterie for tvangsanbringelse af børn faktisk er "tærskelkriterier" præcis som dem som benyttes ved magtanvendelse fx i psykiatrien. Forskellen er bare at man i sager vedrørende tvangsanrbringelse af børn har præcedens for benyttelse af et helt anden vurderingskriterie end det loven foreskriver.

Det er en inkonsekvens. Det duer ikke at vi har en lov som forskriver noget og så på grund af præcedens gør noget helt andet. Så må man enden ændre loven så den matcher praksis eller man må ændre praksis så den afspejler loven.

En af de store ulæmper ved at lade et "optimalitesprincip" afgøre anbringelsessager er at det gør barnet til en "slag mark". Kommunen og plejefamilie kæmper fra dag ét om at knytte barnet til sig og nedbryde forbindelsen til de oprindelige forældre for at kunne sige "barnet har det bedst i anbringelse". Hvis vi rent faktisk benyttede det "tærskeprincip" som loven foreskriver så ville det ikke være så betydningsfuldt "hvor barnet helst vil være" det som ville tælle ville i stedt være spørgsmålet "er anbringelse påkrævet?" Dermed ville det ikke være så vigtigt at påvirke barnets holdningsdannelse. Det ville spare barnet for meget pres. Denne problemstilling er meget tydeligt i min og min datters sag.

Det er derfor jeg virkelig prøver at sætte forkus på kriterierne og ikke på "hvad barnet helst vil". Jeg er en normal, resourcestærk far og min datter er en normal pige. Dermed opfylder vi ikke kriterie som berættiger til en tvangsanbringelse. Der kan laves andre aftaler, for at sikre min datters tryghed og den slags aftaler vil jeg meget gerne indgå i, men der kan ikke opretholdes tvang for kriteriet for tvang er ikke opfyldt.

En uoverenstemmelse som ingen rigtigt synes at have opdaget eller gjort opmærksom på ligesom ingen rigtig opdagede at Britta Nielsen tog 21 millioner kroner ud af Socialstyrelsnes kasser.