Torsdagsbrev 04/07/19
- Om Kari Killén -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com
- Om Kari Killén -
Kari Killén er et navn man før eller siden vil støde på hvis man forsøger at danne sig et billedet af hvad der foregår på anbringelsesområdet i Norge og Danmark. Således skriver Socialrådgiver, journalist og grundlægger af Socialforsvaret Puk Sabber i en kronik i Information:
"... Og hvilke metoder og indsatser bedømmer fagpersonerne forældreevnen ud fra
I svaret på det spørgsmål er fagbogen Omsorgssvigt er alles ansvar, som Kari Killen skrev i 1996, helt central. Den er en bibel på det sociale område i forhold til omsorgssvigtede børn. Samtlige socialrådgiverstuderende bliver indviet i Killens tankegang, der groft sagt går ud på, at man er nødt til at forebygge social arv ved at skille barnet fra dets biologiske ophav."
(Middelklassen definerer, hvem der har ret til at være forældre, Information 22. oktober 2016)
Hvem er hun så denne Kari Killén? Hvad går hendes teori ud på? Hvorfor er hendes tilgang så udbredt? Disse er blot nogle af de spørgsmål jeg har i forhold til fagbogsforfatteren Kari Killén.
At Kari Killén er Norsk finder man hurtigt frem til. At hendes teori benyttes i både den danske og den Norske socialforsorg tager heller ikke så lang tid af finde belæg for. Til gengæld er det underligt at jeg ikke kan finde en egentlig forfatterbiografi, som beskriver hendes opvækst, baggrund, teorier, publikationer, kritik, med mere.
Der er en del dokumenter som omhandler kurser med Kari Killén om omsorgsvigt. Disse dokumenter indeholder ofte en kort beskrivelse af oplægsholderens/forfatterens baggrund for eksempel:
"Kari Killén er socionom med videreuddannelse i børne- og ungdomspsykiatrisk behandling hos Bruno Bettelheim i USA og på Tavistockklinikken i London. Hun har skrevet en række lærebøger og fik i 1988 en doktorgrad for afhandlingen Omsorgssvigt og børnemishandling".
Titlen Socionom i Danmark i hvertilfælde betegner en form for socialrådgiver (bachelor uddannelse fra RUC som ikke længere findes) I Steven Bennetts bog Stolen Childhood finder jeg dog en noget anden beskrivelse. Her citeres Killén for at fortælle at hun er sygeplejerske med speciale i børn (Pediatric nurse) og at hun har 40 års erfaring i sundhedssektoren (Stolen Childhood S. 169)
Nå jeg kunne altså ikke komme særlig dybt ned i hendes personlige baggrund, så jeg besluttede mig at prøve at få lidt indsigt i hendes teoridannelse ved at læse, hvad jeg kunne finde online, men så også ved at se nogle oplæg af hendes som var filmet og lagt tilgængelige online. Først og fremmest dette oplæg af en times varighed.
Min intention her var at give en nogenlund nøgtern gengivelse af Killéns teori og forståelsesramme, men jeg må dog erkende at dette er vanskeligt. Ved gennemsyn af videoen finder jeg hele hendes tilgang frastødende. Hele den situation som videon afspejler hvor Killén holder oplæg for en forsamling af fagfolk fra det social og pædagogiske område. Den tilsyneladende venlige og engagerede faglighed, de mange pointer hvor publikum medlevende klapper og griner i sin skærende kontrest med det underlæggende budskab om at der er et "os og dem". "Os" som er faglige og som kan se barnets behov og "dem " som er forældre og som ikke har den tilstrækkelige mentaliseringsevner til at kunne se de skader de forvolder på deres egne børn.
På overfladen ser oplægget og damen som holder det meget tilforladelige ud, men det paradigme som etableres er diskriminernde og uvedhæftigt.
Oplaget er ikke lavet som en logisk følgeslutning hvor den ene slutning leder videre til den næste. Det kan snares ses som spredte overvejelser og observationer vedrørende et emne. Jeg vil forsøge at fremdraget nogle centrale pointer sammenhæng ud af de spredte overvejelser i oplægget.
Hovedpointen i oplæget er at der er brug for en fælles tilgang i hele samfundet arbejde med udsatte børn. Socialarbejdere, skoler, sundhedsplejersker, bisidere og socialrådgivere skal have samme teoretsike forståelsesramme i arbejdet med udstte børn og deres forældre.
Der er nu gjort så meget forskning på området at man kan skabe en sådan fælles forståelsesramme som alle arbejder ud fra.
Denne forståelsesramme bør tage udgaspunkt i tilknytningsteorien som blev grundlagt John Bowlby i samarbejde med James Robertson i tresserne.
Killén mener tilknytningsteorien er så velegnet, fordi den samler både neorologisk og psykodonamiske perspektiver med de tilknytningsteoretiske og fordi den er meget velunderbygget forskningsmæssigt.
Hun mener at man igennem mange år har kunne observere og beskrive fysik vold og vandrygt, men at der er en type af psykisk skadelig adfærd som man ikke har været så opmærksom på tidliger og som ikke giver sig udtryk i synlige mærker på kroppen, men som mindst er lige så skadelig. Det handler om det psykiske tilknytningssvigt hvor forældren på grund af manglende mentaliseringsevner ikke formår at møde barnet mentalt på den måde som barnet har behov for.
Killén mener så at man via interview og samværsobservationer kan kortlægge en sådan type af adfærd og når man har kortlagt den kan man sætte ind med forskellige former for støtte til at afhjælpe dette tiknytningsproblem. Hun fremhæves her hvordan dygtige pædagoger og socialarbejder vil kunne hjælpe en sådan mentaliseringsmessigt mindrebemidlet forældre, med at reagere mere hensigtsmessigt på barnets behov. Hun beskriver også situatoner hvor hun ville anbefale en "omsorgsovertagelse" for at afhjælpe problemet.
Det siges ikke eksplicit, men det er en underliggende pointe at man kan tegne en profil over den "utilstrækkelige forældre" ved at se på dennes adfærd sammen med barnet og ved at få et overblik over forældrens historie og se om denne også har være udsat for "løs tilknytning" eller "tilknytningssvigt" i sin opvækst. Hvis denne har det så er det næsten sikkert at denne vil føre den tilknytningssvigtende adfærd videre.
Man kan altså kortlægge denne type af forældreadfærd som næsten sikkert vil fører til alvorlige problemer. Killén mener at man bør bruge den viden til i langt højrer grad kortlægge den type af adfærd og gribe ind overfor den. Enden med støtte til forældrene eller ved at fjerne børn fra forældrene og anbringe dem hos plejefamilier som formår at møde deres behov for tilknytning.
At høre Kari Killén fortælle om disse teorier giver meget genkendelse hos mig som har været udsat for at blive betragtet som en sådan "utilstrækkelig forældre" i det danske socialsystem. Det er tydeligt at de mennesker som har haft med min og min datters sag at gøre har været under indflydelse af Killéns model og tilgang.
Det er også tydeligt at den manglende evidens og den grundlæggende diskrimination, som jeg har oplevet i det danske systems tilgang er direkte korrespondernede med den samme manglende evidens og grundlæggende diskriminerende tilgang i Killéns eget teoretiske materiale.
Nogle af hendes eksempler er bemærkelsesværdigt banale. Hun beskriver for eksempel i flere oplæg hvordan et barn pludseligt kan reagere agressivt i børnehaven uden rimelig årsagssammenhæg i forhold til det som leder op til situatonen. Hun beskriver så at dette må ses som opsparet frustration over den manglende respons fra forældrens side. Den opsparede frustration vækkes til live af en duft eller en lyd eller en anden association i børnehaven, men det hænger i virkeligheden sammen med et problem barnet har i forhold til forældren.
En sådan forståelsesrramme er så forsimplet og tilfældigt at den er åben for et hav af mistolkninger på et helt usagligt grundlag. Samtidig bemærker jeg mig at denne tolkninsramme er særdeles velegned for personlaet i børnehaven til at give forældrene skylden for barnets adfærd i børnehaven.
Dette knytter an til en anden ting som springer mig i øjnene. Alle disse tilknytningsproblemer som observeres hos forældre må da også kunne finde sted hos inkompetente og eller selvotagede plejeforældre eller fagpersonale. Hvorfor beskræfter Killén sig ensidigt med forældresvigt, mens systemsvigt negligeres fuldstændigt?
Et andet dilemma er at man bruge tilknytningsterori til at gøre voldsomt indgreb i barnets tilknytning.
Det er tydigelig at tilknytningsterorien lægger meget vægt på barnets tilknytning til forældrene, men når der tales om "omsorgsorvertagelse" så inddrages der ikke overvejelser vedrørende det forhold at man klipper barnets primære tilknytning over i forventning om at kunne erstatte denne med en bedre tilknytning.
Det er tydeligt at Killén har skabet en teoridannelse som tillægger fagpersonale og plejefamilier stærke og positive egenskaber og som problematisere de biologiske forældres adfærd og tilknytning.
Er det mon dette der gør at socialsytemet og de børneprofessionelle har taget Killéns forståelsesramme til sig i så udpræget grad?
Har Killén haft øje for de den eksisterende konflikt imellem forældre til udsatte børn og socialarbejderen. Har hun kunne se en fordel i at skabe et material som hylder socialarbejderen og problematisere forældren?
"... Og hvilke metoder og indsatser bedømmer fagpersonerne forældreevnen ud fra
I svaret på det spørgsmål er fagbogen Omsorgssvigt er alles ansvar, som Kari Killen skrev i 1996, helt central. Den er en bibel på det sociale område i forhold til omsorgssvigtede børn. Samtlige socialrådgiverstuderende bliver indviet i Killens tankegang, der groft sagt går ud på, at man er nødt til at forebygge social arv ved at skille barnet fra dets biologiske ophav."
(Middelklassen definerer, hvem der har ret til at være forældre, Information 22. oktober 2016)
Hvem er hun så denne Kari Killén? Hvad går hendes teori ud på? Hvorfor er hendes tilgang så udbredt? Disse er blot nogle af de spørgsmål jeg har i forhold til fagbogsforfatteren Kari Killén.
At Kari Killén er Norsk finder man hurtigt frem til. At hendes teori benyttes i både den danske og den Norske socialforsorg tager heller ikke så lang tid af finde belæg for. Til gengæld er det underligt at jeg ikke kan finde en egentlig forfatterbiografi, som beskriver hendes opvækst, baggrund, teorier, publikationer, kritik, med mere.
Der er en del dokumenter som omhandler kurser med Kari Killén om omsorgsvigt. Disse dokumenter indeholder ofte en kort beskrivelse af oplægsholderens/forfatterens baggrund for eksempel:
"Kari Killén er socionom med videreuddannelse i børne- og ungdomspsykiatrisk behandling hos Bruno Bettelheim i USA og på Tavistockklinikken i London. Hun har skrevet en række lærebøger og fik i 1988 en doktorgrad for afhandlingen Omsorgssvigt og børnemishandling".
Titlen Socionom i Danmark i hvertilfælde betegner en form for socialrådgiver (bachelor uddannelse fra RUC som ikke længere findes) I Steven Bennetts bog Stolen Childhood finder jeg dog en noget anden beskrivelse. Her citeres Killén for at fortælle at hun er sygeplejerske med speciale i børn (Pediatric nurse) og at hun har 40 års erfaring i sundhedssektoren (Stolen Childhood S. 169)
Nå jeg kunne altså ikke komme særlig dybt ned i hendes personlige baggrund, så jeg besluttede mig at prøve at få lidt indsigt i hendes teoridannelse ved at læse, hvad jeg kunne finde online, men så også ved at se nogle oplæg af hendes som var filmet og lagt tilgængelige online. Først og fremmest dette oplæg af en times varighed.
Min intention her var at give en nogenlund nøgtern gengivelse af Killéns teori og forståelsesramme, men jeg må dog erkende at dette er vanskeligt. Ved gennemsyn af videoen finder jeg hele hendes tilgang frastødende. Hele den situation som videon afspejler hvor Killén holder oplæg for en forsamling af fagfolk fra det social og pædagogiske område. Den tilsyneladende venlige og engagerede faglighed, de mange pointer hvor publikum medlevende klapper og griner i sin skærende kontrest med det underlæggende budskab om at der er et "os og dem". "Os" som er faglige og som kan se barnets behov og "dem " som er forældre og som ikke har den tilstrækkelige mentaliseringsevner til at kunne se de skader de forvolder på deres egne børn.
På overfladen ser oplægget og damen som holder det meget tilforladelige ud, men det paradigme som etableres er diskriminernde og uvedhæftigt.
Oplaget er ikke lavet som en logisk følgeslutning hvor den ene slutning leder videre til den næste. Det kan snares ses som spredte overvejelser og observationer vedrørende et emne. Jeg vil forsøge at fremdraget nogle centrale pointer sammenhæng ud af de spredte overvejelser i oplægget.
Hovedpointen i oplæget er at der er brug for en fælles tilgang i hele samfundet arbejde med udsatte børn. Socialarbejdere, skoler, sundhedsplejersker, bisidere og socialrådgivere skal have samme teoretsike forståelsesramme i arbejdet med udstte børn og deres forældre.
Der er nu gjort så meget forskning på området at man kan skabe en sådan fælles forståelsesramme som alle arbejder ud fra.
Denne forståelsesramme bør tage udgaspunkt i tilknytningsteorien som blev grundlagt John Bowlby i samarbejde med James Robertson i tresserne.
Killén mener tilknytningsteorien er så velegnet, fordi den samler både neorologisk og psykodonamiske perspektiver med de tilknytningsteoretiske og fordi den er meget velunderbygget forskningsmæssigt.
Hun mener at man igennem mange år har kunne observere og beskrive fysik vold og vandrygt, men at der er en type af psykisk skadelig adfærd som man ikke har været så opmærksom på tidliger og som ikke giver sig udtryk i synlige mærker på kroppen, men som mindst er lige så skadelig. Det handler om det psykiske tilknytningssvigt hvor forældren på grund af manglende mentaliseringsevner ikke formår at møde barnet mentalt på den måde som barnet har behov for.
Killén mener så at man via interview og samværsobservationer kan kortlægge en sådan type af adfærd og når man har kortlagt den kan man sætte ind med forskellige former for støtte til at afhjælpe dette tiknytningsproblem. Hun fremhæves her hvordan dygtige pædagoger og socialarbejder vil kunne hjælpe en sådan mentaliseringsmessigt mindrebemidlet forældre, med at reagere mere hensigtsmessigt på barnets behov. Hun beskriver også situatoner hvor hun ville anbefale en "omsorgsovertagelse" for at afhjælpe problemet.
Det siges ikke eksplicit, men det er en underliggende pointe at man kan tegne en profil over den "utilstrækkelige forældre" ved at se på dennes adfærd sammen med barnet og ved at få et overblik over forældrens historie og se om denne også har være udsat for "løs tilknytning" eller "tilknytningssvigt" i sin opvækst. Hvis denne har det så er det næsten sikkert at denne vil føre den tilknytningssvigtende adfærd videre.
Man kan altså kortlægge denne type af forældreadfærd som næsten sikkert vil fører til alvorlige problemer. Killén mener at man bør bruge den viden til i langt højrer grad kortlægge den type af adfærd og gribe ind overfor den. Enden med støtte til forældrene eller ved at fjerne børn fra forældrene og anbringe dem hos plejefamilier som formår at møde deres behov for tilknytning.
At høre Kari Killén fortælle om disse teorier giver meget genkendelse hos mig som har været udsat for at blive betragtet som en sådan "utilstrækkelig forældre" i det danske socialsystem. Det er tydeligt at de mennesker som har haft med min og min datters sag at gøre har været under indflydelse af Killéns model og tilgang.
Det er også tydeligt at den manglende evidens og den grundlæggende diskrimination, som jeg har oplevet i det danske systems tilgang er direkte korrespondernede med den samme manglende evidens og grundlæggende diskriminerende tilgang i Killéns eget teoretiske materiale.
Nogle af hendes eksempler er bemærkelsesværdigt banale. Hun beskriver for eksempel i flere oplæg hvordan et barn pludseligt kan reagere agressivt i børnehaven uden rimelig årsagssammenhæg i forhold til det som leder op til situatonen. Hun beskriver så at dette må ses som opsparet frustration over den manglende respons fra forældrens side. Den opsparede frustration vækkes til live af en duft eller en lyd eller en anden association i børnehaven, men det hænger i virkeligheden sammen med et problem barnet har i forhold til forældren.
En sådan forståelsesrramme er så forsimplet og tilfældigt at den er åben for et hav af mistolkninger på et helt usagligt grundlag. Samtidig bemærker jeg mig at denne tolkninsramme er særdeles velegned for personlaet i børnehaven til at give forældrene skylden for barnets adfærd i børnehaven.
Dette knytter an til en anden ting som springer mig i øjnene. Alle disse tilknytningsproblemer som observeres hos forældre må da også kunne finde sted hos inkompetente og eller selvotagede plejeforældre eller fagpersonale. Hvorfor beskræfter Killén sig ensidigt med forældresvigt, mens systemsvigt negligeres fuldstændigt?
Et andet dilemma er at man bruge tilknytningsterori til at gøre voldsomt indgreb i barnets tilknytning.
Det er tydigelig at tilknytningsterorien lægger meget vægt på barnets tilknytning til forældrene, men når der tales om "omsorgsorvertagelse" så inddrages der ikke overvejelser vedrørende det forhold at man klipper barnets primære tilknytning over i forventning om at kunne erstatte denne med en bedre tilknytning.
Det er tydeligt at Killén har skabet en teoridannelse som tillægger fagpersonale og plejefamilier stærke og positive egenskaber og som problematisere de biologiske forældres adfærd og tilknytning.
Er det mon dette der gør at socialsytemet og de børneprofessionelle har taget Killéns forståelsesramme til sig i så udpræget grad?
Har Killén haft øje for de den eksisterende konflikt imellem forældre til udsatte børn og socialarbejderen. Har hun kunne se en fordel i at skabe et material som hylder socialarbejderen og problematisere forældren?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar