Torsdagsbrev 23/05/19
- Om ICF og rehabiliteringsbegrebet -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com
- Om ICF og rehabiliteringsbegreb -
Jeg er oprindeligt uddannet moderne danser og har levet en stor del af mit liv som kunstner. Igennem tiden blev indtægtsgrundlaget suppleret med ufaglært arbejde i forskellige sektore. På et tidspunkt virkede det oplagt at tage en anden uddannelse da jeg ikke kunne få en tilstrækkelig indtægt som kunstner. Sundhed og omsorgsområdet var ligeledes et ret oplagt valg da disse områder lå mine evner og mine interesser nær. Jeg gik altså i 2012 i gang med at uddanne mig til SOSU-Assistent. Et valg som jeg bestemt ikke har fortrudt.
På uddannelsen kommer jeg i kontakt med rehabiliteringsbegrebet. Et begreb som til at begynder med overhovedet ikke fanger min interesse. Midt i uddannelse får jeg dog en indsigt i hvad begrebet går ud på og herefter bliver det et emne jeg er meget optaget af og meget begestret for.
Begrebet indtroducer en helehedsorinteret tænkning på sundhed og omsorsområdet. En tænkning som bestræber sig på at inddrage borgerens egne resourcer og engagement i løsning af problemer. En tænkning som i store træk vil være mulig at overføre på området for anbringelse af børn og som her ville kunne give både menneskelig, sociale og økonomiske fordele.
Derfor skal vi i dag se på Rehabiliteringsbegrebet og på den forståelsesramme som danner beggrund for det.
Rehabiliteringsbegrebet kommer ud af en ændring af forståelsen af sundhed og sygdom som stadfæstes af verdens sundhedsoragnisatinene WHO i 2001.
Ændringen tager udgangspunkt i en erkendelse af at den tidliger anvendte forståelsesramme var utilstrækkelig og begrænsende.
Den tidliger anvendte forståelsesramme var baseret på den biomedicinske kausale forståelse.
Man så her sygedom som en fejl i kroppen som kan helbredes ved at "reparere" fejlen. Behandling sigter på at "reparere" den syge del hvor efter patienten udskrives og herefter forventes at "funger" igen.
Dette billede passede meget dårligt på virkeligheden. Ofte kom folk hjem fra hospitalet med forskellige former for funktionsnedsættelser og heraf følgende ændrede forhold socialt, psykisk og fysisk.
Den daværende model var ikke egnet til at tage sig af disse problemer. Den var kun egnet til at lokaliser et problem og gøre en indsatts imod dette problem. Den inddrog ikke hele mennesket og dets sociale samspil.
Den inddrog ikke de forhold som reelt var væsentlige for at personen kunne komme sig eller tilpasse sig nye omstændighedder.
En anden betragtinge var at funktionsævne ikke var en entyde størrelse. En person kunne få lave et indgreb og komme tilbage og genvinde det meste af sin livskvalitet og sine hverdagsaktiviteter, fordi denne havde nogle resourcer i sig selv eller i sit netvær som gjrode dette muligt. En anden som havde precist samme problem kunne blive helt slået ud af det og miste netværk og livskvalitet.
Der var således brug for en ny model kunne indtænke alle de faktore der hørte med til at blive syg og med til at komme sig igen. En model som indtænkte netværk, resourcer, hjælpemidler, motivation osv i sit billede af sygdom og heling.
Man tog derfor afsæt i en bio-psykosocial-model som kunne give grundlag for en meget mere holistisk forståelse af begreberne sundhed og sygdom.
På baggrund af den model udarbejde WHO så ICF (International Classifacation of Functioning, Disability and Health) som var en ny måde at klasificere funktionsevne hos et menneske. En model hvor man inddrog alle aspekter af en menneskes liv i sin forståelse af hvordan funktionsevne kunne defineres og hvordan funktionsevne kunne genvindes.
Den standart blev vedtaget 2001 og 119 lande tilsluttede sig den og gik igang med at implimenter den i deres sundhedssystem.
Da man begyndet at implementere ICF rundt omkring i de 119 lande opdagede man noget. Man opdagede at der var økonomiske besparelser at hente i modellen.
På uddannelsen kommer jeg i kontakt med rehabiliteringsbegrebet. Et begreb som til at begynder med overhovedet ikke fanger min interesse. Midt i uddannelse får jeg dog en indsigt i hvad begrebet går ud på og herefter bliver det et emne jeg er meget optaget af og meget begestret for.
Begrebet indtroducer en helehedsorinteret tænkning på sundhed og omsorsområdet. En tænkning som bestræber sig på at inddrage borgerens egne resourcer og engagement i løsning af problemer. En tænkning som i store træk vil være mulig at overføre på området for anbringelse af børn og som her ville kunne give både menneskelig, sociale og økonomiske fordele.
Derfor skal vi i dag se på Rehabiliteringsbegrebet og på den forståelsesramme som danner beggrund for det.
Rehabiliteringsbegrebet kommer ud af en ændring af forståelsen af sundhed og sygdom som stadfæstes af verdens sundhedsoragnisatinene WHO i 2001.
Ændringen tager udgangspunkt i en erkendelse af at den tidliger anvendte forståelsesramme var utilstrækkelig og begrænsende.
Den tidliger anvendte forståelsesramme var baseret på den biomedicinske kausale forståelse.
Man så her sygedom som en fejl i kroppen som kan helbredes ved at "reparere" fejlen. Behandling sigter på at "reparere" den syge del hvor efter patienten udskrives og herefter forventes at "funger" igen.
Dette billede passede meget dårligt på virkeligheden. Ofte kom folk hjem fra hospitalet med forskellige former for funktionsnedsættelser og heraf følgende ændrede forhold socialt, psykisk og fysisk.
Den daværende model var ikke egnet til at tage sig af disse problemer. Den var kun egnet til at lokaliser et problem og gøre en indsatts imod dette problem. Den inddrog ikke hele mennesket og dets sociale samspil.
Den inddrog ikke de forhold som reelt var væsentlige for at personen kunne komme sig eller tilpasse sig nye omstændighedder.
En anden betragtinge var at funktionsævne ikke var en entyde størrelse. En person kunne få lave et indgreb og komme tilbage og genvinde det meste af sin livskvalitet og sine hverdagsaktiviteter, fordi denne havde nogle resourcer i sig selv eller i sit netvær som gjrode dette muligt. En anden som havde precist samme problem kunne blive helt slået ud af det og miste netværk og livskvalitet.
Der var således brug for en ny model kunne indtænke alle de faktore der hørte med til at blive syg og med til at komme sig igen. En model som indtænkte netværk, resourcer, hjælpemidler, motivation osv i sit billede af sygdom og heling.
Man tog derfor afsæt i en bio-psykosocial-model som kunne give grundlag for en meget mere holistisk forståelse af begreberne sundhed og sygdom.
På baggrund af den model udarbejde WHO så ICF (International Classifacation of Functioning, Disability and Health) som var en ny måde at klasificere funktionsevne hos et menneske. En model hvor man inddrog alle aspekter af en menneskes liv i sin forståelse af hvordan funktionsevne kunne defineres og hvordan funktionsevne kunne genvindes.
Den standart blev vedtaget 2001 og 119 lande tilsluttede sig den og gik igang med at implimenter den i deres sundhedssystem.
Da man begyndet at implementere ICF rundt omkring i de 119 lande opdagede man noget. Man opdagede at der var økonomiske besparelser at hente i modellen.
Modellen stimulede borgernes egen inddragelse og udnyttelse af borgerens egne ressourcer meget bedre end den gamle løsning og det betød at borgere kunne klare sig med mindre hjælp fra det offentlige.
Man kunne satse på en kortvarig indsats som hjalp borgeren med at tilpasse sig de nye forhold som var opstået under et sygdomsforløb.
Men kunne udstyre borgeren med hjælpemidler og lære borgeren at bruge dem.
Efter denne kortvarige og målrettede indsats kunne borgen klare sig med ingen eller meget lidt hjælp. Den ændrede tilgang bonnede lige pludseligt ud på bundlinjen og en hel masse politiker i forskellige lande begyndte at få øjne for mulighederne i dette aspekt.
Det samfundsøkonomiske aspekt af rehabiliteringstanken er nok den væsentligeste årsag til at omstillingen i Danmark er gået så hurtigt og har været så gennemgribende.
Selfølgelig her der var nogle problemer ved dette paradigmeskifte som det kaldes.
Træerne vokser ikke ind i himlen og måske har nogle af særligt de besparelsesmæssige forhåbninger været urealistiske. Der har også været mislykkedes tiltag indenfor rehabilitering som gjorde mere skade end de gjorde gavn.
Overordnet set kan vi dog godt tillade os at kalde paradigmeskiftet en succes. Der kan aflæses gavnlig effekt af det på både borgertrivsel og samfundsøkonomi.
Personligt betragter jeg indførelsen af ICF som den bedste strukturelle ændring der er sket indenfor sundhedsvæsenet i min levetid. Ændringen af forståelsesrammen gør det meget lettere for en person som mig at kunne forbinde mit eget værdigrundlag med sundhedsvæsenet formelle værdigrundlag.
Jeg har naturligvis en pointe med denne lange gennemgang af rehabiliteringsbegrebet. Jeg vil gerne bruge den til en sammenligning med forholdene på anbringelsesområdet. Det bliver temaet næste gang.
Man kunne satse på en kortvarig indsats som hjalp borgeren med at tilpasse sig de nye forhold som var opstået under et sygdomsforløb.
Men kunne udstyre borgeren med hjælpemidler og lære borgeren at bruge dem.
Efter denne kortvarige og målrettede indsats kunne borgen klare sig med ingen eller meget lidt hjælp. Den ændrede tilgang bonnede lige pludseligt ud på bundlinjen og en hel masse politiker i forskellige lande begyndte at få øjne for mulighederne i dette aspekt.
Det samfundsøkonomiske aspekt af rehabiliteringstanken er nok den væsentligeste årsag til at omstillingen i Danmark er gået så hurtigt og har været så gennemgribende.
Selfølgelig her der var nogle problemer ved dette paradigmeskifte som det kaldes.
Træerne vokser ikke ind i himlen og måske har nogle af særligt de besparelsesmæssige forhåbninger været urealistiske. Der har også været mislykkedes tiltag indenfor rehabilitering som gjorde mere skade end de gjorde gavn.
Overordnet set kan vi dog godt tillade os at kalde paradigmeskiftet en succes. Der kan aflæses gavnlig effekt af det på både borgertrivsel og samfundsøkonomi.
Personligt betragter jeg indførelsen af ICF som den bedste strukturelle ændring der er sket indenfor sundhedsvæsenet i min levetid. Ændringen af forståelsesrammen gør det meget lettere for en person som mig at kunne forbinde mit eget værdigrundlag med sundhedsvæsenet formelle værdigrundlag.
Jeg har naturligvis en pointe med denne lange gennemgang af rehabiliteringsbegrebet. Jeg vil gerne bruge den til en sammenligning med forholdene på anbringelsesområdet. Det bliver temaet næste gang.
Læs fortsættelse
Ingen kommentarer:
Send en kommentar