Torsdagsbrev
20/09/18
- Indblik i sagsbehandling i børnesager
-
Anden episode af: Torsdagsbrevet tegner og fortæller
D
ette brev sendes på ugentlig basis til relevante politikere, ledere og sagsbehandlere indenfor det offentlige. Det sendes også til en lille håndfuld udvalgte medier.
Den komplette liste af modtagere kan ses på:
mimeini.blogspot.com
Her vil I også kunne læse om tanken bag "torsdagsbrevet". Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige: Jeg håber I vil læse det. Jeg håber at I vil overveje dets indhold. Jeg håber at I på baggrund af det vil spørger jer selv om der er ting som burde og kunne gøres anderledes og om der er ting som I måske kan være med til at ændre på. Jeg forventer derimod ikke at I går ind i min specifikke sag og prøver at påvirke den.
- Anden episode -
Godt! Lad os starte cirka hvor vi sluttede sidst.
Her har vi en far.
Han er springfyld med forældrekompetencer og gode ressourcer. Han har både job og bolig med plads til børn. Han har lyst og vilje til at påtage sig forældreopgaven. Han har indsigt og forståelse for sin datters personlighed og behov. Stort set alle forudsætninger man kunne ønske sig for en vellykket hjemgivelse.
Og her har vi så hans datter. Hun bor hos en
plejefamilie. Der har hun det godt... eller i hvertilfælde har hun
det nogenlunde og hun klager ikke. Hun længes dog efter at have et
normalt liv. Et liv som hendes kammerater, som bor hos deres egne
forældre. Et liv hvor hun ikke skal behandles som et barn med
"særlige behov". Et liv hvor hun ikke skal holdes hjemme fra skole
mindst en gang om måneden fordi hun skal mødes med en eller flere
voksne som skal evaluere eller undersøge hende. Eller voksne som
skal spørger hende om et eller andet. Hun har alle mulige gode
forudsætninger for at kunne håndtere en normalisering. Selvfølgelig
har hun fået nogle slag og stød på sjælen ved det liv hun har været
igennem, men reelt er der stor sandsynlighed for at en
normalisering vil gavne en sund udvikling hos hende i langt højere
grad end de tvungne specialforanstaltninger som hun fastholdes i i
den nuværende situation.
Det er en situation hvor hjemgivelse vil være det oplagte valg.
Alligevel er det ikke det forvaltningen vælger. Ikke nok med at de
ikke vælger det. De går faktisk langt for at forsvare det modsatte
valg - den fortsatte anbringelse. De gør det med redelige midler,
men de gør det også med uredelige midler. De er virkelig indstillet
på at det barn ikke skal hjemgives.
Men hvorfor?
Som jeg startede med at sige sidste torsdag så er det ikke rigtigt noget som vores samfund har gavn af at et barn er tvangsanbragt uden at der er egentligt behov for det, så hvorfor gør vi det alligevel? Det vil jeg prøve at grave mig lidt dybere ned i næste torsdagsbrev. Tak for nu.
Med venlig hilsen
Mikkel Meinike Nielsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar