Så blev jeg opsagt

- Så blev jeg opsagt -

Så blev jeg afskediget. Ret beset er jeg endnu ikke afskediget, men fritstillet og indkaldt til tjenstlig samtale. Jeg vil dog tillade mig at kalde det en opsigelse da jeg er sikker på at det er en opsigelse ledelsen sigter imod. 

Jeg vil her gennemgår den angivne årsag til min afskedigelse.

Årsagen var at jeg juleaften lod tre beboere spise ved samme bor i fællesstuen og dermed brød reglen om, at der skal være to meters afstand imellem beboerne. Man kunne måske mene at det er rimeligt at jeg sanktioneres når jeg ikke følger de ordre der er udstukket fra ledelsen. 

Her tænker jeg dog at en overvejelser af perspektivet og proportionen i overtrædelsen er på sin plads.

Jeg vil derfor gerne gennemgå forløbet.

Det var juleaften og jeg havde virkeligt lagt kræfter i, at min afdelings beboere skulle få den bedste mulige jul. I den forgående tid var alt blevet taget fra dem. Vi havde haft en stor andel af borgere som var blevet testet positive med den utilregnelige PCR test. Ingen af dem havde haft symptomer, som med rimelighed kunne henføres til SARS-CoV-2, men én for én var de blevet testet positive og sat i isolation og behandlet af personalet som om de var farlige.

De var blevet kørt igennem et regime hvor de ikke måtte være i fællesområderne, ikke kunne komme til at tale med de andre beboere og ikke kunne mødes med deres pårørende. En periode hvor personalet omkring dem var pakket ind i plastik, visir og masker og hvor de derfor ikke kunne kommunikere med dem. En periode, hvor de havde været udsat for omsorgssvigt på næsten et hvert tænkeligt niveau.

Nu ville jeg så gerne give dem en juleaften. Jeg kunne ikke se at der var den store risiko forbundet med at bringe dem sammen til lidt fejring eftersom de alle sammen alligevel inden for de seneste par uger havde testet positiv uden i øvrigt at være blevet syge af det.

Samtidig mener jeg slet ikke at vi som personale har ret til at bestemme, at beboere skal holde afstand til hinanden. Så vidt jeg kan se er det et brud på grundlovssikrede rettigheder. Vi kan informere beboerne om at der kan være en risiko forbundet med, at sidde tæt, men til syvende og sidst må det være deres valg som voksne myndige individer om de vil løbe den risiko.

Jeg vil også nævne at der faktisk ikke er nogen evidens for at overholdelse af afstandsrestriktionerne har effekt. 

Min indstilling var således pragmatisk. Der var kun mig og en afløser på arbejde i min afdeling. Der var ingen reel risiko ved ikke, at følge reglerne til punkt og prikke og beboerne trængte i den grad til det nærvær og samvær en sådan julefejring kunne give.

Tre beboere ville gerne sidde ved samme bord og det lod jeg dem naturligvis gør.

Vi går i gang med måltidet og jeg gør mit yderste for at skabe lidt stemning og glæde. Jeg oplever denne jul på plejehjemmet som værende af stor betydning. 

Pludseligt midt under serveringen af aftenmåltidet bliver jeg ringet op af min chef som spørger om jeg nu også overholder alle de aftalte regler og procedure. Jeg bedyre hende at naturligvis er alt i sin skønneste orden. Der er jo ingen grund til at ødelægge hverken hendes eller vores juleaften med unødige bekymringer. Hun siger siger så. "Jeg har ellers hørt at der er tre beboere som sidder ved samme bord ..." 

Jeg bliver tavs. Hvordan kan hun vide det? I et brøkdel af et sekund går det op for mig hvad der er foregået. Jeg er blevet sat op. Man har givet mig en afløser at arbejde sammen med den aften, som er blevet bedt om, at reportere tilbage, hvis ikke jeg overholdt restrektionerne. 

Det sortner for mig. Hvordan kan man dog finde på noget sådant? Hvor var det dog ekstremt tarveligt af den afløser, at sladre på den måde. Hvor var det dog ekstremt usselt af ledelsen at sætte et baghold op på den måde, på selve juleaften, hvor jeg gør mit yderste for at give beboerne en god aften.

Det tog tid for mig at komme mig over den oplevelse. Måske 20 minutter, men det lykkes mig. Lige så stille fik jeg arbejdet mig tilbage igen til den opgave jeg havde sat mig, nemlig at skabe en god julefejring for beboerne. 

Det bliver en rigtig god og betydningsfuld juleaften, trods den ubehagelige afbrydelse og alle de tanker den førte med sig. 

I går kom så beskeden i min eboks. Knap to A4 sider med opremsning af de principper og regler man mente jeg havde overtråd samt beskeden om at jeg var fritstillet og en indkaldelse til tjenestelig samtale først i januar.

For mig personligt er dette jo en trist situation da jeg er meget glad for mit arbejde, men det er dog ikke det mest bemærkelsesværdige ved situationen.

Det mest bemærkelsesværdig er at plejehjemmet står i en situation hvor personalemangel er et påtrængende problem for dem. 

At man vælger i en sådan situation at afskedige en af sine mest stabile, kompetente og dedikerede SOSU-Assistenter på et marginalt og konstrueret grundlag er en mildest talt besynderlig prioritering.

Det kan vel bedst beskrives som at plejehjemmesledelsen "skyder sig selv i benet", med mindre altså at plejehjemmesledelsen faktisk af en eller anden grund skulle ønsker, at udhule infrastruktur og nedbryde beboerne og personalet på deres eget plejehjem.

De største taber i denne opsigelsessag er beboerne. De mister i mig en utrættelig forekæmper for deres rettigheder, deres sundhed og trivsel og det i en situation hvor de har brug for det mere end nogensinde.

Hvis tingene skulle gå ordentligt for sig så blev jeg i mit arbejde sammen med min faste ven og kollega som jeg normalt danner team med (som vel at mærke ikke er den afløser som stod bag bedraget juleaften).

Hvis tingene skulle gå ordentligt for sig ville plejehjemmets ledelse blive stillet til ansvar for deres valg og prioriteringer i dette forløb.

// Mikkel